fbpx
TEKST & FOTO LARS LAURSEN

Ryds 486BF

RYDS 486 BIG FISH Rummelig storebror

I 2017 lancerede svenske Ryds en decideret fiskejolle Ryds 438 BF. Det blev en succes, så nu er der kommet en storebror i Big Fish serien – Ryds 486 BF. BÅD har testet jollen i rigtigt fiskevejr.


486 BF er i forhold til lillebroderen 438 BF lidt længere, bredere og vejer mere. Det giver en mere stabil båd, men også en båd der kan tage en kraftigere påhængsmotor, hvis man ønsker det. Der må maksimalt sidde 50 hk 4-takter på hækken, hvilket også var på testbåden. Det må siges, at være en fiskemaskine med motorover- skud. Det var intet problem at få båden ud af vandet for at plane. Topfarten blev målt til 33 knob i medvind.

Ekstraudstyr til jollen
Testjollen havde lidt ekstraudstyr som bl.a. et stort vindspejl og bøjle. Dette tager noget fart på toppen. Uden udstyret vil topfarten sandsynligvis være et par knob højere, men så bliver skipper også godt vindblæst. Sejler man hurtigt i den kolde tid af året, skal man have briller på for at undgå at øjnene løber i vand. Under styrepulten findes en brandslukker, der er hurtig at komme til, hvis uheldet skulle være ude. Ved rattet er et 12 volts strømudtag, så der f.eks. kan oplades mobiltelefoner under fiskeri (husk selv USB-omformeren).

25 hk kan gøre det
En mindre motor kan gøre det. Den mindst anbefalede motor er 25 hk. Jollen er testet med to mand om bord til at sejle 25 knob. Med sådan et setup kan jollen være på en 750 kg bådtrailer uden bremser, hvis der ikke er for meget ekstraudstyr i båden. Det er der en del biler, der må trække. En bådtrailer uden bremser har den fordel, at der ikke er noget vedligeholdelse med hensyn til påløbsbremser.
Fin jolle til to personer
Jollen er godkendt til fem personer. Det vil man nok ikke være til fiskeri, hvis det skal være en nydelse. Maks. tre personer, hvis der skal trolles eller kastefiskes. To personer er helt optimalt, både når man fisker og sejler. En fisker i stævnen og en ude agter. Som standard er der ikke hynder på sæderne, men det kan tilkøbes. Fribordet er 72 cm. Hvilket er 16 mere end på lillebroderen. Derudover er der i hver side af jollen et rustfrit søgelænder, som dels kan bruges til at holde fast i, hvis jollen vipper, men også til bl.a. montering af stangholdere.

Rummeligt dæk
Indretningsmæssigt har jollen en stor dørk, der selvfølgelig er selvlænsende. Det giver masser af fiskeplads og plads til fisketasker. Dørkens farve er med vilje grå, så fiskerne ikke bliver blændet på en solrig fiskedag. Ønsker man en boks på dørken, er det ekstraudstyr. Du kan selv bestemme, hvor boksen skal monteres. Uden boks er der plads til to festivalstole og et lille bord, så den bedre halvdel kan inviteres på eftermiddagshygge. I hver ende af båden er der store stuverum.
Stuverummet i stævnen er så stort, at alle hynder til jollen kan gemmes her f.eks. under transport på landevejen. Agter er der stuveplads til to stk. 25 liters tanke, tovværk og et batteri under to luger, så man kan kigge til batteriet uden at der åbnes til tankene og omvendt. Hovedafbryderen sidder ved batteriet.

Forskellige indretninger muligt
På indersiden af jollen i stævnen er plads til et rustfrit beslag til Ryds MEQs universalssystem. Dette system giver mulighed for forskellige beslag f.eks. til stangholder, fenderholder eller spandholder.

Svært at montere elmotor
I stævnen er et dobbelt søgelænder, som giver støtte ved ombordstigning fra en bro. Det er ganske smart tænkt, men har en omkostning. Det er monteret der hvor man ellers kunne installere en frontmonteret elmotor.

Konklusion
Det er en spændende jolle Ryds har lanceret. På plussiden kan nævnes, at jollen kan sejles med en relativt lille motor og er synkefri samt velegnet til fiskeri uden nogen dikkedarer, som liner og net kan sidde fast i.
På minussiden er der som standard ikke beslag til en reservemotor.


BÅD 548

Bådmagasinet er Danmarks maritime mediehus med begge fødder plantet solidt på dørken. Bådmagasinet følger med i den rivende udvikling medieverden er inde i, og udgiver således på flere platforme, hvad end det er i trykt eller elektronisk form.

Bådmagasinet har gennem tiderne hjulpet mange i bådbranchen med deres egne kundekataloger – kundemagasiner – brochurer – kataloger, eller et frisk design på virksomhedens brand – alt sammen under vores afdeling for Client Publishing.

Sejlsport

Nyheder

Inspiration

Medlemsskab


© 2020 Bådmagasinet ApS. All Rights Reserved.