fbpx
images/PLUS/Artikel/560/Dehler30OD/Dehler_30_OD.jpg
TEKST & FOTO STAFFAN WESTERLING

Motortest på to XO 240 RS Open:

Motortest på to XO 240 RS Open

Vi tester to XO 240 RS Open med påhængsmotor og diesel for at se hvilke præstationer og egenskaber man kan forvente af to helt forskellige typer motorer.


De moderne marinedieselmotorer er forholdsvis lettere, mere effektive og får plads selv i mindre både. Motorudbuddet er stort og langt flere bådmodeller har i dag varianter med såvel indenbordsmotor, benzin eller diesel, som med påhængsmotorer.

Et svært valg hvis man ikke ved hvad der passer bedst til familien og økonomien. Denne gang har vi sat en 250 hk påhængsmotor og en 260 hk indenbordsmotor på hver sin helt nye og smarte XO 240 RS Open bygget i aluminium.

Bådene har identiske skrog, og det eneste der er anderledes er af gode grunde agterspejlet. Bådene er 7,52 m lange med badeplatform og 5,70 m i vandlinjen. Bredden er 2,28 m og vægten 1150 kg uden motor. Båden med påhængsmotoren klarer fra 150 og op til 300 hk, mens indenbordsvarianten klarer benzin- og dieselmotorer fra 190 hk og op til 260 hk.
Yanmar 6BY2-260Z-ZT370
Indenbordsmotoren kom på markedet for tre år siden og er baseret på samme motorblok som BMW bruger til bilmodellen X5. Motoren er en 6-cylindrede diesel med 3 liters cylindervolumen med moderne common rail brændstofindsprøjtning, dobbelt kædetrukket overliggende knastaksler, 24 ventiler, turbolader og intercooler.

Effekten er 260 hk og vægten 427 kg inkl. drev. Drevet er Yanmars eget ZT370 med Duoprop og hydraulisk stift, der blev introduceret i 2009, og som sammen med den elektroniske regulering giver en silkeblød betjening. Udvekslingen på dette drev er 1,97:1. Med motoren følger også et LCD-instrument, hvor man kan aflæse motordata m.m. Motoren er NMEA 2000 kompatibel..
Suzuki DF250
Påhængsmotoren er en ny 55 graders V6-motor med en cylindervolumen på 3614 cm3, og har dobbelt overliggende knastaksler og fire ventiler pr. cylinder samt elektronisk brændstofindsprøjtning.

Motoren har Suzukis VVT-teknik (Variable Valve Timing), hvilket kortfattet indebærer at indsugningsventilerne justeres kontinuerligt for at give bedst mulige drejningsmoment ved lav- og mellemregisteret. DF250 er kompakt med krumtappen forskudt i forhold til drivakslen og tilsluttet et reduktionsgear. Motorens tyngdepunkt er dermed centreret og samtidigt flyttet fremad.

Selv knastakselkæden med hydraulisk strækkere bidrager til den kompakte konstruktion. 263 kg vejer den ekstra lange model. Altså 164 kg mindre end Yanmar dieselmotoren. Med den nye Suzuki DF250 får man et elektronisk reguleringshåndtag med i købet (fly by wire). At sejle med elektronisk håndtag er betydeligt lettere end med et mekanisk.

Instrumentsystemet som følger med motoren er omfattende. Den nye omdrejningstæller indeholder ud over analog omdrejningstæller et digitalt display med information om bl.a. brændstofforbrug, motortemperatur, volt, antal sejltimer, kølevandstemperatur m.m. Fartmåleren indeholder triptæller, tankmåler, dybdemåler, badevandstemperatur m.m. Al information løber gennem et enkel kabel fra motorens kraftfulde 32 bits computer, og motoren er NMEA 2000 kompatibel.

Sådan foregik testen
De to XO-både blev sejlet på to dage under samme vejrforhold. Vi målte fart, brændstofforbrug, acceleration og støjniveau. Farten måler vi på omdrejninger, mens brændstofforbrug og støjniveau måles ved specifikke farter. I det her tilfælde 15, 20, 25, 30, 35, 40 knob og maks. omdrejninger. Til dette bruger vi GPS, gennemstrømnings-måler, ur og støjmåler. Inden målingerne har vi fyldt brændstoftankene for at resultaterne skal kunne sammenlignes på samme grundlag. Yanmar dieselmotoren har dobbeltpropel af rustfrit stål med 26" stigning, mens påhængs-motoren er udstyret med en 23" standard stålpropel.
Fart
En påhængsmotor med 250 hk giver tre knob mere på toppen sammenlignet med hvad en 260 hk Yanmar diesel præsterer. Suzuki DF250 får en XO 240 RS op i 43 knob, mens Yanmar dieselen giver 40,3 knob. Hvorfor påhængsmotoren er hurtigere end dieselen på denne type båd beror delvist på at den er 164 kg lettere, men også pga. at påhængsmotoren har 250 hk, mens dieselen har 260 hk på krumtappen. Effekttabet på drevet resulterer i en effekt på kun 250 hk.
Brændstofforbrug
Påhængsmotoren er helt sikkert hurtigere end dieselen, men når vi
måler brændstofforbrug er dieselen betydeligt mindre tørstig i fartområdet fra 15 knob og op til 40 knob. Ved 25 knob bruger dieselen f.eks. 21,2 l brændstof pr. time eller 0,85 l pr. sømil, mens påhængsmotoren sluger 31 l pr. time eller 1,24 l pr. sømil i sig. Dieselen er her næsten 0,4 l eller 32 % mindre tørstig.

Regner vi et gennemsnitsforbrug med to personers belastning på
hastigheder mellem 15 knob og op til 40 fås nedenstående:
Yanmar 6BY2-260Z-ZT370 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 0,99 l/sømil
Suzuki DF250 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .1,34 l/sømil

Påhængsmotoren bruger i gennemsnit 35 % mere brændstof pr.
sømil end dieselen ved disse hastigheder. Forudsætningen for
ovenstående resultat er naturligvis at man sejler maks. 40 knob med
begge motorer. Har man en hurtig båd vil man jo gerne en gang i
mellem udnytte dens potentiale.

Hvor meget koster det i brændstof med begge motorer i et helt
år forudsat at vi sejler 1000 sømil? Vi regner med et gennemsnitsforbrug fra 15 knob og op til topfart, og med en dagspris på benzin på 12,27 kr. og på diesel til 11,29 kr. pr. l.
Yanmar 6BY2-260Z-ZT370 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 12.000 kr./år
Suzuki DF250 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 15.000 kr./år
3000 kr. pr. år er forskellen til fordel for Yanmar dieselmotoren.
Acceleration
Moderne common rail dieselmotorer er helt sikkert hurtigere end sine forgængere, men en stærk påhængsmotor med samme antal hk kan den ikke hamle op med. I hvert fald ikke i en XO 240. Påhængsmotoren føles mærkbart hurtigere end dieselmotoren, både når vi måler acceleration fra 0-30 knob som fra 0-35 knob.

Påhængsmotoren afviger intervaller på 8,2 sek. resp. 11,9 sek. mens dieselen må nøjes med 12,8 og 15,2 sek. i angiven orden. Når dieselen endelig har fået dampen op er den faktisk noget hurtigere end påhængsmotoren mellem 30-35 knob. Begge alternativer er godkendt.
Støjniveau
Når vi måler støjniveauet på begge motoralternativer er påhængsmotoren klart behageligere at sejle mellem 15-40 knob. Ved 15 knob er forskellen 9 dB til fordel for påhængsmotoren. Ved 20 knob og ved 25 knob, hvor man sejler betydeligt mere, er forskellen 5 dB og mellem 30 og 40 knob larmer dieselen 2-3 dB mere end påhængsmotoren.

Disse tal er delvist afhængige af hvor velisoleret motorrummet er, og hvordan udstødningen løber ud gennem drevet. På 2011-modellerne har Yanmar ændret på udstødningen, så støjniveauet bliver reduceret en smule. 10 dB svarer i princippet til en fordobling af støjniveauet for det menneskelige øre.

Service
Ser vi på serviceomkostningerne for begge motorer ligger de lige. Service inkl. olie og oliefilter (diesel), tændrør (påhængsmotor), brændstoffilter, gearhusolie, pakninger og zinkanoder løber op i mellem 6000 og 7000 kr.
At sejle
Når vi prøvesejler begge motorer, for at afsløre sejlegenskaberne, kan vi konstatere at XO 240 med påhængsmotor er temperamentsfuld, sejler let gennem vandet og er et skarpere alternativ for dem som sætter en sporty sejlads højeste.

At påhængsmotoren er tre knob hurtigere end dieselmotoren er delvis et bevis på dette. Desuden er den støjmæssigt behageligere at sejle med. Dieselmotoren sejler mere stabilt, sikkert og med mere pondus i vandet sammenlignet med påhængsmotoren – men ikke kedeligt. Giver man den lidt mere gas, brøler den 260 hk stærke oliebrænder i fyrrummet og viser sit temperament, som for en del år siden var umuligt at opnå med tidligere klodsede typer dieselmotorer.

Ser vi på agterdækket, så giver indenbordsmotoren et pænere og mere åbent område med god plads til såvel badning som leg, og gør ombordstigning lettere i forhold til båden med påhængsmotor.


Bådmagasinet er Danmarks maritime mediehus med begge fødder plantet solidt på dørken. Bådmagasinet følger med i den rivende udvikling medieverden er inde i, og udgiver således på flere platforme, hvad end det er i trykt eller elektronisk form.

Bådmagasinet har gennem tiderne hjulpet mange i bådbranchen med deres egne kundekataloger – kundemagasiner – brochurer – kataloger, eller et frisk design på virksomhedens brand – alt sammen under vores afdeling for Client Publishing.

Sejlsport

Nyheder

Inspiration

Medlemsskab


© 2020 Bådmagasinet ApS. All Rights Reserved.