Vi havde et par sjove timer med Swift Trawler 47 i Ginesta i Spanien, hvor vi sejlede båden i farvandet syd for Barcelona på en dag med let vind gode solide Middelhavsdønninger, hvor den store trawlertype overraskede os med adræt sejlads.
Der er sket en meget positiv udvikling med Beneteaus serie af Swift Trawlere, siden den første 42’er kom på vandet for 15 år siden. I dag tæller serien fem modeller fra flagskibet på 50 fod til den lille kompakt vellykkede 30 fods lillesøster. Gennem årene og nye modeller er linjerne blevet mere elegante end de første modeller i ægte trawlerdesign. Den nyeste Swift Trawler har ganske vist stadig bevaret sit klare robuste slægtskab med de originale amerikanske havgående trawlere og sine ældre søskende, og har samtidig fået et skær af en moderne motoryacht.
Båden har også gode innovative detaljer som f.eks. at rattet nu er anbragt midtskibs, så rorsmanden har et bedre overblik. Der er stadig en skydedør om bagbord, så man hurtigt kan komme ud på dækket. Swift Trawler 47 er målrettet til en alsidig båd, der er egnet til alt fra en festlig tur på vandet med venner og familie, og til langturssejlads med plads til 4-6 gæster om bord.
Båden er CE-certificeret i kategori B og må derfor ikke sejle på åbne oceaner, da det kræver at en certificering i kategori A. Om læ bærer bådens også præg af dette, fordi apteringen er mere i stil med luksuriøse motoryachts end både, der skal sejle på åbent hav i dagevis.
Her er et dejligt og usædvanligt stort åbent L-formet pantry fremme om bagbord i salonen, i stedet for de tidligere større modellers mindre og mere lukkede pantryer, hvor man bedre kan stå fast og kokkerere i bølger og dønninger. Swift 47’s pantry er til gengæld fantastisk stort og praktisk til kokkerering i havn og indenskærs farvande. Samtidig er pantryet indrettet med praktiske detaljer, der også kan forøge arealet af Corian bordpladsen med et snuptag.
Førersædet breder sig f.eks. halvt ind over pantrybordet, men er hængslet, så man kan vippe det forover mod rattet i havn eller for anker. Sædet til tre personer holdes stabilt på plads med en gasfjeder, mens det er vippet forover. Salonen er enkel med en eller to sofaer og et flytbart salonbord, der også kan bruges i cockpittet. Der kan vælges mellem en lille sofa om bagbord agten for pantryet eller have skabe i borde i stedet. Det er standard med aptering i Alpi teak, men man kan også vælge Alpi eg som ekstraudstyr. Den viste båd er med aptering i eg.
TRAPPEN SKUBBES TIL SIDE
Det er altid nemmere at aptere en større båd, men Beneteau har ikke sprunget over et lavt søgelænder med Swift Trawler 47, der er meget gennemført med gode komfortdetaljer. Dørken i salonen er præcist i niveau med dørken i cockpittet og med badeplatformen. Samtidig kan man åbne salonen næsten helt op ud mod cockpittet med skydedøre. Det giver luft i salonen på gode dage og et fint stort samlet areal. Cockpittet er overdækket af flybridgen og kan derfor let lukkes med kalechesider.
Der er en fin trappe i stål med trætrin op til flybridgen, og hvis man synes den fylder rigeligt i cockpittet, kan den let og hurtigt skubbes op mod skydedørene. Trappen kører i en skinne i dørken. Der er syntetisk teak på dørken og badeplatformen, som kan hæves og sænkes med hydraulik. Dette er praktisk ekstraudstyr, hvis man gerne vi have en lille RIB liggende på platformen. Der er en stor solseng på ruffet over forkahytten, hvor den forreste del kan omdannes til en sofa med et snuptag. Swift Trawler kan nemt tankes med diesel og vand, uden man skal ned på knæ, fordi dækslerne er anbragt højt på ydersiden af salonens sidestruktur.
LOUNGE PÅ FLYBRIDGEN
Rorsmanden har en fremragende plads at manøvrere båden fra oppe på den store flybridge. Her er et komfortabelt sæde, stort rat og dublering af joystick, multiskærme, instrumenter og kontroller til bådens mange funktioner. Der er fra førerpositionen dårligt udsyn agterud, når man f.eks. bakker, så derfor var testbåden fornuftigt udstyret med et kamera på agterkanten af flybridgen
Man kan vælge mellem at sejle med enten flybridgen åben med en traditionel bimini som på testbåden eller med en større hardtop i glasfiber. Den forreste del af flybridgen er loungeagtig med to komfortable L-sofaer og et klapbord. Seks personer fylder ikke meget her, hvor der også er blevet plads til et udendørspantry med vask hvortil der kan tilvælges køleskab og grill.