fbpx
TEKST HENRIK HANSEN  FOTO HENRIK HANSEN

Bavaria 33 Cruiser

Vellykket fornyelse

Den nye Bavaria 33 er en velsejlende og hurtig lille familiecruiser, der bygger på den i forvejen vellykkede Bavaria 32. Nyheden har fået et komfortboost og mere harmoniske linjer i ruffet.


Høje dønninger og svag vind er normalt ikke de ide- elle forhold for en lille 32 fods familiebåd. Alligevel overraskede den nye tyske Bavaria 33 os positivt under netop de forhold, da vi testsejlede den på Middelhavet ved Loano vest for Genua i Italien.
Her klatrede familiecruiseren overraskende letbenet over de store dønninger i blot få sekundmeters vind, og båden beviste for alvor, at de nyeste generationer af cruisingbåde er blevet hurtigere og sjovere at sejle i lettere vind.

Samtidig var Bavariaen nem at styre og håndtere for en lille besætning. Vi var kun to om bord på testturen. Båden reagerede præcist og livligt på roret, så den også er sjov at sejle for meget rutinerede sejlere. Især fordi den sejler så let og hurtigt fra bidevind og ned forbi halvvind med en moderne 106 % fok, der skødes indenom vantene.
Det vidste vi egentlig godt i forvejen, for Bavaria 33 er en ny og optimeret version af den blot tre år gamle Bavaria 32, der var den næstfødte i det tyske værfts dengang helt nye generation af cruisingbåde, der er designet af verdensberømte Farr Yacht Design i USA.
Nu er båden fornyet på basis af tre års erfaring med den i forvejen vellykkede 32er og værftets erfaring med bådens yngre søskende.

De to bådes skrog er helt identiske, riggen er let modificeret til endnu bedre balance i 33eren, mens kølen er nydesignet. Det skulle give nogle let optimerede sejlegenskaber, mens de øvrige ændringer primært handler og sejl- og bokomfort om bord. Nogle er prak- tiske forbedringer, og nogle er mest kosmetiske.
Fin fart og balance i luft
Vi sejlede også Bavaria 32 i høj sø på Middelhavet. Det var i Frankrig, hvor vi sejlede båden i en særdeles frisk vind. Også her ved denne første testsejlads klarede 32eren de barske forhold ganske fint. Især når vi tag- er bådens beskedne størrelse i forhold til bølgerne i betragtning.
Når bare vi lige trimmede lidt facon i fokken, og så stort på, at vi mistede et par grader på højden, fordi vi holdt ”næsen” nede, så sejlede vi faktisk mellem 5,9 og 6,2 knob på bidevind.

Da der var så stor forskel i vindstyrke mellem de testsejladser, er det nærmest umuligt af få et klart billede af forskellen mellem den gamle køl og den nye køl på 33eren. Vi kan bare konstatere, at begge både sejler glimrende med deres respektive køle.

Det samme gælder den lette optimering af riggen, men 33eren sejlede så flot i den lette vind, at også riggen helt klart er godkendt. Begge både har en god og næsten neutral balance på roret. I den friske luft skulle båden krænge voldsomt, før vi mistede noget af rorets ellers solide greb i vandet.
I Frankrig var Bavaria 32 udrustet med Elvström Epex rullestorsejl med lodrette sejlpinde, og i Italien sejlede vi med HiTech Epex storsejl med gennemgående vandrette sejlpinde på en almindelig mast.

Nyt ruf og større vinduer
Ved første blik på den nye Bavaria 33 er det især det nye ruf, der giver båden et nyt og helt anderledes design, og bådens nye og væsentligt større indfældede vinduer i salonen med indbygget luge ved pantryet og en ekstra luge i ruftaget agten for masten.
Desuden er 32erens kokette knæk i rufsiderne lige over vinduerne fjernet. Knækket vakte ikke udelt be- gejstring, da 32eren blev præsenteret. Nu er selve ruf- siderne lavere og mere harmoniske med resten af båden – klart en forbedring.
Reces til skødeskinnerne
Det er samtidig lykkedes at bevare en hovedhøjde i salonen på 1,85 meter ved at hæve ruftaget indenfor en ny reces, hvor fokkens skødeskinner er monteret, og hvor skøderne er ført i næsten lige linje tilbage til spillene på cockpitkarmene.
Det sænker skødeskinnen og giver lidt mere spillerum for trimning af fokken. Alt i alt giver et nyt visuelt udtryk, hvor overbygningen virker mindre voldsom end på 32eren.

Forbedret cockpit
Vi har i snart mange år taget hatten af for hver ny generation af cruisingbåde fra Bavaria, og værftets evne og vilje til at forbedre og udvikle deres både. Der er en klar linje med stadig bedre og bedre både fra værftet, siden undertegnede testsejlede en Bavaria første gang for 15 år siden.
For tre år siden kritiserede vi, at rorsmanden ikke kunne komme ordentligt ud at sidde i borde. Det er nu ændret ved at gøre cockpitkarmene kortere og indsnævre de lange kistebænke ved roret, så man sidder afslappet helt i borde og styrer. Man kan stadig ligge udstrakt over 2 m. på kistebænkene.
Stor badeplatform
Ændringerne giver en lettere passage forbi rattet til bådens store badeplatform på 1,90 x 0,80 m, der er identisk med 32erens. Samtidig giver ændringerne også mulighed for at få et større rat, som vi personligt ville foretrække. Nu kan der også sidde instrumenter på karmenes agterkant. Den ret voldsomme ratpiedestal i 32eren har været på fornuftig slankekur. Selve rat- systemet er fra Lewmar og virkede fint. Skødespillene er flyttet agterover, så de er nemmere at betjene ved singlehanded sejlads.

Forbedret bundramme
Nede om læ har den nye 33er samme gode traditionelle indretning som 32eren. Den største forbedring ligger faktisk under dørken. Bavaria har udviklet en helt ny bundramme, der distribuerer kræfterne fra rig og køl langt bedre, så skroget bliver stivere i forhold til vægten. Samtidig er kølboltene nu monteret igennem bundrammen.
Kant på pantrybordet
Vi har også i flere år kritiseret, at der ikke var en regulær slingrekant i pantryet, men blot en ellers nyttig gribebøjle i stål hele vejen rundt. Her kunne tallerkener, bestik og andre småting alt for nem falde på dørken, hvor båden krængede eller bevægede sig i bølgerne.
Det er nu rettet. Pantryet har fået en god slingrekant i træ. Helt traditionelt og helt effektivt. Slingrekanten er fortsat forbi komfuret, så man ikke kan falde ind over komfuret. Nu mangler der til gengæld noget slingregrej til kokken, men det er nemt og hurtigt at skrue et par padeyes på, hvis man vil kokkerere i høj sø.

Flottere lakering
Apteringen er pænt og ordentligt udført i Alpi-finer, der efter vor opfattelse fjerner rigeligt af træets naturlige åretegning, men som til gengæld gør det rigtig meget nemmere at sætte en pæn og harmonisk aptering sammen. Her er ingen store spring i træets farve og struktur fra f.eks. skotter til låger.
Lakeringen er nu også helt flot og perfekt. En ny lakeringsproces på værftet giver et ensartet resultat med flot finish.

Lys og komfortabel
Om læ er der også kommet flere skabe i borde under dækket, og med testbådens teakaptering fremstod den lys og indbydende til komfortabel familiesejlads for en besætning på fire. Der er meget lys om læ fra både de større vinduer og fra indbyggede LED-lamper i den fornyede innerliner i ruftaget.
Der kan selvfølgelig sove to på sofaerne i salonen, der er 1,95 m. lange, men der er primært to dobbeltkøjer for og agter, der er minimum 2 meter lange og henholdsvis 1,8 og 1,89 m. som største bredde.
Der er en ståhøjde på 1,85 m. i salonen og tilsvarende lige indenfor i sovekabinerne. Der er samtidig god højde over køjerne, hvis man tager bådens længde i betragtning.

Mulighed for bowtruster
Blandt de øvrige ændringer kan nævnes, at båden er forberedt med bovpropel, aircondition og varme om bord. Desuden helt kosmetiske ændringer som eksempelvis et nyt stribedesign ved vandlinjen og nyt design af håndgrebene.
Vurdering
Den nye Bavaria 33 er efter vor vurdering en harmonisk velsejlende, hurtig og tryg feriesejlads. Bavarias kvalitet er hævet. Det er prisen også, men det er stadig en båd, der giver ”good value for money”. Vi fandt ikke umiddelbart noget reelt negativt at sige om denne båd.


Bådmagasinet er Danmarks maritime mediehus med begge fødder plantet solidt på dørken. Bådmagasinet følger med i den rivende udvikling medieverden er inde i, og udgiver således på flere platforme, hvad end det er i trykt eller elektronisk form.

Bådmagasinet har gennem tiderne hjulpet mange i bådbranchen med deres egne kundekataloger – kundemagasiner – brochurer – kataloger, eller et frisk design på virksomhedens brand – alt sammen under vores afdeling for Client Publishing.

Sejlsport

Nyheder

Inspiration

Medlemsskab


© 2020 Bådmagasinet ApS. All Rights Reserved.