DEN MINDSTE BÅD PÅ SIN LÆNGSTE REJSE II

Næste morgen ville vi dykke ind i skærgården og det startede med et par timers smuk spilersejlads på kurs NNV. Solen skinnede og det var skønt at trimme spileren og mærke den trække os op i fart. Målet var den lille ø Långören, som ligger ca. 10 sm fra Utklippan. Efter 9 sm blev det meget smalt og lavt og under anløb af Långøren tog vi da også grund. Vi havde læst et mærke forkert, men hørte senere til vores trøst, at det var der mange, som gjorde. Vi lagde til ved en lille mole, hvor også skærgårdsbusssen gjorde fast. Den kom ca. hver  hver tredje time og det var hyggeligt at se, kaptajnen komme med dagens post og aviser til de lokale. Vi tog på en længere tur på øen, som ved nærmere bekendtskab havde meget at byde på af både natur og historie. Inden ekkoloddet blev almen udbredt, havde øen huset en lodsstation og levede i stort omfang af lodseriet. Vi læste os frem til, at de lokale lodser var så dygtige, at de endda andre steder i verden har grundlagt lodsskoler, som stadig har forbindelse til øen.

For os var det et stort held, at vi fandt det lille lodsmuseum, for der fandt vi også en bog, som senere skulle vise sig at blive meget vigtig for os. Det skyldtes, at der i svenske skærgårdskort er mørkeblå områder, og at dybden i disse områder generelt er under 3 m. Der er mange dybdeangivelser, men det kan være lavere lige ved siden af dem. Så, egentlig betyder det, at der er store områder i skærgården, som kun er virkelig tilgængelige for folk, som er meget kendte i området. Men vi fandt altså biblen over Blekinge skærgården på museet og kunne nu indtegne nogle af de deri beskrevne ruter i vore søkort. På forsiden blev der truet med, at alskens uheld ville regne over båd og besætning, hvis man  kopierede fra bogen, og derfor nøjedes vi med det allermest nødvendige. Vi tog hjem og glæden over, at vi nu kunne komme dybere ind i skærgården udartede sig til en lille fest på molen. Det betød, at vi dansede Salsa på molen midt om natten, at vi ikke havde mere gin resten af turen og at vi havde stærke tømmermænd næste morgen. Måske var de sidstnævnte hævnen for at notere fra bogen. Vi kom derfor lidt sent afsted med kurs mod Torhamn, hvor vi skulle fylde vores vandtank og se, om vi kunne få fat i lidt mere drikkeligt. Det første kunne vi godt, det andet var umuligt, da der ikke var en systembolag i byen. Så resten af turen drak vi den udmærkede svenske letøl og havde heller ikke flere tømmermænd. Fra Torhamn gik det så ind i den ”mørkeblå” skærgård, i vindstille og kun for motor, med ekkoloddet på overarbejde og udkig i stævnen tastede vi os ind imellem de helt små skær og øer. Det gik først nord om Ytterön, så forbi Oxholm og hen til Hulingaskär. Det er jo egentlig ikke så langt ind i skærgården, men spændende var det. Vi endte med at lægge os for anker ved Hulingaskær, som om dagen var et sted, hvor lokale i små joller kom for at bade. Der var endda en klippe, hvor man kunne springe ud og der var også et toilet af den mere primitive slags. Efter 17 var øen forladt og vi havde den helt for os selv indtil næste formiddag, hvor de første badegæster kom. Det var så skønt, at vi blev der i tre dage, hvor vi solede os, badede, sprang ud fra klippen, svømmede rundt om øen og talte om alle mulige vigtige ting, som man kun taler om, når der virkelig er god tid.

Men alt har en ende og da Eycke kun havde tid til en uges sejlads med os, skulle vi forlade vores lille paradis. Han skulle til en musikfestival i Nordtyskland, for der at stege i sommerheden sammen med et par tusinde andre unge. Derfor stævnede vi mod Karlskrona, hvor vi ville sætte Eycke på toget og selv få et lille skud civilisation.

Der var ca. 12 sm til Karlskronas bymarina og på grund af det snørklede farvand forgik  en del af turen for motor. Byen havde en smuk indsejling, med skær og store sejlskibe ved molen. Vi fandt en plads i marinaen, som er meget moderne, og vi følte os en anelse lille blandt alle de store yachter. Vi bragte Eycke til stationen, som ligger lige ved havnen, og det blev en rørende afsked - og lidt stille på båden uden ham.