fbpx
TEKST FLEMMING THOMSEN FOTO EN HEL VERDEN VENTER OG
REE MEDIA #583

Verden er blevet vores hjem 

De forlod Svendborg med kurs mod Stillehavet. I tre et halvt år har Troels, Sanne og Sally Lou sejlet vest om Jorden og krydset de store oceaner. Efter en sejlads fra Bali til Malaysia, hvor næsten alt gik galt, har familien nu taget båden på land, inden de sætter kurs mod Danmark. Bådmagasinet mødte dem på værftet i Phuket.


To ørne svæver på brede vinger lydløst hen over Ratanachai skibsværft. Troels skærmer for solen med hånden og følger fuglene med blikket, indtil de forsvinder ud over havet. Et udbrændt passagerskib i stål er stablet op med en skov af pæle, støttebukke og kølklodser. Værftsarbejdere kravler rundt med vinkelslibere og skærer overbygningen op i småbidder, der køres væk på en bedaget Mercedes lastbil. Og her på værftet i udkanten af Phuket Town er også den danske families sejlbåd, Atreju, trukket op på bedding, hvor den højt hævet på en solid beddingsvogn skuer ud over tørdokken.

Sanne er i færd med at instruere en skibsmaler i at slibe små rustbobler væk på roret, hvorefter det skal pletmales med en coppercoating. Jeg sætter mig på en bjælke i skyggen af båden og åbner notesbogen.

”Det er en kæmpe lettelse for mig, at Sanne i dag ved så meget om både, at hun kan lede håndværkerne og selv give en hånd med i arbejdet. Det betyder, at vi kan trække på hinanden i de mange opgaver, som hele tiden dukker op på denne rejse,” fortæller Troels, mens datteren Sally Lou behændigt kravler op ad stigen til båden.

Familien Ørnebjerg Bækholm stævnede ud fra Svendborg for tre et halvt år siden i det gode skib Atreju – en 43 fod one off med stålskrog fra 1996, som i sin tid blev bygget af Troels’ far, Jens Bækholm.

Mange danske sejlere er sikkert stødt på Troels Bækholm på de sociale medier, hvor han har startet Vind-vejr-og-rute på Facebook. Han er uddannet bådebygger, har sejlet fuldtidsprofessionelt på sejlbåde igennem 12 år, både kapsejlads og leveringer rundt om i verden, og han har to verdensmesterskaber og et europamesterskab i bagagen.

For tre et halvt år siden havde Troels dog ingen planer om en jordomsejling med familien, hvor datteren Sally Lou kun var tre år. Men pludselig kom forslaget fra uventet kant; hustruen Sanne Ørnebjerg ville gerne ud på sådan en tur. Og selvom Troels først var imod at opgive sit gode job som daglig driftsleder på Jakob Jensens Bådeværft i København, så trak eventyrlysten alligevel så kraftigt, at familien begyndte at forberede sig på turen med sigte på at nå til Stillehavet.

På det tidspunkt havde Sanne trods hendes far var sømand kun ture med Ærøfærgen som sejlerfaring, og hvordan ville Sally Lou klare en sådan tur?

”Vi havde gode jobs og en velfungerende dagligdag, så egentlig var der ingen grund til at tage afsted,” fortæller Sanne.

”Men jeg var lige fyldt fyrre, og hvad ville være bedre end at få sit livs oplevelse sammen med sin familie? Da vi først havde taget beslutningen begyndte drømmene at komme ned på papiret; vi skulle se en vulkan i udbrud, møde orangutangerne på Borneo og se hvaler i verdenshavene.”

Chalong Bay Thailand: Sanne, Sally Lou og Troels i deres dinghy med Atreju i baggrunden.
Familien opholdt sig i hele to år i Fransk Polynesien, hvor de fik venner for livet.

Stillehavet forude
Over de sidste tre et halvt år har Sanne bygget en solid sejlerfaring op, både når bådens tilstand og udstyr løbende skal tjekkes, og når hun får roret i hænderne – eller skal trimme sejl på Troels’ befaling.

”I begyndelsen var jeg nok lidt nørdet og fokuserede på, at vi sejlede hurtigt og udnyttede vinden optimalt, indtil det gik op for mig, at det her var en anderledes tur. En tur med masser af tid til at opleve. At dyrke samværet, at være på land og møde andre kulturer er lige så stor en del som at sejle,” siger Troels.

Sanne nikker bekræftende.

”Den helt store forandring kom, da den sidste sluse åbnede sig i Panamakanalen, og vi gled ud i Stillehavet. Vi blev mødt med et overvældende dyreliv; havfugle, sæler, skildpadder, rokker, hajer, hvaler, især pukkelhvaler, så det næsten er blevet dagligdag for os,” siger hun.

Stillehavet bød på god vind og familien sejlede under en blå himmel til Galápagosøerne og videre til Nuku Hiva, Fransk Polynesien og Tahiti midt i Stillehavet. De var taget af sted før Covid-pandemien var brudt ud, men nu opstod der restriktioner flere steder på ruten og anduvende sejlere fik flere steder ikke tilladelse til at gå i land, men måtte ligge for svaj og vente i ugevis.

På Marquesasøerne i Fransk Polynesien gik Sally Lou i skole og lærte lidt fransk, lige som hun har lært sig selv engelsk undervejs.

”Det har været den største oplevelse på vores rejse at se vores datter udvikle sig, og at vi har kunnet være sammen 24 timer alle ugens dage. Jeg føler mig privilegeret som far at have al den tid med min datter i hendes barndomsår,” siger Troels.

”Jeg kan godt lide at sejle, men ikke når båden gynger fra side til side i en storm, bryder Sally Lou ind. Hun holder kontakt med familien derhjemme gennem satellittelefon og internet. Og i de mange lystbådehavne på turen finder sejlerbørnene hurtigt sammen.”

Der kommer dog også dage, som man helst vil undvære. Troels fortæller, hvor hårdt det var ikke at kunne tage hjem til sin fars begravelse. Familien var under lockdown, og der var ingen fly.

”Man får dårlig samvittighed, når man ved, at de har det hårdt hjemme, og man ikke er der for dem,” siger Troels.

”Vi havde nogle rigtig gode samtaler med familien derhjemme, inden vi tog af sted. Det var vigtigt for os, at de forstod, at vi ikke ville svigte dem, og at vi ville holde kontakt med dem under hele turen,” siger Sanne.

Under turen udviklede hun sig til familiens førende ekspert i at indhente fartøjserklæringer og visa til familien og de gaster, som indimellem har sejlet med på dele af turen.

”Senest i Indonesien da alt var afleveret, forlangte myndighederne pludseligt, at dokumenterne skulle være stemplet med bådens officielle stempel, og at der skulle vedlægges papirer fra vores sponsor og at kaptajnen mødte op personligt for at underskriver en tolderklæring,” siger Sanne, mens hun rører coating op og fastholder blikket på skroget for at fange uregelmæssigheder i sit malerarbejde. 

Familiens båd ”Atreju” er kommet på bedding i udkanten af Phuket Town på Ratanachai skibsværft, hvor skroget ses efter før den lange tur til danske kyster.
Datteren Sally Lou var kun tre år da den unge familie på tre begav sig ud på en jordomsejling. I dag i en alder af syv år har Sally levet størsteparten af sit liv til søs på verdens største have.
Sanne i færd med at blande en coppercoating til de steder på skroget, hvor rust er blevet slebet væk.
Skruen blev påført Propspeed for to år siden, fin ser den stadig ud og uden rurer.
Reparationer og vedligeholdelse er en del af de rigtig lange ture, hvor det er en stor fordel, hvis man selv kan ordne det meste.

En hård prøvelse
Den værste oplevelse for familien udfoldede sig imidlertid under de sidste tre dages sejlads fra Borneo til Malaysia, hvor Sanne begyndte at få det dårligt. Vejret var elendigt, alt imens Sanne blev mere og mere syg.

På hendes fødselsdag brød en ti timers squall ud med små 50 knob på sit højeste.

På Facebook skrev Sanne senere: Kaptajn og Crew var velforberedt, så storsejl und alles var taget, regntøjet var på osv.

Desværre var jeg ikke til stor hjælp da jeg på det tidspunkt lå, på andet døgn, i min køje med udslæt og ømme og meget hævede led i hele kroppen.

Jeg var helt ubrugelig, og det blev desværre ikke bedre på resten af turen.

Med radiokontakt lykkedes det at arrangere, at en ambulance ventede på familien på havnen i Johor i Malaysia. Sanne blev indlagt.

"Jeg kom under behandling, og de var fantastisk søde og hjælpsomme, men der gik nogen tid, før jeg var frisk nok til at komme tilbage til båden. Jeg var blevet smitte med en virus, som de ikke kendte, og selv i dag har jeg svært ved at bøje fingrene efter infektionen," siger Sanne.

Sally Lou lærte ikke bare fransk i skolen, men fik også lært at stå på surf board – her ud for øen Tahaa.
Julegaven, der gjorde farmand varm om hjertet.
Frokost på en lokal restaurant nær værftet. Snart skal arbejdshandskerne på igen.

Båden skulle på land
Det var i Malaysia, de besluttede sig for at tage båden på land, når de nåede til Thailand for at klargøre den til det næste 10-dages stræk til Sri Lanka. I Thailand opdagede de så et olielæk ved motoren.

"Det viste sig, at vi havde brug for et nyt hus til oliefiltret, som kunne skaffes i Belgien. Et opslag på Facebook udløste en hel utrolig hjælpsomhed. Gode mennesker tog huset med ud til os, da de skulle på ferie her på øen.

Vi ville også gerne have roret ud, men det sad for godt fast, da der var løbet vand ind ved rorstammen på grund af en defekt bøsning, som vi nu har skiftet. Og nu kan vi også give skruen en anti-rurer primer," forklarer Troels.

Atreju er også blevet opdateret under odysseen blandt andet med lithium-batterier til batteribanken, en ny genua, en større motor til gummibåden og en watermaker, der kan producerer 120-140 liter vand i timen.

Snart vil kursen blive sat mod Danmark. Først en 10-dages sejlads til Sri Lanka, hvor det er planen, at Sally Lou og Sanne står af for at flyve til Kreta, mens Troels får forstærkning hjemmefra til en drengetur op gennem Det Røde Hav for derefter at genforenes med familien på den græske ø. Troels har prøvet turen før. Ved indsejlingen til Phuket krydsede han sit eget kølvand, eftersom han i februar 2005 som 1. mate hentede skonnerten “Sunshine” fra Chalong Bay på Phuket og sejlede den hjem til Cannes i Middelhavet.

"Jorden rundt er en meget lang tur, det skal man gøre sig klart, før man tager af sted. Sally har allerede sejlet det meste af sit liv – i snart fire år og skal så begynde i folkeskolens 2. klasse. Og Sanne og jeg skal ind på jobmarkedet igen, men vi har aldrig fortrudt, at vi tog os tid til at opleve verden i en større målestok, hvor en kahyt på knap 22 kvadratmeter, havet og stjernehimlen blev vores hjem." 

Et af favorit-ankerpladserne blev området syd for Huahine i Fransk Polynesien.

Båd 583

Bådmagasinet er Danmarks maritime mediehus med begge fødder plantet solidt på dørken. Bådmagasinet følger med i den rivende udvikling medieverden er inde i, og udgiver således på flere platforme, hvad end det er i trykt eller elektronisk form.

Bådmagasinet har gennem tiderne hjulpet mange i bådbranchen med deres egne kundekataloger – kundemagasiner – brochurer – kataloger, eller et frisk design på virksomhedens brand – alt sammen under vores afdeling for Client Publishing.

Sejlsport

Nyheder

Inspiration

Medlemsskab


© 2020 Bådmagasinet ApS. All Rights Reserved.