fbpx
TEKST & FOTO LARS LAURSEN

Quicksilver Captur Arvor 690 & 730

Mere power I to nye modeller

Arvorbådene i sig selv er jo ingen nyhed, men der er kommet en ny version. Der er både tale om en omfattende ændring af design plus en kraftigere motorer i bådene.


Alle Arvor ́er har indenbords dieselmotor og skrueaksel. Tidligere har motorerne ikke været så kraftige og Arvorbådene var halvplanende. I den nye 690 ́er der en 115 HK MERCURY diesel motor og i 730 ́eren er der en 150 HK MERCURY diesel. Det giver båden væsentligt mere trækkraft og naturligvis fart. Begge testbåde sejlede over 20 knob, selv med 6 personer ombord.

Ved første øjekast ligner de nye Arvor 690 og 730 en Quicksilver Captur Pilothouse. Det er også efter dette designkoncept, at Arvor 690 og 730 er konstrueret, men når man ser hækken af bådene, ja så mangler påhængsmotoren.

Det er med andre ord både, som er beregnet til at ligge fast i vandet, så det forudsætter at man har en havneplads til rådighed. Dog er 690 ́eren med sin bredde på 2,54 meter, akkurat inden for maks. bredden til at være på en autotrailer. Men det skal være en stor bådtrailer, da ror og skrue fylder en del under båden. Det er lovligt, når man også lige sikrer, at det også skal være en bil med stor trækkraft, da 690 ́eren vejer hele 1700 kg.
Begge både udmærker sig særdeles meget til fritidssejlads, og i sær, hvis der skal fiskes. Styrehuset er i den forreste del af båden, hvilket skaber et stort og rummeligt agterdæk. Der er en bred ræling og et højt fribord, og begge modeller kan styres, både fra kahyt samt dæk, hvilket giver stor fleksibilitet.

Motoren i begge modeller er en 2 liters dieselmotor, hvor designerne har taget højde for servicering af motorerne, så det er blevet nemt at udføre service. Når motoren ligger centralt placeret under dørken, giver det ekstra plads ude agter, men det skaber en lille forhøjning på dækket, som dog er uden skarpe kanter, så dækket er ikke helt plant. På begge modeller er der en stor badeplatform, som entreres gennem en luge i agterspejlet. På badeplatformen findes der en badestige samt beslag til ekstramotor, som ofte bruges ifm. trolling.

Quicksilver Captur Arvor 690

Sænker farten
Når man nu taler om trolling, så er der også tænkt på dette segment. Ofte er det en udfordring med sådanne både få dem til at sejle langsomt nok, da mindste fart for visse både af denne type ligger på 2,5 knob. På de nye Arvor er der monteret en ’trollingventil’, beregnet til at reducere farten. Ved testen af bådene var farten nede på under 1,5 knob, så den parameter opfylder disse både. Man skal bare huske at slå funktionen fra, når der skal planes til andre fiskepladser eller havn. Ellers ødelægger man trollingventilen. Trollingventilen kan kun betjenes inde fra styrehuset, og en form for alarm ville være godt.

Quicksilver Captur Arvor 730

Rundvisning om læ
Man entrerer styrehuset gennem den bred skydedør, som er i hærdet glas og mulig at låse. Man træder lige et skridt ned, men bevarer et rigtig godt udsyn 360 grader rundt. Der findes fine muligheder for udluftning med et skydevindue i hver side. Bådene er udstyret med en enkelt vinduesvisker, og der er standard ét sæde i styrehuset. Ekstraudstyr kan være et ekstra sæde, som i dette tilfælde var monteret i begge både. Det går fint med at sejle med tre mand i styrehuset, men så er det også maks. Der er i begge både god plads til at to mand kan overnatte. I 730 ́eren er der en lille vask samt vandhane. Der er som standard ikke pantry i bådene, ligesom søtoilet skal tilkøbes som ekstraudstyr.

At der er tale om designere, der har lyttet kundernes ønsker, kan man se inde i båden. Rigtig mange kritiske steder er der håndtag eller små søgelænder, der hvor man f.eks. i hårdt vejr har brug for at holde fast. Det man ofte selv skal eftermontere i mange både, er standard i begge Arvor modeller, og specielt håndlisterne. Når man skal ud i stævnen, findes der et langt håndtag i rustfrit stål, så der ikke er risiko for at man falder overbord.

I stævnen er der fin plads til at håndtere fortøjninger og anker. Som ekstraudstyr kan monteres et elektrisk ankerspil. Pladsen i stævnen kan også være en god fiskeplads afhængig af hvilken form for fiskeri man dyrker.
Med eller uden flaps
At sejle i en planende båd med skrueaksel er ikke som at sejle en båd med Z-drev eller påhængsmotor. Båden med skureaksel reagerer i høj fart noget anderledes end en båd med påhængsmotor, og de krænger forskelligt ved fart og kursændring. I testen var der en lille forskel på de to både. På 690 ́eren var der ikke monteret flaps, men det var der på 730 ́eren. Det gav naturligvis mindre levende båd på 730 ́eren, så vi vil foreslå, at det bliver standard på begge modeller. Når bådene lå stille og to mennesker stod i samme side, kunne man dårligt nok se ændringer på vandlinjen. Der er tale om utrolig stabile både, men det skal de også være, når man ser på vægten. Begge både vejer et godt stykke over 1,5 ton.

730 ́eren havde monteret bovpropel, hvilket gjorde sejlads i havnen til en leg. Det var ikke noget problem hurtigt at lægge både til kaj. Det var en lidt større udfordring i havnen med 690 ́eren, der ikke havde bovpropel.


Bådmagasinet er Danmarks maritime mediehus med begge fødder plantet solidt på dørken. Bådmagasinet følger med i den rivende udvikling medieverden er inde i, og udgiver således på flere platforme, hvad end det er i trykt eller elektronisk form.

Bådmagasinet har gennem tiderne hjulpet mange i bådbranchen med deres egne kundekataloger – kundemagasiner – brochurer – kataloger, eller et frisk design på virksomhedens brand – alt sammen under vores afdeling for Client Publishing.

Sejlsport

Nyheder

Inspiration

Medlemsskab


© 2020 Bådmagasinet ApS. All Rights Reserved.