fbpx
TEKST MALENE GUDE FOTO MALENE GUDE & PETER KVIST

Fem stjerner til Bohuslän

Har du sejlet bare én gang i skærgården nord for Göteborg, så længes du med garanti tilbage. Klipper, krabber og solnedgange er stærkt vanedannende. Du får fem stjerner her, men der findes mange flere perler.
Og nu er du advaret, hvis du er på vej mod din første sommertur på den svenske vestkyst.Tag dig god tid og hav en rigtig god tur!



RÖRÖ

Feriestemning på ét sekund
Måske har I sejlet langt, og det er jeres første eller andet stop. Måske har et par friske folk sejlet båden op i et hug og bliver nu byttet ud med familiens mindre medlemmer.

Jubii, nu kan ferien rigtig begynde, og Rörö er ikke noget dumt sted at komme i feriestemning. Her er afslappet og samtidig hverken langt til Marstrand eller Gøteborg-havnene Lilla Bommen og Langedrag, som begge er nemme at skifte besætning i. Det kan gøres på under to timer med toget til København.

På den praktiske side, så kan du få det meste i den store ICA på kajen, og måske er du heldig at få fat i de første friske fisk. Dejligt er det i hvert fald, at der her ligger aktive kuttere.

Der er kun en smule skær, holme og afmærkninger at holde øje med på vej ind, men hvis du ikke har været her før, vil jeg klart anbefale at anduve i dagslys. Nu kan du ligge for anker ud af broen mod vest, op under den høje, lune klippe eller langskibs.

Vel ankommet er det skønt at strække benene. Måske vil du starte med at bade på det børnevenlige strandstykke eller fra klipperne, der også har sandbund, for enden af den østlige mole. Du er kommet til et godt sted for børn.

Rörö i fredsommeligt aftenlys. Fra toppen af klippen her kan vi se solen gå ned over havet.

Fællesgrill og gode gåture
Nu venter der fine oplevelser, når du går ud ad stien mod vest. Fed uspoleret natur, hvor du kan finde labyrinter, store cirkler lagt i sten med typisk otte-tolv cirkler ud fra en kerne, der ligner et kors. De findes i rigt omfang på den svenske vestkyst, og så vidt jeg ved, så ved vi ikke med sikkerhed, hvad de skal fortælle os eller beskytte os imod. Vi ved til gengæld, at den granit, du har under fødderne på Rörö primært er gnejs, og det faktisk lidt sjovt at holde øje med granittens forskellige farver alt efter, hvor du er i skærgården.

Du bliver nok også nysgerrig på at skrå ind over øen ad vejen fra havnens caféhus forbi legepladsen mod nord eller langs kutterne mod sydøst og så op mod nord gennem den lille by. På østsiden finder du også et lækkert badested med læ for vestenvinden og kig ud mod E6’eren, kælenavnet for den anbefalede og flittigt benyttede lystsejlerrute hele vejen op gennem vestkystens skærgård.

Når I er rigtig sultne, kan man grille ved den store fællesplads under klippen, eller man kan tage en slapper i cockpittet. Ferien er godt begyndt, og måske lægger I lidt planer for i morgen. Skulle vi sejle gennem Albrektsunds kanal til Marstrand? Ja da, hvis vejr og humør er til det, så er det en rigtig god plan.

Feriehygge langs træmolen op ad den lune klippe.
Klar til afgang. Fra Rörö kommer du let videre rundt mod nord i skærgården.
FAKTA OM RÖRÖ
57˚46,08’ N, 11˚37,71’ Ø
Dybde 3,2-4 meter i havnen og ca. 120 gæstepladser, og der kan være velbesøgt. Hold øje med afmærkninger på vej ind, og husk at der kan komme en gul rute-færge, der pendler mellem øerne.Toilet og bad. Grillområde, ICA og diesel.
Rörö.nu


MARSTRAND

Snyd ikke dig selv...
...for at sejle indenom sejlermetropolen Marstrand. Det er en oplevelse, uanset om du stopper op eller ej.

Her mødes verdens bedste sejlere til stævner i en velbevaret kulisse af de fineste, gamle træbygninger og en tyk duft af svensk storhedstid.

For at få den fulde, femstjernede oplevelse må du først anduve indenskærs fra sydøst gennem den charmerende Albrektsunds kanal. Vi havde to unge, nysejlere med i sommer, og bedømmelsen lød ’her skal jeg helt klart tilbage!’ Og du bliver aldrig for gammel til at glædes, når vartegnet, Carlstens fæstning – det er den med Tordenskjolds soldater – dukker op efter svinget i den smalle kanal.

Carlstens fæstning med Martstrand og et væld af sejlende både dukker op efter svinget i Albrektssunds kanal. Nu ved du, at din Bohuslänferie for alvor er begyndt.

Liv og glade dage
Der er i alt tre indløb til Marstrand og dermed lidt åbent. Havnen er blot en række fritliggende broer på østsiden af øen, og her kan godt være en lille brise. I sydlige og sydvestlige vinde kan der tilmed være temmelig uroligt. Men du kommer heller ikke her for roen. For her er liv og glade dage på flere måder.

Du vil nyde den 1200 meter lange granitkaj, hvor der ofte ligger store, gerne klassiske yachter. Kajen var efter sigende den længste stenkaj i Europa, da den blev bygget, og du træder på den samme granit som talrige søfolk, smuglere og kongelige gennem århundreder har gjort.

Sæt tid af til at ose i gaderne smækfyldt med de fineste snedkerarbejder og butikker med alskens sejlergrej og pynt. Du kan hvile med en drink på Marstands Värdshus, spise på Lasse Majas hyggelige kro, men vigtigst er det nok at have masser af tid til at suge den livlige stemning ind fra din private første parket, cockpittet. Du vil jo ikke gå glip af, at en 12-meter kommer glidende forbi for sejl. Eller at en forvildet sejlet får kastet anker midt i det hele, selv om der står med STORE bogstaver, at det må du ikke. Der er nemlig ’fasta akterfästen’ (udhalerliner) eller Y-bomme at fortøje ved. Og nu vi er ved fortøjning, så kan det være overordentlig svært at få en plads i højsæsonen. Hvis det er meget vigtigt for dig, kan du forhåndsbooke til ekstrapris. Men du kan også vælge at fortsætte for eksempel ca. fem sømil til skønne og lidt mere fredelige Åstol eller Dyrön.

Liv og glade dage på Marstrand – det er lige som det skal være.

Øen rundt deler vandene
Ja, men kun i bogstaveligste forstand. Turen rundt om øen er indiskutabelt en yndlingstur. Den kan gøres på en times tid, men der er mulighed for badning, klippehygge og mange svinkeærinder undervejs.

Du kan starte mod syd ved den flotte, gamle bastion, Strandverket, der nu rummer en kunsthal. På halvvejen ser du Pater Noster-fyret, og det er faktisk her, at vandene deles. Vi taler selvfølgelig om skillelinjen mellem Kattegat og Skagerrak.

Kigger du mod nord, bliver du nok sulten på mere skærgård. Og drejer du hovedet lidt mod øst, ser du Åstol, som er en lille, høj klippe-klat med hvide træhuse ovenpå. Du kan gå gennem en lille skov op til Fæstningen og få en endnu bredere udsigt eller vælge Nåleøjet, som ved gud er en smal klippesprække. Slipper du igennem dér, så ser du den nordlige indsejling og den store, gule træbygning, Societetshuset, der fortæller, at du snart har været hele øen rundt.

Granitkajen med de enestående huse med fine snedkerier overalt.
FAKTA OM MARSTRAND
57˚53,1’ N, 11˚35,2’ Ø
Dybde alle steder mere end 3 meter. Se op for den blå kabelfærge og den røde bøje, der afmærker en 1,8 m grund lige syd for færgen. Brug IKKE anker i Marstrand. Der er udhalerliner og y-bomme. Toilet, bad og havnekontor findes i den sydlige ende af havnen samt toilet ved fiskehuset midt på granitkajen. Du er i en af de dyreste havne på kysten, men el, vand og internet indgår i prisen. Der er en lille købmand, bager og fiskehandel. Kort tur med kabelfærge til Koön med supermarked og bådshop.
Diesel ved brygge syd for havnen og på den sydlige side af Koön lige overfor.
marstrandsgasthamn.se


ÅSTOL

En høj klippeklat med stor charme
Du behøver ikke at sejle langt for at få en helt anden stemning end Marstrand. Omkring en times sejlads tager dig til Åstol, som knejser med sin høje klippe, hvor Hakefjorden bliver til Marstrandsfjorden og med Tjörn en spytklat mod nord.

Vi er på en gammel sildefiskerø, hvor de hvide træhuse og deres befolkning går tilbage til 1700-tallet. Man forstår godt, at fiskerne slog sig ned her, hvor øen former en kile, der med åbning mod øst har god læ for det meste. Det må have været et godt sted, for selvom øen kun er 800 meter lang og 600 meter bred, findes her omkring 200 huse. Det er tæt og hyggeligt, og trænger du til luft eller måske snarere en dukkert, så er der fint badested mod syd, lækre klipper, hyggelig vandrutchebane og udendørstræningsudstyr mod vest.

Havnens kileform har naturen stået for, og vi er rigtig godt tilfredse med dén arkitektur.

Fællesgrill eller spise på røgeriet
Udover de heldige husejere er det nok sejlerne, som er i overtal. Og vi er blevet taget godt imod hver gang. Du ligger langskibs på sydsiden af bassinet og med bøje ind til træbrygge på nordsiden. Der kan godt være en del strøm på tværs, men kun nordøstenvind kan give rigtigt besvær. I læ af klippen finder du en fælles og superhyggelig grillplads. Der findes en mindre købmand, men måske vil du hellere fristes af cafeen inde i havnens smørhul. Eller hænge ud på det ret spektakulært beliggende røgeri, hvor du kan vælge mellem udsigt over havnen eller et fredeligt hjørne, der giver dig solnedgang på første klasse.

Du finder hurtigt det hyggelige ved, at den lille færge fra Rönning sejler regelmæssigt, og efter en god nattesøvn kan du vågne med udsigt til morgenyoga på kajen.

Nu tror jeg, du er ved at falde godt ned i tempo, og det sker, at man kan have svært ved at skulle fra øen. Hvis du vælger at fortsætte mod nord, så kan du vælge en indenskærsejlads, du ikke lige glemmer.

Du kan tage det smalle løb ind ved Rönning, inden- eller udenom Klädesholmen afhængig af mastehøjde (10 meter) og gennem den meget smalle passage ’Jungfruhålet’ (det hedder det i hvert fald indtil videre…) op forbi Skärhamn og måske videre til Käringön.

Man bliver jo glad i sin godt brugte sejlerkrop, når man ser sådan en fiskerjolle, og solen bader den hyggelige havn i det skønneste lys.
FAKTA OM ÅSTOL
57º 55.52 N, 11º 11.35.70 Ø
Ca. 50 gæstepladser. 4,4 meter dybt. Urolig i vind fra nordøst.
astol.se


KÄRINGÖN

Bohuslän i en muslingeskal
Her har du nok den ø, der samler alt i Bohuslän-stemning på den lækre måde og på bare én kvadratkilometer. Det er altså noget af en storcharmør, vi har her. Det betyder desværre også, at her er til den overrendte side i højsæsonen. Ikke fordi her kan være så mange mennesker endda.

Og heller ikke fordi der er motorlarm. Altså fra biler. Her er nemlig bilfrit. Men kors, hvor kan der være mange sejlbåde, store og små motorbåde. Så find dit store smil og overskud frem, så løser det hele sig nok. Og hvis der simpelthen ikke er plads, så kan du ligge for anker og tage din gummibåd ind. Eller sejle op til ankerpladsen lige syd på Gullholmen og prøve lykken dagen efter.

Nu har du jo været heldig og ligger fint med en bøje i hækken eller langskibs på midtermolen mod vest. Når du har taget et dyp fra hækken, kan du købe en solid is og lade dig fare vild i de små gænger. Du bliver ferieglad her mellem de velholdte, oprindelige, hvidmalede træhuse tilsat lidt smart shopping, tennisbanen og så bliver det hurtigt en tradition at kåre årets minigolfstjerne, for banen ligger hyggeligt og få skridt fra havnen.

Du har enten (for-)købt dig i rigelig, lækker fisk i fiskehandlen eller været på forkant og booket bord på den legendariske Peterssons Kro med egen brygge ud over klippen og ind i mellem levende musik. I øvrigt er det også hyggeligt at spise i Simsons præstegård på midten af øen.

Skeppshandlen helt centralt.
Käringön – Bohuslän i en muslingeskal.

SPA-ø, bådshop og lokalt design
Du må sætte tid af til at følge pilene ud over klipperne for at besøge øens badepladser med læ, alt efter vindretning. Dét er spa efter min smag. Se på sjöboder og måske en udstilling af en lokal maler. Besøg butikken Emma & Malena ved Pettersons Krog. Designduoen er to unge søstre med tæt tilknytning til Käringön og fokus på tradi-tionsrige Bohusläntrøjer i ny fortolkning. Ved siden af ligger øens skibshandel, hvad du er glad for, hvis du for eksempel mangler en sikring til din batterilader, som er kørt i sænk af de alt for mange elstik i alt for få elstandere… Det kan også være, at du finder din nye yndlingsguide over gode naturhavne, Hamnguiden Göteborg-Svinesund fra forlaget Skagerrak. Det er nu faktisk en rigtig fin ide at købe den hjemmefra, for der er timers inspirerende læsning og labre billeder.

Nyd den enestående solnedgang, du får lige netop her. Bliv her, så længe I orker, og bagefter er det måske tid til at stikke ind i strømmene og finde fred i Bassholmen.

Bare en af Käringöns formidable solnedgange.
FAKTA OM KÄRINGÖN
58° 06,8 N, 11° 22,1 Ø
Indsejlingen er enkel. Dybde 4 meter. Ca. 150 gæstepladser. Du fortøjer til bøje i hækken, hvor de findes eller ligger langskibs ved bryggen. Benyt eget anker i inderste bassin mod vest.
Særdeles velbesøgt i højsæsonen. Velbenyttet ankringsmulighed lige ved havnen i Käringö Fjorden. Meget uroligt i hård nordlig til vestlig vind. Vand og el med begrænsede antal standere på broerne. Benzin og diesel fås nemt i Mollösund fem sømil væk. Mulighed for tømning af holdingtank. Det er muligt at forhåndsbooke havneplads. Toilet, bad, tøjvask. Frisk brød hos købmanden på kajen.
svenskagasthamnar.se


BASSHOLMEN

På landet midt i Nordströmmarna
Jeg elsker at sidde på de rå klipper og er vild med de skønne gamle fiskerlejer på de rå klipper, der er som perler på en snor. Men jeg er jo ikke ligefrem alene i højsæsonen. Og på et tidspunkt kan det være rart med lidt luftforandring. Det kan også være, at der er nogle dage med lidt rigelig luft. Det er tid til at skifte scene og sejle ind i strømmene.

Du kan sejle ind til Nordströmmarna vest for Gullholmen ad Ellösefjorden og få en usædvanlig smuk tur gennem det frodigt, grønne landskab. Du må gå for motor ad den smalle rende og tage højde for, at der kan være – som navnet antyder – flere knobs strøm.

Er du heldig at have en mastehøjde under 16,8 meter, kan du også sejle ind eller ud nordfra Gullmarn lidt øst for de også gode steder Lysekil og Fiskebäckskil.

Du vil nok helst komme ad renden på nordsiden af Bassholmen, men det kan lade sig gøre at sejle på sydsiden ad Getryggsrännan, hvis du ikke stikker mere end 2,5 meter. Vi har gjort det, men det er stort set uafmærket område og lige til den spændende side.

På Bassholmen ligger du ved bryggen lige op ad det oprindelige værft.
Den langsomme idyl gør godt langt ind i kroppen.

Værftsmuseet, roen og solnedgangen
Du er i et naturreservat, og det skønne ved det hele er, at her ikke sker ret meget. Det er svært at blive træt af at kigge på de græssende køer i vandkanten, mens en kajak glider stille forbi.

Du kan bade alle vegne og nemmest fra hækken. Du har ingen bekymringer her. I hvert fald ikke hvis du har mad på lager, og dit anker holder til, at strømmen vender. Så giv det lige et tjek.

Det er nu værd at samle sig sammen og besøge værftsmusset, som du ligger få meter fra. Et rigtig fint indblik i svensk bådbyggerhistorie, for de har bygget skibe her på over 300 ton. Historien inkluderer også stort drama om ejer-og arbejdsforhold. Det er vildt at forestille sig, at det er sket lige her, hvor vi sidder mageligt på bryggen og griller lækker mad, mens solen farver aftenhimlen rød.

Vores mast er blevet for høj, så vi må samme vej ud, som vi kom ind. Det er nu også en fin vej. 

Tiden forsvinder blandt værktøjer og fint bådbyggeri i det oprindelige værft, der er omdannet til museum.
FAKTA OM BASSHOLMEN
58º 14.49 N, 11º 31.13 Ø
3 meter dybt. 50 gæstepladser. Du ligger med hækanker. Tag højde for stærk strøm, der vender med tiden. Rigtig fint, autentisk træskibsmuseum med spændende historie. Fredsommeligt vandrerhjem med kortvarigt åbent for is. 


BÅD 577

Bådmagasinet er Danmarks maritime mediehus med begge fødder plantet solidt på dørken. Bådmagasinet følger med i den rivende udvikling medieverden er inde i, og udgiver således på flere platforme, hvad end det er i trykt eller elektronisk form.

Bådmagasinet har gennem tiderne hjulpet mange i bådbranchen med deres egne kundekataloger – kundemagasiner – brochurer – kataloger, eller et frisk design på virksomhedens brand – alt sammen under vores afdeling for Client Publishing.

Sejlsport

Nyheder

Inspiration

Medlemsskab


© 2020 Bådmagasinet ApS. All Rights Reserved.