fbpx
images/PLUS/Artikel/560/Dehler30OD/Dehler_30_OD.jpg
tekst FLEMMING THOMSEN
FOTO HYDRO ATTACK ESTHER & Innespace Seabreacher

Det ultimative legetøj:

Spring som en haj gennem vandet

Den kan skrue, dykke og hoppe højt op i luften. Seabreachers fartøjer er det tætteste, man kommer på at boltre sig som en fisk i vandet. De er alle custom-byggede, og prisen starter fra en halv million kroner.


Wakatipusøen, New Zealands tredjestørste sø, ligger omkranset af majestætiske bjerge med sne på tinderne og grønne pinjetræer ned til bredden. Det turkisblå vand ligger spejlblankt hen, indbydende til at padle kano eller kajak, lige indtil en mekanisk haj i overstørrelse bryder overfladen i et vanvittigt ræs, springer seks meter lodret op i luften, lander og ruller fra side til side og dykker. Ned under vandet for få sekunder senere igen at bryde vandoverfladen og komme op i et kraftspring, som ville hajen snappe en flyvefisk i flugten.Sådan vil det se ud, hvis du stod på bredden af søen og betragtede en testtur i en Seabreacher. Men forestil dig nu i stedet, at du sidder inde i maven på hajen og kan kigge ud til alle sider, for det er lige præcis den oplevelse, som Hydro Attack tilbyder turister og eventyrer, der strejfer forbi byen Queenstown, der ligger ud til den Z-formede sø på den sydlige del af New Zealand. Hydro Attack er etableret af to unge newzealændere Lee Exell og David Lynott, og det har vist sig at være en glimrende forretning. 

”Før coranakrisen satte ind, havde vi vores mest indbringende år med flere end 10.000 ture i 2019,” fortæller Esther, der er marketingansvarlig. Siden opstarten i november 2013 har ca. 30.000 personer været om bord og prøvet en tur i en de vilde både fra Hydro Attacks flåde. En tur i den mekaniske haj koster 500-600 kr. for 25 minutter. Man får dog ikke lov til selv at sidde bag rattet, da det kræver adskillige timer at lære at sejle dette topersoners monster. Men at indtage bagsædet er også rigeligt for de fleste. Fartøjet er imidlertid ikke kun et stykke legetøj i vandet, men på flere måder også en teknologisk frontløber i den maritime verden.


Udviklede i 14 år

Det ekvilibristiske fartøj er skabt af to autodidakte bådebyggere,newzeelænderen Rob Innes, som primært har stået for designet og ideer på tegnebrættet – og vennen Dan Piazza fra Californien, der med sin uddannelse som maskinmester har arbejdet med hajens kræfter og funktioner. De to innovatører brugte 14 år på at udvikle en prototype, der fik navnet Innespace Dolphin, senere blev det så til en længere serie af custom-byggede fartøjer i mange varianter, hvor Seabreacher X, Y og Z er de seneste modeller hovedsagligt med forskelle i designet.”Jeg kunne have taget en doktorgrad på den samme tid, som vi har brugt på at udvikle denne båd,” siger Rob Innes med et skævt smil over de mange arbejdstimer. ”Men vi håber, at vores mærke på sigt kan blive grundlaget for en ny ’freestyle-sport’, lige som man har set med f.eks. monster-biler,” fortæller han over Skype. De to producenters kreationer er begyndt at sælge pænt til folk, der har råd til den slags luksus, ligesom de vilde fartøjer ofte dukker op til bådmesser over hele verden som et indslag i underholdningen.Seabreacher er alle bygget i carbonfiber og det superstærke keramiske materiale, kevlar.

Cockpittet er det samme som bruges i det amerikanske F22-Raptor kampfly – glasset er knap to centimeter tykt. Den bærende konstruktion er bygget i aluminium og rustfrit stål. Bådene vejer ca. 600-660 kg.”Den typiske motor er en turboforstærket 150 kilo tung Rotax 1500 kubik 4-takts motor, der med en superlader yder 260 hk. En sådan kraftkarl kombineret med et let skrog i nye materialer gør, at den kan hoppe op af vandet og lave de akrobatiske bevægelser,” forklarer Dan Piazza. En særlig udfordring har været at få plads til de mange maskindele plus to siddepladser i den lille båd, som kun er ca. fem meter lang.Ved hjælp af et snorkelsystem i rygfinnen kan Seabreachers fartøjer sejle ca. 20 sekunder ad gangen under vandet i en dybde af 60 cm. Går man dybere, lukker spjældet i snorklen for luftindtaget til kabine og motor, og kommer man længere ned end 1,8 meter, så standser motoren, og man popper op til overfladen som en korkprop. Giver man den i stedet gas under vandet, så springer båden op som en delfin. 

Den nyeste model ”Seabreacher X” har en kraftigere motor, som tunet lander på 300 hk og giver en topfart på ca. 80 km/t. over vandet og 40 km/t. neddykket. Den kan springe seks meter vinkelret op af vandet – og at rotere om sig selv i høj fart hører også med til dens meritter.Men det kræver øvelse at sejle en Seabreacher. Det måtte den britiske tv-reporter Jason Bradbury sande, da han satte de to bådudviklere stævne for en prøvetur.

Svær at styre

”Wauw! Det er som at sidde inde i en vaskemaskine. Denne båd er bare så cool,” jublede han, mens Rob Innes og Dan Piazza fulgte hans uøvede færd inde fra søbredden med småbekymrede blikke. Det er nemlig ikke helt ufarligt at sejle Seabreacheren, og der er monteret kameraer udenpå og skærme i cockpittet, så man kan orientere sig og undgå at påsejle andre i farvandet. Både fører og passager er fastspændt i deres sæder med firepunkts sikkerhedsseler, som man bruger i rallybiler. 

To finner på siden af skroget styres af et håndholdt joystick. Føreren af båden kan vippe dem nedad, og når de rammer vandet, følger en rotation omkring egen akse – hvis man gør det rigtigt.I bunden er der pedaler til fødderne, som styrer halefinnen. Under pedalerne er der desuden et vindue, så man kan følge med i eventuelt liv under vandet.”Det er det mest vanskelige fartøj, jeg nogensinde har prøvet at sejle,” sagde tv-reporteren. Men det lykkedes ham dog allerede på den første prøvetur at dykke, springe og foretage en skrue. Rob Innes og Dan Piazza satser især på at få ejere af store yachts og firmaer som kunder. Leveringstiden er 90 dage, og båden bygges på bestilling direkte til kunden. Der findes i dag en helt række af individuelle design; haj, delfin, dræberhval, flyvefisk m.fl.

Der bygges ca. 20 både om året. En Seabreacher koster fra 500.000 kr. – til gengæld er man garanteret en del opmærksomhed. Netværket af forhandlere strækker sig vidt omkring, blandt andet til Belgien og Frankrig, men endnu ingen i Skandinavien.



BÅD 563

Bådmagasinet er Danmarks maritime mediehus med begge fødder plantet solidt på dørken. Bådmagasinet følger med i den rivende udvikling medieverden er inde i, og udgiver således på flere platforme, hvad end det er i trykt eller elektronisk form.

Bådmagasinet har gennem tiderne hjulpet mange i bådbranchen med deres egne kundekataloger – kundemagasiner – brochurer – kataloger, eller et frisk design på virksomhedens brand – alt sammen under vores afdeling for Client Publishing.

Sejlsport

Nyheder

Inspiration

Medlemsskab


© 2020 Bådmagasinet ApS. All Rights Reserved.