images/PLUS/Artikel/559/Gotakanalen_to/Gtakanalen.jpg

TEKST & FOTO PETER BRINCH

Skole på dybt vand
del 2

Livets skole om bord på en lille sejlbåd mellem Danmark og Middelhavet, hvad får børnene med sig som hverdagen herhjemme ikke kan give. Kan vi på en og samme tid være forælder, lærer og ven. Spørgsmålene fra venner, familie og vores egne hoveder var mange, da vi i 2017 kastede fortøjningerne til 14 måneders eventyr.


”Kære far”, Trine hviler sit hoved på min skulder og lægger telefonen fra sig. Jeg bliver noget overrasket, det var aldrig sket for fire år siden. Vi er hjemme igen på fast grund. Alligevel dukker der fortsat svar op, svar på hvad eventyret gav os og børnene Ida, Trille og Trine, som nu er 11, 13 og 19 år, på det personlige plan. At være af sted sammen som familie så længe er ikke som 28 sommerferier, selvom det er den samme tid. Det er så meget mere, og alt vi har lært bruger vi hver dag. 

Vi påtog os ansvaret for undervisningen af vores børn, og det var en stor lettelse at opleve vi klarede opgaven. Det skrev jeg om i første del af ”Skole på dybt vand”, hvordan vi om bord på Libra, vores 45 år gamle Hallberg-Rassy Monsun på 31 fod, efter måneders kamp og begrænset undervisningserfaring, endelig kom i mål med en fungerende model for børnenes flydende skole. Alt det andet, det sociale, det personlige og det der ikke står i bøgerne. Det tænkte vi ikke så meget over, for selvom spørgsmålene var mange, var svarene dengang få. Det er som med så meget andet, svar og erfaring kommer med tiden.Trine og jeg sidder i køkkenet og kigger ud over havet. I 14 måneder boede vi på samme areal som hvor komfur, køleskab og køkkenbord står. På Libras godt 15 m2 passede jeg mit arbejde som fotograf, min kone Sofia sit som webdesigner, børnene sin skole og vi sov, lavede mad, græd og grinede sammen.

Den store forskel her er at vi kan gå ud af køkkenet når som helst, og det bevæger sig ikke. Aldrig før har det slået mig, at vi faktisk kun behøver husets køkken.”Far, nu forstår jeg hvad du mente. Nærværet og det at være til stede hvor jeg er, er meget federe end at være her, der og allevegne.” Bagklogskab er trods alt også en slags klogskab, og intet internet er ingen straf.At tage en time out, lade batterierne helt op og efter 14 måneder returnere til vores gamle liv, det var aldrig planen. Vi ville skabe en hverdag med arbejde og skole vi kunne tage med hjem, kickstarte en ny livsstil. En livsstil med tid, overskud og mindre afstand mellem børn og voksne. Vi vil have tid til den der kop kaffe, snakken over plankeværket. Ikke når det står i kalenderen at vi skal, men når nogen kommer forbi eller vi får lyst til det.

Er kalenderen altid fyldt med aftaler, ender vi med at gøre det vi måske alligevel ikke har lyst til, og det vi virkelig har lyst til, har vi pludselig ikke tid til.Der er ingen opskrift på den slags eller garanti for at det lykkes, så tanken om at vi i værste fald bare måtte sejle hjem igen, det var vores ventil. I den engelske kanal en mørk og modvindsblæsende nat, zigzaggende mellem olietankere, vindmøller og lyn fra en kulsort himmel havde den løsning gjort en ende på alle diskussioner, frustrationer og dårlige maver. Den havde bare ikke gjort os alle til dem vi er i dag.Den nat lærte vi hvad ingen af os har lært på en solskinsdag på dækket med is, en kold øl og en let brise. Vi lærte når vi mest af alt ville være et andet sted, at det ikke er som skiferien hvor nogen altid er først nede ved liften og en anden sidst. På båden kommer alle frem samtidigt uanset forhold, erfaring, evner, humør og alder. Det er præcis hvad sejlads kan, åbne øjnene for hvordan alle altid kan bidrage med et eller andet. Helten er ikke alene den der reber sejlene en kold nat i regn og fire meter bølger. Helten kan være den, der rister et stykke brød til en søsyg, fortæller dårlige jokes til den søvnige nattevagt eller den, som lægger en hånd på en skulder, når nogen har allermest brug for det. Det var noget af det vi ville have med hjem, det var det vi selv ville lære, det var det vi ville give børnene.

Alle er gode til noget, alle kan bidrage. Det betyder ikke så meget hvad vi bidrager med, men at vi bidrager og gør en forskel, ikke bare for os selv men også for andre. At vi ikke nedbryder hinandens forskelligheder, men udnytter styrken i dem.Havde vi så løst hele opgaven på under et par måneder, nej bestemt ikke. Næsten daglige uvante situationer, vi var tvunget til at reagere på, skabte andre udfordringer. I starten et slid på tålmodigheden og humøret, men med tiden gav det rummelighed, empati, handlekraft, selvsikkerhed, tillid og evnen til at træffe de valg vi voksne og børnene i dag tror på.

Dårlige jokes kan være nok

At tage en time out, lade batterierne helt op og efter 14 måneder returnere til vores gamle liv, det var aldrig planen. Vi ville skabe en hverdag med arbejde og skole vi kunne tage med hjem, kickstarte en ny livsstil. En livsstil med tid, overskud og mindre afstand mellem børn og voksne. Vi vil have tid til den der kop kaffe, snakken over plankeværket. Ikke når det står i kalenderen at vi skal, men når nogen kommer forbi eller vi får lyst til det. Er kalenderen altid fyldt med aftaler, ender vi med at gøre det vi måske alligevel ikke har lyst til, og det vi virkelig har lyst til, har vi pludselig ikke tid til.At tage en time out, lade batterierne helt op og efter 14 måneder returnere til vores gamle liv, det var aldrig planen. Vi ville skabe en hverdag med arbejde og skole vi kunne tage med hjem, kickstarte en ny livsstil. En livsstil med tid, overskud og mindre afstand mellem børn og voksne. Vi vil have tid til den der kop kaffe, snakken over plankeværket. Ikke når det står i kalenderen at vi skal, men når nogen kommer forbi eller vi får lyst til det. Er kalenderen altid fyldt med aftaler, ender vi med at gøre det vi måske alligevel ikke har lyst til, og det vi virkelig har lyst til, har vi pludselig ikke tid til.Der er ingen opskrift på den slags eller garanti for at det lykkes, så tanken om at vi i værste fald bare måtte sejle hjem igen, det var vores ventil.

I den engelske kanal en mørk og modvindsblæsende nat, zigzaggende mellem olietankere, vindmøller og lyn fra en kulsort himmel havde den løsning gjort en ende på alle diskussioner, frustrationer og dårlige maver. Den havde bare ikke gjort os alle til dem vi er i dag.Den nat lærte vi hvad ingen af os har lært på en solskinsdag på dækket med is, en kold øl og en let brise. Vi lærte når vi mest af alt ville være et andet sted, at det ikke er som skiferien hvor nogen altid er først nede ved liften og en anden sidst. På båden kommer alle frem samtidigt uanset forhold, erfaring, evner, humør og alder. Det er præcis hvad sejlads kan, åbne øjnene for hvordan alle altid kan bidrage med et eller andet. Helten er ikke alene den der reber sejlene en kold nat i regn og fire meter bølger. Helten kan være den, der rister et stykke brød til en søsyg, fortæller dårlige jokes til den søvnige nattevagt eller den, som lægger en hånd på en skulder, når nogen har allermest brug for det. Det var noget af det vi ville have med hjem, det var det vi selv ville lære, det var det vi ville give børnene. Alle er gode til noget, alle kan bidrage.

Det betyder ikke så meget hvad vi bidrager med, men at vi bidrager og gør en forskel, ikke bare for os selv men også for andre. At vi ikke nedbryder hinandens forskelligheder, men udnytter styrken i dem.Havde vi så løst hele opgaven på under et par måneder, nej bestemt ikke. Næsten daglige uvante situationer, vi var tvunget til at reagere på, skabte andre udfordringer. I starten et slid på tålmodigheden og humøret, men med tiden gav det rummelighed, empati, handlekraft, selvsikkerhed, tillid og evnen til at træffe de valg vi voksne og børnene i dag tror på.

Der er måske en enklere løsning, men langturs-sejlads fjerner de fleste søskendestridigheder.
Undervisning er langt fra det man har mest lyst til, når vandet uden for er 28 grader og krystalklart.

Mødet med en anden verden

At sælge sine børn idéen om en tur uden folkeskole til Kanarieøerne, Marokko og Middelhavets krystalklare vand er ikke svært, og vores piger kunne knapt få armene ned. Da de siden opdagede at de ikke var påmønstret en nærmest evig badeferie, var entusiasmen dalende. ”Far for helvede!”, Ida er ikke tilfreds, langt fra tilfreds. Jeg beder hende om at tage en langærmet trøje på i 35 graders varme, og utilfredsheden bliver til aggression, når jeg desuden beordrer lange bukser, som det eneste alternativ. I november 2017 sejler vi ind på Bou Regreg, den ca. 240 km lange flod på Marokkos vestkyst. Floden deler Rabat og Salé hvor man som i resten af landet helst ikke ser piger gå med bare arme og ben.

Efter måneder i den verden vi kender, er alt anderledes i Marokko. Hverken Ida, Trille eller Trine mener jeg er en værdig demokratisk leder ved indførelse af dresscode i den stegende hede. ”Hør nu her børn, det er en god idé at sætte sig lidt ind i de lokale forhold, og hvordan tingene bliver gjort her. Med en lille idé om kultur og historie, bliver vores møde med andre mennesker så meget mere givende.” Det dæmper urolighederne en anelse, for de forstår jo godt at uanset om der kommer ny pige i klassen, de skal flytte, eller får nye venner så hjælper det om man forstår hinanden.”Men er det da forbudt med bikini?” Nej Trille det er det ikke, men alt er ikke altid sort/hvidt, et spørgsmål om forbudt eller tilladt. Det kan indimellem være et spørgsmål om en god eller en dårlig idé? Trille køber idéen om at gøre værtsfolket glade frem for kede af det, og at man nok generelt klarer sig bedre på gode idéer end dårlige.

Altid en skøn følelse at komme i land, også selv om man skal have langærmet på i 35 graders varme.

På 29 grader nord
Med kurs mod Las Palmas på Gran Canaria, sidder jeg en tidlig søndag morgen og glor på solopgangen. Ida hører jeg snakker med mig selv om land i sigte og udbryder ”Jeg har egentlig ikke lyst til at komme i land, jeg vil blive herude.” Hun har ellers altid har haft et anstrengt forhold til sejladser længere end en formiddag. Trine stikker hovedet frem fra sin lille køje ved siden af motoren ”Det er første gang i mit liv, at jeg i tre døgn ikke har haft kontakt med andre end min familie.” Begrænsninger og det at sætte alting på pause er vigtigt, og jeg indser tydeligere end nogensinde at meget skal prøves før man forstår det. At vi mennesker er gode til at bilde os selv en masse ting ind, så som at vores måde at gøre tingene på er den rigtige. Det vidste vi vel egentlig godt, men det er ikke det samme som at opleve det. Det er som at flytte ind i den der nye lejlighed eller villa. Det kræver måneder og halve år før hverdagen sætter ind, og først der kommer alle svarene. 

Ikke hjem til det gamle liv
Nu har børnene ikke bare hørt, men oplevet at lykke ikke kræver hverken penge, stilling eller status. Det er præcis som Troels Kløvedal sagde, at lykke er når virkeligheden overgår forventningerne. Derfor kan man være lige så lykkelig i en lille båd på havet som i en strandvejsvilla. Lykken for os ligger i at leve langsomt, livet er for kort til andet. Nu tager vi os tid til de der to timer i køkkenet, vi sætter os i haven og snakker med børnene eller hinanden når det behøves. Børnene har oplevet hvad der sker når de bruger lang tid på noget. Uanset om det er æggekagen, snakken om den første kærlighed eller vask af fendere.


10 tips til sommersejladsen
Begrænsninger, uvante situationer og problemløsning er noget af det, som virkelig udvikler en familie på langsejlads, men det kan også med succes gøres til en del af de mindre togter.

  1. Undgå at sætte båden til landstrøm på weekendturen eller sommertogtet
  2. Forsøg at klare hele sommertogtet på én tankfuld diesel og én tankfuld vand.
  3. Lad børnene tage ansvaret for planlægning og gennemførelse af hele etaper.
  4. Gør motorservice til en familieting.
  5. Prøv med en regel om at altid forlade ankerpladsen for sejl
  6. .Beslut jer for etaper hvor motoren kun må startes i nødstilfælde, lad som om den ikke findes.
  7. Prøv i 72 timer at pille simkort ud af alle telefoner om bord (selvfølgelig ikke den telefon I skal bruge ved nødstilfælde).
  8. Lig oftere for svaj fremfor i havn.
  9. Lad autopiloten holde fri resten af 2020.
  10. Har I mod på det, så forbered sammen hele sommertogtet ud fra at det bliver 1-2 ugers sejlads uden mulighed for at handle undervejs.
Alle lærer hurtigt at spise det meste, ofte er der ikke noget alternativ.
Alenetid bliver hurtigt en værdsat mangelvare på en lille båd.Alenetid bliver hurtigt en værdsat mangelvare på en lille båd.

BÅD 562

Bådmagasinet er Danmarks maritime mediehus med begge fødder plantet solidt på dørken. Bådmagasinet følger med i den rivende udvikling medieverden er inde i, og udgiver således på flere platforme, hvad end det er i trykt eller elektronisk form.

Bådmagasinet har gennem tiderne hjulpet mange i bådbranchen med deres egne kundekataloger – kundemagasiner – brochurer – kataloger, eller et frisk design på virksomhedens brand – alt sammen under vores afdeling for Client Publishing.

Sejlsport

Nyheder

Inspiration

Medlemsskab


© 2020 Bådmagasinet ApS. All Rights Reserved.