V12 til søs - en imponerende fortælling

Motoren fra Mexico
Det er året for det første verdensmesterskab for sportsvogne i 1953, og firmaets grundlægger Enzo Ferrari, kendt som Il Commendatore, stiller med en trio på 340 MM coupéer for at gøre krav på en første større – og kommercielt lovende – international titel. Hos Ferrari var betegnelsen på de ældre modeller baseret på forskydningen af cylindrene. Så 340 MM havde faktisk en 4,1-liters motor, men bilen med chassisnummer 0318AM fik en 375-F1 med 4,4-liters slagvolumen direkte fra Aurelio Lampredis V12 Formula 1-vindende design fra 1950'erne. Ferrari-historikere har berigtiget, at denne enhed blev tilpasset Indianapolis 500 i 1952, hvor motorstængerne var fremstillet i stål modsat smedet. Kort før afholdelsen af Le Mans-løbet i 1953 blev den prestigefyldte Ferrari 375 MM født. Den første kopi af modellen blev betroet esserne Alberto Ascari og Luigi Villoresi. De to racerkørere dominerede konkurrencen og førte løbet i 17 af 24 timer. De slog endda omgangs-rekorden med 181,5 kilometer i timen, men måtte give op efter 19 timer – da koblingen satte ud efter 229 af i alt 304 omgange. Af de to andre Ferrarier var det kun 340 MM chassis 0322AM, der sluttede løbet på en 5. plads, drevet af brødrene Paolo og Gianni Marzotto, mens 0320AM med Hawthorn og Farina ved rattet blev diskvalificeret efter 12 timer.

Det sidste løb, hvor berlinetta nr. 0318AM krydsede en startlinje, var i Mexico. På det tidspunkt havde Ferrari endnu ikke vundet et verdensmesterskab, men nu sad Antonio Stagnoli og Giuseppe Scotuzzi bag rattet i løbet Carrera Panamericana. Parret var langt foran konkurrenterne Tuxtla og Oaxaca, da et dæk eksploderede. Italienerne mistede vejgrebet med næsten 290 km i timen. De to mænd blev dræbt på stedet, og berlinettaen kom aldrig til at køre igen. Kun V12-motoren overlevede og blev returneret til Milano. Her købte den velhavende kædebutiksejer og eventyrer Guido Monzino motoren gennem sit venskab med flere af racerkørerne. Den nye ejer var indehaver af verdensrekorder og utallige sejre for racerbåde, lige som han besteg de højeste bjerge i verden og var kendt for sine ekspeditioner til Nordpolen. Racerbådens skrog, nr. 069, på 800 kilo bygget af San Marco i Milano i 1957, var det perfekte match til 375 MM-motoren fra Ferrari.

Hydro-plan med Ferrari-motor
Guido Monzinos racerbåd var en såkaldt trepunkts-type med to brede, stabiliserende støttepontoner foran og ført til det smalle agterspejl. Ved fuld hastighed havde skroget kun kontakt med vandet på tre punkter; to punkter fremme og skruen agter. Tjenestefolkene i Monzinos luksuriøse residens så beundrende til, når husets herre altid velklædt sprang ned i cockpittet på den røde San Marco og med et brøl fra de 12 cylindre satte kurs mod byen Como. Efter 15 minutter var han fremme ved yachtklubben, hvor hans firehjulede Ferrari ventede på at tage ham ad landevejen til Milano, hvorfra han styrede sine forretninger. Monzino interesserede sig ikke stort for motorbådsløb, hvor man skulle runde bøjer.

Derimod deltog han i Raid Pavia-Venezia: Et vildt løb på 400 km ned ad den norditalienske flod Po, der er kendt for sine sandbanker, utallige sving og mange broer. Monzino opnåede sin bedste placering i 1958 med en respektabel tredjeplads efter at have sejlet i fire timer og 36 minutter med en gennemsnitlig hastighed på 88,26 kilometer i timen. Men Monzinos passion og tid for vandsport svandt ind med årene, og i næsten et årti lå racerbåden ved hans luksusvilla ved Comosøen og forfaldt mere og mere.  I 1969 dukkede den unge østriger Dody Jost op. Han studerede kunst på universitetet i Milano og var ejer af Nautilus-hotellet ved Como-søen.

Dody blev fascineret af denne mærkelige maskines æstetik. Han overtalte Mozino til at sælge båden til ham, hvorefter et større restaureringsarbejde begyndte. Skroget kom under kyndig behandling hos bådværftet Luccini, og motoren blev restaureret af Diena & Silingardi Sport Autoværksted i Toscanini.

En perle på Comosøen
Det tog flere år før den enestående racerbåd igen funklede og kunne brøle hen over Como-søens små, krusede bølger. For nylig blev den udstillet på museet ”Casa Natale Enzo Ferrari” i Modena, efter at Ferrari-eksperter nøje havde undersøgt alle detaljer og dokumenterede båden og motorens historiske værdi. Blandt samlere er Ferrari-mærkerne fra 50’erne noget af det ypperste. En yngre model af berlinettaen, der kørte af vejen i Mexico – en 0320AM med en 375 MM-motor, der deltog i Le Mans 1953 – blev solgt på RMs Villa Erba-auktion for 10 millioner euro i 2013. Men San Marco raceren med logoet af den stejlende hest er ikke til salg. ”Båden tilhører 800 kg-kategorien, som udviklede sig til 900 kg og derefter 1200 kg mod slutningen af trepunkts-æraen i midten af 1970'erne. Dimensionerne på dette håndværk var imponerende for tiden. Mindre racere blev drevet af Alfa Romeo eller BPM 2 liter motorer eller mindre, mens disse 800 kg ’monstre’ havde 4 til 6 liters motorvolumen og undertiden endnu mere,” forklarer Dody Jost. At sejle med båden beskriver han som at sidde på et surfbræt med en kraftig motor på bagsmækken. Langs bredderne af Comosøen kan man stadig for tid til anden opleve dette fantastiske fartøj i høj fart, næsten svævende, hen over vandet.

TEKNISKE SPECIFIKATIONER 
Motor

• Type: 375 F1 60° V12 designet af Aurelio Lampredi, vandkølet
• Motornummer: 0318 AM
• Boring/slaglængde: 84 mm/68 mmKapacitet: 4,94 liter
• Ventilsystem: Enkelt overliggende knastaksel på hver cylinderbank, vippearme med skrå ventiler
• Kompressionsforhold: 9,2: 1Karburering: Tre Weber 40IF/4C 
• Effekt: 340 hk ved 7000 omdr./min
• Skrue: Dobbelt-bladet, super kavition design, samme rotation som motoren.  

RACER SAN MARCO FERRARI KD800 
Internationale racerklasse (U.I.M.): KD800 

Årgang: 1957 Længde: 5,40 m Bredde: 2,47 m Vægt: 800 kg Materiale: Mahogni i massivt træ og laminerede krydsfinerplader.