fbpx
TEKST ØYVIND BORDAL FOTO PRODUKTFOTO #584

TEMA: FOKUS PÅ ELEKTRONIK

Maritimt bredbånd stadig svinedyrt – men...

Kan man ikke snart få bredbånd til havs, uden at skulle plyndre en bank først? Både ja og nej. Her en opdatering af dagens muligheder for at få satellitforbindelse i båden.


Tanken om at være uden internet er for mange blevet lige så skrækindjagende som tanken om at være uden luft. Selv når vi er på vandet, er det blevet en selvfølge at være ”på”. Som regel er det heller ikke noget større problem: Til den tursejlads, de fleste af os bedriver, og som jo foregår få sømil fra kysten, virker et ganske almindelig mobilabonnement med 4G ganske fint. Og det er jo noget, som stort set alle mennesker alligevel har i lommen. Måske ryger forbindelsen nogle timer, for eksempel mellem Anholt og Sjælland eller på vej til Bornholm. Det er trods alt til at leve med.

Andre behov ved sejlads i flere døgn
Men hos mange sejlere lever drømmen om at sejle rigtig offshore. Det behøver ikke at være det store hop over Atlanten – det kan også være Nordsøen, Østersøen, Biscaya eller Middelhavet. Uanset hvor du vælger at krydse åbent hav, så indebærer det dog sejlads over flere døgn. Og her opstår der behov, som er lidt mere reelle end behovet for at poste selfies på Instagram eller at kunne besvare mails med få timers intervaller.

Vejr, nød, tracking
Først og fremmest er der tale om to behov: Behovet for opdaterede vejrmeldinger og behovet for at kommunikere med redningstjenester eller tekniske eksperter, hvis noget skulle gå galt. Tracking, altså sporing af ens position, som er gjort tilgængelig online, er en tredje tjeneste, mange sætter stor pris på. Så kan ens nærmeste følge med og vide, hvor man er.

Bredbånd muligt – men hvorfor?
Udover det, er der jo strengt taget ikke rigtig noget, der ikke kan vente, til man er i land igen. Skulle lysten og pengepungen være til det, så kan man selvfølgelig, rent principielt, tage en fuld, lynhurtig bredbåndstjeneste med sig til havs. Så kan man sidde derude og streame en Netflix-film (der vil koste flere tusinde kroner) eller dele videoer i høj opløsning.

Altså, hvis man foretrækker det frem for at opleve alt det, man er taget hele vejen derud for.

iPHONE?
Apple investerer stort i satellitnetværk i disse år, og iPhone 14 har allerede indbygget satellitforbindelse. Foreløbig er den dog ikke aktiveret til brug for danske brugere. Det kommer nok, men tilsyneladende er funktionaliteten meget begrænset og mest tiltænkt en ren, landbaseret SOS-funktion. Kigger man flere år frem, er det nærliggende, at det udvides. Men altså: Her og nu er iPhone ikke et reelt alternativ for sejlere, der ønsker at opgradere til satellitforbindelse om bord.
ANDROID?
Android-brugere kan også se frem til telefoner, der har indbygget forbindelse til satellitbaseret internet. Det er et stort satsningsområde for flere store spillere på markedet. Det er selvfølgelig ikke bygget op med tanke på at servicere sejlere, men på at lukke de huller, der er rundt om i verden, hvor der ikke er god forbindelse via landbaserede master. I første omgang bliver der tale om tekstbeskeder, men på sigt er det meningen, at tilbuddet skal rulles bredere ud og blive en del af tablets, laptops – og endda selvkørende biler.

Langsomt billigt, hurtigt dyrt
Sagt på en anden måde: En meget langsom satellitforbindelse til sporadisk brug dækker de fleste behov for offshore-sejlads ganske fint. Både sikkerhedsorienterede systemer og maritime vejrtjenester kører i komprimerede formater, der fylder ganske få kilobyte.

Man skulle måske ellers tro, at med den teknologiske flodbølge af produkter og tjenester, der omgiver internettet, så ville der være en hel masse billige løsninger til hurtig internet, også til søs. Men sådan er det altså ikke. Landbaserede master rækker ikke ret langt til søs, og derefter er der kun satellitter, der kan levere forbindelsen. Og selvom der er mange af dem, og selvom det er blevet billigere end før, så er internet via satellit stadig meget, meget dyrt, så snart hastigheden og datamængden bare nærmer sig det, vi er vant til på land. Der er hellere ikke rigtig noget, der tyder på, at det vil ændre sig radikalt i den nærmeste fremtid.

StarLink
Alligevel kommer der hele tiden nye satellittjenester til sejlere. De fleste sigter mod at dække de tre ovennævnte behov – vejr, SOS og tracking. Det er efterhånden blevet noget, der kan sættes enkelt op og til en forholdsvis lav pris. Og så er der kommet nye spillere på markedet for bredbånd til søs.

Det er stadig et marked, som er mest interessant for kommerciel skibsfart og superyachts, men som du kan se på de kommende sider, så er StarLink et eksempel på noget, der som minimum kan give bredbånd på øde ankerpladser og længere til søs, end vi tidligere har været i stand til. Også uden at tømme tegnebogen helt. Vil du have en sikker, maritim version af StarLink, så eksploderer prisen dog fuldstændig.

InReach eller Go?
Langturssejlere er ofte nøjsomme folk, som bruger tid og ressourcer på at finde frem til robuste, billige løsninger, der gør det, de skal gøre – hverken mere eller mindre. I en del år har det mest populære været Iridium Go, hvis det skulle være en lidt større løsning – eller Garmin InReach, hvis man kunne klare sig med lidt mindre. Begge produkter kører på Iridium-netværket og er kommet i opdaterede versioner. De har også fået følge af flere konkurrenter. På de kommende sider kan du blive klogere – både på de langsomme, billige muligheder og de hurtige, dyrere.


HER ER MULIGHEDERNE

ACR Bivy Stick
Enhed som leverer satellitforbindelse til din mobiltelefon og gør det muligt at sende og modtage tekstbeskeder. Der er også tracking og adgang til simple vejrdata. Bivy Stick inkluderer et decideret telefonnummer og en mailadresse. Den bruger Iridium-netværket, prisen er ca. 3.200 kr., og ubegrænset brug koster godt og vel 400 kr. pr. måned.


Garmin InReach
Hvis der skal udråbes en klassiker på markedet, så må det være Garmin InReach. Den nye version, Mini 2, koster ca. 2.700 kr. og har tovejs SMS, tracking og nødfunktion. Du kan også hente simple vejrdata. Dataplan fås i fire versioner med priser fra ca. 175 kr. pr. måned for det mest rudimentære behov. Kører på Iridium-netværket. Garmin InReach er nok det sikreste valg, hvis man ønsker en simpel og billig satellitløsning til søs.


Iridium Exec
Den opgraderede version af Iridium Go er nok det bedste køb lige nu, hvis man ønsker en fleksibel og fremtidsrettet satellitforbindelse, der dækker offshore og kan bruges med en bred vifte af hastigheder og dertil hørende datapriser. 50 MB koster for eksempel 1.400 kr. pr. måned. Den har indbygget Certus 100-router, som er ca. 40 gange hurtigere end den gamle Iridium Go. Exec har indbygget mikrofon og højttaler og kan bruges direkte til samtaler.


Iridium Go
Iridium Go er også en klassiker og er brugt af rigtig mange, der krydser Atlanten. Den fungerer som en lokal router og kan for eksempel sættes op med PredictWind og danne en platform for rigtig routing og grundig vejrtjeneste. Hastigheden er stadig meget langsom, sammenholdt med din telefon (2,4 kb/s). Men dækningen er stabil og prisen overkommelig: 10-12.000 kr. for enheden. Ubegrænset forbrug koster ca. 1.000 kr. pr. måned.


Yellowbrick YB3i
Simpel og forholdsvis billig satellitforbindelse i en enhed, der kan stå alene. Sender og modtager tekstbeskeder via Iridium-netværket og har sit eget trackingsystem. Var en af de første på markedet, men virker umiddelbart lidt uddateret i dag med de nyere produkter, der er kommet til. Koster ca. 3.000 kr., og dataforbrug følger et credit-system, som er en smule svært at gennemskue.


SpotX
SpotX kører på Globalstar-netværket, som ikke er lige så sikkert offshore som Iridium, men som er et stort globalt netværk med mange brugere. Et billigt, enkelt alternativ – enheden koster ca. 2.500 kr., og dataplan fås fra 120 kr. pr. måned. Måske ikke det mest oplagte alternativ til sejlere, men bruges meget til trekking i øde bjergområder.


ZOLEO Satellite Communicator
Ny, simpel enhed, der giver din mobiltelefon satellitforbindelse via Bluetooth. Forbindes via en app, kører på Iridium-netværket og koster ca. 2.500 kr. Specielt udviklet til at dele positioner, sende/modtage tekstbeskeder og har en SOS-knap. Dataplan fra 130 kr. pr. md.


Somewear Global Hotspot
Koster knapt 2.000 kr., fungerer (som navnet antyder) som et hotspot og kræver dermed en ekstern enhed, i praksis en mobiltelefon. Forbindes via Bluetooth. Ret nyudviklet, meget lille og mobilt produkt til en lav pris. Kan hente simple vejrdata og har tekstbeskeder, tracking og nødfunktion. Dataplan fra 60 kr. pr. md. (ubegrænset brug koster 300 kr. pr. md.)


DE HURTIGE:

Iridium Certus

Certus kommer i flere versioner. P.t. er den mest aktuelle for sejlere den mindste og ”billigste” kaldet Certus 100. Den kan levere ca. 88 kB/s, hvilket er ca. 40 gange hurtigere end den velkendte Iridium Go. En velegnet router, SkyLink 6100, koster ca. 20.000 kr. og indeholder et slot til simkort, så enheden kan skifte til landbaseret netværk, så snart det er tilgængeligt. Dermed kan der spares en hel del på forbrug. Du logger på som en hvilken som helst anden router, men skal du bruge netværket til at tale igennem, foregår det igennem en speciel app. Forbrug kan sættes op på mange forskellige måder, den mest beskedne løsning behøver ikke koste meget mere end ubegrænset forbrug til Iridium Go. En rigtig bredbåndsløsning sniger sig dog hurtigt op over 10.000 kr. pr. måned. Sammenlignet med alternativerne, ligner det dog et aktuelt alternativ for dem, som ønsker mere data på åbent hav og er villige til at betale for det. Iridium Exec (se foregående side) er i øvrigt en billigere måde at få adgang til Certus 100.


StarLink
StarLink RV kunne have været et fantastisk produkt til sejlere: Lynhurtig forbindelse på mere end 100 Mbps (svarende til 12.500 kB/s) til en (for satellit) meget rimelig penge – ca. 750 kr. pr. måned for ubegrænset brug. Hardware koster godt og vel 4.000 kr. Men antennen er motoriseret og sluger meget strøm, og den er ikke godkendt til både eller ”til at bruges, mens den er i bevægelse”. Alligevel er den i brug hos en del langturssejlere allerede. Dog mest til brug på ankerpladser og kystnær sejlads. Dækningen er ikke garanteret på åbent hav, så rent sikkerhedsmæssigt kan den ikke stå alene.
Derimod findes der en særlig maritim version. Her er prisen skruet ”en smule” i vejret: Det månedlige abonnement er 35.000 kr. Og så er der hardware til ca. 70.000 kr. Det er hverken en joke eller en trykfejl. Man satser formentlig på superyacht-segmentet. Som sikkerhedsorienteret offshore-løsning til sejlere er StarLink dermed pt. ubrugelig i praksis.


Inmarsat Fleetone
Inmarsat er et andet satellitnetværk end Iridium og adskiller sig blandt andet ved ikke at dække farvand tæt på polerne. Det betragtes af de fleste som et lidt mere ustabilt netværk end Iridium. Det har dog været brugt til professionel offshore-racing i mange år og er en af de store, etablerede aktører på markedet. FleetOne er Inmarsats mest sejlsportsvenlige produkt, med en moderat hastighed offshore på ca. 100 kB/s. Hardware-omkostningen er ca. 30.000 kr., og ”global coverage” koster, som et eksempel, 14.000 kr. for 100 MB (som er meget, meget lidt). En enkelt GB pr. måned koster på den anden side af 60.000 kr. (ja, du læste rigtigt). Til kystnær brug er priserne lavere. Men selv her (ca. 60 kr. pr MB) er det så dyrt, at systemet i praksis er uden interesse for den store majoritet af sejlere.


Båd 584

Bådmagasinet er Danmarks maritime mediehus med begge fødder plantet solidt på dørken. Bådmagasinet følger med i den rivende udvikling medieverden er inde i, og udgiver således på flere platforme, hvad end det er i trykt eller elektronisk form.

Bådmagasinet har gennem tiderne hjulpet mange i bådbranchen med deres egne kundekataloger – kundemagasiner – brochurer – kataloger, eller et frisk design på virksomhedens brand – alt sammen under vores afdeling for Client Publishing.

Sejlsport

Nyheder

Inspiration

Medlemsskab


© 2020 Bådmagasinet ApS. All Rights Reserved.