fbpx
images/PLUS/Artikel/560/Dehler30OD/Dehler_30_OD.jpg
TEKST & FOTO ULF WESLEY JOHNSEN

Ferretti 500:

Luksus fra enden til anden

Vi har været om bord i den meget smukke italienske luksuscruiser Ferretti 500. Nærmest en lille yacht i et flot design og med god kvalitet hele vejen igennem. Samtidig kan den sejle stærkt.


ShipCenter på Ishøj Havn har fået importen af de luksuriøse Ferretti cruisere. Her tales om både, der har samme status som Porsche og Mercedes på landevejen.

Vi tog ud at sejle med ”yachten” i Køge Bugt, og må indrømme at her var alt om bord af bedste kvalitet. Men det skal det også være, når der skal lægges mange millioner, før man bliver ejer af en sådan superbåd.
Tre luksuskahytter
Den store Ferretti 500 kræver 15 m ved broen. Den har en højde på 4,52 m op til flybridgens top og en bredde på 4,34 m. Med andre ord en stor cruiser med meget plads om bord.

Vi går om bord til styrbord, og står på et meget stort agterdæk, hvor en trappe fører op til flybridgen, og to dybe sofaer i hvidt skind hviler mod hækken på hver side af åbningen til landgangen, der kan lægges ud mod kajen.

Et fast bord hviler mod skottet og kan monteres på dørken så et mindre selskab kan spise her ude i læ under flybridge-taget. En stor luge fører ned til de kraftige Cummins QSC 8,3 l turbodieselmotorer, der hver yder 600 hk, så den 22 ton tunge båd kan sejle med en marchfart på omkring 20 knob.

En praktisk stige fører ned til bunden i det meget godt belyste motorrum, hvor der i mellem de store hvide motorer er al den plads man behøver for service og vedligehold af bådens hjerte, der ud over motorer udgør generator, pumper, brandslukningsanlæg, div. filter, kølesystem samt diverse tanke.

Endnu en luge agter gemmer en mandskabskahyt med vask, køje og toilet. En låge om styrbord fører ud til den brede badeplatform, hvor der på hækken gemmer sig store rum sig til udstyr, fendere m.m.

Eget dæk med panoramaudsigt
Før vi sejler ud besøger vi bådens flybridge, der byder på panoramaudsigt og plads til 12 personer på ”verandaen” på ca. 20 m2. Her er en superfin førerplads med alt der skal til for manøvrering og over for findes bløde skindsofaer til otte personer.

Bag sofaarrangementet, ved trappen til agterdækket, er en stor solmadras, og bag skipper en stor åben bar/pantrysektion med alt fra grill til køleboks, ismaskine og vask, skabe og skuffer.

Den brede targabøjle har radar, projektør, lanterner og antenner. Under hynderne er masser af stuveplads, redningsveste til otte personer samt livliner. Rundt om hele frontpartiet og bagover på begge sider tager et højt vindspejl af for den værste blæst.


Dækssalon i XXL
Meget brede glasdøre på skinner åbner ind til den store og luksuriøse dækssalon, hvor der er plads til et større selskab. I Ferretti 500 har man valgt en åben løsning med det luksuriøse pantry om læ og direkte kontakt med gæsterne på agterdækket, når dørene skubbes til side, og glasvinduet lukkes op.

Socialt og hyggeligt. Kokken har tre gode gasblus, ovn og grill, mikroovn, dyb vask, 115 l køleskab, dybfryser, flot bordplade i kvarts og gardiner for vinduerne samt vandfast vinyl på dørken.

Foran pantryet er en dejlig sofagruppe med plads til seks om et elegant bord, der kan reguleres i højden samt en sofa overfor, fladskærms- tv, der trylles frem med fjernbetjening samt skabe ude i siderne med masser af plads. Alt i flot mørkt træ mod de dybe lyse tæpper på dørken. Her er også gardiner samt lysdæmper på de mange spots i ruffet. Alt i alt en utrolig elegant salon.
Eksemplarisk førerplads
Skipper sidder på et bredt sæde med god plads til benene og god støtte i lænden. Foran sig har han/hun et imponerende instrumentpanel med alle de instrumenter og manøvreringsudstyr en så stor båd kræver.

Eldrevet hydraulisk servostyring, autopilot, stor kortplotter, multifunktionelle navigationsinstrumenter, der giver den ønskede information, ror-indikator, trim, alarmer, VHF og elkontrol på begge motorer samt kompas, hydrometer og barometer, handskerum og 12 V udtag, cigarettænder og kraftige vinduesviskere på frontvinduerne.

De smarte sidevinduer kan åbnes, og der er blæsere, der sørger for den rigtige temperatur og dugfrie vinduer i hele salonen.
Tre lækre kahytter nede
Under dæk, i stævnen og midtskib foran motorrummet, finder man tre luksuriøse kahytter. Helt fremme er skippers hule med en kæmpestor dobbeltkøje med masser af stuveplads under, og dør ind til et lige så lækkert bad med separat bruser.

Her er eldrevet toilet, bidet, oplukkeligt koøje, skabe og skuffer samt en lækker vask i venetianske glas. I ruffet over køjen er en stor luge, der kan åbnes til fordækket, samt to store koøjer, tykt tæppe, lys polstring på skottene, garderobeskab med spejle, et mindre tv samt læselamper plus spots i ruffet.

Gæsterne kan nyde livet i to store kahytter med sengebord, garderobe med spejle, ventilation, koøjer, læselamper og hylder, tykke tæpper og et dejligt bad med eldrevet toilet, separat bruser med glasdør, spejle, skabe samt koøje.

Dækket har alt man behøver
Man har seks store fendere til rådighed samt eldrevet anker, 1000 W, som kan styres fra begge førerpladser, fjernbetjent landgang som kan foldes sammen med hydraulik, 15 m landstrømskabel, 24 V, anlæg til afskylning af anker, dyb ankerbrønd til kæde og tovværk, meget store fortøjningsklamper fremme, midtskibs og agter, alt i rustfrit stål.

Ferskvandsbruser på badeplatform, høj pulpit på begge sider samt en meget stor solmadras på fordækket.


Bådmagasinet er Danmarks maritime mediehus med begge fødder plantet solidt på dørken. Bådmagasinet følger med i den rivende udvikling medieverden er inde i, og udgiver således på flere platforme, hvad end det er i trykt eller elektronisk form.

Bådmagasinet har gennem tiderne hjulpet mange i bådbranchen med deres egne kundekataloger – kundemagasiner – brochurer – kataloger, eller et frisk design på virksomhedens brand – alt sammen under vores afdeling for Client Publishing.

Sejlsport

Nyheder

Inspiration

Medlemsskab


© 2020 Bådmagasinet ApS. All Rights Reserved.