fbpx
images/PLUS/Artikel/560/Dehler30OD/Dehler_30_OD.jpg
TEKST ULF WESLEY JOHNSEN FOTO PER HEEGAARD

Smartboat 23:

100% Daycruiser

Det er positivt, at der stadig er nogen, der tør satse på unikke både, som denne franske Smartboat 23', som vi tog en tur på Øresund med.


En lille fransk daycruiser på kun 23 fod, der med kun 150 hk Mercury OptiMax på hækken, sejler hele 42 knob på toppen, fortæller med alt tydelighed om et meget smalt og let skrog.

Båden vejer 860 kg uden motor, og udmærker sig ved en lige stævn, et ekstremt smalt forskib, men en meget bred hæk. For at holde styr på den viltre krabat under høj hastighed, kan der pumpes 300 l vand ind i ballasttanke, så man har den fulde kontrol over udyret, når båden svæver over bølgerne.

Den lille smarte Smartboat 23', som vi sejlede, var knaldrød og rigtig fræk at se på. Selv motorkåben var lakeret i samme farve, så her var harmonien fuldkommen.
Mange siddepladser
Man har valgt at lægge styrepulten langt frem i båden, således at man får god plads på dækket agter. Enheden med fører- og passagersædet har på bagsiden en bænk, hvor to kan sidde med udsigt mod bådens kølvand.

Mod hækken findes endnu et dobbeltsæde i fartretningen. Når man så også har et sæde foran styreenheden, hvor to til tre kan sidde, har man ni siddepladser at gøre godt med i den relative lille båd. I stævnen kan man ved hjælp af hynder få en lang smal plads til solbadning, og på det ca. 2 m2 store agterdæk kan der med et bord mellem bænkene blive spiseplads til fire.

Det høje fribord giver tryghed og gemmer på et halvt dusin specialfendere, som kun skal vippes over rælingen ved brug. Disse er gjort fast således, at man slipper for at finde dem frem hver gang man lægger til. Smart.

Under den kæmpestore luge agter er der et meget stort rum til grej og bagage. Løfter man førersædet op og frem finder man en god køleboks til kolde drikke og et blus. Ude i siderne i bænken er der plads til småting og grej.

Funktionel førerplads
Førerpladsen er enkel og funktionel, men med plads til en stor kortplotter og et godt lille sporty rat. Gas/gearhåndtaget er placeret helt rigtig ved siden af rattet, og her findes også kompas samt motorinstrument.

Et handskerum findes foran passageren over døren ind til et lille rum, der dog er stort nok til at et par rollinger kan sove her på korte madrasser. Her er placeret et lille marinetoilet og på bagbords skot er monteret smarte poser til ting og sager.

Vindspejlet er højt nok og buer ud over siderne så skipper og en passager sidder beskyttet, når der sættes fart på. Med tre mand om bord og små krusninger på Øresund tog det kun et 10-20 sekunder inden vi fik trimmet ud til ideelt plan og kort efter aflæste 42 knob på GPS’en.

Den gode bæreevne i den brede bag og det smalle skrog gør båden til et levende fartøj, der er præcis på styringen. Skal man rigtig lege med båden i høje hastigheder, vil det være en god ide at hive noget ekstra ballast ind i ballasttankerne, så skroget bliver mere stabilt, men alligevel kun mister få knob.


Dejlig badeplatform
Der er låger ud til den brede badeplatform. På testbåden var der teak på hele dørken og på indersiden af rælingen, som er bred med fortøjningsklamper, der kan fældes ned.

Passage mellem styrepulten og rælinger, som har skridsikre felter, der giver en sikker ombordstigning, er god. Fremme er en ankerbrønd samt ankerrulle øverst i stævnen. Hynderne om bord er faste og i et lækkert kantsyet materiale som tåler vand.

Man kan sige at Smartboat 23' redder pladsen om bord med den gode bredde midtskibs og agter. Ni siddepladser på kun 7 m er helt o.k. Bredden agter på 2,55 m giver en god badeplatform.
Helt sin egen
Man kan konkludere at Smartboat 23' er helt sin egen. Selv om den har stævn som en Wally, og lighed med Fjords tender og er smal som svenske ”Catch 7,5” er den speciel og fræk.

Når den så også kan nøjes med 150 hk på hækken, jeg vil næsten sige at 115 hk vil være nok, så får man en båd med plads til familie og venner, der kan sejle relativt økonomisk med en båd, der glider let og elegant gennem vandet. Vi blev faktisk lidt betaget af denne franske skønhed med den smalle næse og den brede r..


Bådmagasinet er Danmarks maritime mediehus med begge fødder plantet solidt på dørken. Bådmagasinet følger med i den rivende udvikling medieverden er inde i, og udgiver således på flere platforme, hvad end det er i trykt eller elektronisk form.

Bådmagasinet har gennem tiderne hjulpet mange i bådbranchen med deres egne kundekataloger – kundemagasiner – brochurer – kataloger, eller et frisk design på virksomhedens brand – alt sammen under vores afdeling for Client Publishing.

Sejlsport

Nyheder

Inspiration

Medlemsskab


© 2020 Bådmagasinet ApS. All Rights Reserved.