fbpx
TEKST JENS HØJ FOTO JENS HØY & PRINCESS #581

TEST: Princess V55

Et glimt af Princess’
fornemmelse for stil

Markedet for store luksuriøse motorbåde domineres i Danmark af britiske Princess. Vi lagde Greve Marina bag os for at få en appetizer til en diskret verden af luksus og detaljer, der ikke umiddelbart kan ses med det blotte øje.


Det meste kan betjenes med en knap, materialerne er solide, uden at være prangende, og teknikken på højde med det bedste. Nogenlunde sådan er signalementet af Nordens mest populære mærke, når det gælder store, luksuriøse motorbåde.

Princess’ både begynder der, hvor de flestes vilde båddrømme fortaber sig i realisme og udsigt til en alvorlig snak med en vrissen bankrådgiver, og programmet fortsætter helt op til kategorien ’’mindre færge’’ med den største model på hele 95 fod.

Ny model
Årsagen til, at vi lige nu står lidt utålmodigt og betragter Princess’ imponerende kaj-anlæg i Greve Marina, er sådan set enkel nok; Princess Yacht Danmarks mangeårige leder, CEO Peter Vinther, har inviteret til en sensommertur på havet i værftets nyeste model. Peter Vinther er fashionabelt to håndfulde minutter forsinket, da han er ved at lukke endnu en handel.

Den nye Princess V55 skiller sig ikke massivt ud fra de andre hvide modeller fra 40 fod og op, som ligger Princess-fender ved Princess-fender på skrå foran nabobygningen, der også rummer den danske importør af Mercury-motorer og mere folkelige mærker som Bayliner og Quicksilver m.fl.

Vejret viser sig fra sin bedste side med spredte, lette eftermiddagsskyer og omkring 5 sekundmeter vind, da vi stille lister ud fra pladsen.

Topfarten er omkring 37 knob. Ved den hastighed er timeprisen 4-cifret målt i brændstof, men sådan er det, når 6-cylindrede motorer arbejder på fuld ydelse.

Dansk markedsleder
Mens Peter Vinther med mærkbar rutine og skødesløse hænder på det lille rat navigerer den omkring 32 tons tunge yacht ud af havnen, fortæller han om det eventyr, som Princess de seneste mange år har oplevet i Danmark. Mærket dominerer de danske havne, og er man i tvivl, er det blot at lægge vejen forbi Skagen Havn i uge 29. For her er der nærmest dømt udstilling af de mange både, som Peter Vinther har solgt gennem tiderne.

I samme uge er der i sagens natur mange tomme bådpladser i Rungsted og Vedbæk, for det er blandt andet her, at de kapitalstærke ejere holder til.

Princess råber ikke
For mange af kunderne handler det om, at de føler sig hjemme i bådene. For selvom bådene i sagens natur er kostbare, så er de ikke så uhyrlige i deres løsninger, at de demonstrativt skriger, at her er en ejer, der har tjent mange og måske meget hurtige penge.

”Vores kunder er typisk folk lidt oppe i årene, som har gjort det godt og ønsker sig en båd, der vitterlig kan sejle, og mange gør det. Omvendt er det heller ingen hemmelighed, at mange Princess’ere ikke sejler så mange sømil, men når de gør det, så står ejeren gerne selv bag roret, og det er anderledes i forhold til sydpå. Her er der prestige i at have et crew på både i vores klasse. Mange kunder har planlagt deres køb i flere år og benytter deres Princess som et sommerhus på vandet, hvor de kan samle hele familien,” forklarer han.

Som nybegynder i store motorbåde beder jeg Peter Vinther om at beskrive, hvor Princess befinder sig i forhold til konkurrenterne, som tæller mærker som Azimut, Sunseeker m.fl.

”Princess er nok ikke det mest progressive mærke på markedet. Oversat til bilernes verden er Princess vel en Mercedes-Benz eller måske en Bentley,” vurderer han.

Jo længere du komme sydpå, jo mere besætning er der. I Danmark er det omvendt. Her foretrækker de fleste ejere selv at styre skibet.

1.000 hestekræfter
Båden, der den næste times tid opleves som vores, er Princess V55, og i helt runde tal skal der lægges omkring 16 mio. kroner på bordet for at blive ejer, afhængigt af hvilke løsninger og materialer du selv sammensætter.

”Prisen afhænger af dine valg. Du kan næsten frit vælge møbler, farve på skroget, tæpper og instrumentering. Desuden er der forskellige muligheder for motorer. Båden her er med Volvo Pentas nyeste D13-maskine, hvilket vil sige to gange 1.000 hestekræfter,” forklarer han.

Fra lukket til åben helt elektrisk
Båden er allerede solgt, og blandt de nye detaljer er mulighed for at omdanne det ellers lukkede cockpit til en næsten helt åben løsning.

Stort set lydløst åbner Per Vinther bådens, hvad der ligner tre gange tre meter store soltag, og sekunderne efter forsvinder cockpittets bageste væg ude agten ned i bådens konstruktion. Vupti er der næsten tale om en kæmpe daycruiser-fornemmelse.

Åbne rum. Princess V55 er designet omkring et ønske om åbne arealer, hvor gæsterne kan nyde vejret og udsigten fra det høje fribord.

Garage er et must
I den klasse, hvor en V55 befinder sig, er de nemme løsninger et must. Kunderne vil ikke bøvle med upraktiske konstruktioner, men hellere betale for elektriske muligheder. Det gælder også den tender, der skal være med på en båd i denne størrelse. Mange havne kan ikke tilbyde plads i de travleste uger, og det er da også svært ikke at blive lidt begejstret over bådens store garage. For den åbenbarer en 3,4 meter lang Rotax-power rib (maks. speed ca. 40 knob) med sæder, der matcher moderskibets farver. Jo, designet er vigtigt, når man lægger så mange penge for et skib. 


Cruiser med 20 knob
Selve oplevelsen af sejladsen kan bedst beskrives som udramatisk. Selv med næsten fuld effekt på begge maskiner, en fart på omkring 30 knob og et forbrug på omkring 300 liter i timen er der stort set ingen vibrationer eller anden lyd end vindens susen forbi den store forrude. Omkring 10 knob langsommere kan man stort set sidde uden træk på det store agterdæk. Som chauffør bag rattet kan man vælge mellem klassisk opsætning med hånden på to gasgreb eller et lille joystick, som gør det muligt at kontrollere skibet, så det sejler sidelæns ind mod en mole eller vender omkring sin egen akse.


Som hotelværelse i den dyre klasse
Smagsprøven på Princess’ fornemmelse for luksus til søs er ved at være overstået, og på vej gennem havnehullet til Greve Marina passerer vi en stribe sejlbåde af varierende størrelse. Alle er de på vej til de lokale sejlklubbers traditionelle aftenmatch, og selvom Per Vinther holder den foreskrevne fart, mærker jeg bagsiden ved en stor, kostbar båd; for bag flere sejlbådes manglende og ellers altid tilstede-værende sejlerhilsen i form af et vink, gemmer sig måske lidt jantelov, og jeg fortrækker under dæk for lige at få en fornemmelse af, hvilken luksus det britiske mærke stiller op med.

En rundgang afslører en ejerkahyt, der nok er lidt mindre end et standardværelse på et europæisk femstjernet hotel. Tæpperne er tommetykke, træværket er i snedkerklasse, madrasserne er af de bedste materialer, og designets store vinduespartier giver masser af lys. Læg dertil et badeværelse med bruseniche og opvarmet stang til håndklædet. 


BYGGET I PLYMOUTH
Princess-værftet blev bygget i 1965. I dag dækker Princess Yachts et område på over 100.000 m2. Virksomheden består af seks fabrikker i og rundt om Plymouth. Mest berømt er det såkaldte South Yard, hvor
M Class superyachterne bygges på et tidligere marineværft med aner helt tilbage til 1700-tallet. Her er de forskellige afdelinger:

NEWPORT STREET
Hovedkontor for salg, markedsføring samt montering af Princess F45, R35, F62, Y85, V78, S78, Y78.
Det er også her, at kunder kan få udleveret og gennemgået deres skib.

COYPOOL
Hovedfabrik for komponenter til bådene, såsom møbelfremstilling i snedkeriet, smedje for rustfrit stål, kabelværksted, mindre plastikmoduler og kalecher.

SOUTH YARD
Fremstilling af Superyachts Princess Y72, Y95 og X95.
Afprøvning og levering af Y95 og X95.

LANGAGE
Montering af Princess V55, F55, S62, V60, V65 og S66.

LEE MILL
Produktudvikling.
Plastfremstilling.
Kalechefremstilling.
Fremstilling og montering af Princess V40, F50, V50 og V50 Open.


SPECIFIKATIONER
Fakta: Princess V55 Længde: 17,81 m Bredde: 4,66 m Dybde: ca. 1,40 m Deplacement: 31.194 kg Brændstofkapacitet: 2.500 L Vandkapacitet: 477 L Holdingtank: 270 L Motorer: 2 stk. diesel/6-cylindre Volvo Penta D13 Topfart: Ca. 37 knob Pris: Fra ca. 15.450.000 kr.


BÅD 581

Bådmagasinet er Danmarks maritime mediehus med begge fødder plantet solidt på dørken. Bådmagasinet følger med i den rivende udvikling medieverden er inde i, og udgiver således på flere platforme, hvad end det er i trykt eller elektronisk form.

Bådmagasinet har gennem tiderne hjulpet mange i bådbranchen med deres egne kundekataloger – kundemagasiner – brochurer – kataloger, eller et frisk design på virksomhedens brand – alt sammen under vores afdeling for Client Publishing.

Sejlsport

Nyheder

Inspiration

Medlemsskab


© 2020 Bådmagasinet ApS. All Rights Reserved.