Langtur for 10.000 kr. om måneden
Et år uden sko
Familie på fire skiftede parcelhuset ud med palmestrande. De faste job blev opsagt, børnene taget væk fra deres skole og venner. Snart var hele familien på vej ned gennem Europas floder til Afrika og over Atlanterhavet med kurs mod Caribien.
”’Start med at reparere autopiloten,’ råber Margareta. Jeg kan knapt se hende i mørket i cockpittet. Kulingen får bølgerne til at brøle, og jeg kan næsten heller ikke høre, hvad hun siger. Vi har i to døgn fra Gran Canaria sejlet sydpå mod de afrikanske øer Kap Verde. Et par trisser på vindroret er faldet af. Arbejdsstillingen for at reparere det med hovedet nedad, ud over agterenden af båden, får min søsyge til at bryde ud. Jeg sender hele min aftensmad i en tyk stråle ned i det mørke vand.” Sådan indleder Thomas Veber fra Ærø og hans svenske hustru, Margareta, deres bog ”Et år uden sko – fra parcelhus til palmestrand”.
De besluttede i november 2015, at nu skulle det være, drømmen skulle indfries. ”Thomas og jeg mødte hinanden på øen St. Lucia i Caribien for 17 år siden. Vi var kommet til øen som gaster på hver vores båd. Og siden har vi altid gerne villet sejle tilbage og vise stedet til vores børn,” fortæller Margareta. Men der var et problem, børnene var ikke begejstrede. ”Vores datter Mathilde på 12 år ville under ingen omstændigheder med på så lang en rejse. Var der overhovedet internet? Og hvad med alle hendes venner?
Vores søn Troels på ni år var mere eventyrlysten. Som forældre tog vi beslutningen for dem”, fortæller Thomas. ”Vi vidste, at det var et stor ansvar at tage dem med over Atlanten, og at vi selv måtte undervise dem, men vi vidste også, at det ville udvikle dem og være en oplevelse for os alle sammen og som familie,” siger Margareta. Fra beslutning til afgang gik der et halvt år. De faste job blev sagt op. Huset i Skanør ved Falsterbo sat til leje. Hvad skulle med? Der blev ryddet op i børneværelserne som aldrig før, Thomas gik i gang med istandsætte ”Anna Lisa”, en Allegro 30, som de havde købt i 2010, og som de otte år tidligere havde sejlet i Middelhavet sammen med børnene.
De besluttede i november 2015, at nu skulle det være, drømmen skulle indfries. ”Thomas og jeg mødte hinanden på øen St. Lucia i Caribien for 17 år siden. Vi var kommet til øen som gaster på hver vores båd. Og siden har vi altid gerne villet sejle tilbage og vise stedet til vores børn,” fortæller Margareta. Men der var et problem, børnene var ikke begejstrede. ”Vores datter Mathilde på 12 år ville under ingen omstændigheder med på så lang en rejse. Var der overhovedet internet? Og hvad med alle hendes venner?
Vores søn Troels på ni år var mere eventyrlysten. Som forældre tog vi beslutningen for dem”, fortæller Thomas. ”Vi vidste, at det var et stor ansvar at tage dem med over Atlanten, og at vi selv måtte undervise dem, men vi vidste også, at det ville udvikle dem og være en oplevelse for os alle sammen og som familie,” siger Margareta. Fra beslutning til afgang gik der et halvt år. De faste job blev sagt op. Huset i Skanør ved Falsterbo sat til leje. Hvad skulle med? Der blev ryddet op i børneværelserne som aldrig før, Thomas gik i gang med istandsætte ”Anna Lisa”, en Allegro 30, som de havde købt i 2010, og som de otte år tidligere havde sejlet i Middelhavet sammen med børnene.
Båden fik nyt vindror, og redningsflåden blev hevet frem fra garagen. ”Det var en svær beslutning at opsige vores job. Jeg var IT chef i sejlerfirmaet Watski, og det var et drømmejob for mig. Margareta arbejdede i en børnehave som pædagog. Vores budget var på 10.000 kr. om måneden for hele familien. Det kunne lade sig gøre, fordi vi fangede fisk og handlede på de lokale markeder, mens et besøg på en restaurant kunne forkorte vores rejse med flere dage, så vi lavede næsten altid mad på båden,” fortæller Thomas.
Ned gennem Europa
I maj 2016 sejler Thomas sammen med vennen Johan ned gennem de europæiske floder. Den 30 fods ”Anna Lisa” går fint gennem sluserne i Tyskland, Holland, Belgien og Frankrig, hvor større både kan have problemer i de mindre sluser. Efter en månedstid sejler de ud i Middelhavets blå bølger ved Marseille. Børnene og Margareta støder til i Spanien, da Mathilde og Troels først skal afslutte deres skoleår. Forude ligger nu ca. 4000 sømil på ruten til Marokko, Kap Verde, over Atlanterhavet og en dag skulle den caribiske ø Tobago gerne dukke op i horisonten. Sejladsen går fint fra Gibraltar til Tanger og Asilah i Marokko og videre til Gran Canaria. Men så bryder helvedet løs på de 800 sømil til Kap Verde-øerne. ”Anna Lisa” sejler ned af bølgebjerge i en stiv kuling på 18 m/sek., autopiloten er stået af, og vindroret har mistet et par trisser. Den niårige Troels bliver modbydelig søsyg, og det piner hans forældre. Der er 200 sømil ind til det afrikanske fastland, og mindst fem-seks dage til Kap Verde. Det lykkes Thomas, der også er blevet sløj af bølgegangen, at kravle ned i kahytten med værktøjskassen og reparere autopiloten. Et lille tandhjul havde sat sig fast. ”For mig var det en af de værste oplevelser, at både autopilot og vindror går i stykker midt ude på havet med endnu fem døgn til land. Vi forsøgte altid kun at sejle, når der var gode vejrudsigter,” siger Margareta. Da stormen letter, bliver det igen en fornøjelse at sejle. Thomas skriver i sin bog ”Havet bliver blidt, og Margareta bager boller. Mathilda holder udkig i cockpittet sammen med Margareta, mens Troels hviler i køjen sammen med mig.
I maj 2016 sejler Thomas sammen med vennen Johan ned gennem de europæiske floder. Den 30 fods ”Anna Lisa” går fint gennem sluserne i Tyskland, Holland, Belgien og Frankrig, hvor større både kan have problemer i de mindre sluser. Efter en månedstid sejler de ud i Middelhavets blå bølger ved Marseille. Børnene og Margareta støder til i Spanien, da Mathilde og Troels først skal afslutte deres skoleår. Forude ligger nu ca. 4000 sømil på ruten til Marokko, Kap Verde, over Atlanterhavet og en dag skulle den caribiske ø Tobago gerne dukke op i horisonten. Sejladsen går fint fra Gibraltar til Tanger og Asilah i Marokko og videre til Gran Canaria. Men så bryder helvedet løs på de 800 sømil til Kap Verde-øerne. ”Anna Lisa” sejler ned af bølgebjerge i en stiv kuling på 18 m/sek., autopiloten er stået af, og vindroret har mistet et par trisser. Den niårige Troels bliver modbydelig søsyg, og det piner hans forældre. Der er 200 sømil ind til det afrikanske fastland, og mindst fem-seks dage til Kap Verde. Det lykkes Thomas, der også er blevet sløj af bølgegangen, at kravle ned i kahytten med værktøjskassen og reparere autopiloten. Et lille tandhjul havde sat sig fast. ”For mig var det en af de værste oplevelser, at både autopilot og vindror går i stykker midt ude på havet med endnu fem døgn til land. Vi forsøgte altid kun at sejle, når der var gode vejrudsigter,” siger Margareta. Da stormen letter, bliver det igen en fornøjelse at sejle. Thomas skriver i sin bog ”Havet bliver blidt, og Margareta bager boller. Mathilda holder udkig i cockpittet sammen med Margareta, mens Troels hviler i køjen sammen med mig.
En morgen da vi i sprayhoodens kølende skygge drikker kaffe, blotter en hval sin ryg for os.” ”Kap Verde er ikke rigtig et turiststed. Det flyder med plastikflasker, da vi lægger til ved Palmeira. Men der går ikke lang tid, før vi er inviteret på middag hos en af de lokale. Jeg får lavet vindroret hos en lokal smed. Den gæstfrie befolkning gør, at vi bliver der længere tid end planlagt. Det er langturssejlerens forbandelse hele tiden at skulle videre,” siger Thomas. Fra Kap Verde begynder den egentlige tur over Atlanten. Familien har provianteret til mindst 50 dage, og der er kommet en ven, Per, med som gast. Vejret er nærmest stille i begyndelsen. Første nat tøffer man af sted med to tre knob. Aftensmad: Friskfanget, smørstegt guldmakrel. Børnene sover, ser videofilm, spiller computerspil. Der er skrevet vagtplan: ”’Alt er ok,’ siger Margareta. ’Ingen skibe, vinden er konstant, men jeg rebede genuaen en anelse.’
Så forsvinder hun ud i forkahytten til Mathilda. Hun har allerede børstet tænder og taget redningsvesten af. Det er stadig lidt køligt om natten, når man sidder ude, så i mørket finder jeg mine lange bukser og en langærmet trøje. Jeg har lagt det, så jeg slipper for at tænde lyset. Vores gast Per sover ikke så langt derfra, så jeg vil ikke risikere at vække ham, før det er hans tur til at gå på vagt. Redningsvesten kommer også på, og jeg spænder sikkerhedslinen fast.” skriver Thomas i bogen. Det sker, at en stor bølge slår ind over og gør alting vådt, især hvis en luge står åben. Vinden blæser op, men aldrig faretruende. Nordøstpassaten skubber ”Anna Lisa” gennem bølgerne med sikker hånd. Tiden står stille, bliver uendelig i en blålig konturløs horisont. Omsider på det syttende døgn er der land i sigte. Caribien er grønt for øjet ”Regnskoven rejser sig over havet, og der er tusind forskellige nuancer af grønt. Det er en skarp kontrast til den blå himmel. På hver lille kvadratcentimeter er der noget grønt. Grønne papegøjer bor højt oppe i træerne, og vi ser dem flyve mellem bladene. Pelikanerne med deres store poser under næbbet sidder på revet med deres vinger udspredt til tørring. Havet
omkring os er turkis, og den lille strand længst inde i bugten er blændende hvid.”
Familien Veber nyder deres landing på Tobago. Børnene har for længst vænnet sig til at sejle, og selvom de ikke som voksne altid finder behag i at sidde og dvæle ved en solnedgang, så har de deres bøger, videofilm og computerspil. Med båden som hjem udforskes den ene caribiske ø efter den anden. Der er kun en enkelt dags sejlads mellem de fleste af dem; Trinidad & Tobago til Grenada, St. Vincent & The Grenadines, St. Lucia, Martinique, Dominica, Antigua & Barbuda og til St. Martin. En lang god tid på palmestrande, udflugter, mødet med de lokale, på båden, hvor der laves mad, hvor man læser, spiller guitar eller dykker efter fisk. Ugerne går. Og uger bliver til måneder. Men forude venter den store udfordring: At sejle hjem igen. Ruten bliver diskuteret. Man kan sejle op forbi USA til
Canada og sejle fra New Foundland til Azorerne (1200 sømil) eller til Skotland (1800 sømil). Familien Veber vælger den traditionelle rute fra det nordlige Caribien til Azorerne og England. Hjemturen over Atlanten ”Caribien skal forlades så tidligt, at orkansæsonen ikke er startet, men så sent, at det når at blive forår og mere stabilt vejr længere nordpå. Det plejer at være omkring maj, når man vil sejle til Europa,” forklarer Thomas Tre døgn efter familien og deres gast Johan, som er fløjet til St. Martin og stået på, har sat kursen mod Europa, kommer der en melding over satellitmodtageren hjemmefra. ”Et lavtryk er ved at bygge op vest for jer.” Selv om Thomas straks ændrer kurs for at undgå lavtrykket, så rammes de om natten af en kraftig vind med byger, der lægger ”Anna Lisa” ned på siden.
Atlanterhavets bølger kommer ind over dækket. ”Det er koldt, mørkt og blæsende på vores vagter. Vinden tuder. Bølgerne bruser og plasker ind i cockpittet. Det er, som om nogen tømmer et badekar over os.” Efter nogle dage flover vinden, og
familien sejler fire knob for fulde sejl. ”Bølgerne lægger sig, og det er næsten som en meget lang tur på Øresund,” fortæller Thomas.
Men et godt stykke over halvvejs kommer nye meldinger ind; et nyt lavtryk er ved at samle sig ved Azorerne. Motoren startes. Der er 270 liter diesel med i ekstra dunke. Thomas og Margareta vil forsøge at nå frem, før man bliver ramt at den storm, der er ved at bygge op. Og så sker det, der ikke må ske. Motoren standser med nogle uventede ryk. Det tyder på, at noget har sat sig fast om skruen. Skal man fortsætte kun for sejl og blive ramt af stormen, eller skal man forsøge at fjerne fremmedlegemet fra skruen? Det bliver det sidste.
”Absolut det værste tidspunkt for mig på turen,” siger Thomas.
Troels bliver rasende. Han skriger. Vil ikke have, at hans far dykker ned under bådens agter midt ude på Atlanterhavet.
Vandet er kun 17 grader, og det er mørkt. Første gang Thomas kravler op på dækket efter første forsøg, ryster han at
kulde og gisper efter ilt. Han har slugt havvand, han er dårlig. De leder efter en våddragt. Den er pakket væk i bunden
af båden. Efter nogle forsøg lykkedes det under vandet for Thomas med en kniv at skære et nylontorv væk fra skruen. Motoren kan atter startes, og kapløbet med tiden genoptages. Det lykkedes.
familien sejler fire knob for fulde sejl. ”Bølgerne lægger sig, og det er næsten som en meget lang tur på Øresund,” fortæller Thomas.
Men et godt stykke over halvvejs kommer nye meldinger ind; et nyt lavtryk er ved at samle sig ved Azorerne. Motoren startes. Der er 270 liter diesel med i ekstra dunke. Thomas og Margareta vil forsøge at nå frem, før man bliver ramt at den storm, der er ved at bygge op. Og så sker det, der ikke må ske. Motoren standser med nogle uventede ryk. Det tyder på, at noget har sat sig fast om skruen. Skal man fortsætte kun for sejl og blive ramt af stormen, eller skal man forsøge at fjerne fremmedlegemet fra skruen? Det bliver det sidste.
”Absolut det værste tidspunkt for mig på turen,” siger Thomas.
Troels bliver rasende. Han skriger. Vil ikke have, at hans far dykker ned under bådens agter midt ude på Atlanterhavet.
Vandet er kun 17 grader, og det er mørkt. Første gang Thomas kravler op på dækket efter første forsøg, ryster han at
kulde og gisper efter ilt. Han har slugt havvand, han er dårlig. De leder efter en våddragt. Den er pakket væk i bunden
af båden. Efter nogle forsøg lykkedes det under vandet for Thomas med en kniv at skære et nylontorv væk fra skruen. Motoren kan atter startes, og kapløbet med tiden genoptages. Det lykkedes.
Efter 19 døgn på havet fra Caribien anløbes Azorerne, og der slappes af på
den legendariske Peter’s Café Sport, hvor langturssejlerne mødes og fortæller deres historier. Turen hjem til Sverige går via Biscayen og gennem Den Engelske Kanal i juli. Pludselig en dag øjnes familie og venner,
der vinker fra molen ved indsejling til Skanør. Man er hjemme igen efter 12.000 sømil og et år uden sko.
den legendariske Peter’s Café Sport, hvor langturssejlerne mødes og fortæller deres historier. Turen hjem til Sverige går via Biscayen og gennem Den Engelske Kanal i juli. Pludselig en dag øjnes familie og venner,
der vinker fra molen ved indsejling til Skanør. Man er hjemme igen efter 12.000 sømil og et år uden sko.
★ Idyllisk flodsejlads på Rhinen
[ « Tilbage til Forsiden ]
Bådmagasinet er Danmarks maritime mediehus med begge fødder plantet solidt på dørken. Bådmagasinet følger med i den rivende udvikling medieverden er inde i, og udgiver således på flere platforme, hvad end det er i trykt eller elektronisk form.
Bådmagasinet har gennem tiderne hjulpet mange i bådbranchen med deres egne kundekataloger – kundemagasiner – brochurer – kataloger, eller et frisk design på virksomhedens brand – alt sammen under vores afdeling for Client Publishing.
Sejlsport
Nyheder
Inspiration
Medlemsskab
© 2020 Bådmagasinet ApS. All Rights Reserved.
Kun 35 ,-/ mdr
+2,42 kr/mdr og få 6 BÅD med posten.
Oprettelse tager kun få minutter »
Vil du læse mere?
Bliv abonnent og få fuld adgang til vores artikler.Kun 35 ,-/ mdr
+2,42 kr/mdr og få 6 BÅD med posten.
Oprettelse tager kun få minutter »