fbpx
TEKST & FOTO MAJA BESSESEN #584

Stillehavet - dragende som det ultimative mål

Når jeg kigger på en globus, så forstår jeg, hvorfor vores planet hedder den blå planet. Stillehavet fylder hele den ene side, og midt i det store blå ocean ligger Fransk Polynesien som små bitte prikker.


Altid dragende som det ultimative mål for folk som mig med både saltvand og eventyr i blodet. Båden, jeg påmønstrede med min 10-årige datter, pløjede sig gennem bølgerne fra øgruppen Marquesas til Tuamutoatollerne. Langt derude, midt i det store ocean, mellem meterhøje bølger var det tydeligt at mærke, hvor stor planeten egentlig er. Flere ugers sejlads mod øst lå Sydamerika og mod vest lå Indonesien.

Uendeligt blåt hav i en cirkel hele vejen rundt om os, og alligevel var det område, jeg kunne se, kun en lille prik i det store ocean. Med flere kilometer til havbunden og 1000-vis af lysår til den nærmeste stjerne, føltes det hele svimlende stort.

Måske sloges de store kæmpeblæksprutter med kaskelothvalerne under kølen. Måske var der lygtefisk. Og helt nede i mørket på bunden lå der måske den der underlige fisk med en gennemsigtig hjerneskal, så den kan kigge hele vejen rundt om, over og under sig selv. Måske lå der skabninger, som vi slet ikke kender endnu.


OM MAJA OG ASTRID
Maja var 50 år på turen og har sejlet som barn med sine forældre. Som voksen har hun sejlet som gast flere gange. De to længste ture har været fra Maldiverne over det Indiske Ocean, gennem Rødehavet og Suez og ud i Middelhavet til Tyrkiet, samt fra Azorerne over Nordatlanten til Irland. Maja arbejder som presserådgiver på Christiansborg.
Astrid var 10 år på turen. Hun sejler med sin mor i Danmark i deres Albin Ballad. Hun har også sejlet optimistjolle og går derforuden blandt andet til spejder og ridning.
De bor på Christianshavn i København.


Verdens ende
Vi var påmønstret på Marquesas en måned tidligere, og da vi stod ud af flyet på øen Nuku Hiva, føltes det mest af alt som om, vi var kommet til verdens ende.

Øen er en enorm udslukt vulkan. På plateauerne i selve vulkankrateret højt oppe er der køligt og frodigt. Her falder der 4-8 meter regn om året, som risler, styrter, løber og falder ned gennem frodig jungle på vej mod kysterne. Ved flodmundingerne er der varmt og frodigt med palmer, blomstrende træer og masser af frugt – bananer, pomeloer, mangoer, ananas, passionsfrugter, papayaer. Her ligger byerne, hvor der ofte kun bor få hundrede mennesker. Går man et stykke ud af byen og op ad bjerget bliver der tørt og bevoksningen er kratagtig.

Et stille liv
Med alverdens tid i køjesækken flyttede vi os de næste to måneder rundt i et lille bitte hjørne af det enorme Stillehav på vindens og bådens præmisser. Kursen blev sat efter de bugter, hvor der var læ, hvor vi kunne hente ferskvand, hvor vi kunne proviantere, om der var ting, der skulle repareres eller hentes. At rejse på en båds præmisser er i sig selv et eventyr.

Byerne levede deres eget langsomme liv, og vi faldt hurtigt ind i takten. En artikel når mig fra Danmark om en psykolog, der rejste til Stillehavet, og erfarede, at her kendte folk hverken til angst, spiseforstyrrelser eller depressioner. Jeg tror det gerne.

Overalt delte folk gavmildt ud af den frugt, som træerne bugnede med, og man skulle ikke gå længe i vejkanten, før en pickup tilbød et lift – enten på ladet eller på bagsædet.

I hovedbyen Taiohae kom fiskerne hver morgen ind med masser af tun. Til 30 kroner kiloet. De blev hurtigt solgt eller pakket ned i takt med, at fiskerne rensede dem. Fiskeaffaldet røg ud til hajerne, som var svømmet med ind, vel vidende, at der snart var nem mad i vandet. Det var ikke ret langt fra, hvor vi badede fra båden hver dag, men hajerne gjorde os ikke noget.

I nabobugten Controllers Bay, hvor vi sejlede til efter ferskvand, lå også en lille by ved flodens udløb. Om dagen roede vi op ad den i kajak, mens børn og voksne fra byen ved floden legede og fiskede i vandet. På det lave vand så vi små bitte hajer, ørnerokker og pilrogger.

I en bugt på øen Fatu Hiva hørte vi tydelige plask i vandet en sen aften, og da vi lyste ud over bugten, så vi store stimer af flyvefisk på jagt. Vandet var fladt, og båden lå jo stille, så vi kunne tydeligt se, når deres blå vinger foldede sig ud, mens de svævede et kort stykke over vandet.

Nætterne var kulsorte, men vandet var fyldt med morild, der lyste op ved en hver bevægelse og afslørede mylderet af småt og stort liv under båden.

På vej ind til Fatu Hiva, hvor fragtbåden ligger.
En tidlig morgen dukkede den første atol op af havet.
Atol i Stillehavet i sigte.
”Mor! Hvis du synes hajerne kommer for tæt på, så skal du bare stille dig lodret i vandet og gøre dig stor, så svømmer de væk,” sagde Astrid ganske uforfærdet, når vi svømmede rundt om en koralknold og stod ansigt til ansigt med en haj. Hajerne var over det hele, uanset hvor vi snorklede.

Det tyndede ud på supermarkedernes hylder
Frugt og fisk slipper aldrig op i Fransk Polynesien. Men det meste af alt andet kommer fragtbåden med en gang om måneden. Da den kom lige før jul, holdt folk i lange køer ved havnen i deres biler for at hente de ting, de havde bestilt fra fastlandet, mens supermarkederne fyldte hylderne op igen.

I løbet af de næste uger forsvandt løg og kartofler næsten med det samme. Ikke længe efter var både toiletpapir og langtidsholdbar mælk umuligt at opdrive noget sted.

Men et stykke ind i januar var det straks værre, at benzinen også slap op på Marquesas-øerne.

For os betød det, at vi ikke kunne få benzin til gummibåden og den generator, som lavede strøm til blandt andet bådens navigationsinstrumenter.

Vi havde planlagt at sætte kurs mod Tuamutu-atollerne fire-fem dages sejlads fra Marquesas-øerne, og vi havde brug for både proviant og benzin. Men vi havde også et andet problem. Vi havde ventet på en ny watermaker siden før jul, men den sad fast i tolden på Tahiti. Med en watermaker og benzin til strøm kunne vi selv lave saltvand om til ferskvand, og det var vi ret afhængige af, når vi sejlede mod atollerne. For mens der er masser af ferskvand på Marquesas, så er der intet på atollernes små lave øer af koralsand. Folk samler regnvand op fra tagene, og det er det eneste vand, de kan få.

Mens vi ventede på fragtbåden med proviant, slap tolden heldigvis watermakeren, så den kunne komme om bord. Det krævede arbejdsplads og arbejdsro at installere den, så hovedparten af besætningen lejede bil og kørte på eventyr ud på øen.

Jungletur
Det er 3.000 år siden mennesker satte sig op i udriggerkanoer i Sydøstasien og sejlede ud på det store rullende ukendte blå Stillehav. 3.000 år!

Om bord havde de deres familier, plus dyr som høns og grise. Foran dem var ukendt stort vildt farvand – og måske en anelse om, at der var nyt land at finde langt ude bag horisonten. Tror man.

For intet er jo helt sikkert, når arkæologiske fund, genetiske undersøgelser, oceanografi, meteorologi og gætværk skal afgøre, hvad der egentlig skete for 3.000 år siden.

Vi besøgte steder, som mest af alt lignede noget fra Indiana Jones. Rester af stensætninger, som har været en eller anden form for ceremonielle pladser, eller rester af byer.

Stenskulpturerne det ene sted var 200 år gamle og blev beskrevet som ’nutidige’. I min bevidsthed er de jo gamle, men i en 5.000 år gammel kultur må man jo sige, at de er nye.

På det sted blev en krigerhøvding dræbt af franskmændene i 1845.

Krigerhøvding? Han var vel egentlig bare høvding indtil franskmændene kom med deres grådighed, våben, fulde sømænd, kønssygdomme, influenzaepidemier og andre ødelæggelser.

Nyt og gammelt. Historiefortælling, eventyr og virkelighed. Myter og stillehavs-romantik. Det hele smeltede sammen. Og når jeg sad der på en trappesten ved siden af en stenskulptur, så betød det ikke så meget, om den var 200 eller 2.000 år gammel.

Vi gik op til et vandfald på øen Ua Pu og lå i blød i køligt blødt ferskvand. Det blev turens eneste ferskvandsbad – ellers badede vi kun i saltvand. Der var så mange saltkrystaler på min krop og i mit tøj, at det føltes som om, jeg har rullet mig i en sandkasse.

Ventetid
Langturssejlads er også ventetid, uvished, tålmodighed og praktiske opgaver.

Mens watermakeren kom helt på plads, gjorde vi klart skib til fire-fem dages sejlads, fulgt af flere dage på den øde atoll, som var vores første mål.

Da fragtbåden omsider kom, fik vi provianten om bord, fik tjekket vejrudsigterne en sidste gang, hev ankeret op og satte kursen mod atollerne.

Der faldt ro og rytme over båden, mens vi tilbagelagde de 650 sømil fra Marquesas til Atollerne. Om natten stod stjernerne lysende klart over os, og vi kunne se både Karlsvognen og Cassiopeia stå på hovedet. Mælkevejen lyste som et tydeligt bælte på nattehimlen, hvor også Orion, pleiaderne, pegasus, hunden, jomfruen og kusken var nemme at finde i det kæmpestore fløjelsbløde mørkeblå blinkende univers over vores hoveder.

En tidlig morgen dukkede den første atoll op af havet i horisonten. En lille lav bunke sand med palmer på oven på et koralrev. Vandet havde skiftet farve fra det grønblå vand med de mange næringsstoffer i på Marquesas, til blålilla på det dybe klare vand mellem atollerne og turkisblåt i lagunerne. Et mørkt gardin af skyer trak op i horisonten og varslede både regn og meget vind. Vi hev forsejlet ind, ryddede cockpittet og lukkede af ned til kahytten, før vandet og vinden ramte båden.

Tyfonsæsson i Stillehavet
Egentlig var det et forkert tidspunkt på året, vi havde valgt at sejle til atollerne. Det var tyfonsæson i Stillehavet og langturssejlerne i Polynesien var søgt i læ på Marquesas-øerne.

Men det var også La Ninja år, og det gjorde det muligt og sikkert alligevel at sejle andre steder hen. Vi var opmærksomme på, at der kunne komme flere og kraftigere squalls med kraftig regn og stærk vind, og når de byggede op i horisonten, skulle vi gøre klar til en ordentlig skylle og masser af vind. Atollen Tahanea blev vores første stop. En øde atoll med flere passager gennem revet. Derfra hvor vi lå, kunne vi se tre-fire småøer, der lå som store bunker sand på revet med palmer på – eller motu’er, som de små banker af koralgrus og palmer hedder. Længere ude kunne vi svagt ane de andre små øer, der balancerede på ringrevet hele vejen rundt i horisonten.

Astrid er ved at afslutte den sene nattevagt en tidlig morgen på Stillehavet. Nattevagternes opgave er blandt andet at holde øje med andre både – ikke mindst de store fiskefabrikker, man kan støde på ude på åbent hav. Men vi så ingen både på turen over. Kun uendeligt Stillehav hele vejen omkring os.

Kræver et særligt temperament
Vi blev på Tahanea i tre dage. Snorklede, dasede, læste, gloede ud i luften. For en skakhjerne som min, der altid tænker fem skridt frem, er det sundt at blive sat totalt skakmat. På langtur overgiver jeg mig til tiden, til vejret, til naturen. Til tilfældighederne og uforudsigeligheden. Til den vilde strøm i passene og til vinden, der kommer og går.

Efter flere dage på havet og bagefter på en øde atol sejlede vi til sydpasset på Fakarava.

Her lå der et lille dykkercenter og flere andre både, som vi mødtes med til sundowners på dykkercenterets terrasse. Der blev udvekslet erfaringer og drømme: Hvad tænker I om risikoen for pirater i Rødehavet? Kan man virkelig sejle op gennem Amazonfloden, hvis vi sejler hjem via Sydamerika? Hvordan er mulighederne på Tonga og i Mikronesien i forhold til corona?

Dem, der sejlede alene, satte pris på selskab fra andre, og dem, der sejlede i små fællesskaber, satte pris på nye stemmer.

Både for dem, der sejler med sine allerkæreste, og for dem, der sejler med gaster, er det både en gave og en udfordring at bo så tæt sammen.

Dykkercenterets terrasse hvor vi mødtes med de andre sejlere.

OM BÅDEN OG BESÆTNINGEN
Impulse Denmark er en DYNAMIQUE 62 og bygget i 1993. Den er på vej jorden rundt med Knud Erik og Carsten ved roret. På dette togt var Knud Erik skipper.

Fra Venstre ses: Freja (gast), Mikkel (gast), Knud Erik (ejer og skipper), Carsten (ejer og med-skipper), Hanne Kristine (Carstens hustru og gast), Vagn (gast), Maja (gast), Astrid (gast).


Sharkwall
I sydpasset ligger også det berømte Sharkwall. Det lyder som den drabelige titel på en blockbuster fra Hollywood. Men i virkeligheden er det ganske fredeligt og eventyrligt smukt.

Sydpasset ligger som en smal kløft mellem to små motuer. Vi tog på dykkertur med flasker på og lagde os på skræntens kant på 20 meters dybde for at kigge nogle meter længere ned i dybet, hvor hundredevis af hajer svømmede gennem passet og ud igen i en evig ellipse. Sort- og hvidtippede revhajer, gråhajer, silkehajer og nursesharks. Køkulturen var forbilledlig, mens de crui-sede afsted på pæne rækker med disciplinerede overhalinger.

I passet fangede vi også den indadgående tidevandsstrøm med snorkeludstyr om formiddagen. Med gummibåden på slæb lod vi strømmen gribe os, mens vi fløj hen over koralhaverne med mylderet af fisk under os og ind i lagunens stille vand.

På skrænterne var det som at svømme i et akvarium med et mylder af liv i alle farver, former og størrelser. Grønne napoleonsfisk så store som Astrid fulgte os ganske tæt på med øjnene – et øje ad gangen for de sidder på siderne af det enorme fiskehoved. Flokke af klare koboltblå fisk på størrelse med en tommelfinger drev med strømmen som en sky. Enorme groupers og trickerfish jagtede rundt mellem korallerne. En flagermuserokke hang frit svævende midt i vandsøjlen og blafrede sløvt med vingerne. Vi vidste, at der var mantarokker og ørnerokker i passet, men vi så dem ikke.

Jeg tog Astrid i hånden, da strømmen tog til rundt om hjørnet. Vi fløj afsted over revet i forrygende fart, og da vinden og strømmen rejste bølgerne i hvide skummende toppe i lagunen, stak vi hovedet op af vandet. Knud Erik var allerede ved at kravle op i gummibåden ikke langt fra os for at hente os og de andre.

Vi fejrede juleaften på Hiva Oa med confiteret and på dåse. Vores polynesiske juletræ lavede vi af en palmegren og to blomstergrene.

FUN-FACT
  • Højt hævet over byen på Nuku Hiva, står en kæmpe Tiki. Det er en frodig kvinde, som støttes af en krigermand. Går man ind under kvinden er hendes biologiske køn ganske tydeligt, og bevidstheden om kvinders seksualitet og lyst er også synlig.
  • Det hypermaskuline og hyperfeminine dyrkes i stor stil i Fransk Polynesien, og her bliver hypermaskuline mænd kun mere maskuline af at gå med smykker og blomsterkranse.
  • Fransk Polynesien er ellers på alle andre måder et samfund med meget klare mande- og kvinderoller og måder at udtrykke sig på.
  • Men samtidig er der en klar accept af mænd i kvindetøj. Der er nemlig en sammenhæng mellem transvestitter og kannibaler i Fransk Polynesien.
  • I de gamle stammesamfund var det almindeligt, at man klædte sit førstefødte drengebarn i pigetøj og opdrog ham som pige.
  • Øerne var overbefolkede, og stammerne sloges indbyrdes om de mest frugtbare områder, de fiskerigeste bugter og stederne med det mest friske ferskvand.
  • Når nabostammen kom over bjergkarmen, gennem junglen eller roende ind i bugten for at erobre et område, så slagtede de alle mænd og drenge. Pigerne og kvinderne slap med livet i behold. Hvis man kunne skjule kønnet på familiens førstefødte dreng, så slap han også. Derfor klædte man ham i pigetøj og opdrog ham som pige.
  • Den sidste kannibal åd sit sidste kannibalmåltid for 100 år siden. Men transvestitter er fortsat langt fra et særsyn i Polynesien.

Stormvejr i lagunen
Vi mødtes til bålhygge og snobrød på stranden med de andre både. Bålet blev bygget af afbrækkede visne palmegrene og de store mængder plastik, der var skyllet op på stranden, og som vi fik ryddet op i og brændt af.

Men der var uvejr på vej, som vi holdt øje med, mens bålet knitrede. Lynene blitzede rundt i horisonten og højt oppe i luftlagene kunne vi se, at vinden flåede skyerne i stykker, så de svævede rundt som totter i alle former og størrelser og lavede de særeste billeder. Om natten kom uvejret ind i lagunen med 25-30 sekundmeter vind.

Enorme drøn fra tordenskrald fik båden til at ryste. Vinden og bølgerne flåede i ankerkæden, der gav sig og skurede frem og tilbage i ordentlige ryk under båden. Men ankeret havde gjort sig fast i bunden og det holdt, mens himmel og hav stod i et omkring os.

Da vi tog afsted fra Marquesas, havde vi holdt øje med meteorologernes satellitbilleder for at ramme et åbent vejrvindue uden synligt hårdt vejr. Selvom vi fint kunne have reddet squalls som denne af på åbent vand, så var det tryggest at slippe uden om dem. Vores tur over var i perfekt vejr, og nu lå vi her i lagunernes lave vand, mens vinden peb om ørerne på os de minutter, det tager for en squall at passere.

En søndag formiddag gik vi op til den lille kirke, som lå lidt oppe med udsigt over byen og bugten. Rummet var lyst og køligt, og vinden fra bugten stod ind gennem åbne vinduer og døre. Der duftede af de blomster, som kirken var fyldt med. Både mænd og kvinder spillede på ukulele, guitar og trommer. Jeg tror alle måtte spille med, hvis de havde noget at spille på, og resten af menigheden sang med af fuld hals og flerstemmigt.

Hjemad
Den 60 kilo tunge tun, som vi landede på dækket for 4 uger siden var spist op.

Nettene, som hang i cockpittet, og kasserne under trappetrinene ned til kahytten var næsten tømt for frugt og grøntsager. Vi havde ikke mere müsli, og vi måtte kigge dybt under dørken for at finde de sidste dåser kokosmælk, flåede tomater og linser frem.

Det var tid til at sætte kursen mod en lidt større by for at få provianteret. Men det var også tid til noget andet. Ved nordpasset på Fakarava lå den lille lufthavn med det fly, der skulle fragte os til Tahiti og derfra hjem til Danmark.

Det var tid til at pakke vores køjesække og vende næsen hjemad.

At tage på jungletur er som at træde ind i kulisserne fra en Indiana Jones-film.

  • Sådan kom vi afsted:
    1. Der er mange danske både afsted på jordomsejling, og mange af dem tager gaster med i alle aldre, med og uden sejlerfaring.
    2. Jeg fandt Impulse i gastebørsen hos Foreningen til langturssejladsens fremme. De fleste både kan i dag også findes via Facebook, og de har ofte også egne hjemmesider.

Båd 584

Bådmagasinet er Danmarks maritime mediehus med begge fødder plantet solidt på dørken. Bådmagasinet følger med i den rivende udvikling medieverden er inde i, og udgiver således på flere platforme, hvad end det er i trykt eller elektronisk form.

Bådmagasinet har gennem tiderne hjulpet mange i bådbranchen med deres egne kundekataloger – kundemagasiner – brochurer – kataloger, eller et frisk design på virksomhedens brand – alt sammen under vores afdeling for Client Publishing.

Sejlsport

Nyheder

Inspiration

Medlemsskab


© 2020 Bådmagasinet ApS. All Rights Reserved.