fbpx
images/PLUS/Artikel/565/Digital_soekort/Digitale_seakort.jpg

Tekst Morten Brandt

Blue Water cruiser:

Essensen af en Blue Water cruiser

Dette er ikke en bådtest. Dette er et forsøg på at fremkalde hvad der karakteriserer både, der kategoriseres som Blue Water cruisere, hvordan de adskiller sig fra standard produktionsbåde, og dermed kan artiklen også bruges for de sejlere, der drømmer om at sejle på eventyr langt fra den slagne vej til troperne.


 Nogle har måske hørt historien om Junker 22’eren Trojka, som John Holden Foley sejlede fra Esbjerg til Tahiti. Eller måske man kender en, der har sejlet jorden rundt i en Bavaria 42, en Dufour 48 en Spækhugger eller en Albin Alfa. Hvad har disse både med hinanden at gøre tænker du måske? Svaret er, at de alle er produktionsbåde, der som udgangspunkt er designet til kystnær sejlads, men som alligevel tager turen over verdenshavene uden at synke. 

Så hvad skal man egentlig med de både, der bryster sig at af være ”Blue Water cruisere”? Hvad er det disse både tilbyder som andre båden ikke har? Og hvilket publikum er det, at bådene henvender sig til? Det vil vi forsøge at afdække i denne artikel, hvor vi som cases bruger de både, der i 2021 udgaven af European Yacht of the Year konkurrencen netop var nomineret i denne kategori, og hvor den fransk/belgiske båd Boreal 52 vandt. 

Langt fra den tropiske rute
Så først af alt. De både vi kalder Blue Water cruisere er fra fødslen designet og bygget med oceankrydsning for øje. Men vi taler ikke kun om de oceaner, som er blevet en form for hovedtrafikåre for tursejlere i Kløvedalernes kølvand, og som for det meste forsøger at ramme de mest opportune forhold som blandt andet betyder, at man rammer de behagelige ”trade winds”, de medgående havstrømme og det bedste vejr. Det betyder også tropisk sejlads hvor man undgår hurricane seasons og andet uvejr. Som en lille disclaimer er det her vigtigt at understrege, at enhver oceankrydsning udgør en risiko blandt andet fordi passagen har en varighed, som gør at selv de bedste prognoser garantere at sejladsen bliver under bliden bør. Ikke desto mindre er sandsynlighed for dårligt vejr mindre her end på de destinationer som de typiske Blue Water sejlere har.

Ejerne tager typisk deres både med på ture, som for den gennemsnitlige sejler bærer mere præg af en opdagelsesrejse end en langturssejlads, destinationer som Svalbard, Island, Grønland eller Antarktis. Det er altså farvand som Norskehavet, Barentshavet, Nordatlanten, Labradorhavet og Sydhavet. Steder hvor der hverken findes trade winds eller tropisk varme. Tvært imod findes der eksempelvis nogle af verdens vildeste bølger hvis man har sat kursen mod Svalbard og bevæger sig op gennem Norskehavet.


Pegasus med en særlig feature. Båden kan strandes og blot stå på den såkaldte embryo-køl, der er ca. 80 cm bred. Et feature der kan give unikke oplevelser på steder med meget tidevand.

I trygge hænder
Dedikerede Blue Water cruisere er lavet til at klare sådanne ture. Og de kan gøre det på en måde som besætningen om bord føler sig trygge, og så de har de bedst tænkelige muligheder for at forblive i kontrol, også når lokummet brænder. 

Helt overordnet er disse både mere robuste, mere kompakte om læ og i cockpit, har simplere løsninger i forhold til rig og sejl og dermed manøvrer. Materialevalget til skroget et en smagssag. Nogle mener stål er bedst, andre aluminium, glasfiber, kulfiber og faktisk findes der også dem, der mener træ er bedst.

Materialevalget er derfor mest af alt et spørgsmål og temperament og præferencer samt hvor megen tid man har til vedligehold, og hvor fortrolig man er med materialet. Der er dog ingen værfter, der bygger Blue Water krydserne, som lægger mere vægt på at konstruktionen er stivere og stærkere end på standard-produktionsbåden ligegyldigt hvilket materialet der end er anvendt.

En tommelfingerregel siger, at en båd skal være over 14 m før det er lettere at bygge den i aluminium end i glasfiber. Her et kig inden for på Boreal værftet. Bemærk klædningspladerne, der ligger klar til montering - tykkelsen går fra 5 til 14 mm.
Blue water katamaran
Lad os se nærmere på katamaranen Garcia Explocat 52. De tyndeste alu-plader der bruges er på 5 mm, og tykkelsen tiltager til hele 14 mm i bunden af skrogene. Også bådens ramme har pladetykkelse på op til 14 mm, hvilket sikrer, at båden har en utrolig stivhed mellem de to skrog. Langsgående er de to skrog udstyret på en påsvejst køllignende bundforstærkning, der er en smule dybere end rorene, men som muliggør at båden kan stå på bunden, når højvandet trækker sig tilbage.

Foran sejldrevene er placeret et skeg, som beskytter disse og selv de relativt korte ror er lange nok til at båden kan styres med et enkelt, hvis et uheld beskadiger et af dem. Yderligere er rorene udstyret med en crash-zone på det øverste af agterkanten. Formålet er at undgå at roret beskadiger skroget eller sætter sig fast i tilfælde af at man rammer noget med roret. Selv med meget mere plads om læ og på dæk og meget bedre sejlegenskaber har den især som ekspeditionsfartøj det grundlæggende problem at den kan vælte. Og modsat enkelt-skrogsbåde, der vælter, så rejser en katamaran sig ikke op efter en tur med masten pegende mod bunden.

Derfor er der steder på kortet, hvor man ikke kan route sig ud af problemerne, og som man bør undgå. Et faktum man bør have med i sin planlægning, hvis man er i markedet for fartøjer til opdagelsesrejser. Blandt de gode argumenter for at vælge aluminium er, at materialet et stift og sejt ved f.eks. påsejling af objekter i vandet. Og så viser det sig også, at bådene bliver lettere end tilsvarende både i glasfiberkomposit med sammenlignelig stivhed når skroglængden overstiger 14 m svarende til 46 fod. Som sammenligning vejer Garcia Explocat 18,9 tons, mens en Lagoon 52 vejer 26 tons. Til information gælder tommelfingerreglen omkring vægt/længde-ratioen både for enkelt- og flerskrog. Dette gælder naturligvis ikke for både, som er bygget i kulfiber, og det er her at en anden af årets nominerede, den slovenskbyggede Pegasus 50, kommer ind.

Udover et virkelig funktionelt og beskyttende cockpit har Boreal 47.2 et helt lukket styrehus og navigationsplads helt fremme. Herfra har man optimalt udsyn.
Om læ er båden kompakt og indrettet til ophold under sejlads også i virkelig hårdt vejr. I forhold til tidligere er den lysere og mere imødekommende.
Garcia Explocat 52 set fra fronten mod salonen. Det lille cockpit med faldspillene, der er anbragt, så de kan tilgås gennem døren fra bådens indre. Selvom båden er meget høj tænker man om dette cockpit kan bordfylde.
Inde i Explocattens salon har skipper en komfortabel styre- og navigationsplads med 360 graders udsyn.
Pegasus 50 er en båd med mange nye ideer, men tydeligvis designet af folk, der her prøvet at sejle langt. Cockpittet var det mest komfortable af alle og ergonomien ved bordet var upåklagelig. Bemærk den vinklede skydedør ind til salonen. Når den er åben integreres cockpit og salon på forbilledlig vis.
I salonen var der flere unikke tiltag. Blandt dem den kardansk-ophængte sofagruppe. Ved hjælp af en aktuator kan hældningen på bord og sofa indstilles så man altid kan indtage måltider i vatter.

Pegasus i Kulfiber
Pegasus 50 har desuden mange af de karakteristika man ser på Blue Water bådene. Ikke mindst det dybe cockpit, hvor man i øvrigt sidder fantastisk komfortabelt, bag et solidt doghouse. Yderligere er konceptet på båden at sammensmelte cockpit og salon-arealerne, hvilket er lykkedes fint. Den er proppet med innovative ideer, som at bruge tandem-køl og en forrygende velplaceret styrepositionen langt fremme inde i båden, og den kardansk ophængte sofagruppe i salonen, som sikrer at man altid vil kunne indtage sine måltider i vatter. Bådens akilleshæl i Blue Water sammehæng er at den er 100 % bygget i komposit og kulfiber.

Og selv om den er velbygget og der ikke er sparet på materialerne, den vejer 12,3 tons, mens en Beneteau 50 vejer 13,5 tons, vil en påsejling af et UFO og sejlads i isfyldte farvande være en større bekymring og risiko end man finder i stål eller alu-både. Så er vi tilbage til det man kan kalde en nyklassisk definition af en Blue Water krydser – den enkeltskrogede alu-båd. Ovni og Allure er alu-bådene, der er mere rå end de er smukke. Det man viser frem, når man anløber en havn i en Boreal 47.2, er for kendere det rå ydre, der for det utrænede øje kan ligne en slidt landturssejler. 

Boreal 47.2 
Helt overordnet har båden en kombination af tre features, som sætter den i en klasse for sig. Dens kompromisløse byggekvalitet i alu-strukturen, dens unikke svingkøl-system, den ekstremt beskyttede navigation og styrmandsposition i doghous’et og endelig kompakthed en i cockpit og om læ, som gør det muligt at opholde sig alle steder om bord under sejlads i endog meget dårligt vejr uden at miste fod- eller håndfæste. Pladetykkelsen går fra 4 mm på dækket til 12 mm i bunden. Som noget helt specielt har den et kølboks-system, som værftet kalder for et embryo-keel system. Den er en form for udvidet skeg, der er hele 80 cm bredt og som gør det muligt at strande båden på bunden uden yderligere støtte.

Embryoet beskytter ror og skrue, og er designet, så det bidrager til bådens retningsstabilitet. Endelig er den med til at sænke bådens samlede tyngdepunkt, da både motor, batterier, ballast og dieseltanke holder til i embryo-kølen, som deles med et sænkesværd, som kommer ned på en dybde på 2,48 m. Der er arbejdet med et sjældent set detaljeniveau på det funktionelle. For eksempel er hver eneste skrue isoleret for at forhindre korrosion. Båden er isoleret så den er kølig i troperne og varm ved polerne. Den har et meget kort ror, men derudover to små stiksværd agter som bruges på halvvind og foran for tværs. Sværdene gør det mærkbart at styre og fremfor alt tager det trykket af roret og dermed aflastes selvstyreren, og man sparer på strømmen på de lange stræk.


Konklusion
Så konkluderende kan man sige at modsat Pegasus 50 og Expocat 52 har Boreal 47.2 ikke nogle svagheder. De 10-12 mm tykke alu-plader giver ro i maven, når man sejler i isfyldt farvand, og man er ikke i tvivl om, at båden vil rejse sig igen efter at være blevet slået og vendt rundt af en eller flere store søer. Som nævnt i indledningen kan man sejle til Tahiti i en Junker 22, ikke en bedrift vi kan anbefale eller som vi vurderer er forbundet med den store nydelse. Vil man sejle på andre destinationer end den slagne vej i troperne skal man se sig om efter både, som dem vi har omtalt her. Og afhængig af hvor ens opdagelsesrejser skal gå hen må man vælge hvilket middel, der bedst sikrer, at man når sine mål.

DE TRE BÅDE I TAL


BÅD 569

Bådmagasinet er Danmarks maritime mediehus med begge fødder plantet solidt på dørken. Bådmagasinet følger med i den rivende udvikling medieverden er inde i, og udgiver således på flere platforme, hvad end det er i trykt eller elektronisk form.

Bådmagasinet har gennem tiderne hjulpet mange i bådbranchen med deres egne kundekataloger – kundemagasiner – brochurer – kataloger, eller et frisk design på virksomhedens brand – alt sammen under vores afdeling for Client Publishing.

Sejlsport

Nyheder

Inspiration

Medlemsskab


© 2020 Bådmagasinet ApS. All Rights Reserved.