fbpx
TEKST & FOTO HENRIK HANSEN

Maxi84

Både for enhver: Maxi 84

Vi har været en tur i arkivet, som indeholder flere hundrede bådtest, af såvel sejl- som motorbåde. Her ser vi på en, som vil være perfekt som familiens første båd.

Maxi 84 er en velsejlende, pålidelig og tryg lille 28 fods cruiser, der samtidig er usædvanlig rummelig og praktisk indrettet til en lille familie på fire-fem personer.


Et stjerneskud fra Maxi. Sådan lød skudsmålet for Maxi 84 fra testsejlerne på det svenske Båtnytt i 1977, og båden anses af mange for en af de mest vellykkede både i den første generation af den store Maxi-familie, der er designet af Pelle Petterson.
Der er bygget mere end 1300 Maxi 84, så der findes altid et udvalg af båden på brugtmarkedet. Prisniveauet spænder vidt fra 70.000 kr. og op til 135.000, hvor bådens generelle stand og især motorens alder spiller afgørende ind. De fleste
Maxi 84 sælges i øjeblikket til udbudspriser mellem 88.000 og 111.000 kr. Som er overkomme- ligt og med et værditab, der er begrænset. Her viser vi en utrolig velholdt Maxi 84 til 125.000 kr. som vi har set på Boatindex.com. Den er opdateret med masser af nyligt fornyet grej.
Som turbåd viste den sig samtidig at være konkurrencedygtig på distancesejladser. I Danmark er 92 både blevet målt ind til DH-reglen i tidens løb, men i dag har kun seks både gyldigt DH-certifikat.
Maxi 84 er let underrigget i standardversionen med en mastehøjde på 11,7 meter over vandet, og derfor især hurtig og konkurrencedygtig i frisk vind. Båden kunne også fås med en rig, hvor masten var 0,8 meter højere og dermed forøgede sejlarealet. Det var dog kun et begrænset antal 84’ere, der blev leveret med denne højere rig.

Gallery

Meget stabil og sikker båd
Da Bådnyt og Båtnytt i 1978 lod Maxi 84 duellere mod Albin Cumulus i en række testsejladser kunne man læse, at ”Maxi 84 virker mere sikker, tør, stabil og tryg”. Det er netop gode egenskaber for en familie, der kaster sig over sejlerlivet med egen båd for første gang.
I testen blev Maxi 84 også beskrevet således: ”Båden er meget stiv – måske for stiv. Trods ihærdige forsøg lykkedes det ikke at krænge båden ret meget. Også denne båd vendte på en fem-øre”. Samtidig var 84’eren hurtigst på kryds i den friske mellemluft under testsejladserne, og en anelse langsommere end Cumulus på læns.
I let vind koster det selvfølgelig lidt på farten, når båden både er meget stabil og lidt underrigget, men det er en beskeden pris at betale for en båd, der er både tryg og komfortabel for en familie at sejle. Det tæller også på plussiden, at båden har god retningsstabilitet, når man styrer båden, der har roret hængslet på hækken.
X4 bådtest
Nem at sejle singlehand
Bådens stabilitet mod at krænge, retnings- stabiliteten og at den er let på roret, det betyder tilsammen at den er nem at sejle, og at den desuden er nem at sejle singlehanded. Oprindelig havde Maxi 84 faldspil på masten, men de fleste både har fået ført fald og trimliner tilbage til cockpittet og har fået rullegenua.
En af duellens testsejlerne mente, at Maxi 84 er lidt for luvgirig, men det billede kan en meget erfaren sejler, der har haft Maxi 84 i syv sæsoner, slet ikke genkende. Han sejler endda kun med den lidt mindre genua 2 på den mastheadede rig, og han anbefaler, at man ruller ind på genuaen i stedet for at rebe storsejlet. Den eneste ulempe ved riggen er bådens babystag, der forhindrer masten i at pumpe i sø, men det er reelt kun i vejen, når man vil krydse meget og slå mange små slag på krydset.

Gallery

Enkel og funktionel om læ
Pelle Petterson nytænkte hvordan man kunne få mest mulig rummelighed og komfort om læ, uden det gik ud over sejlegenskaberne. Under vandet designede han rene, letdrevne linjer og om læ blev bådene indrettet enkelt, klassisk og især praktisk.
Bådens bredde er udnyttet helt ud til fribordet i sofakøjerne i salonen. Der er en V-køje i forkahytten, der kan omdannes til dobbeltkøje, et toiletrum om styrbord og et klædeskab om bagbord mellem salon og forkahyt.
Her er desuden en stikkøje om styrbord og et overraskende stort L-pantry om bagbord. Samtidig er cockpittet tilstrækkelig stort til en familie. Stikkøjen er i nogle både reduceret til en ekstra lang køje om styrbord og et stuverum i kistebænken.
Det er en indretning vi tager for givet i dag, men det var designere som Pelle Petterson og Maxi-bådene, der dengang var med til at vise, hvor rummelig og funktionel aptering, det er muligt at skabe i en lille båd.
Pantryet rummer god bordplads, fordi en del af bordet også er en del af trappen ned, håndvask med hane og fodpumpe, stor køleboks, og et komfur med to blus, skabe i borde og skuffer. En del både har fået elektrisk trykvand og kølekompressor til køleboksen.

Extra

Vi fandt Maxi 84 ”Ibens” fra 1978 til salg i Hvidovre for 125.000 kr. Prisen hører til den høje ende for bådtypen, men det er også en helt usædvanlig velholdt 40-årig båd, der på mange punkter er på højde med en helt ny båd.

”Ibens” har haft tre ejere, der alle har passet godt på båden og den tidligere og nuværende ejer har begge brugt masser af knofedt og penge på at gøre en god båd endnu bedre. Se blot listen over de forbedringer og fornyelser, der er sket indenfor de sidste ni år. Vi fandt ingen tegn, der viste os bådens alder. Tværtimod. Den nuværende ejer har gjort salonen meget lysere med et Moonlight skylight i ruffet. Det er en klar forbedring af båden. Motoren har kun gået 700 timer, og både den og motorrummet er pænt og rent.

Om læ er båden fint rengjort, skrog og dæk er velplejet med vask, polering og voks. Bådens teak i cockpittet er intakt og gråt på den gode velholdte måde.

Sprayhooden er fin og ren, storsejlet fra 2010 er rent, i god stand og har været pakket sammen under en bompresenning mellem sejlturene.

”Ibens” har desuden fået monteret et ”andenæb”, en stævn- platform med teak, der især gør det nemmere at komme om bord over stævnen, samt til at fæstne f.eks. en rullegennaker til cruising. Der er dog ikke en gennaker med til ”Ibens”, der er en af de mest gennemført velholdte både vi endnu har vist i denne serie med ”Både for enhver”.

BÅD 540

Bådmagasinet er Danmarks maritime mediehus med begge fødder plantet solidt på dørken. Bådmagasinet følger med i den rivende udvikling medieverden er inde i, og udgiver således på flere platforme, hvad end det er i trykt eller elektronisk form.

Bådmagasinet har gennem tiderne hjulpet mange i bådbranchen med deres egne kundekataloger – kundemagasiner – brochurer – kataloger, eller et frisk design på virksomhedens brand – alt sammen under vores afdeling for Client Publishing.

Sejlsport

Nyheder

Inspiration

Medlemsskab


© 2020 Bådmagasinet ApS. All Rights Reserved.