fbpx
TEKST MALENE GUDE FOTO MALENE GUDE, PETER KVIST, ROWAN #582

Grønland - er på listen over steder, du gerne vil sejle mindst én gang i livet!

Kajak – mere fri i egen båd – og mere lille – bliver du ikke.


Sejlads blandt isfjelde?
Da jeg var 17 år, var jeg så megaheldig at sejle sommertur i en kutter indenskærs fra Nuuk op til Ilulissat og ud til Disko-øen. Guiden var i særklasse. Min morfar som kendte området og kunne fortælle historier hele vejen. Jeg sad på agterdækket og sugede det hele til mig. Uendeligheden. Den høje, ufattelig klare blå himmel. Og det med at du overhovedet ikke kan afstandsbedømme. Eller vurdere om et fjeld er 500 meter højt eller mere. At prøve at forstå kompassets store misvisning, fordi den geografiske nordpol er forskellig fra den magnetiske. At mærke skippers respekt og lynhurtige reaktion, hvis et isfjeld viser tegn på at kælve. Og fatte at solen aldrig går ned.

Efter lidt mere end 30 år fik (eller rettere: investerede) jeg nu i en mulighed for at besøge Grønland igen. Men kunne sådan en tur gøres ’om’ igen?

Et af mine krav var, at vi skulle sejle. Ikke med rutebåd. Det blev i en ekstra forstærket, bundsolid Targa.

Targaen gør sit job, mens vi hører grødisen skurre mod skroget.

Kan man holde ud ikke at sejle i egen båd?
Jeg vil rigtig gerne bestemme selv. Men medbringer også den største respekt for at sejle rundt blandt skær, isfjelde og -skosser. Også selvom det hjælper markant med GPS’en.

Modellen med at samle sin egen gruppe, der kan fylde en eller to Targa-både styret af ’kendt mand’ fungerede optimalt med en blanding af tryghed og samtidig fornemmelsen af frihed.

Kald mig bare kylling, når det kommer til fart, men jeg fik da i den grad rykket til mine (fart-)grænser, på en ’one-heck-of-a-ride’ med mere end 25 knob tværs over udmundingen og klos op ad den kæmpestore isbræ ved Ilulissat.

Andre fascinerende sejloplevelser er, når du bliver ’smidt’ af på en stejl klippe, mens båden har skrue på, så stævnen holdes ind til et bildæk, mens du klatrer fra borde. Det er når vejret pludselig er mildt og solen aldrig går ned, og du kommer sejlende ind til Ilulissat Havn, der er spillevende som Anholt i hedebølge – også selvom det faktisk er aften. Det er, når du studerer den særlige ’speedbådsparkering’, hvor du blot ligger i forfortøjninger ind til broen. Og det er ikke mindst, når du i alt har talt fire (store) sejlskibe og tænker: hvem pokker finder på det – og hvordan gør de?

Ilulissat Havn summer i sommersol, som var det Anholt i højsæsonen.
Eqi Lodge træhytterne ligger 100% offline med formidabelt udsyn til Eqi-isbræen 80 km nord for Ilulissat.
Uforglemmelig og nærmest guddommelig vandretur til Eqi-bræ – mere af det tak!
Indenskærssejlads – men hvor langt er der egentlig til de klippper, og hvor høje er de?
Vandreture langs isfjorden ved Ilulissat får åbenlyst seks stjerner.

I elementernes vold
Du kender det godt fra sejlads herhjemme. Nogle gange er vejret bare ikke med jer. Og en sommertur mod nord bliver til en sommertur mod syd. I Grønland risikerer du at strande i Kangerlussuaq, hvor Danmarksflyet lander. For hvis vejret ikke er godt til at lande i Ilulissat, så kan du bare ikke flyve. Og det skete faktisk, da vi kom op. Vi kom med det eneste fly videre den dag – og allerede dér følte vi os både heldige og særligt udvalgt. Resten af tiden fulgte heldet os. Kun kom jeg aldrig ud i kajakken, for der var for meget vind, da det blev min tur. Den skulle jeg lige sluge, for dem, der kom afsted, sagde, at det var den vildeste oplevelse. Så jeg ved, at jeg 100% skal ud i kajak, hvis jeg får chancen igen!

Juhu, en pukkelhval dukker op, da vi ræser på tværs over isfjordsmundingen syd for Ilulissat. Skipper for lynhurtigt stoppet Targaen, så vi kan nyde synet..

Koster det (skibs-)kassen?
Ja! Er desværre det korte svar. Men det koster også, hvis du vil leje en båd i Kroatien eller Caribien. Du kan gøre det billigere – og have det skønt – hvis du blot vil vandre og bo spartansk. For infrastrukturen er udpræget udfordrende i Grønland, så det koster bare at skulle bevæge sig rundt.

Du kan komme afsted for ca. 27.000 kr. per person for en uge til Ilulissat. Gå efter også at overnatte et mindre, øde sted som Eqi eller Ilimanaq.

Det er nemt at bruge flere penge, hvis du booker alle mulige ture eller for eksempel vil på den tostjernede Michelin-restaurant, KOKS, i Ilimanaq, hvor du også kan overnatte. Udover at menuen koster omkring 2100 kr., så skal du jo også lige have en båd frem og tilbage, hvilket kostede næsten lige så meget pr. person. Men hold nu op for en tur. Både sejlturen henover isfjordsmundingen, hvor vi så en pukkelhval og sejlede vanvittig hurtigt og gysende tæt på isfjeldene og så den helt vilde mad serveret i et af Grønlands ældste fredede træhuse.

Hvis du vil spise en hel del billigere og samtidig svælge i alt godt direkte fra havet og lokalt moskuskød, så book bord til den overdådige og pivfriske buffet på Hotel Arctic.

Det er helt vanvittigt at spise på en tostjernet Michelin-restaurant, som du skal sejle over en isfjord for at nå frem til. Smukt var både maden og stedet.

Er det det hele værd?
Ja! Er, som du nok har gættet, det korte svar. Spar sammen og kom afsted, mens du stadig kan hoppe, vandre og klatre på klipper. Og gør det med din egen gruppe, så I kan sejle (næsten) som I vil. Targaen med skipper var et godt valg. God tur.

Selvom jeg normalt er mest til sejl, så er den hyggelige Targa det helt rette valg at sejle i heroppe.
Vi fik én på opleveren med over 25 knob gennem isfjorden og ankom fuldstændig overstadige til Restaurant KOKS.
Eqi Lodge overraskede med superlækker, enkel mad.
Smuk servering.

  • Fem favoritter
    1. Sejltur til Eqi-isbræen (ca. 40 sømil) – overnatte på klippen i træhytte, vandre til isbræen og spise fantastisk, enkel mad. Du er 100% offline og 100% overvældet.
    2. Sejltur i fjordmundingen af Sermeq Kujalleq (navnet på bræen ved Ilulissat). Bræen bevæger sig mere end 40 meter dagligt. Det er ikke til at fatte, og den er den hurtigste gletcher på den nordlige halvkugle. Overnat evt. i Ilimanaq-bygden på den anden side af bræen.
    3. Kajak – mere fri i egen båd – og mere lille – bliver du ikke.
    4. Vandreture langs isbræen i Ilulissat – godt afmærkede og helt fantastiske.
    5. Besøg isfjordsmuseet. Dorthe Mandrups bygning er smuk og bør ses fra alle vinkler også fra det bølgende tag. Der er masser af is-viden at dykke ned i indendøre. Og en god kop kaffe. Hvis du går derud fra byen, får du byens slædehunde på nærmeste hold – med både lyd og duft. Og hvis du er heldig, er der nogle uimodståelige hvalpe i blandt.
Det indgyder en hvis respekt, når du skal springe i land og klatre op ad klippen til det afsides Eqi Lodge.

  • Godt at vide
    1. Du er i elementernes vold – planer kan ændre sig, det er en del af charmen.
    2. Grib nuet – når vejret er godt, og det er lyst hele natten, er det med at nyde det.
    3. Snup skiundertøj, vind- og vandtæt,
    4. vandrestøvler og hue med.
    5. Husk midler mod søsyge.
    6. Tag fat i Greenland Travel, som kan hjælpe dig med planlægning.
    7. Slå jer sammen 10-12 stykker, så I kan leje båd sammen og bestemme mere selv.
Isen har hele tiden nye farver.

BÅD 582

Bådmagasinet er Danmarks maritime mediehus med begge fødder plantet solidt på dørken. Bådmagasinet følger med i den rivende udvikling medieverden er inde i, og udgiver således på flere platforme, hvad end det er i trykt eller elektronisk form.

Bådmagasinet har gennem tiderne hjulpet mange i bådbranchen med deres egne kundekataloger – kundemagasiner – brochurer – kataloger, eller et frisk design på virksomhedens brand – alt sammen under vores afdeling for Client Publishing.

Sejlsport

Nyheder

Inspiration

Medlemsskab


© 2020 Bådmagasinet ApS. All Rights Reserved.