Sebastian sælger sin båd i Sydney

Han valgte at sætte sejl og tage turen solo, selv om hans tanker ikke ligefrem var positive over udsigten til at sejle alene. Til vennerne på Facebook skriver han: ”Sikke en dum edderkop… eller flue.... eller hvad det nu er.. Efter mere end 20.000 sømil på Seawolf skal sådan en lille bandit smide hele mit crew på bedding og efterlade mig alene her på ulven kun et stenkast fra endedestinationen, Australien. ”

Vinden var de første par dage lidt kraftigere end forventet. Dog ikke mere end 30 knob og for det meste omkring 20-25. Søen var godt tre meter desværre på en lidt skæv vinkel, ca. 20 grader af vindretningen.

– Vinden var ikke det store problem, da jeg fik justeret sejlarealet. Men søen var derimod tiltagende, og med den vestlige kurs jeg skulle holde, foran for tværs, blev det en meget våd sejlads. Så længe det kørte, var det ok, men jeg kunne mærke, at skibet blev belastet eksponentielt for hver grad, jeg gik mod vinden. Det lykkedes mig at finde en god balance mellem vind og sø uden at gå for meget ud af kurs, mens jeg håbede på bedre forhold de næste dage, så jeg kunne skære op senere, fortæller Sebastian.

Rælingen ligger under vand for i næste sekund at vippe op igen. På styrbordsiden har Sebastian bundet sin havkajak fast. Han ved godt, at den nok ikke burde være der, hvor bølgerne kan fylde den med vand. Og snart efter banker en sø ind over dækket og river til i alle delene. Metallet knækker, og som en tyveknægt i natten stikker et par bølger af med havkajakken og et pænt stykke af sø-gelænderet.  

– Det var total ærgerligt, fordi jeg havde forudset, at det kunne ske, da netop denne strækning kan være udfordrende, siger Sebastian og peger på en stump metal der, hvor der før var et gelænder.

Hørte stemmer på havet

Sebastian sov en del, for planen var altid at være frisk nok til at kunne klare et problem.

– Hvis man kun sidder med rorpinden og sover 20 minutter af gangen, så ender man op som en zombi på havet. Opstår der en farlig situation, vil man ikke være i stand til at reagere rationelt, så jeg sad om aftenen med min tablet og så nogle afsnit af Homeland og gik ellers til køjs og sov seks-syv timer, selv om der var waterboarding fra et par utætte koøjer. Dette er et omdiskuteret punkt blandt sejlere, men jeg foretrak at være så frisk som muligt, når jeg ikke befandt mig tæt på sejlruterne og den australske kyst.

– De var indimellem skræmmende, når cockpittet blev fyldt med vand. Men jeg kender min båd, så jeg vidste, at ”Ulven” ikke ville bukke under. Det var mere et spørgsmål om mig selv. Jeg hørte stemmer på et tidspunkt… bare nogle få ord ”Hej” og ”Hallo der…”  Sebastian holder en lille pause. Så siger han: – Jeg kunne godt tænkte mig at vide, om andre solosejlere, når man er alene i flere dage, oplever noget lignende?

Det tog Sebastian seks og en halv dag at nå frem til den australske østkyst, hvor han så kunne hejse det gule flag. Han gik på Facebook og skrev:

”Jeg vil nok altid foretrække det sociale ved at sejle, særligt når det fungerer godt, men at sejle alene så langt og under de forhold, som det har været, giver en oplevelse af at være helstøbt sejler… Jeg tror endelig, at jeg har mod på at tage duelighedsbevis eller måske en Yachtskipper.”

En englænder han havde mødt undervejs, og som var solosejler på samme rute var mindre heldig. Han sejlede en uge før Sebastian, og røg ind i en voldsommere storm, hvor han flere gange havde masten i vandet og måtte ligge underdrejet i tre dage, inden han kom ind til land. Kystvagten fulgte ham på radaren, og fandt åbenbart hans adfærd mistænkelig. De afhørte ham, endevendte hans båd og scannede hans mobiltelefon.

Men vejret er slået om siden – og nu hvor vi sidder her i havnen og gumler på Sebastians hjemmebag og drikker Nescafé er det ingen vind, kun masser af sol. Skråt overfor ”Ulven” ligger kystvagtens store motorbåd. Ud for Brisbane længere nordpå fandt kystvagten netop for et par uger siden 700 kilo kokain på en yacht, og det er nok derfor de gik så hårdt til englænderen, der plaskede rundt ud for kysten i det hårde vejr, mener Sebastian.

Salg af båden

Turen til Sydney tager halvandet døgn. En fin vind og en stærk strøm sender ”Ulven” af sted med 9,5 knob. Sebastian og den nye gast, Jonas, sejler kystnært efter de elektroniske kort.

Da de anløber lystbådehavnen i Pittwater nord for Sydney forhører Sebastian sig om en god mægler. Han vælger en sælger med det helt rigtige efternavn Rod Waterhouse fra DBY Boat Sales, og de aftaler, at Sebastian bruger de næste 14 dage på at gøre båden salgsklar. Mægleren vurderer, at ”Ulven” skal sættes til salg for 79.000 australske dollar, hvilket Sebastian er ganske tilfreds med. Da han i sin tid købte den i 2011 betalte han, hvad der svarer til 60.000 australske dollar.

– Den så pludselig rigtig flot ud igen. Jeg ryddede op, fjernede dunke. Kørte 30-40 sorte plastikposer væk med gammelt grej. Søgelænderet blev repareret, og motoren blev rengjort og pudset, skrog og dæk blev skuret igennem, fortæller Sebastian.

Valuaren, der vurderer båden for det australske skattevæsnet, må have fået et positivt indtryk af Sebastian, og australierne deler jo sådan set også prinsesse med os, i hvert fald blev båden værdisat til kun 30.000 australske dollar og med 15 procent skat blev det til små 4500 dollar (ca. 22.500 kroner). Billigt sluppet. Valuarregningen lød på 550 dollar, og han sørgede for, at skatten blev betalt ”up front”.

Mægleren skal have ca. 10 procent af den endelige salgspris, og med alt dette sat i værk kunne Sebastian flyve 14 dage til New Zealand og holde familie-sponsoreret ferie, mens han venter på at Ulven bliver solgt.