Kvinde til kvinde
Efter at have lagt sit professionelle arbejdsliv bag sig, fylder Hanne Nilsen sin tilværelse med alle mulige andre projekter. Som hun siger: ”Det er jeg nødt til, jeg må lære noget …” Dét kombineret med, at hun endnu ikke var stødt på sejlerlitteratur skrevet af kvinder på sin egen alder, fik hende til at tage initiativ til bogen ”Sejlerkvinder i Middelhavet,” som hun har skrevet sammen med fire andre danske kvinder, hun har mødt i Middelhavet. Den udkom sidste efterår, og det er Hanne Nielsens håb, at den kan inspirere andre. ”Bare den kan skubbe én af sted, er jeg glad. Man behøver jo ikke være væk i flere år,” smiler hun og tilføjer:”Men det fineste for mig er næsten, at jeg er kommet på biblioteket.
Det er en ære. Biblioteket er en af de fineste kulturinstitutioner, vi har.” Bogen er hverken en rejsebeskrivelse eller en ”Middelhavssejladsens A til Z,” men i høj grad en formidling af de følelser, Hanne Nielsen og de øvrige forfattere har omkring deres egne oplevelser, sat sammen med pudsige, tit tankevækkende episoder. F.eks. i forhold til at Tango må være blandt de absolut mindste tursejlere i et farvand, hvor sejlbåde i 60 fods-klassen og motoryachts med egen helikopterplatform nærmest er normalen. Læs med her:
San Remo på 1. klasse
”Vi anløber den skønne by San Remo på Italiens blomsterriviera. I havneindløbet bliver vi mødt af en gummibåd, hvis størrelse langt overgår Tangos 28 fod. ’Hvad vil I?’ lyder det brysk. Vi forklarer venligt, at vi gerne vil anmode om en overnatning i marinaen. Mooringmanden tager bestik af vores båd og spotter flaget. ’Er I fra Schweiz – Norge eller måske Canada?’ Lidt indignerede forklarer vi, at vi er fra Danmark. ’Følg mig,’ kommanderer mooringmanden. Vi bliver ledt ind til honnørkajen og får besked på at fortøje dér, lige ud for det flotte havnekontor. På bagbord side ligger et gigantisk sejlskib, hvor besætningen i hvide uniformer har travlt med at polere messing. Overfor, som hajer på rad og række, ligger pengearistokratiets luksuriøse motoryachts …Vi føler os faktisk lidt fejlplacerede, men forklaringen får vi af havnemesteren, da vi er oppe for at vise papirer: ’I skal ligge her på honnørkajen, så alle de store yachts kan se, at man kan sejle fra Danmark til Middelhavet i en båd som jeres.’ Og med slet skjult hån fortsætter han: ’På trods af deres store både sejler de kun 10 mil ud på Middelhavet, spiser en overdådig frokost og returnerer til sundownertid’.”
Et fælles projekt
Selv om Hanne Nielsen kalder sig selv ”gammel rødstrømpe,” har hun et meget pragmatisk syn på arbejdsdelingen om bord. ”Når vi er kommet ind på et havnekontor og skal vise papirer, har jeg selvfølgelig oplevet, at havnekaptajnen henvender sig til min mand. Så kan jeg simpelthen ikke lade være med at gøre opmærksom på, at det faktisk er mig, der er kaptajn,” fortæller hun med en mine, der viser, at hun ikke kan hidse sig lige så meget op over den slags episoder i dag, som da hun var yngre. Og selvfølgelig har hun – ligesom BÅDs udsendte – oplevet kvinder, der lader manden gøre båden klar om foråret og først vover sig om bord, når den ligger fuldt tilrigget i vandet. ”Men jeg har det egentlig skidt med at bære sådanne fordomme videre. Om bord på Tango er vi fælles om det hele. Før vi tog af sted, havde vi begge masser af erfaring, dueligheds-bevis, radiocertifikat, motorpasserbevis, meteorologikursus og kanalsejlerbevis – det gør jo sejladsen interessant at have viden. Dog må jeg indrømme, at Jørgen er bedre til motorer … Men hovedsagen er, at vi deles om arbejdet og ansvaret. At begge går 100 % ind for projektet. Ellers knækker det.”Hanne Nielsen og Jørgen Skovhøj er også helt enige om, at de ikke behøver bruge ret mange penge, når de sejler. De ligger hellere for svaj end i en dyr marina med fine badeforhold. Går ikke ret meget ud at spise, for de elsker at gå på lokale markeder og købe ind og lave mad i båden. ”Men husk at leje bil og se mere af de steder, du ligger,” lyder rådet.Ud over diesel, ind imellem havnepenge og flybilletter til og fra, er der ikke de store udgifter – forudsat at intet går i stykker på båden. ”Sejlede vi i Danmark, ville vi jo også have udgifter til vedligehold,” argumenterer Hanne Nielsen.
Flodsejlads forude
Når parret er i Danmark – og det er immervæk størstedelen af året – står Tango på land på et værft eller ligger i vandet i en marina. Selvfølgelig også en udgift. Men ikke meget større end hvis de havde skullet betale en fast havneplads herhjemme. Desuden sørger de altid for at finde et godt sted at efterlade båden. ”Her er sejlere heldigvis gode til at dele viden med hinanden,” fortæller Hanne Nielsen og understreger samtidig, at når først Tango er forladt i en havn i Middelhavet, er det nødvendigt at beslutte sig for, at den ligger trygt. ”Det nytter ikke at gå at bekymre sig. Og på 17 år er der aldrig sket noget. Vi har altid prøvet at finde steder, der ikke er for dyre, og har vel i snit betalt 1000 kr. pr. måned.
Det svarer nogenlunde til, hvad det koster at have vores båd liggende i en dansk havn. Forsikring skal man jo have alligevel.”For tiden ligger Tango i Sydfrankrig ved Rhoneflodens udmunding vest for Marseilles – i Port Napoleon hvor de fleste får masten sat på, når de har sejlet sydpå ad floderne.”Vi havde faktisk båden liggende i marinaen i Sainte-Maxime, tværs over bugten fra Saint Tropez. Det er billigt om vinteren, men koster en halv jetjager om sommeren.
Det var lige meget for os, vi skulle jo sejle i foråret 2020,” fortæller Hanne Nielsen med et skævt smil. Coronanen satte som bekendt en stopper for de planer, og Hanne Nielsen og Jørgen Skovhøj var nødt til at tage til Frankrig tre dage i sommer for at få båden flyttet. Både af hensyn til økonomien og fordi parret gerne ville have den på land. De vidste jo ikke, hvor lang tid, der ville gå, før de kunne sejle igen.
Håbet lever
"Går alt godt med coronavaccine og alt muligt andet, er det planen at sejle ind på Frankrigs floder og kanaler dette forår. Det var en fantastisk oplevelse, da vi sejlede ned. Tempoet er jo så lavt, at man når at få det hele med. ” Hanne Nielsen understreger, at parret ikke er på vej hjem. ”Jeg elsker Middelhavet. Det er svært at forlade. Kanalsejlads er en helt anden oplevelse, men vi glæder os til nye eventyr.
Og fortryder vi, kan vi jo bare vende skuden og sejle tilbage. Man ved aldrig. I alle de år, vi har sejlet i Middelhavet, har vi aldrig planlagt minutiøst, men ladet tilfældighederne råde. Og netop fordi vi f.eks. har kunnet blive et sted i 14 dage, har vi mødt så mange dejlige mennesker, som vi virkelig er kommet til at kende godt. Det har været så berigende.”