Verden er blevet vores hjem 

Stillehavet forude
Over de sidste tre et halvt år har Sanne bygget en solid sejlerfaring op, både når bådens tilstand og udstyr løbende skal tjekkes, og når hun får roret i hænderne – eller skal trimme sejl på Troels’ befaling.

”I begyndelsen var jeg nok lidt nørdet og fokuserede på, at vi sejlede hurtigt og udnyttede vinden optimalt, indtil det gik op for mig, at det her var en anderledes tur. En tur med masser af tid til at opleve. At dyrke samværet, at være på land og møde andre kulturer er lige så stor en del som at sejle,” siger Troels.

Sanne nikker bekræftende.

”Den helt store forandring kom, da den sidste sluse åbnede sig i Panamakanalen, og vi gled ud i Stillehavet. Vi blev mødt med et overvældende dyreliv; havfugle, sæler, skildpadder, rokker, hajer, hvaler, især pukkelhvaler, så det næsten er blevet dagligdag for os,” siger hun.

Stillehavet bød på god vind og familien sejlede under en blå himmel til Galápagosøerne og videre til Nuku Hiva, Fransk Polynesien og Tahiti midt i Stillehavet. De var taget af sted før Covid-pandemien var brudt ud, men nu opstod der restriktioner flere steder på ruten og anduvende sejlere fik flere steder ikke tilladelse til at gå i land, men måtte ligge for svaj og vente i ugevis.

På Marquesasøerne i Fransk Polynesien gik Sally Lou i skole og lærte lidt fransk, lige som hun har lært sig selv engelsk undervejs.

”Det har været den største oplevelse på vores rejse at se vores datter udvikle sig, og at vi har kunnet være sammen 24 timer alle ugens dage. Jeg føler mig privilegeret som far at have al den tid med min datter i hendes barndomsår,” siger Troels.

”Jeg kan godt lide at sejle, men ikke når båden gynger fra side til side i en storm, bryder Sally Lou ind. Hun holder kontakt med familien derhjemme gennem satellittelefon og internet. Og i de mange lystbådehavne på turen finder sejlerbørnene hurtigt sammen.”

Der kommer dog også dage, som man helst vil undvære. Troels fortæller, hvor hårdt det var ikke at kunne tage hjem til sin fars begravelse. Familien var under lockdown, og der var ingen fly.

”Man får dårlig samvittighed, når man ved, at de har det hårdt hjemme, og man ikke er der for dem,” siger Troels.

”Vi havde nogle rigtig gode samtaler med familien derhjemme, inden vi tog af sted. Det var vigtigt for os, at de forstod, at vi ikke ville svigte dem, og at vi ville holde kontakt med dem under hele turen,” siger Sanne.

Under turen udviklede hun sig til familiens førende ekspert i at indhente fartøjserklæringer og visa til familien og de gaster, som indimellem har sejlet med på dele af turen.

”Senest i Indonesien da alt var afleveret, forlangte myndighederne pludseligt, at dokumenterne skulle være stemplet med bådens officielle stempel, og at der skulle vedlægges papirer fra vores sponsor og at kaptajnen mødte op personligt for at underskriver en tolderklæring,” siger Sanne, mens hun rører coating op og fastholder blikket på skroget for at fange uregelmæssigheder i sit malerarbejde. 

En hård prøvelse
Den værste oplevelse for familien udfoldede sig imidlertid under de sidste tre dages sejlads fra Borneo til Malaysia, hvor Sanne begyndte at få det dårligt. Vejret var elendigt, alt imens Sanne blev mere og mere syg.

På hendes fødselsdag brød en ti timers squall ud med små 50 knob på sit højeste.

På Facebook skrev Sanne senere: Kaptajn og Crew var velforberedt, så storsejl und alles var taget, regntøjet var på osv.

Desværre var jeg ikke til stor hjælp da jeg på det tidspunkt lå, på andet døgn, i min køje med udslæt og ømme og meget hævede led i hele kroppen.

Jeg var helt ubrugelig, og det blev desværre ikke bedre på resten af turen.

Med radiokontakt lykkedes det at arrangere, at en ambulance ventede på familien på havnen i Johor i Malaysia. Sanne blev indlagt.

"Jeg kom under behandling, og de var fantastisk søde og hjælpsomme, men der gik nogen tid, før jeg var frisk nok til at komme tilbage til båden. Jeg var blevet smitte med en virus, som de ikke kendte, og selv i dag har jeg svært ved at bøje fingrene efter infektionen," siger Sanne.

Båden skulle på land
Det var i Malaysia, de besluttede sig for at tage båden på land, når de nåede til Thailand for at klargøre den til det næste 10-dages stræk til Sri Lanka. I Thailand opdagede de så et olielæk ved motoren.

"Det viste sig, at vi havde brug for et nyt hus til oliefiltret, som kunne skaffes i Belgien. Et opslag på Facebook udløste en hel utrolig hjælpsomhed. Gode mennesker tog huset med ud til os, da de skulle på ferie her på øen.

Vi ville også gerne have roret ud, men det sad for godt fast, da der var løbet vand ind ved rorstammen på grund af en defekt bøsning, som vi nu har skiftet. Og nu kan vi også give skruen en anti-rurer primer," forklarer Troels.

Atreju er også blevet opdateret under odysseen blandt andet med lithium-batterier til batteribanken, en ny genua, en større motor til gummibåden og en watermaker, der kan producerer 120-140 liter vand i timen.

Snart vil kursen blive sat mod Danmark. Først en 10-dages sejlads til Sri Lanka, hvor det er planen, at Sally Lou og Sanne står af for at flyve til Kreta, mens Troels får forstærkning hjemmefra til en drengetur op gennem Det Røde Hav for derefter at genforenes med familien på den græske ø. Troels har prøvet turen før. Ved indsejlingen til Phuket krydsede han sit eget kølvand, eftersom han i februar 2005 som 1. mate hentede skonnerten “Sunshine” fra Chalong Bay på Phuket og sejlede den hjem til Cannes i Middelhavet.

"Jorden rundt er en meget lang tur, det skal man gøre sig klart, før man tager af sted. Sally har allerede sejlet det meste af sit liv – i snart fire år og skal så begynde i folkeskolens 2. klasse. Og Sanne og jeg skal ind på jobmarkedet igen, men vi har aldrig fortrudt, at vi tog os tid til at opleve verden i en større målestok, hvor en kahyt på knap 22 kvadratmeter, havet og stjernehimlen blev vores hjem."