fbpx
TEKST & FOTO HENRIK HANSEN

Test : Comfortina 46

Individuel aptering i luksuscruiseren

Comfortina 46 er nyt flagskib i serien af Comfortina kvalitetsbåde, der siden 2013 er produceret i Tyskland og Polen. Vi har været en tur på vandet med flagskibet for at se, om nyheden lever op til Comfortinas gode ry.


Den nye Comfortina 46 er en unik båd, der bygges helt specielt til hver enkelt ejer, der her kan få sin egen individuelle aptering. Skrog og dæk støbes ikke i en form, men bygges i epoxy med vakuumstøbning over en form. Båden får ikke gelcoat, men bliver primet og sprøjtelakeret.
Comfortinaen er i vores øjne en meget elegant båd og nede om læ blev vi imponerede over designet og bådens kvalitetsprægede både- byggerarbejde i apteringen.

”Eksisterer Comfortina stadig?”
Sådan vil de fleste danske sejlere undrende spørge, for der har længe været stille om det ellers hæderkronede navn. Comfortina 32 er stadig et varmt emne på brugtmarkedet og bådens gode ry understreges af, at der blev produceret 800 Comfortina 32 på værftet i Arvika i Sverige fra 1980 til 1998.
I 2013 overtog Niels Töpke, Slesvig, værftets navn samt forme og videreførte produktionen af Comfortina-både under navnet Comfortina GmbH & Co. KG. Den nye producent har især udstillet tidligere og nye Comfortinaer på den årlige Boot bådmesse i Düsseldorf. I dag produceres der Comfortinaer på 35, 39, 42 og 46 fod.

Vi sejlede Comfortinaen i en jævn til frisk sydvestlig mellemluft på Egernførde Fjord, hvor vi havde næsten fladt vand på grund af fralandsvinden.
Under sejladsen opførte flagskibet sig med fornemme sejlegenskaber, hvor vi altid havde fuld kontrol med båden. Også når vi pressede båden til det yderste i dagens friske pust. Det var uanset om vi var på kryds eller på skarp skæring med gennaker oppe i halvvindsområdet.
Vi fandt også at båden var ganske hurtig med sin effektive rig, hvor Southern Spar har leveret kulfibermasten og rullebommen i kulfiber, som North Sails har klædt på med et matchende sort 3Di krydsstel. Alle vant og stag var rodrig på testbåden. Det er ekstraudstyr, mens båden som standard har aluminiumsmast fra Selden.

Ifølge bådens computerberegnede fartpotentiale, bådens VPP, kan vi finde performance-cruisere i denne størrelse med et beskedent større fartpotentiale, men i praksis kunne vi snildt holde en krydsfart på 6,6 til 6,7 knob over grunden, med en højde på skønnet 40-42 grader til den sande vind. Det er omkring en halv knob hurtigere end den beregnede VPP. Samtidig var båden meget intuitiv at sejle og det var nemt at holde højde og fart.
Comfortina 46 er således en hurtig båd, hvor vi samtidig fandt det nemt at finde og opretholde farten på kryds. Her behøver cruisingsejleren ikke at være rutineret kapsejler for at opnå høj fart og sejlglæde. Højden er skønnet over en serie vendinger, men fralandsvinden var meget springende på testdagen og gjorde det vanskeligt at opnå en helt præcis måling i vendingerne.

Fuld kontrol under pres
Da vi satte bådens 158 m2 store gennaker med spilerpose, så sejlede vi hurtigt 7,6-8,6 knob i mellemluft på en agten-for-tværs, og det flugter fint med bådens VPP for sejlads med spiler.
På en skarpere skæring gik vi endnu en knob hurtigere i et pust.
Skroget er bygget let og stift med vakuum- støbt epoxy og riggen er relativ let i kulfiber og rod, men bådens størrelse og den komfortable cruisingaptering betyder at den alligevel er oppe og veje 11.000 kg. Der er til sammenligning næsten præcist det samme som den nye X-46 vejer.

Under testsejladsen fik vi aldrig en for- nemmelse af at sejle en stor båd på 11 ton. Båden føltes letdrevet og accelererede fint og hurtigt i pustene. Vi havde også en god føling med den store cruisingbåd via et godt rorgreb i vandet og et rimeligt letdrevet dobbelt ratsystem fra Jefa. Rorstammen glider i rullelejer.
Testbåden var ekstraudstyret med kulfiberrat, der kun har minimal inerti i ratkransen end et stålrat, og er derfor bedre til hurtige og præcise kursændringer.

Gallery

Enkel version af tyskerskødning
Comfortina 46 er en gennemført båd med gode, praktiske løsninger. Skroget og dækket er samlet i en let forhøjet og bred lønning uden vand- liste, og bådens brede dæk er helt rent for grej, dog undtaget skødeskinnen til bådens 105 % fok, der er trukket helt ind til ruffet. Alle luger i ruffet og dækket er flushmonterede og understreger det rene look ovenbords.
Det elektriske Furlex rulleforstag er ført under dæk, ligesom alle fald og trimliner er ført under dækket fra masten og tilbage til to spil agter på ruffet. Det eneste tovværk vi havde på dækket under sejladsen var fokkeskødet, og trimlinerne til fokkens skødevogne, der løber helt tæt op ad ruffet.
Storsejlet skødes meget direkte med en enklere version af den gode gamle tysker- skødning, som vi tidligere har set på en Comfortina, der var udstillet på Boot. Her er
det bare i en videreudviklet og mere elegant version. Skødet går gennem en enkeltblok på bommen, og føres ud under sidedækkene via to enkeltblokke på løjgangsvognen. Under dækket vendes skødes og føres via gennemførings- blokke op af dækket i borde og hen til skødespil i hver side.
I forhold til en traditionel tyskerskødning, så sparer man længde og vandring på skødet frem til masten og tilbage over eller under dækket. Det var første gang vi prøvede systemet i praksis, og vi må sige, at det fungerede upåklageligt under testsejladsen.

Tovværket gemt af vejen
Det kan diskuteres om det er nødvendigt med en løjgang på en cruisingbåd, men med måden den er nedfældet i Comfortina 46, så er den aldrig til gene og er kun et trimmæssigt plus for båden. Spillene til storskødet er placeret fornuftigt, så rorsmanden kan betjene dem. Dog ville vi personligt hellere have haft dem placeret en anelse længere fremme på dækket, så man bedre kan sidde og styre på længere bide- vindkurser med et ben på hver side af rattet.
De to kulfiberrat sad på gode stabile rat-konsoller med plads til et stort multidisplay og kontakter til f.eks. bådens Max bovpropel. Der var desuden to analoge kompasser prak- tisk anbragt på små indstøbte konsoller på agterkanten af bådens brede cockpitkarm, hvor der også var praktiske stuverum til fald, trimliner og skøder, med fornuftige udskæringer til tovværket. Derfor kan man sejle stort set uden tovværk der flyder i cockpittet. Bådens hækstag trimmes hydraulisk med manuel pumpe.
X4 bådtest
Cockpitbord i dørken
Dørken bag de to rat kan hæves med et snuptag, så den kan fungere som fodstøtte, når man styrer oppe til luv. Cockpitbordet indgår også i dørken, og kan hæves som klapbord på få sekunder. Dørken udgør bordets to klapper, så dørkflader kommer til at vende nedad. Test- bådens bord havde en praktisk og flot bord- plade, hvor et laminat af kulfiber var limet på træbordet.

Det er et flot og især nemt bord, der hurtigt kan tages frem eller stuves væk, men det har også den ulempe, at det skal gøres grundigt rent inden brug. Der vil altid komme vand og snavs ned gennem sprækkerne i dørken omkring bordet. Hækken kan vippes ned som teakstrand.

Indrettet efter ejerens ønsker
Om læ var apteringen i testbåden meget gennemført og elegant i teak med vandrette åretegninger i alle skotter, døre, låger og køje- sider. Alt sammen udført i fornemt både- byggerarbejde. Det er virkelig en aptering værftet kan være stolt over, og man som bådejer kan glæde sig over.
Testbåden var meget traditionelt indrettet efter ejerens ønsker, med et stort L-pantry om bagbord lige neden for trappen, to agterkahytter, toiletrum og navigationsbord modsat pantryet om styrbord, en meget stor sofagruppe med tilsvarende stort klapbord, så man kan sidde i borde på begge sider af bordet. Bordet rummede en flaskebar midt i, og låget over baren kunne vendes til en fin lille bakke i teak.

Forskibet rummer to lange enkeltkøjer, masser af stuveplads og et stort toiletrum med toilet og bruser. Det var en velkendt indretning der altid fungerer, men vi må igen gøre opmærksom på, at det ikke er en standardindretning som i en serieproduceret båd. Vi sejlede båd nr. 2 og den førstfødte blev bygget med en helt anden aptering.
Konklusion
Comfortina 46 er desværre en båd med stor prislabel, men det er også en meget gennemført, lækker og velfungerende båd. Især hvis man holder af godt håndværk.
Det er samtidig en helt speciel båd med masser af muligheder for at indrette den efter eget ønske.
Sejlegenskaber er lige efter bogen med det plus for cruising-sejlere, at den også i pust er kontrollabel, og ikke mindst at den er tilgivende at sejle, så det er nemt at holde den gode fart.
Vi kunne også kon- kludere, at det er en båd, der er indrettet af sejlere med funktioner, der giver stor sejlglæde.


Bådmagasinet er Danmarks maritime mediehus med begge fødder plantet solidt på dørken. Bådmagasinet følger med i den rivende udvikling medieverden er inde i, og udgiver således på flere platforme, hvad end det er i trykt eller elektronisk form.

Bådmagasinet har gennem tiderne hjulpet mange i bådbranchen med deres egne kundekataloger – kundemagasiner – brochurer – kataloger, eller et frisk design på virksomhedens brand – alt sammen under vores afdeling for Client Publishing.

Sejlsport

Nyheder

Inspiration

Medlemsskab


© 2020 Bådmagasinet ApS. All Rights Reserved.