fbpx
TEKST ØYVIND BORDAL FOTO PRODUKTFOTO #582

TEMA: EL & HYBRID / ELEKTRISKE PÅHÆNGSMOTORER

En anden verden på vej

I 100 år har en påhængsmotor set ud, som den gør. Det er forbi nu.
Her er ti bud på fremtidens påhængsmotor. De er selvfølgelig alle sammen elektriske.


Den elektriske revolution har sat gang i en tsunami af innovation og har bragt nye designere og producenter ind på markedet. Og vi har kun set begyndelsen. Måske fordi de ikke er syltet ind i vanetænkning, er mange af de nye aktører i stand til at se opgaven med helt nye øjne. Omvendt kan man sige, at benzindrevne påhængsmotorer ser ud, som de gør, fordi der skal sidde en forholdsvis stor og tung forbrændingsmotor på toppen af den. Motorens størrelse, vægt og tekniske krav i øvrigt har defineret påhængsmotorens design, som derfor har været groft sagt uændret i mere end 100 år.

Andre muligheder
Elektrisk drift åbner for helt nye måder at lave en påhængs-
motor på. Selve motoren fylder meget lidt og vejer heller ikke ret meget. Det er batterierne, som tager plads og tilfører vægt – og de kan placeres eksternt eller internt, ligesom en benzintank i en traditionel påhængsmotor. Propellen kan også laves på andre måder, end dem vi kender.

I det hele taget er det befriende at se, hvor mange anderledes produkter, der er kommet på markedet i løbet af meget kort tid.

De gamle er endelig ved at røre på sig
Som noget nyt, er de traditionelle producenter af påhængsmotorer omsider ved at komme på banen med deres elektriske versioner. Det er godt nok på tide! Andre producenter har allerede sat sig godt på markedet, men mange års erfaring og kompetence burde omvendt være garanti for solide produkter fra de gamle fabrikkers side.
Temo model 450 - en teleskopstang med propel.

Her kan du møde ti af de mest spændende lige nu – både de specielle og dem, der stadig ligner en påhængsmotor.


TEMO 1.000 
Fransk producent med friske ideer – Temo har p.t. to meget forskellige modeller. Den største, Temo 1.000, ser du her. Den skubber med 1 kW, nogenlunde sammenlignelig med 3 hk. Vægten er 15 kg inkl. batteri. Designet gør modellen virkelig fleksibel: Hvis båden har et ror (dvs. er en sejlbåd) kan du lægge ”gashåndtaget” ned i benet og bruge bådens eget ror. Du kan også nemt regulere propellens dybde og dreje benet 360 grader.

Den mindre model, 450, er vist på billedet til venstre. Den er virkelig sjov – en teleskopisk stang med en propel. Batteriet er med, den laver ca. en halv kW og er efter sigende verdens letteste bådmotor.

MERCURY AVATOR
Mød Mercurys længe ventede elektriske satsning! Det her er det eneste sted, du kan møde den foreløbig, for den er ikke på markedet helt endnu. De traditionelle, store producenter af påhængsmotorer har ikke været first movers på eldrift, men til sæsonen 2023 kommer altså Avator, som skal blive til en serie elektriske modeller.

Du åbner låget på toppen og sætter batteriet i. Ladning kan ske med batteriet i motoren, men du kan også tage det med hjem. Mercurys ingeniører har lagt stor vægt på, at de nye elektriske motorer skal være stillegående. Der er endnu ikke information ude om den elektriske motor-series størrelse, og meget andet er stadig ukendt. Men vi følger op, når der er nyheder fra Mercury.


ePROPULSION
ePropulsion har på forholdsvis kort tid etableret sig som en af de største på verdensmarkedet. Den kinesiske producent har tre serier – Spirit, som du ser her, er små, lette, mobile motorer på 1 kW/3 hk, med batteriet i top-enheden. Navy er lidt kraftigere motorer (en på 3 kW og en på 6 kW, svarende til hhv. 6 og 9,9 hk).

ePropulsion laver også elektriske sejldrev/pods, det vil sige elektriske indenbordsmotorer, hvor selve motoren sidder i drevet, det vil sige under vand.

Batterier (LifePo4, litium) kan de også levere.


TORQEEDO
Hvis nogen skal have æren for at udbrede den elektriske bådmotor i verden, så må det være tyske Torqeedo. De var først, og de har også længe været størst. Det er Torqeedo, som har drevet udviklingen på de fleste områder, måske især på batterifronten, hvor deres samarbejde med BMW har givet store resultater. Deres påhængsmotorer er nok de mest udbredte internationalt og findes nu i et omfattende program, med motorstørrelser fra det der svarer til 1 hk (til kajakker, trollingfiske etc.) og til det kraftige bæst Deep Blue på 80 hk (Torqeedo opgiver sine motorstørrelser i hk).

På billedet ser du Travel, formentlig deres bestseller: Motorer på 2 og 3 hk, til joller og mindre sejlbåde.

EVOY
Norske Evoy er lavet til den virkelig kraftkrævende båd. Fire modeller er på programmet – Breeze (120 + HK), Gale (200 + HK), Storm (300 + HK) og Hurricane (400 + HK).

Kun den mindste af dem er allerede i produktion. Storm kan forhåndsbestilles til levering næste år, og de to ekstremt kraftige modeller, Storm og Hurricane, kommer først på markedet i 2024.

Evoy producerer også enorme batterier til sine motorer: Tre vandkølede litiumbatterier på hhv. 63 kW, 126 kW og 189 kW. Hvis de tal ikke siger dig noget, så snakker vi om ca. ti gange den normale størrelse batteripakke til en stor sejlbåd – i et enkelt batteri!

Til orientering koster det største batteri ca. 750.000 kr.

YAMAHA HARMO
Harmo er Yamahas indtræden på markedet for elektriske bådmotorer. De har valgt et design, som ligner en slags hybrid mellem et drev, som vi kender det fra indenbordsmotorer på motorbåde, og en påhængsmotor. Det er kun benet, der drejer, toppen bliver, hvor den er.

Harmo har såkaldt rim-drive, det vil sige, at propellen er monteret i en ring rundt om propellen, i stedet for en central aksel. Yamaha har lagt stor vægt på styreenheden, som er ekstern, og består af en joystick og et meget lækkert gashåndtag. Styresystemet er hentet fra Yamahas mest eksklusive, eksisterende bådmotorer. Styrevinklen på 140 grader gør, at det bliver næsten som en hæk-thruster.

Harmo er på 3,7 kW, nogenlunde svarende til 9,9 hk. Formentlig er den første led i en større serie.

E'DYN
Polsk elmotorproducent – e’dyn står for Electric Dynamic Nautics, og der er snak om en stor fabrik med et komplet program af produkter til elektrisk drift (indenbords, udenbords, batterier etc.). Serien af påhængsmotorer ligger mellem 2,8 kW og 20 kW. De har erfaring med at levere komponenter til elektriske biler, så der må være kompetence til stede i huset.

Simplicity er en serie små motorer, som er ekstremt lette og enkle. Det samme er de tilhørende batterier. Freetime er større motorer, som ligeledes sælges på let vægt. E’dyn er kort sagt enkle motorer, som skal være pålidelige og relativt billige.

HY-GENERATION
Interessant fransk design, med rim-drive og selve motoren i ringen. Toppen af motoren er kun til styring af enheden, og motorenheden (som under drift er under vand) kan hejses op langs den vertikale stang. De små turbineblade er selvjusterende, og selve åbningen er formet som en dyse, hvilket er en af forklaringerne på den øgede effekt, som producenten hævder, at systemet har. Designet har også den fordel, at der er større sikkerhed, både i forhold til mennesker i vandet og ting, der kan sætte sig i propellen.

HY-generation har foreløbig kun en 6 kW model klar, men større motorer er på vej – i hvert fald ifølge den meget franske og forvirrende hjemmeside.

FINX
Der er flere innovative og ikke mindst anderledes påhængsmotorer her på siderne. Men den her er uden tvivl den, der tager prisen som den mest mærkværdige.

Franske Fin5 yder 2 kW (måske svarende til 5 hk) og henter sin inspiration fra den måde, fisk svømmer på. Motoren bevæger en cirkulær plade i den store dyse (eller ring) frem og tilbage på en måde, der skaber et skub. Ifølge producenten er systemet 1/3 mere effektivt end en konventionel propel. Teknologien har længe været kendt i industrien og bruges især i pumper, der skal transportere væske. Sikkerheden er høj, eftersom der simpelthen ikke er nogen roterende dele under vand.

FinX har brugt 15 år på research og har taget 15 internationale patenter, så de ser ud til at mene det alvorligt.

REMIGO
Fra Slovenien kommer RemigoOne, som vandt en Dame Award 2021, og er en lille, let og mobil sag på 1 kW (ca. 3 hk). Den vejer 14,5 kg, og alt det tekniske sidder i benet. Den ser meget godt ud og må være et godt valg til bådens dinghy. Propellens dybde kan nemt justeres ved at køre hele benet op og ned. Du har med andre ord både kort og langt ben i en og samme motor. Monteringsbeslaget kan blive på jollen – man kan vælge kun at tage benet/motoren af. Remigo er bygget i hårdfør aluminium, og ladeporten sidder på toppen af benet. Batteriet er indbygget og tages altså ikke ud ved ladning.

BÅD 582

Bådmagasinet er Danmarks maritime mediehus med begge fødder plantet solidt på dørken. Bådmagasinet følger med i den rivende udvikling medieverden er inde i, og udgiver således på flere platforme, hvad end det er i trykt eller elektronisk form.

Bådmagasinet har gennem tiderne hjulpet mange i bådbranchen med deres egne kundekataloger – kundemagasiner – brochurer – kataloger, eller et frisk design på virksomhedens brand – alt sammen under vores afdeling for Client Publishing.

Sejlsport

Nyheder

Inspiration

Medlemsskab


© 2020 Bådmagasinet ApS. All Rights Reserved.