fbpx
TEKST FOTO LARS LAURSEN #583

TEST: Ryds 550 VI Sport

Designerne rammer plet

Svenske Ryds har lanceret en række nye bådmodeller. En af modellerne er sportsmodellen 550 VI Sport. Det er en videreudvikling af deres tidligere 548 Sport, men med en række forbedringer. VI er en forkortelse for Ryds særlige bådbygningskoncept vakuum indekseret skrog, hvor luften suges ud under produktionen af båden. Det giver et tyndere, men utroligt stærkt skrog. Det har Bådmagasinet testet på en regnfuld dag på Kolding Fjord.


Designerne af Ryds 550 VI Sport må virkelig have været i tænkeboks, da denne båd blev født. Det er designerne sluppet rigtig godt fra. Alt passer bare sammen både i udseende og funktionelt. Båd og motor er en fryd for øjet. Farverne passer sammen, selvom det kun er sort/hvidt, men det er det hele vejen igennem. Skroget er kridhvidt med sorte linjer langs ydersiden af skroget. Båden er støbt i to dele, der er sat sammen med en kraftig sort gummiliste, der skjuler samlingen. Det lægger man ikke mærke til, når man kigger på båden. Ryds 550 VI findes i tre forskellige versioner – standard, X-line og S-line. Forskellen på serierne er det ekstraudstyr, som følger med, præcis som når man køber en bil. Der er siddepladser i stævnen, foran styrepulten og bag ved styrepulten og vindspejlet. Styrepulten er placeret i styrbord side af båden, så der er adgang til stævnen i bagbordsside.

Det er også set på andre både af denne type, men der hvor 550 VI Sport adskiller sig fra andre både er placeringen af rattet. Rattet sidder ikke i styrbord side, men i midten af båden. Det gør, at båden ikke krænger, hvis man er alene i båden, og hurtigt kan betjene vandskibøjlen, som findes næsten i nakken af kaptajnen. To personer kan sidde i læ bag det tonede vindspejl ved sejlads. Styringen er som standard på denne type baystar hydraulisk styring. Lige foran styrepulten er der et bredt sæde, hvor to personer kan sidde. Dette sæde kan løftes op, så der bliver adgang til et stort stuverum under styrepulten. Dette stuverum er adskilt fra dørken, så kommer der vand ind på dørken, er dette stuverum tørt.

Der er øjer i bunden, hvis man ønsker at surre større genstande fast under sejlads. Bevæger man sig i båden fra stævn agten ud eller omvendt, er det høje søgelænder i stævnen, der omkredser næsten halvdelen af båden, nemt at få fat i. Ved styrepulten er der en sort bøjle hen over hele styrepulten. Fribordet er på det højeste sted 79 cm.

Rælingen er lidt speciel i forhold til normalt på både. På en normal båd er rælingen vandret, men på 550’eren er rælingen skæv med en hældning ud mod vandet. Man skal altså ikke lægge noget på rælingen, for så ruller det ud af båden. Årsagen til denne konstruktion er, at siderne er lodrette i forhold til dørken. Det giver en bedre oplevelse ved fiskeri, da man kan stå helt ud til kanten af båden.

Ryds 550 VI Sport har et flot sporty design, hvor form og farver går op i en højere enhed. At sejlegenskaberne også følger med er bare ren sejleroplevelse på vandet.

Smart detalje
Selvom båden ikke er stor, har designerne tænkt på, at der skal være badeplatform agten ude. På en del både er en platform ekstraudstyr, og i princippet er det en plade, der er monteret på båden. Men sådan har designerne af RYDS 550 VI Sport ikke tænkt.

Her er badeplatformen en del af skroget, og under vandlinjen er der også et luftrum ude agten, der er med til at give opdrift, så båden ikke hænger i vandet, når der er monteret en kraftig påhængsmotor på hækken. På badeplatformen i bagbordsside er der monteret en fast badestige. På nogle både er badestigen med teleskop (flere dele der skydes ud ved brug), men det har Ryds ikke anvendt. Det er den traditionelle faste badestige, hvor der er plads til at få et godt greb øverst på badestigen, når man skal op af vandet.

Maks. 100 hk på hækken
Ryds anbefaler, at der maksimalt må monteres en påhængsmotor, der vejer 185 kg. En 100 Mercury med CT-gearkasse vejer 163 kg, så det var den største motor, båden er godkendt til, der blev testet på Kolding Fjord. Rent vægtmæssigt vejer en Mercury 115 hk kun nogle kilo mere end 100 hk, så 115 HK Mercury burde i teorien godt kunne sidde på hækken, hvis man kun kigger på vægten. Propellen på testmotoren var en 4-bladet spitfire-propel, der giver et ekstra godt løft og hurtigere optræk, men det betyder en knob mindre på tophastigheden. Topfarten blev målt til 37 knob. Anbefalet motorstørrelse er fra 60 hk til 100 hk. Standard er Mercury 1-st mate sikkerhedssystem med startspær med mand over bord-funktion. Det er en trådløs sikkerhedsfunktion, der aktiveres, når der er for stor afstand mellem kaptajn og båden. Sker det, så stopper motoren. Typisk hvis kaptajnen falder over bord.

Kaptajnen og en passager sidder godt beskyttet under sejlads bag vindspejlet.

Stor indbygget tank
I både af denne størrelse er der normalt gjort plads til eksterne tanke på 25 liter pr. stk. Det er ikke tilfældet i denne båd. Tanken er indbygget i skroget og ligger under dørken, ca. 1/3 inde i båden set agten fra. Kapaciteten er på 82 liter, som er lidt over tre gange så mange liter, der kan være på 3 stk. 25 liters tanke. Det giver en fin aktionsradius og mange timer på vandet.

Ved cruisingfart på 21 knob bruger den 100 HK Mercury godt 13 liter pr. time, så med lidt matematik giver det en aktionsradius på over 130 km eller godt seks timers sejlads. Der er plads til mange timers vandsport. Alligevel er det måske en god idé at have en
ti liter ekstra brændstof med, hvis kaptajnen har forregnet sig om brændstofforbruget.

Fine sejlegenskaber
Ryds 550 VI Sport sejler upåklageligt på vandet. Motormæssigt er der med 100 hk på hækken masser af motoroverskud. Accelerationen er massiv, og der gik ikke mange sekunder før, båden planede med den 4-bladede propel. Perfekt til vandsjov. Der blev ikke hørt knirkelyde under testen, men det var også lidt vanskeligt grundet vindstøj og søer, der slog ind på skroget. Placeringen af rattet midt i båden er godt tænkt. Kaptajnen har et godt overblik over vandet og sidder samtidig i læ bag vindskærmen. Er der meget regn eller røgvand på vindskærmen, som hindrer udsynet, kan kaptajnen hurtigt kigge ud i sejlretning i bagbordsside, hvor der ikke er noget vindspejl.


Forberedt til Garmin-elektronik
Ryds leverer som standard både med indstøbt transducer i skroget. Transduceren sidder 1/3 inde under båden set agten fra og er til Garmin-instrumenter. På denne testbåd sad der GPS Garmin 72 CV (7 tommer). Det hele er sat sammen og klar til brug. Man skal bare trykke på ON, så er instrumentet tændt.

Meget standardudstyr
Der er mange ting, der er standardudstyr på denne båd. Lad os bare nævne hydraulisk styring, Garmin transducer, badestige, elektrisk lænsepumpe, LED-lanterner, batteri, 12 volt strømudtag (2 stk.), USB-stik, kalecheovertræk til styrepulten, brandslukker, instrument-panel, tyverisikringsøje i stævn og indvendig fenderholder. Vælger man S-line opgraderingen, så er der et lækkert dæksmateriale, EVA-belægning, som minder lidt om neopren eller skum. Materialet, der er amerikansk og produceret af 3M, er skridsikkert og dejligt at gå på med bare tæer. Materialet bliver ikke varmt, når solen skinner på det. Dette materiale kan tåle alt slags vejr og er UV-bestandigt.

Det bedste der findes på markedet i USA. Ryds har investeret i en stor CMC-fræser, der kan fræse dette nye dæksmateriale ud præcist til de enkelte modeller. Materialet fås i forskellige farver. Der er to års garanti på materialet. Af yderligere ekstraudstyr på S-line er Bluetooth-radio samt vandtætte højttalere, havnekaleche og vandskibøjle. Er man ikke tilfreds med S-line udstyrspakken, så kan der blandt ekstraudstyret vælges solseng til stævnen og agterkaleche.


Fin trailerbåd
Ønsker man testbåden på en bådtrailer, skal det være en 1300 kg bådtrailer. Ryds 550 alene vejer 540 kg, og motoren vejer 163 kg med batteri, tovværk, anker og fendere, så er man oppe på mere end 730 kg, som en 1000 kg trailer må laste. Og så er der endnu ikke kommet brændstof i den indbyggede tank. En Ryds 550 VI Sport med 60 hk kan være på en 1000 kg trailer, hvis tanken ikke fyldes helt op. Det var let at sætte båden i vandet fra en bådtrailer og stævnøjet er godt placeret, når man ved ophaling skal fæstne trailerwiren i det.

Med vandskibøjle monteret, er der indbygget rækværk, hvis passagerer ønsker at træde om bord fra f.eks. en flydebro. Så er der trappetrin til at entrere i båden. Skal man op i båden efter en badetur, er vandskibøjlen også godt placeret og nem at støtte sig til, ligeledes ved motorinspektion.

Konklusion
Ryds 550 VI Sport er en rigtig fin båd. Særligt med den opsætning på testdagen, hvor der var en 100 HK Mercury på hækken, gør sejleroplevelsen virkelig sporty. Alle former for vandsport kan denne båd anvendes til, men cruising på fjorden, bugten eller bæltet er den også velegnet til. Tre-fire personer kan sagtens tage på picnic til det hyggelige spot. Fiskeri og dykning er båden også velegnet til. Et minus er der desværre ved denne båd, og det er prisen. Omvendt kan man sige, at der er rigtig meget tilbehør med som standard (S-line). Prisen er høj, når man tænker på bådens størrelse, og hvad der ellers findes på markedet til samme pris. Kvalitet koster, og det er kvalitet man får, når man køber en Ryds. En båd der holder i mange, mange år. 


SPECIFIKATIONER
Længde 5,43 m Bredde 2,18 m Dybdegang 0,35 m Vægt uden  motor 540 kg Maks. motor 100 hk langt ben Min. motor 60 hk langt ben Maks. motorvægt 185 kg CE-kategori C Maks. antal personer 5 Topfart testbåd 37 knob Brændstofkapacitet 82 l Pris på testbåd (S-line) med 100 HK Mercury 252.394 kr. Pris på standardbåd med 60 HK Mercury 199.990 kr. 
Båd alene (S-line) 191.193 kr
 

Båd 583

Bådmagasinet er Danmarks maritime mediehus med begge fødder plantet solidt på dørken. Bådmagasinet følger med i den rivende udvikling medieverden er inde i, og udgiver således på flere platforme, hvad end det er i trykt eller elektronisk form.

Bådmagasinet har gennem tiderne hjulpet mange i bådbranchen med deres egne kundekataloger – kundemagasiner – brochurer – kataloger, eller et frisk design på virksomhedens brand – alt sammen under vores afdeling for Client Publishing.

Sejlsport

Nyheder

Inspiration

Medlemsskab


© 2020 Bådmagasinet ApS. All Rights Reserved.