fbpx
images/PLUS/Artikel/560/Dehler30OD/Dehler_30_OD.jpg
Tekst & foto Henrik Hansen

Test Elan E4:

Hurtig, nem & familievenlig

Elan E4 er en udvikling af succesbåden Elan 350, der blev kåret som European Yacht of the Year 2011 i kategorien Performance Cruiser. Vi har været på vandet med Elan E4, der i forsommeren har været på demo-tur rundt i landet.

Når man ser Elan E4, så minder den mest af alt om en kompakt 35 fods version af de vilde VO70’ere eller Open 60’ere, og ude på vandet er den da også en særdeles hurtig båd. Især da vi trak det indbyggede bovspryd i kulfiber ud og satte gennakeren på 108 m2. Samtidig rummer E4 en komfortabel aptering til familiesejlads nede om læ, hvor båden mere minder om tidens cruisingbåde med en traditionel aptering i eg. Her er den meget langt fra de vilde jordomsejlere.Fællesnævneren mellem E4 og de vilde jordomsejlere er den højt respektere yachtdesigner Rob Humphreys, England, der f.eks. designede den russiske VO70’er ”Kosatka” fra 2007 der var hurtig på Volvo Ocean, men som desværre strandede økonomisk undervejs.

Det er også et fællestræk med E4’s brede hæk og meget skarpe chine agter, der giver mere bæreevne og lift. Bådens stejle stævn og hæk giver maksimal fartgivende vandlinje.  Vinden var i det lette hjørne med 3-4 m/sek. og perioder med op til fem m/sek., da vi sejlede et par timer på Øresund ud fra Humlebæk. Alligevel fik vi også en sjov sejlads i de svage perioder, fordi E4 viste sig at være en letdrevet og smidig båd, der hurtigt kommer op i fart i næsten ingen vind.Samtidig er båden utrolig nem at sejle, og det er ikke kun på grund af de to ror, der sikrer et solidt rorgreb, uanset hvor meget båden krænger.

Balancen er næsten neutral, men alligevel havde vi en god føling med båden, der også var overraskende kursstabil pga. den hårde chine. På den måde rummer båden efter vores mening det gode paradoks, at den på en gang er nem og tryg at sejle for en familie, samtidig med at den er sjov at sejle for erfarne sejlere, fordi den er så hurtig, accelererer lynhurtigt og giver bonus på de sidste tiendedele knob til opmærksomme rorsmænd og trimmere.Under vandet er linjerne designet til at sejle bedst, når den krænger ca. 20 grader, fuldstændig som mange singlehandbåde til jorden rundt sejladser. Til gengæld lægger den solidt øret til og bliver liggende med god stabilitet gennem pustene. Det betyder også at man ikke bør presse den sidste højde ud af båden på kryds i let vind. 

På kryds lå farten på op i nærheden af seks knob i de lidt flove perioder og 6,2 til 6,6 knob ved ca. fem m/sek. Det er en anelse hurtigere end bådens VPP, men måske sejlede vi også et par grader dybere, dels fordi vinden havde flove perioder og ret fluffy på Øresund den dag, så det ikke var muligt at tjekke højden til den sande vind helt præcist. Vores vurdering var, at vi generelt lå omkring 42 grader til vinden på kryds.    Med gennakeren på det 0,6 meter lange bovspryd sejlede vi omkring 7,5 knob i blot omkring 3-4 m/sek. på skæring og over otte knob, når vinden friske op mod fem m/sek. Her er ingen tvivl. Det er en båd, der især er hurtig med slæk på skøderne. Da vi skar med gennakeren, lagde den solidt øret til og kørte næsten på skinner. Også her er den nem og tryg til familiesejlads.

Den testede båd har en fræk åben hæk, med en lav hækplade under dæksniveau, der kan vippes ned som badeplatform. Den helt åbne hæk er ikke optimalt til familieture med små børn, fordi det er for nemt at falde over bord agter, men heldigvis fås E4 med en hækplade, alias badeplatform, der når op i dækshøjde, så cockpittet er forsvarligt lukket til sejlads med børn.Båden sejler også fint for motor, selv om sejldrevet ikke er placeret foran et ror. Derfor og på grund af det smalle kølskaft på T-kølen, skal man give mere gas i havnemanøvrer end med mere konventionelle både. Til gengæld manøvrerer den mere smidigt end sådanne både.


Vælg selv farven på rattene

Cockpittet er enkelt, funktionelt og helt i tidens stil for hurtige cruisingbåde med to ratkonsoller. Om styrbord er der en rummelig kistebænk, men kistebænken om bagbord reelt er en lang tofte over agterkahytten. Der er en smart lille dal på forkanten af kistebænkene i hele deres længde, som man kan sætte hælen i, når man sidder oppe til luv på karmen. Ratkonsollerne er monteret på indersiderne af cockpittet, og så tæt på cockpitkarmene foran konsollerne, at det ikke er muligt at sidde og styre afslappet med et ben på hver side af rattet. Det er kun et minus, hvis man har den vane.

Til gengæld sidder man fint på dækket og styrer. Bådens rat er i glasfiber, og testbåde havde flotte iøjnefaldende orange rat, men man kan faktisk selv vælge farven på rattene, når man bestiller en E4. Løjgangen er fornuftigt sænket ned i dørken.

Der er en lille dørkplade bag begge rat til rorsmanden, som han kan stille på skrå, når han står og styrer oppe til luv. Elan E4 har en enkel tyskerskødning, hvor skødet kommer ud fra cockpitkarmen lige ved storskødespillene, der er indfældet i karmene lige foran ratkonsollerne, så rorsmanden også selv kan trimme storsejlet. Bovspryd i ankerbrønden

Dæk og ruf er så rene, som man kan forvente på en 35 fods båd, med flush-luger i ruffet og genuaskødeskinnen trukket helt ind til ruffet på dækket.Lugen over ankerbrønden dækker også den kasse, hvor bovsprydet ligger, når det ikke er trukket ud. Indhalerliner til bovsprydet er ført i en reset over ruffet til cockpittet, mens udhalerlinen løber langs søgelænderet.  E4 har en 9/10s rig med en tapet Seldén mast, der står på kølen og har to bagudvendte salinger. Der er enkeltline rebesystem og en fast kickingstrap. Rulle på Furlex 200 TD rulleforstaget er praktisk placeret under dæk. Al dæksudrustning er fra Harken.

God højde over især agterkøjen

Om læ er alle tre kahytter rummelige og lyse med apteringen i ege-finer med vandretliggende årer. Der er god højde over køjerne i for- og agterkahytten, hvor der især er usædvanlig god højde over dobbeltkøjen for en 35 fods båd. Samtidig er køjen dejlig bred. Der er gode garderobeskabe og plads til at klæde sig om i både for- og agterkahyt. Salonen er helt traditionel med et L-pantry agter om bagbord samt en U-sofa, et stort kortbord med eget sæde og en enkeltsofa om styrbord samt et stort klapbord.Masten står midt i klapbordet med en udskæring i dørken, så vand fra masten løber direkte ned i sumpen og ikke ud over dørken. Bordets klapper støttes af solide og brede bøjler, der både giver bordet god stabilitet og gør det nemt at slå klapperne op eller ned. Der er gode gribelister i eg på hver rufside.

Usædvanligt stort kortbord

Der er god skabsplads i pantryet, der helt klassisk er med køleboks på 75 liter, semi-kardansk gaskomfur med to blus og ovn samt dobbelt vask med dækplader samt koldt og varmt vand. Det er lidt usædvanligt med et så stort kortbord i en moderne 35 fods båd som i E4, men i mange både savner man faktisk denne arbejdsplads til f.eks. sin laptop. Der er god skabsplads omkring kortbordet, hvor bådens skraldespand er placeret på skinner i et skab bag ryglænet til sædet. El-panelet og den elektriske installation bagved er meget velorganiseret. Dog savnede vi en nummerering af de enkelte ledninger, så man bedre kan følge dem rundt i båden. Om bagbord er der et velfungerende lille navigations-, læse- eller tebord med tilhørende plads til kortplotter og et elpanel, der er skjult bag en skabslåge. Det er en fornuftig løsning, fordi bordet glider fi nt og brugbart ind i apteringen. Ved moderne cruising har man ikke meget brug for et stort kortbord.


     Stift skrog med indersektion  

    Skroget er støbt med vakuum assisteret infusion i en sandwich med en skumkerne med lukkede celler, samt isophtalic polyester og vinilester. Det giver tilsammen et solidt og let skrog. En kraftig  støbt indersektion fordeler belastningerne fra køl og rig, så skroget kun vrider minimalt. Med vinilester yderst i selve laminatet og en beskyttende SVG gelcoat, så er skroget sikret mod at få osmose.

    Tre kahytter og vakuumstøbt ruf

    Vi sejlede Elan E4 i en version med én agterkahyt, men E4 fås også med to agterkahytter. Her er toiletrummet om styrbord flyttet frem i salonen, mens kortbordet er reduceret og styrbord sofa er forkortet med to siddepladser i forhold til den viste båd.Desuden fås E4 i en endnu mere sporty Pure Performance version, hvor de væsentligste ændringer er en dyb køl på 2,35 meter og vakuumstøbt dæk/ruf i polyester samt en lettere aptering med ege-finer på skum.Jeanneau Sun Odessey 409 fås i yderligere to versioner, der begge har to agterkahytter og et eller to toiletter. I begge disse versioner er bagbord sofa kortere end i testbåden, men ellers er apteringen i salonen identisk.



      BÅD 563

      Bådmagasinet er Danmarks maritime mediehus med begge fødder plantet solidt på dørken. Bådmagasinet følger med i den rivende udvikling medieverden er inde i, og udgiver således på flere platforme, hvad end det er i trykt eller elektronisk form.

      Bådmagasinet har gennem tiderne hjulpet mange i bådbranchen med deres egne kundekataloger – kundemagasiner – brochurer – kataloger, eller et frisk design på virksomhedens brand – alt sammen under vores afdeling for Client Publishing.

      Sejlsport

      Nyheder

      Inspiration

      Medlemsskab


      © 2020 Bådmagasinet ApS. All Rights Reserved.