fbpx

Tekst Jesper Møller
Foto Jesper Møller, Sønderborg Slot & Destination Sønderjylland

Tursejlads

Sønderborgs livlige byhavn

I Sønderborg kan man lægge til kaj helt inde i det charmerende gamle bycentrum, hvor det summer af liv, og hvor man er tæt på byens mange interessante seværdigheder.


De højeste af bådenes master matcher næsten højden på de smukke gavlhuse, der ligger umiddelbart ved siden af. Gavlhusene er malet i blide pastelfarver og har ved første øjekast et hollandsk snit over sig, og naboskabet med bådene tager sig ganske idyllisk ud.Vi befinder os i byhavnen i Sønderborg, der er den absolutte hovedby på øen Als i den østligste del af Sønderjylland. Her er det, som et af de relativt få steder i landet, muligt for lystsejlere at lægge til kaj midt inde i den centrale del af byen.Det smalle stræde Als Sund skærer sig nemlig her gennem landet og adskiller Als fra det jyske fastland. Sønderborg har gennem årene bredt sig, så en del af byen nu ligger på den jyske side af sundet, men langt den største del af byen ligger på Als.Det er også på Als-siden, at byhavnen – Sønderborg Havn – ligger. Den langstrakte havn går langs en del af Als Sund, og for lystsejlere er det muligt at lægge til langs hele kajen. Byhavnens største force er nærheden. Her ligger man til helt inde i byens mest charmerende kvarter, idet der året rundt er masser af liv og spadserende mennesker langs havnekajen – ikke mindst i sommerhalvåret. Her går folk tur langs den træklædte kaj og nyder en is på en af de mange bænke.  

Med ”Dannebrog” som nabo
Samtidig har man fra havnen udsigt til en række af byens mest iøjnefaldende bygningsværker.I den sydlige ende af havnefronten ligger bygningen, der i sin tid gav byen sit navn. Den store røde murstensbygning hed dengang Søndre Borg, men har siden skiftet navn til Sønderborg Slot. Slottet fungerer i dag som museum og indeholder en række forskellige udstillinger om grænselandets historie og kulturhistorie, og her kan man sagtens tilbringe et par interessante timer, mens man ligger i havnen.Som et kuriosum ligger kongeskibet ”Dannebrog” som regel til foran Sønderborg Slot, når dronning Margrethe opholder sig på det nær-liggende Gråsten Slot. Det skyldes, at dronningen ofte drager direkte fra Gråsten og ud på et af årets to sommertogter. I de perioder kan man ligge næsten side om side med kongeskibet – lidt af en oplevelse.I den nordlige del havnen ligger byens nyeste vartegn – det 70 meter og 18 etager høje Alsik Hotel. Den høje moderne bygning med de store glaspartier står i skærende kontrast til for eksempel slottet og gavlhusene længere mod syd, og er med til at give Sønderborg Havn en stor diversitet. Foran Alsik Hotel kan man nyde den dansk-islandske kunstner Olafur Eliassons værk ”Tidscirkler”.En gåtur langs kajen kan absolut anbefales, og her finder man også adskillige caféer og restauranter.



Trængsel ved broen
Fra havnen har man desuden udsigt til Syddansk Universitet og det store kulturkompleks Alsion på den modsatte side af sundet. Her bydes der blandt andet på symfoniske koncerter i verdensklasse. Så undersøg endelig koncertprogrammet inden ankomst, såfremt du er til klassisk musik – og hvis ellers coronaen tillader koncerter.Fra sin båd kan man også se direkte op på den smukke Sankt Marie Kirke på Als-siden, og i det hele taget ligger man omgivet af spektakulære bygninger på alle sider.Et mere spøjst skue kan betragtes, når broklapperne går op på Christian den X’s bro, der forbinder Jylland og Als henover Als Sund. Mange af sejlbådenes master er nemlig for høje til at komme under broen, så en gang i timen fra tidlig morgen til sen aften på minuttallet 38 går broklapperne op, og så myldrer det forbi med sejlbåde i begge retninger.

Broklapperne er oppe i cirka et kvarter, og ofte ligger bådene i minutterne op til nærmest i kø for at komme gennem bropassagen.Fra havnen er der blot få minutters gang ind i den gamle bydels sidegader, hvor der både bydes på skønne bindingsværkshuse og andre gamle byggestile. Sønderborg stammer tilbage fra 1100-tallet, men desværre der ikke så mange af de rigtig gamle bygninger tilbage. Det skyldes krigen i 1864, hvor det preussiske bombardement lagde store dele af byen i ruiner. Efter krigen blev Als en del af Preussen, hvilket varede helt frem til genforeningen i 1920. Det er i år således nøjagtigt 100 år siden, at Als og Sønderborg blev forenet med resten af Danmark.Sønderborg er med sine knap 30.000 indbyggere den absolutte hovedby i dette område af landet, og derfor er Sønderborg også en livlig handelsby med mange butikker og spisesteder.


Havnefakta

Sønderborg Havn ejes af Sønderborg Kommune og er åben hele året. Den er opdelt i Sydhavnen, der går fra Sønderborg Slot op til Christian den X’s bro, og i Nordhavnen, der går fra Christian den X’s bro og et stykke forbi Alsik Hotel.Kajen er ifølge havnemester Torben Østerby knap en km lang, og da der er tale om langskibspladser, hvor man ligger med siden mod kajen, råder man ikke over et fast antal kaj-pladser. Men der er plads til flere hundrede både, og det er yderst sjældent, at havnen er fyldt helt op.

Og skulle det knibe med pladsen, kan man altid ligge uden på hinanden.Sønderborg Havn råder i den nordligste del ved den såkaldte Verdens Ende også over en mindre havn, hvor man ligger mellem pæle. Her er der dog kun plads til både på op til 14 meters længde.Sønderborg har også en lystbådehavn, der ligger lidt uden for centrum.

På Sønderborg Slots mange udstillinger kan man blandt andet se denne model af de danske og preussiske styrkers stillinger før ”Slaget ved Dybbøl” den 18. april 1864.
Gangbroen langs havnepromenaden er et dejligt sted med adskillige bænke og plads til en god snak.
På ringriderbanen foran Sønderborg Slot er der om sommeren jævnligt opvisninger i ringridning.
Sønderborg Havn har adskillige gange været centrum for den såkaldte ”classic week” med aldrende sejlbåde. Her et foto fra en af de tidligere udgaver.

Langs bykajen med ”Hanne-Bit”

Under en spadseretur langs Sønderborg Havn mødte BÅD ægteparret Gorm og Hanne Holten, der lå til kaj med deres 36 fods motorbåd ”Hanne-Bit”.Under en spadseretur langs Sønderborg Havn mødte BÅD ægteparret Gorm og Hanne Holten, der lå til kaj med deres 36 fods motorbåd ”Hanne-Bit”.Ægteparret har normalt deres båd liggende i Aabenraa, men sejler indimellem til Sønderborg. Denne augustdag lægger de blot til i et par timer undervejs på en sejlads til Flensborg, men ofte ligger de flere dage i Sønderborg Havn.”Vi vælger altid byhavnen, når vi besøger Sønderborg.

Så er vi helt inde i centrum af byen, hvor der sker noget. Samtidig møder vi alle mulige mennesker og ikke blot andre sejlere, som det er tilfældet i en lystbådehavn. Det er rart til en forandring,” siger Gorm Holten.Hanne Holten nyder, at det let at handle, når man ligger i bycentrum. Hun finder det også ganske hyggeligt i perioder af sommeren at kunne ligge tæt på kongeskibet ”Dannebrog”.Eneste minus er ifølge ægteparret, at der kan være støj fra de biler, der kører forbi på kajen.

BÅD 565

Bådmagasinet er Danmarks maritime mediehus med begge fødder plantet solidt på dørken. Bådmagasinet følger med i den rivende udvikling medieverden er inde i, og udgiver således på flere platforme, hvad end det er i trykt eller elektronisk form.

Bådmagasinet har gennem tiderne hjulpet mange i bådbranchen med deres egne kundekataloger – kundemagasiner – brochurer – kataloger, eller et frisk design på virksomhedens brand – alt sammen under vores afdeling for Client Publishing.

Sejlsport

Nyheder

Inspiration

Medlemsskab


© 2020 Bådmagasinet ApS. All Rights Reserved.