Tekst Flemming Thomsen
Foto Kim Bork Mathiesen, Anders Bilgram, Wikimedia, Ree Media, Deluca Film

Moder Natur har det sidste ord

Kun lidt over 100 sejlbåde har sejlet gennem Nordvestpassagen. Kendt som en farlig rute med isfyldte farvande, tågebanker og ensformige øde kyster, men også bjergtagende landskaber og åbne himler.

Familie på fire skiftede parcelhuset ud med palmestrande. De faste job blev opsagt, børnene taget væk fra deres skole og venner. Snart var hele familien på vej ned gennem Europas floder til Afrika og over Atlanterhavet med kurs mod Caribien.

Nordvestpassagen bliver kaldt sejlernes Mount Everest. I århundrede har søfolk forsøgt at finde en sejlbar passage gennem det nordlige Canada, men de fleste omkom i mødet med den arktiske kulde og den barske natur, hvor skibe blev skruet fast i isen, og stormene rev alt med sig.

I dag er isen svundet ind. Man kender ruten, har moderne navigations- og kommunikationsudstyr og modtager regelmæssige vejr- og ismeldinger. Sejlbåde, fragtbåde og krydstogtskibe ses nu som tilbagevendende gæster i området. Alligevel har kun lidt over hundrede sejlskibe til dato bevæget sig gennem Nordvestpassagen. For hver sejler har mindst 10 bjergbestigere stået på toppen af Mount Everest. Og passagen regnes stadig for en af de vanskeligste sejladser med et uforudsigeligt vejrlig og alt for megen is i de farvande, man skal igennem.

”Det er spændende at sejle i is, man skal bare ikke ramme det,” siger 63-årige Kim Bork Mathie-sen, der i 2012 sammen med sin kone, Kirsten Thomsen, sejlede fra byen Nome i Alaska gennem Nordvestpassagen til Aasiaat på den grønlandske vestkyst. En tur på 3208 sømil.

Ægteparret var de første danskere, som sejlede gennem den berygtede passage i en sejlbåd; deres Beneteau First 42.

”Første del af turen havde vi et trist vejr, hvor vi sejlede langs ensformige grusede kyster. Men vi oplevede også en verden af stilhed, ubrudte horisonter og høj himmel. Længere østpå blev landskabet smukkere, som vi kender det fra Grønland med bjerge og is-skulpturer på havet.

Men det var en barsk tur. Vi var kun to personer i båden og måtte skiftes til at sove. Det tog 40 dage at komme igennem passagen. De otte af dagene lå vi stille på grund af vejr og is, og vi havde to dage, hvor vi måtte hvile ud. Vi kunne sejle med sejl halvdelen af tiden, hvor vejret normalt kun tillader en fjerdedel af turen for sejl.”

Kim Bork Mathiesen og Kirsten Thomsen fulgtes tilfældigvis med tre andre både, der var stævnet ud fra Alaska. Et par med deres to voksne sønner, en engelsk entreprenør med betalt besætning og en der sejlede singlehand. En af bådene var polstret i stævnen med en tyk gummiplade – så kunne isen bare komme an.

”Det lignede en stor ble, som han havde spændt på. Men den var upraktisk at sejle med, og han tog den af efter en uges tid,” fortæller Kim Mathiesen, der synes, det var rart at havde følgeskab på den udfordrende tur, selvom det ikke var planlagt.

Den farlige is

I de senere år er isen i de arktiske egne skrumpet ind, og forsvinder hurtigere end forskerne havde regnet med. Alligevel er det vanskeligt at forudsige, om isen en sommer vil være massivt til stede i Nordvestpassagen, eller om den holder sig væk i en længere periode.

Den kendte britiske sejler og forfatter af bogen World Cruising Routes, Jimmy Cornell, havde også forstærket sin 13,50 m aluminiumsyacht, en Garcia Exploration 45, i stævnen med skum, gummi og metalplader forud for hans gennemsejling af Nordvestpassagen i 2015. Men han havde også mødt så megen is året før, da han sejlede fra øst mod vest, at han måtte lade sin båd overvintre i Dundas Harbour på Devon Island.

Nu forsøgte han så året efter fra vest mod øst, men allerede langs kysten af Alaska faldt luft- temperaturen til nul grader celsius og hav-temperaturen til fire grader. Pludselig kunne han skimte grå isblokke i horisonten, og snart efter befandt han sig i en is-koncentration på 8/10. Man beskriver koncentrationen af is i 10’er, hvor almindelige yachts kan håndtere 3/10 og måske en streg mere. Fire meter lange stager blev hevet frem til at holde isen på afstand, men faren for at sidde fast var overhængende stor. Cornell besluttede sig for et tilbagetog.

Han drejede roret hårdt til siden, men under vendingen ramte båden en isflage, så Cornell blev kastet omkuld. Han kom på benene, og efter otte timers sejlads gennem is fandt han igen åbent vand og kunne begynde at sejle østpå parallelt med den første rute.

”Vi mødte også is, men i det store hele aldrig over 3/10, hvor vi sejlede,” beretter Kim Mathiesen. Vi lyttede nøje til vejr- og ikke mindst is-meldingerne og planlagde efter informationerne. Dertil kom at 2012 var et af de mest isfrie år, vi har haft i nyere tid.

Den canadiske istjeneste udsender dagligt meldinger om isens status og forventede bevægelser for det kommende døgn. Informa-tioner kan downloades, og et godt råd er derfor at have kommunikationsudstyr, der kan gøre sig i de isolerede egne.

Mødet med en isbjørn

Ifølge Kim var det hans kone Kirsten, som havde overtalt ham til at tage turen gennem den livsfarlige passage. Parret havde mødt hinanden tilfældigt på Barbados tilbage i 1979, hvor de havde krydset Atlanten som gaster i hver sin båd. Kirsten Thomsen skiftede over til Kims båd, og siden har de sejlet verdenshavene tynde sammen. Kim Mathiesen har i mange år været formand for Foreningen til Langtursejladsens Fremme (FTLF).

”Kirsten er den mest eventyrlystne af os, hvor jeg er den, der planlægger og helst ikke vil overraskes. Men det viste sig jo at være en kæmpe oplevelse. Alle med solid erfaring fra langturs-sejlads, og som har prøvet at sejle i is, kan i princippet sejle igennem Nordvestpassagen i dag. Det bliver dog aldrig en søndagsudflugt. Man er nødt til at have en plan B, C eller D, hvis tingene ikke går som planlagt. Naturen er lunefuld og kan stikke en kæp i hjulet for selv de bedst forberedte ekspeditioner.”

Isen bevæger sig i løbet af sommeren fra vest mod øst, og Kim og Kirsten sejlede med det varme flodvand, som løber ud i den vestlige del fra de store floder i Nordamerika. Da de nåede til Bellot-strædet var det isfrit. De fire både besluttede sig for at tage genvejen gennem det snævre stræde, hvor strømmen ofte er over 15 knob.

”Vi holdt en lille sammenkomst med de andre sejlere i en nødhytte i Fort Ross. Da vi skulle til at forlade hytten for at gå til ro i bådene, stod der pludselig en isbjørn og stirrede på os. Så måtte vi larme. Varselsskud hen over dens hoved hjalp ikke. Vi slog på gryder og råbte, så højt vi kunne, for at få den til at forsvinde. Til sidst blev den træt af os og luntede af,” fortæller Kim.

Som formand for langturssejlerne anbefaler Kim ikke direkte, at man vælger Nordvestpassagen som mål for den næste langtur.

”Oplevelserne ved f.eks. at sejle i grønlandske farvande eller til Svalbard er generelt meget mere sceniske og naturmæssigt spændende end det meste af Nordvestpassagen. De fleste af de skippere, som har kontaktet os for gode råd om NV-passagen, har villet den vej for at udføre en bedrift og blive kendte, men det har aldrig været vores egen indfaldsvinkel.

Turen gennem Nordvestpassagen kan i dag gøres uden, at man sidder i en isbryder. Glasfiberbyggede sejlyachter som Kim og Kirstens ”Sol” med en pålidelig og driftsikker motor klarer sig fint. Det danske par havde 900 l dieselolie med, da området er kendt for at være vindstille i lange perioder. Der kan normalt tankes op to steder på ruten.

”Vi havde mad med til en overvintring, hvis det skulle blive nødvendigt. Det blev det heldigvis ikke, for det kan blive temmelig dyrt, hvis man skal flyve tilbage til fastlandet,” siger han.

Da Kim Mathiesen og Kirsten Thomsen nåede ud til Baffinbugten (Atlanterhavet) fortsatte de til Aasiaat (Egedesminde) og videre til Nuuk, hvor de lod deres båd ”Sol” overvintre, mens de selv rejste til Danmark. Det var længe siden, de havde set familien.

Kendt som Dødens rute

At finde en sejlbar passage fra Atlanterhavet gennem det nordlige Canada og Alaska og ud til Stillehavet har kostet mange søfolk livet gennem historien.

I 1400-tallet begyndte de første forsøg på at finde en kortere handelsrute mellem Europa og Asien. De europæiske lande mente, at der måtte være en passage nord om det amerikanske fastland, hvor man kunne sejle igennem, men man kunne bare ikke finde den.

Hvert århundrede blev der sendt nye ekspeditioner af sted. Især englænderne gjorde flere forsøg på at finde en sejlbar rute, og vores egen Jens Munk forsøgte i 1619 på bud af kong Christian den 4. En ekspedition hvor kun tre mand ud af 64 overlevede at overvintre i Hudson Bay.

I 1845 forsøgte englænderne igen. Det blev en skæbnesvanger ekspedition ledet af den berømte opdagelsesrejsende John Franklin, der med en besætning på 128 mand drog af sted med to solidt byggede skibe. Skibene havde fået indlagt dampmotorer fra tog, så de kunne sejle ved egen kraft gennem de isfyldte farvande. Skibenes bomme var forstærkede med tunge bjælker og stålbeslag, roret var panseret med jern og kunne trækkes ind. Det var muligt at opvarme kahytterne, og man havde medbragt tre års forbrug af mad på konservesdåser, der var forseglet med blylodninger.

Men efter et år hørte man ikke mere til skibene. De var forsvundet sporløst. Over 40 ekspeditioner blev over en årrække sendt af sted for at finde Franklin og hans besætning. I 1859 nåede en efter-søgningsekspeditionen frem til øen King William, hvor man i en stenboks fandt et dokument, der var dateret den 25. april 1848. Der stod skrevet, at begge skibe var blevet forladt efter at have været frosset fast i isen siden september 1846, og at de 105 overlevende planlagde at begive sig sydpå. Der stod også, at John Franklin var død i juni 1847.

Ingen overlevede turen sydpå. Forskere har senere påvist, at mændene omkom af under ernæring, kulde, skørbug, tuberkulose og bly-forgiftning fra konservesdåserne, ligesom fundet af knoglerester tyder på, at desperate besætnings-medlemmer havde forsøgt at overleve ved at spise kødet af deres døde kammerater og endda suget margen ud af brækkede knogler.

Man har også fundet grave fra tre besætnings-medlemmer, hvor et af ligene er fuldstændig velbevaret af permafrosten. Først 168 år senere fandt man det første af Franklins skibe HMS Erebus og to år senere den tidligere bombardergalliot, HMS Terror, ved hjælp af moderne sonarudstyr. HMS Terror lå på 24 meters dybde. I skibets proviantrum stod tallerknerne stadig på hylderne, og det ældgamle vrag gemte også på to flasker vin, borde med åbne skuffer og reoler.

I 1903-1906 blev den arktiske opdagelsesrejsende, nordmanden Roald Amundsen, den første, der sejlede igennem Nordvestpassagen. Men da Panamakanalen blev anlagt i 1913 som en søvej fra Atlanterhavet til Stillehavet faldt interessen for Nordvestpassagen som en mulig handelsrute.

I dag er passagen sejlbar tre-fire måneder om året i takt med at isen er på retur i det arktiske område – til skade for dyrelivet og miljøet, men det har åbnet muligheder for sejlads gennem den farlige passage selv for mindre sejlbåde. Krydstogtskibe har også fundet deres vej til området, og der udbydes flere forskellige ruter blandt andet af det norske selskab Hurtigruten.