fbpx
images/PLUS/Artikel/560/Dehler30OD/Dehler_30_OD.jpg
TEKST & FOTO HENRIK HANSEN

Sealine C390:

Cruising i overhalingsbanen

Nyheden Sealine C390 er en stor sporty 39 fods cruiser med en rummelig, fleksibel og familievenlig aptering med gode detaljer. Vi har prøvet nyheden med 720 hk på Flensborg Fjord med 720 hk og gik 34 knob på toppen.


Tyske Hanse Yachts’ helt nye Sealine C390 lukker det 10 fod store spring mellem værftets C330 og C430. Nyheden følger tæt i hækbølgen på sine søskende som en dynamisk og sporty cruiser med komfortabel moderne aptering for hele familien.

Vi sejlede C390 en rå og grå dag med en let mellemluft og lidt krapsø på Flensborg Fjord, hvor vi var glade for, at sejltesten kunne klares indendørs i salonen med bådvarme. Under testen var vi seks personer om bord, uden at vi gik i vejen for hinanden i den rummelige salon. Ude på fjorden viste Sealine C390 sig at være en livlig og agil båd, der var nem at manøvrere og gik godt i krapsøen og vores egne hækbølger med sin skarpe V-form fremme i skroget, der flader ud mod hækken, så vi hurtigt kom op at plane.

Accelerationen var yderst sporty med bådens to V6 Volvo Penta D6-370 motorer med DuoProp, der tilsammen ydede 720 vilde heste. Testbåden kunne trimmes med hækdrevene og to trimflaps med automatisk kontrol. Vi målte fart og acceleration med automatisk trimning. Det tog blot 6,5 sekunder at få båden op at plane ved 16-17 knob og lige omkring 2600 omdrejninger.

Det tog desuden 33 sekunder at nå bådens topfart på 34 knob ved 3650 omdrejninger. En fornuftig cruisingfart ligger omkring 25 knob og 3000 omdrejninger, hvor båden også økonomisk har det bedste forhold mellem fart og rækkevidde. En planende båd som Sealine C390 skal op at plane, før der kommer et fornuftigt forhold mellem fart og forbrug.
Foruden de to potente 5,5-liters, 6-cylindrede Volvo Penta D6-370 motorer på tilsammen 720 hk, som vi sejlede med i testbåden, kan man også vælge to knap så vilde Volvo Penta D4 på hver 300 hk. De tilsammen 600 hk burde være rigeligt til de fleste familieferier og weekendture. Prisforskellen er 185.000 kr.

C390’eren er er sjov at sejle. Man kan sagtens holde en stabil kurs, og samtidig er båden så agil, at den med blot en let hånd på rattet lystrer præcist, prompte og livligt på enhver kursændring.
C390 er en pænt stor motorbåd, og alligevel føltes båden langt mindre end sine 39 fod, når vi manøvrerede med den. Ved meget skarpe sving krænger den en del, men den krænger roligt over uden dramatik og uden at komme ud af fuld kontrol.
ET PLANS FERIELEJLIGHED
Sealine C390 hører som sine søskende i C-serien til den nye generation af motorcruisere, der også er målrettet designet som en komfortabel ferielejlighed. Derfor er alle opholdsarealer og funktioner i Sealine C390 samlet i et plan.

Nogle trin nede om læ i forskibet og under salonen fandt vi kun sovepladser og stuverum i kahytterne. Ydermere kan dørene mellem salonen og cockpittet åbnes fuldstændig, så man i godt vejr eller på lune aftener kan få et fantastisk stort sammenhængende opholdsareal uden trin.

Salonens dinette-arrangement med U-sofa og klapbord om bagbord er dog hævet et lille trin op, og der er et børnevenligt trin ned til badeplatformen. Der er indbygget en kaleche over cockpittet, der nemt kan foldes væk, i en åben forlængelse af salonens ruf. Samtidig er der et stort soltag i ruffet over den forreste del af salonen, så man kan få masser af sol og frisk luft ind i båden, og hurtigt lukke af og få skygge, hvis solen er for stærk.

Båden har desuden store panoramavinduer, samt vinduer i ruffet, så man får masser af naturligt lysindfald i båden og udsigt hele vejen rundt. Samtidig er der masser af albuerum, for båden er optimeret overalt på rummelighed og praktiske funktioner

CHAISELONG/PASSAGERSÆDE
Selve indretningen af salonen er ret traditionel for denne type motorcruiser, med en førerplads fremme om styrbord, en stor sofa med klapbord om bagbord og et L-formet langskibs pantry bag førersædet.

Salonen er placeret let asymmetrisk, og der er en praktisk skydedør ved siden af førersædet. Denne åbner ud mod det bredeste ringdæk til styrbord. Dækket er dog ret smalt i begge sider. Ratkonsollen med et stort instrumentbord, hvor der øverst er plads til to store multiskærme, så man f.eks. kan have vinduer med kortplotter, motorinformation, fishfinder og andre informationer som et bakkamera åbne samtidig. Alle funktionsknapperne er overskueligt og praktisk anbragt på linje. På testbåden var der desuden ekstra instrumenter over knapperne med autopilot og de vigtigste motorinformationer.

Gas- og gearhåndtagene er placeret forudsigeligt ved rattet, hvor de er nemme at nå. Testbåden havde desuden særdeles praktiske afrimningsdyser til vindskærmen.

Førersædet er dobbelt og har en tidstypisk og praktisk pølle på forkanten, der kan skubbes op over sædet, når man vil stå op og styre. Hele bagbord side af salonen er optaget af en langskibs U-sofa, hvor den forreste ende med et snuptag kan ændres til et passagersæde med udsigt til sejlretningen, mens den agterste del af sofaen hurtigt kan ændres til en chaiselong.
STORT PANTRY ELLER BORD
Det store L-pantry fungerer som bord, når det ikke er i brug. Det er nemlig dækket af en todelt foldeplade, der vippes op mod de store vinduer, når man vil benytte vasken eller Dometic gaskomfuret.

Den inderste del af foldebordpladen holdes oppe med en gasfjeder, men begge delene er ret tunge, så man skal alligevel lige passe på fingrene, især når man folder den yderste del ned. Der er også indbygget en stor Dometic gasovn i pantryet under komfuret.

Der er fine skabe og skuffer i pantryet, samt et køleskab indbygget i L-delen agter. Vinduet agter over denne L-del kan vippes helt op til vandret over cockpittet, så der bliver der helt åbent mellem salon og cockpit, når de store glasfoldedøre er skubbet helt ud i borde.
SOFAER OG SOLSENGE
I cockpittet kan bådens lange klapbord sænkes, så den rummelige L-sofa omdannes til solseng, enten med ryglænet som slingregrej ud mod badeplatformen, eller med ryglænet lagt ned, så solsengen bliver endnu større. Der er også mulighed for at have en rummelig solseng på ruffet over forskibet, hvor man også kan bruge hynder til at forme en lille sofa helt fremme på ruffet.
FLERE KAHYTS-VERSIONER
Nede om læ mærker man også den megen plads, som skroget på 39 fod tilbyder. Især når båden har en god bredde i forskibet over de skarpe sejlende linjer. Her har C390’eren en meget rummelig ejerkahyt fremme med en næsten fritstående dobbeltkøje, store vinduer, små stuverum i borde og to store garderobeskabe med dobbelte spejlbeklædte døre.

Forkahytten har eget toiletrum om bagbord med toilet, håndvask og brusekabine. Båden har desuden et fælles toiletrum med en kombineret kabine til toilet og bruser til de øvrige to kahytter under salonen. Dette er fælles med en bred og ret høj kahyt om bagbord under det hævede dinette-arrangementet i salonen. Denne kahyt fås med enten to enkeltkøjer, som i den viste båd, med et stor langskibs dobbeltkøje eller med dobbeltkøjen placeret tværskibs. Om styrbord er der desuden en smallere og lavere kahyt, der kan fås med en dobbeltkøje eller blot som disponibelt stuverum.
KONKLUSION
Sealine C390 er en potent, adræt og alligevel sikker motorcruiser, der er behagelig at sejle hurtigt med i krapsø på grund af sine veldesignede linjer. Fart og acceleration var bedst med autotrim og kækt løftet forskib, hvor de fleste nok bør stå op.

Med manuelt trim kan båden sagtens sejle med stævnen nede, så styrmanden også har godt udsyn siddende på sædet. Indretningen er meget rummelig til familiebrug, og de forskellige funktioner om bord er efter vores mening ganske fornuftigt disponereret. Båden har f.eks. et stort motorrum, der gør servicering nemt tilgængelig.

BÅD 554

Bådmagasinet er Danmarks maritime mediehus med begge fødder plantet solidt på dørken. Bådmagasinet følger med i den rivende udvikling medieverden er inde i, og udgiver således på flere platforme, hvad end det er i trykt eller elektronisk form.

Bådmagasinet har gennem tiderne hjulpet mange i bådbranchen med deres egne kundekataloger – kundemagasiner – brochurer – kataloger, eller et frisk design på virksomhedens brand – alt sammen under vores afdeling for Client Publishing.

Sejlsport

Nyheder

Inspiration

Medlemsskab


© 2020 Bådmagasinet ApS. All Rights Reserved.