fbpx
TEKST & FOTO LARS LAURSEN

Campion 635 OB SC Allante

En hurtig familiebåd i et lækkert design

Campions Allante serien findes i forskellige størrelser. Allante modellerne ender altid på et 5-tal, som er seriens kendemærke. Allante 635 er perfekt til fritidssejlads, men kan også bruges til vandsport eller fiskeri. Desto større motor båden monteres med, desto bedre performer.


Allante 635 modellen, hvor OB i navnet står for outboad og SC står for sports cabin, har fået nyt design og indretning med flere modifikationer, som bl.a. er foreslået af Leif Larsen – den danske Campion-importør.
Allante 635 findes i to modeller – en med indenbordsmotor og en med udenbordsmotor. Det er udenbordsmodellen, vi har testet, og det er den model, der er ændret.

Strømlignet skrog
Allante 635 har et stærkt og strømlignet skrog.
Hele skroget er lavet af 3-dimensionelt vævet glasfiber, der tilmed er kevlarforstærket. Med en 19 graders skrogvinkel, giver det en stærk båd, der sejler rigtigt godt på vandet, når der er bølger. Samtidig er båden stabil under stille sejlads eller når man ligger for anker i vigen. På grund af det skarpe skrog, skærer båden vandet godt. I kraftige sving kan man virkelig mærke G-påvirkningen, og man skal holde godt fast som passager. Styringen er hydraulisk, så det er ingen sag at lave et skarpt drej eller holde kursen. Det er en god ide at advisere den øvrige besætning før et kraftigt drej, for båden har et rigtigt godt greb i vandet.
Rummelig kahyt
Kahytten er stor og rummelig i betragtning af bådens størrelse. Der er god plads til to sovende. Kahytten kan aflåses, så værdier kan sikres bag lås og slå. Der er naturligt lysindfald i loftet fra en skylight i fordækket. Ønsker man at sove med åben skylight, kan der monteres et insektnet, så der ikke kommer myg og fluer ind i kahytten. Her er naturligvis også kunstigt lys. Ud over at to mennesker kan overnatte, er der for enden af køjen plads til at sidde og læse en bog i skyggen, hvis man har fået for meget sol. I midten af hynden er et pænt hulrum med plads til et transportabelt søtoilet eller bagage.

Fin bimini
Som det ses på billederne er der en lille bimini suntop, der ikke er slået ud. Det kan den, og med den sommer vi har haft i 2018, er det en meget nyttig detalje. Der er god skygge midt på dagen, når den er slået op. Biminien er monteret og fæstnet til vindspejlet, så der kan sejles, mens den er slået ud. Bimini suntoppen kan bygges sammen med kalechen fremme, i siderne og bagud, så den åbne del af båden kan lukkes helt til eller som ”doghouse” uden at bagstykket er monteret. Det er muligt, at overnatte op til fire mennesker i båden (to i kahytten og to på solsengen).

Stole i verdensklasse!
Vindspejlet er ikke så højt, men der et er godt udsyn. Kaptajnen og 1. gast sidder godt i læ bag dette. Det er ikke noget problem at føre en almindelig samtale med en fart på 30 knob. Viskere er ikke standard, men måske ikke så nødvendige.
Kaptajnen og 1. gast sidder fantastisk i to lækre Razor Ultra affjedrede stole. Med stolens udformning krammer den personen i sædet på en helt særlig behagelig måde. Det er svært at beskrive og skal opleves. Sædet kan hæves (flip- up), så kan man kigge ud over vindspejlkanten.
Bag hver stol er der en lille hynde at sidde på. Ude agter kan man i hver side af båden gå ud på en badeplatform og inspicere motoren eller nette en fisk, hvis det er nødvendigt.
Båden leveres som standard med en badeplatform med badestige i styrbord side. Den er også praktisk, hvis man ønsker at stige om bord fra en bro. Den anden badeplatform er ekstraudstyr.

Skjulte forlygter
I stævnen er der lanterner, ankerbrønd samt ankerrulle. Hvis det ønskes er der mulighed for tilkøb af elektrisk ankerspil. Lidt tilbage på fordækket er der indbygget to kraftige LED-lygter, der er praktiske ved sejlads efter mørkets frembrud. I hver side af båden er der tre pullerter til at fastgøre tovværk eller fendere.
Cockpittet er selvlænsende, og der kan tilkøbes kantsyet gulvtæppe, som hurtigt trykkes på. Derudover er der automatisk lænsepumpe. Til opladning af mobiltelefon, tablet eller andre elektroniske apparater er der 2 stk. 12 volt strømudtag. USB-stik findes ikke i båden, men i Allante er der bluetooths til radioen. Lyden kommer fra seks højtalere. Fleksibel sofagruppe
Indretningen af agterdækket er meget fleksibelt, og agterdækket kan omdannes til en lækker u-sofagruppe, hvor der i midten kan placeres et bord.
På kort tid kan sofagruppen omdannes til en fin solseng ved at afmontere bordet og lægge en plade og hynde ned i stedet. Under sejlads kan bord og hynder stuves væk i skjulte hulrum i hver side af båden. En særdeles smart detalje.

Fin topfart
Testbåden var monteret med en 175 hk Yamaha påhængsmotor. Under sejlads havde båden absolut ingen problemer med at plane.
Topfart blev målt til 45 knob. Ved marchfart på 20 knob var brændstofforbrug 23 liter i timen. Med en indbygget tankkapacitet på 227 liter er der næsten til 10 timers sejlads ved en marchfart på 20 knob. Anbefalet motorstørrelse er 150 til 250 hk. Men en 150 hk Yamaha motor er et meget fint motorvalg.
Der er fuld magt over båden i alle facetter. Med 250 hk på hækken er der tale om en meget hurtig fiske- eller fritidsbåd, der på toppen sejler på den rigtige side af 50 knob. Ved rattet er der fuld instrumentering til at aflæse motorens data i form af brændstofmåler, fartmåler (Yamahas instrumenter), omdrejningstæller og voltmåler.

Tung trailerbåd
Allante 635 OB SC er ikke nogen billig båd. Tilbudspris for testbåden er 425.000 kr. inkl. ekstraudstyr. Med egenvægt uden motor på næsten 1300 kg, skal man op på en 2500 kg bådtrailer for at køre sikkert på landevejene. Men så kan båden også trailes med fuld tank.

Konklusion
Allante 635 OB SC er en lækker båd. Ikke kun at se på, men også at sejle med.
Design og finish kan der ikke sættes en finger på. Der er tænkt over tingene, og det kan man nok takke Leif Larsen for.
Målgruppen er sejlere, der ønsker en tur på vandet med mulighed for overnatning med familie og venner.
Det er denne båd meget velegnet til. Begge modeller er prismæssigt i den høje ende, men som i bilverdenen, så koster en lækker bil med fine køreegenskaber også noget mere end en lille mikrobil.



Bådmagasinet er Danmarks maritime mediehus med begge fødder plantet solidt på dørken. Bådmagasinet følger med i den rivende udvikling medieverden er inde i, og udgiver således på flere platforme, hvad end det er i trykt eller elektronisk form.

Bådmagasinet har gennem tiderne hjulpet mange i bådbranchen med deres egne kundekataloger – kundemagasiner – brochurer – kataloger, eller et frisk design på virksomhedens brand – alt sammen under vores afdeling for Client Publishing.

Sejlsport

Nyheder

Inspiration

Medlemsskab


© 2020 Bådmagasinet ApS. All Rights Reserved.