fbpx
TEKST FOTO HENRIK HANSEN, #578

TEST: På vandet med Ryck 280

Rykker vildt uden at stejle  

Den nye Ryck 280 er en vild dagsejler fra Hanse Yachts i tidens ånd for sporty powerboats. Med Mercurys nye V8 Verado outboard-motor på 300 hk passerede vi lige 42 knob, da vi var på testtur med båden, der helt usædvanligt ikke stejlede, når vi gav fuld gas.


Den helt nye Ryck 280 fra Hanse Yachts er en futuristisk 31 fods åben dagsejler med et lille ruf til overnatning i stor dobbelt-køje, op til to solsenge og en wetbar bag førersædet. Endnu næsten ukendt blev Ryck 280 i 2021 kåret som Boat of the year i kategorien ”Elegance” af det franske magasin Moteur Boat og i år var Ryck 280 blandt de fem nominerede til ”European Powerboat of the year 2022 Award” i kategorien op til ti meter, som forhandles af Reese Marin herhjemme.

Nyheden er helt i den tidsånd for smarte, hurtige planende powerboats, som netop Hanse Yachts søsatte med deres nye generation af Fjord både, og vi ser Ryck 280 som Fjord bådenes frække lillesøster med sin kækt negative og løftede stævn.

Vores test af Ryck 280 foregik på en forblæst Aabenraa Fjord, hvor den friske vestenvind havde rejst en stejl krapsø. Vi mærkede hurtigt, at det er en lynhurtig og samtidig meget stabil og manøvredygtig båd. Vi blev alligevel forbløffede, da vi første gang trykkede det elektro-hydrauliske gashåndtag i bund.

Ryck 280 accelererede voldsomt, men helt uden at stejle som andre planende motorbåde, der får fuld gas. Under hele accelerationen, indtil båden nåede op at plane, så hævede stævnen sig stort set ikke. Det giver en hurtigere acceleration og bedre økonomi, fordi båden kom mere glidende op at plane. Nærmest som når man giver gas i en bil.

Samtidig viste testen, at det er en meget pålidelig og komfortabelt sejlende båd med sin helt unikke V-bund, med dybe steps, der trækker luft ind under bunden. Det sparer brændstof. Da vi gav fuld gas op mod fjordens hårde krapsø, så blev vi også positivt overraskede over, at 280eren sejlede over krapsøen, uden vi blev rystet til plukfisk. Sejladsen var tværtimod overraskende rolig. Kursstabiliteten var fremragende, uanset hvordan vi sejlede i forhold til vind og bølger, og styringen var på en gang let, præcis og reagerede prompte på rattet. I skarpe sving lå båden stabilt i vandet uden dramatik.

Betjeningsgreb og funktionsknapper er anbragt overskueligt indenfor rækkevidde, og der er plads til to multifunktionsskærme på den øverste, og næsten lodrette, del af instrumentbordet.

42 knob med V8-motor
Vi havde den nye 300 hk V8-motor på 4,6 liter i Mercurys Verado-serie på hækken, der på testturen viste sig at være både muskuløs i accelerationen og samtidig overraskende støjsvag. Vores eneste mindre anke over motoren var, at den tog lige rigelig fat, når vi bare rørte bakgearet. Det skal man lige vænne sig til. Heldigvis har Ryck 280 bovtruster til havnemanøvrer.

Ryck 280 planer ved ca. 15 knob, og det tog kun ca. syv sekunder at accelerere båden op at plane, mens det tog 43 sekunder at nå topfarten på 42 knob. Det var især de sidste få knob fra topfarten, som det tog at få helt i mål. Det var med vind og sø, og vi målte en forskel i topfart på 3,7 knob, da vi sejlede mod vind og sø.

Under testen sejlede vi mest økonomisk mellem 14 og 20 knob, og vi vurderede at 25-27 knob var en komfortabel cruisingfart, hvor V8’eren havde et fornuftigt benzinforbrug i forhold til farten. Først da vi passerede 33-34 knob, blev motoren for alvor tørstig med et forbrug på knap 100 liter i timen ved topfart.

De dybe steps i undervandsskroget trækker luft ind under skroget allerede tidligt i accelerationen, og det sparer brændstof og giver en mere glidende acceleration.

Bag rattet i sportssæde
Styrepulten er sammenbygget med bådens kahyt, og her sidder rorgængeren og en gæst behageligt i to fine sportssæder med høj ryg og god sidestøtte. Stolen er med vipbar pølle på sædets forkant, som i næsten alle moderne powerboats, så den er under lårene, når man sidder i stolen, eller som støtte til bagdelen, når man står op og styrer. Netop fordi båden ikke stejler under acceleration, så skal man ikke op at stå under acceleration for at bevare udsynet. Her er god benplads ved sæderne, og der er stuveplads under den konsol, som sæderne er anbragt på.

Rattet, gas/gearhåndtaget, betjeningerne til bådens trimflaps og bovtruster samt funktionsknapperne er praktisk anbragt til intuitiv brug. Foran rattet er der desuden et stort instrumentbord med plads til to fladskærme. Testbåden var udrustet med en Simrad Go 12-skærm, der kunne fungere som kortplotter og vise alle ønskelige motorinformationer. Eller begge dele. Den var nem at overskue og nå med fingrene til touchscreen-betjening fra førersædet.

Under vores testtur på en kold dag, sad vi godt beskyttet bag vindspejlet, og hvis der var kommet en byge, så var vi nogenlunde beskyttet af bådens T-top. Den er yderst praktisk, også som bimini, men er ekstraudstyr.


Cockpit til fest og hygge
Ryck 280 har et stort cockpit bag bådens to sportssæder, hvor testbåden var udstyret med et cockpitpantry, hvor der er vand, vask og mulighed for enten et komfur med to blus eller en elektrisk grill som på testbåden. En stor luge i glasfiber dækker vask og grill, når pantryet ikke er i brug. Lugen har en plade på undersiden som brandsikring.

Agter har båden en stor L-sofa med et bord, der kan sænkes, så sofaen kan omdannes til en stor solseng med en ekstra hynde. Der er indbygget en køleskuffe under bagbord del af sofaen, og der er flere store stuve-rum under dørken i cockpittet, der kan overdækkes med en kaleche i dårligt vejr.

Bovspryd og anker
Fordækket er indrettet med solseng, ryglæn og to kopholdere, og man kan gå om bord via et bovspryd i stævnen. Bovsprydet fungerer samtidig som ankerrulle, og det er præcist så langt, at ankeret går fri af spidsen på bådens negative stævn.

Der er fin passage fra cockpittet og op til det højere fordæk med gribelister og sø-gelænder til at holde sig fast med. Fribordet er hævet et godt stykke over dækket. På testbåden var det Flexiteek på cockpitdørken, fordækket, sidedækkene og bådens badeplatform.

Motoren er monteret i en motorbrønd og deler badeplatformen i to halvdele, hvor der er monteret en teleskopisk badestige i styrbord halvdel.

Her ses bådens specielle steps med de dybe hak tæt på. Effekten af disse steps mærkede vi på accelerationen og den høje topfart.
Der er en meget fin solseng over en del af ruffet og fordækket. Her er også rygstøtte og to kopholdere. Man kan gå rundt om solsengen, og båden har en høj beskyttende lønning.

Toilet i den lille kahyt
Bådens lille kahyt under ruffet rummer en stor dobbeltkøje, der strækker ud under fordækket. Køjen er to meter lang og to meter bred ved hovedgærdet. Det er en rimelig ståhøjde på maksimalt 1,85 meter foran køjen og overraskende god plads over køjen under dækket for denne bådtype i denne størrelse. Om bagbord er der et lille skabsarrangement i vedligeholdelsesvenlig imiteret træ, og hvor bådens elanlæg er overskueligt og nemt tilgængeligt anbragt under en plade i skabet.

Lige nede om styrbord i ruffet er der også blevet plads til et toiletrum med toilet, stor håndvask og god skabsplads. Toilettet er fornuftigt anbragt i langskibs retning og med god sidestøtte. Testbåden var ekstraudstyret med elektrisk toilet, bruser og varmt vand.

Ekstraudstyr i testbåden:
Bovpropel, elankerspil, T-top, trimflaps, Simrad-multiinstrument, log, ekkolod, de luxe-styresæder, cockpitpantry med vask og grill, hynder til solseng på ruffet og solseng i cockpittet, bruser på badeplatform med varmt vand, Flexiteek på dæk og i cockpit, sort søgelænder, folie på fribordet, varmt vand og eltoilet med holdingtank.


BÅD 578

Bådmagasinet er Danmarks maritime mediehus med begge fødder plantet solidt på dørken. Bådmagasinet følger med i den rivende udvikling medieverden er inde i, og udgiver således på flere platforme, hvad end det er i trykt eller elektronisk form.

Bådmagasinet har gennem tiderne hjulpet mange i bådbranchen med deres egne kundekataloger – kundemagasiner – brochurer – kataloger, eller et frisk design på virksomhedens brand – alt sammen under vores afdeling for Client Publishing.

Sejlsport

Nyheder

Inspiration

Medlemsskab


© 2020 Bådmagasinet ApS. All Rights Reserved.