fbpx
images/PLUS/Artikel/560/Dehler30OD/Dehler_30_OD.jpg
TEKST & FOTO HENRIK HANSEN

Blue Dane 32:

Hurtig, tryg og let at sejle

Blue Dane 32 er en meget velsejlende og stabil brugt båd, hvor man får meget båd for pengene. Samtidig holder bådene fint de rimelige brugtpriser fra knap 150.000 til 250.000 kr.


De første Blue Dane 32 kom på vandet i 1977 og efter 34 år er det stadig en båd, der sejladsmæssigt har masser af sejlglæde og tryg sejlads med fin balance på roret at byde på. Det er solide, velindrettede både, der kan få de bedste anbefalinger med som brugt båd, samtidig med de er hurtige og letdrevne med en god stabilitet, selv når det blæser over 12 m/sek. Blue Dane 32 sejler på helt samme skrog som Paul Elvstrøm og Jan Kjærulfs legendariske Elvstrøm ½ ton, som Elvstrøm vandt Half Ton Cup med i Marstrand i 1972. Det var dengang en af sejlsportens mest prestigefyldte havkapsejladser.

Vinderbåden var samtidig Elvstrøm & Kjærulfs første konstruktion og en af de mest vellykkede danskdesignede både med gode, hurtige sejlegenskaber. Erfaringen har vist at båden også er let at sejle for mindre rutinerede tursejlere.

Og Blue Dane 32 er netop først og fremmest en cruisingbåd. Kun få både har haft DH-målebrev og i dag er der kun en båd med gyldigt målebrev.

Det er samtidig den sidste båd i en række varianter. Half Ton Cup vinderen ”Bes” havde et specielt dæk, der var bredere end skroget, præcis der hvor besætningen skulle sidde. Det gav ekstra bonus og vakte stort postyr under stævnet.

Da båden blev sat i produktion var det stadig med det bredere dæksplan, men båden blev relativt hurtigt ændret fra Elvstrøm 1/2 Tonner til Elvstrøm 32 uden denne ekstra bredde. Senere kom 32’eren i en Elvstrøm Cruiser version. Alle varianter byggede på helt samme skrog og rig..


Nyt liv på Langeland
I 1976 købte Holger Leth Christensen, Langelands Yacht Service, forme og rettigheder til båden fra Elvstrøm Boats i Kokkedal, der hidtil havde bygget alle de tre foregående varianter.

Her tegnede værftsejerens bror, skibsingeniør Svend Åge Christensen, en ny overbygning og ny aptering, der dog lå tæt på bådens tidligere indretning. Mens Elvstrøm Cruiser havde et ganske smalt dæk, så fik den nye Blue Dane 32 et smallere ruf og et mere funktionelt dæk.

Riggen forblev den samme og skroget blev bygget solidt i håndoplagt glasfiberlaminat, med en sandwichkerne af 10 mm balsatræ.
Kølkonstruktionen er også solid og tåler, ifølge vores oplysninger, selv ret kraftige grundstødninger. De første Blue Dane 32 blev leveret i foråret 1977, og der blev bygget ca. 80 både hos Langelands Yacht Service og Bianca Yachts i Rudkøbing frem til 1983. Herefter byggede Holger Leth Christensen yderligere nogle få både under navnet Blue Leth 32.

Den solide byggekvalitet betyder at de fleste Blue Dane 32 stadig sejlet på et godt og stabilt skrog, der kan holde mange år endnu.
Derfor er Blue Dane 32 også en båd der holder værdien rimelig godt i dagens udbud af brugte både. Topprisen ligger på nogenlunde samme niveau som for 10 år siden og prisen for de billigere både, typisk med original motor eller nedslidt teakdæk, ligger nu ca. 60.000 kr. under prisen fra dengang.
Funktionel aptering
Den usædvanlig store bredde, især midtskibs, har givet Blue Dane 32 en meget stor rummelighed og funktionalitet efter datidens normer. Det gælder især om læ. Cockpittet er enkelt, funktionelt og ret rummeligt for den tid. Pladsmæssigt kan det dog ikke sammenlignes med moderne både, men til gengæld har det en dybde mange tursejlere savner i moderne både.

Apteringen er hyggelig og meget typisk nordisk med flittig brug af mahogni. Den består af en sofa i hver side, der ganske nemt kan ændres til køjer, ved at svinge ryglænene op til vandret. Der er et fint klapbord med slingrekant mellem sofaerne, et kortbord med sæde på bådens stikkøje, der strækker sig ind under styrbord kistebænk.

Pantryet er næsten helt moderne og Lformet med god stuveplads og elektrisk kølesystem i en overraskende rummelig køleboks, der er indrettet med lakerede hylder.

Forude er en god dobbeltkøje og toilet med håndvask i ”mellemgangen”, som bådene typisk blev indrettet dengang, uden separat dør mellem toilet og forkahyt. Forkahyt og toilet deler dør ud mod salonen.
Treadmaster frem for teak
Dækket er beklædt med brunt og lidt slidt Treadmaster, der er godt og skridsikkert at gå på. Treadmaster var standard på bådene, og det er let og billigt at udskifte.

Teakdæk var ekstraudstyr og har i dag en alder, hvor den originale teakbelægning på kun 9 mm massivt træ sandsynligvis trænger til at blive udskiftet. Hvis teakdækket ikke er passet omhyggeligt, f.eks. med udskiftning af løsrevne propper, så kan der trænge vand ned og starte en råd-proces under teaken. Blue Dane 32 har en solid masthead-rig med hele tre undervant.


Bådmagasinet er Danmarks maritime mediehus med begge fødder plantet solidt på dørken. Bådmagasinet følger med i den rivende udvikling medieverden er inde i, og udgiver således på flere platforme, hvad end det er i trykt eller elektronisk form.

Bådmagasinet har gennem tiderne hjulpet mange i bådbranchen med deres egne kundekataloger – kundemagasiner – brochurer – kataloger, eller et frisk design på virksomhedens brand – alt sammen under vores afdeling for Client Publishing.

Sejlsport

Nyheder

Inspiration

Medlemsskab


© 2020 Bådmagasinet ApS. All Rights Reserved.