images/PLUS/Artikel/565/Digital_soekort/Digitale_seakort.jpg

Tekst & Foto: Signe Storr

Tursejlads

Kurs mod Middelhavet udsat

Signe Storr og hendes mand Henrik Hansen har besluttet sig for at genoptage livet som langturssejlere om bord på deres 30 fods sejlbåd, Capibara. Der er blot én udfordring, før de kan sætte kursen mod Middelhavet gennem de europæiske kanaler: Capibara trænger til en seriøs renovering. Med det meste interiør samt motoren i garagen, så er det et ambitiøst mål at kunne bliver sejlklar på blot en måned.


Kære læser. I den følgende tekst vil jeg trække dig igennem de genvordigheder, det er, at renovere en båd, og hvis du blot ønsker et svar på, om et sådant projekt er muligt at gennemføre på fire uger, er det korte svar: Nej. I hvert fald ikke for os. Med omkring en måned til ønsket afrejse var vores situation følgende: Vi skulle flytte ud af vores hus og om bord på båden, som efter syv års on-off sejlads stort set lå misbrugt og forladt i Horsens Havn. Det eneste, vi havde gjort, var i løbet af foråret at tømme den for løse og ikke-løse dele, herunder motoren, som stod foran en større renovering. Opgavelisten var derfor meget lang. Når man skal bygge et skibI Antoine de Saint-Exupérys bog Den Lille Prins står skrevet, at hvis man mangler hjælp til at bygge et stort skib, skal man ikke bede folk om hjælp til at slide og slæbe, men i stedet vække deres længsel efter havet. Man kan i lidt grove vendinger sige, at det var sådan jeg greb renoveringen an; jeg startede der, hvor længslen var. Det første, jeg gjorde, var at finde ud af, hvilke håndklæder jeg kunne indkøbe til båden. 

Når båden nu skulle have en større makeover, ville det være synd, hvis jeg bare hang et par gamle op, så jeg fandt et par fine maritime håndklæder i forskellige størrelser. Jeg over-vejede også hvilke nye tallerkener, vi skulle have om bord, og jeg købte nyt maritimt sengetøj. Jeg sorterede herefter mit tøj for at finde ud af, hvad der vil være passende at have med i forhold til de forskellige situationer, jeg kunne havne i: En kølig morgen på kanalerne, et besøg på en vingård, en aftentur i en romantisk fransk middelalderby etc. Først efter 14 dage fik jeg taget mig sammen til at komme igang med slibearbejdet, der trods alt var fundamentet for, at jeg kunne hænge mine nye håndklæder op – og besøge en romantisk middelalderby.


På en af de farefulde ekspeditoner uden motor og sejl, får Capibara renset bunden. I 2013 fik vi Copper Coat på kølen, så den store mængde seafood, der havde taget bolig på kølen, var heldigvis nem at rense af.

Pandoras æskeI alle renoveringsprojekter, om det så gælder båd, hus eller campingvogn, må gælde samme princip: Der er meget mere, der skal laves, end det øjet umiddelbart ser. For os blev renoveringen som en Pandoras æske: Hver gang vi påbegyndte én opgave, så gemte der sig en ny opgave, som vi også burde tage os af: ”Når jeg nu alligevel har alt ude og skal lave dette, så er det jo dumt ikke også at lave …”. I princippet er der jo ikke noget galt med dette, men når man i sit ambitiøse og optimistiske sind havde planlagt at komme af sted i starten af august, så kan det virke lidt uoverkommeligt også at lakere alle skuffer, jalousiskabe og lister, male motorrummet, forny samtlige ledningsføringer om bord etc. August kom derfor noget hurtigere, end vi havde forestillet os eller håbet på, og vi blev hurtigt glade for, at de nye lejere ikke havde kunne flytte ind før 1. september. Vi fik således fire uger mere til at gøre båden klar. 

Lak er mit liv
Når vi tidligere har været af sted og har boet om bord, har Henrik taget sig af alt det tekniske, hvor jeg har taget mig af mad og rengøring, herunder sortering af ting og sager i skabe og skuffer. I disse moderne tider lyder det selvfølgelig frygtelig gammeldags, og det er muligt, at jeg får et par feminister på nakken, men motordele, strøm og det meste derimellem interesserer mig ikke det mindste.Engang har jeg udtalt (endda i en artikel), at jeg aldrig vil kunne bo om bord på en båd – og se mig nu! Men nu forsøger jeg mig alligevel med en ny påstand: Du kommer aldrig til at se mig på et motorkursus! Men noget måtte jeg jo bidrage med ud over nye indkøb til båden, og jeg kastede mig derfor over slibe- og lakeringsarbejdet. Efter en kort introduktion og hjælp til at finde slibemus og sandpapir frem, så udviklede jeg mig næsten til en slibe- og lakeringsmaskine. Alle lister, overflader, skuffer og skabe blev slebet og lakeret gentagne gange. Jeg havde nogle problemer med, at den matte lak blev blank nogle steder, og det var temmelig frustrerende, når jeg ikke havde sparet på hverken lak eller pensler – eller havde andet indhold i mit liv. Midt i lakeringsperioden tog jeg dog en lille pause og besøgte en veninde.

På vej til toget, sikkert selv træt af at høre om mat lak, der blev blank, anbefalede Henrik mig ikke at nævne det over for min veninde. ”Jeg kan da ikke andet,” måtte jeg forklare ham. ”Lak er jo mit liv!”


Capibara er klar til vinteren med liggeunderlag og tæpper på gulvene. Til at holde varmen har vi en stor og to små radiatorer fra byggemarkedet.

Gamle Volvo Penta
Dem, der har fulgt lidt med i Henriks og mine rejser til søs, ved, at den gamle Volvo Penta til tider har voldt Henrik en del problemer, og selvom han næppe vil indrømme det, har der også været perioder, hvor dieselmotorer har været Henriks liv, omend ufrivilligt. Men med lidt held, så skulle de dage være talte. Den gamle Volvo Penta er i hvert fald blevet renoveret fra top til tå, og i den proces er vi faktisk blevet overrasket over, at den overhovedet har virket. Der var bl.a. en udstødningsalbue, der var så stoppet med sort stads fra udstødningsgasserne, at der kun var et hul på størrelse med et knappenålshoved, hvor kølevand kunne komme igennem. I det følgende citerer jeg Henrik: ”Jeg har bl.a. haft topstykket af og skiftet en indpresning på et af dysehullerne. Jeg har skiftet ophæng, fået ny varmeveksler, skiftet et kølerør samt en toppakning. Jeg har desuden slebet hele motoren ned og malet den.” I skrivende stund er motoren placeret i det nymalede motorrum, men om den starter, ved vi endnu ikke. Jeg frygter, at vores videre sejlads afgøres af, hvad der sker, når nøglen drejes.  

Når nærighed betaler sig
Der er nogen, der mener, at det ikke betaler sig at være nærig. Jeg plejer selv at være af samme holdning, men jeg besluttede mig alligevel for at være det og selv sy nye hynder til salonen. Hvor svært kan det være? Det viste sig dog, at for en urutineret syerske, kan det være temmelig svært, og især hvis det også skal se pænt ud. Jeg endte ikke helt frivilligt med et relaxed fit, men helhedsindtrykket er dog noget bedre end tidligere, og så gjorde det også knap så ondt, da Henrik efter få uger brændte hul i betrækket på en af hynderne (alle tommer flader på en 30 fods sejlbåd er åbenbart et potentielt arbejdsbord). Han havde heldigvis valgt at brænde hul i den hynde, jeg var mindst tilfreds med, så nu har jeg muligheden for at gøre det bedre. Måske er hvad fatter gør, altid det rigtige?

Den gamle Volvo Penta får nyt liv.
Vi troede ikke, at de gamle dørkplader kunne reddes, men det er utroligt, hvad en seriøs omgang slibning kan gøre.

Eventyrernes klub
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at renoveringen af Capibara ikke forløb gnidningsfrit mellem Henrik og jeg, men periodens største ægteskabelige kriser opstod hver gang, vi talte om, hvordan man kan flytte en båd fra dens bådplads til mastekranen uden en motor. Jeg har problemer nok i forvejen med havnemanøvrer, så at skulle lave havnemanøvrer med en mirrorjolle spændt fast til båden og en 2,5 hk Yamaha motor til at skubbe vores langkølede båd rundt i havnebassinet var ikke lige min kop te. 

Da dagen oprandt, og vi gjorde klar til afgang, var min puls skyhøj. Nabobådene fulgte med i operationen, og jeg kunne ikke lade være med at undre mig over, at de ikke var mere chokerede? Kunne det tænkes, at jeg overreagerede en smule? Vi skubbede os ud mellem pælene, og Henrik skulle selvfølgelig teste et nyt system midt i havnebassinet, der ikke virkede, så vi endte over i pælene på modsatte side af bassinet. Mirrorjollen blev herefter spændt ordentlig fast, og vi kom af sted, men motoren gik ud flere gange, og jeg så adskillige farescenarier for mig, såsom at vi sejlede ind i andre både, og de blev sure på os. 

Den farefulde sejlads lykkedes dog, og vi fik ved hjælp af mastekranen, motoren ud af båden og over på naboens trailer. Jeg fik dog ikke fuld kontrol over min puls, før vi lå sikkert på vores bådplads igen, og som jeg pustede ud oven på den kæmpe udfordring, mente Henrik, at det nok kun var et spørgsmål om tid, før de ringede fra Eventyrernes klub.

Foran vinduerne har vi sat plastik, som forhindrer, at der dannes kondens.
Et øjebliksbillede taget sidst i juni.
Slibe, lakere, sove og gentag. Sådan gik der fire uger.
I pantryet har vi erstattet det gamle gaskomfur med et elektrisk, da vi ikke planlægger at være langt fra landstrøm. Desuden har vi en gasgrill og har købt en enkelt kogeplade til gas i de tilfælde, hvor vi ligger for anker.

Paris er altid en god ide
Da vi tidligere på sommeren indså, at vi næppe ville nå til Middelhavet inden vinteren, besluttede vi os for at overvintre i Paris. Vi har tidligere ligget en vinter i London, og det mindes vi stadig med stor begejstring. Audry Hepburn har angiveligt sagt, at Paris altid er en god ide, og vi tænkte, at det havde hun sikkert ret i, selvom hun nok ikke har boet der en vinter på en 30 fods sejlbåd. Alle marinaerne i Paris meldte dog fuldt optaget, men vi ville sejle af sted og finde en marina i nærheden, og jo før, vi kom af sted, jo bedre. På den sidste dag i august flyttede vi ud af vores hus og om bord på Capibara.

Vi havde sørget for, at der var en madras i fortrekanten, og at vi havde en kold flaske hvidvin klar, men ellers var der ikke noget, der var på plads. Vi havde hverken vand eller strøm, og alle de ting, som vi skulle have med om bord, stod i et depotrum. Nu er der gået yderligere flere måneder, og vi har både vand og strøm og ting om bord, men coronavirussen har spændt ben for vores planer, og vi er derfor stadig fortøjret til de samme pæle. Er der mon nogen, der har sagt, at Horsens altid er en god ide?

Båd 567

Bådmagasinet er Danmarks maritime mediehus med begge fødder plantet solidt på dørken. Bådmagasinet følger med i den rivende udvikling medieverden er inde i, og udgiver således på flere platforme, hvad end det er i trykt eller elektronisk form.

Bådmagasinet har gennem tiderne hjulpet mange i bådbranchen med deres egne kundekataloger – kundemagasiner – brochurer – kataloger, eller et frisk design på virksomhedens brand – alt sammen under vores afdeling for Client Publishing.

Sejlsport

Nyheder

Inspiration

Medlemsskab


© 2020 Bådmagasinet ApS. All Rights Reserved.