fbpx
TEKST & FOTO HENRIK HANSEN #581

TEST: Grand Soleil 44 Performance

Fuld komfort med racer-potentiale

De velrenommerede italienske Grand Soleil-sejlbåde er igen tilbage på det danske marked, og vi var været ude at sejle med den nye GS 44 Performance, der netop har vundet ORC VM i klasse B. Testbåden var udrustet til cruising, så vi var derfor spændte på, om den kunne leve op til forventningerne.


Den nye Grand Soleil 44 Performance har allerede ved første øjekast et skrog med frække linjer. Det er designet af den 42-årige succesfulde italienske designer Matteo Polli, der også er kendt for at optimere både til ORC-reglen. Grand Soleil 44’s jævne kurve, helt uden tidens karakteristiske knæk, i agterskibet er netop karakteristisk for Polli.

Den rumænske Grand Soleil 44 P, ”Essentia 44”, vandt i sommer ORC VM i klasse B i en optimeret version med f.eks. flere spil. Vi sejlede en version med fast monteret cockpitbord og blot 2x2 spil, så den var sat op til nem, hurtig og komfortabel crui-sing. Efter vores sejltur med testbåden, så kan vi roligt sige, at den fartmæssigt har et fint kapsejladspotentiale, og at den lever perfekt op til den gode gamle betegnelse Cruiser/Racer.

Vi sejlede 44eren i farvandet øst for Marselisborg ved Århus. Desværre bød testdagen kun på en let brise, der aldrig kom over 4 m/sek. Alligevel nåede vi en topfart på 7,7 knob på en lidt skarp halvvind med bådens 96 m2 Elvström Code 0 på kabel. Vi byggede simpelthen en fartvind op, så vi sejlede stort set samme fart som vindens hastighed.

Vi sejlede mest med denne Code 0 på grund af den fantastiske fart i den meget lette vind, der kvæler enhver undskyldning for at droppe sejlene og starte motoren i let vind. Det var også nemt for en lille besætning at håndtere bådens store sejl, fordi spil og spilaflastere var sat op til netop cruising-sejlads.

Alle skøder, fald og trimliner blev halet over to Harken-spil og et klaver på henholdsvis seks og fem spilaflastere i hver side i den agterste del af cockpitkarmene. Spillene var placeret på dækket mellem kistebænkene og bådens to rat, og på testbåden var to af spillene udskiftet med elspil.

Testdag med let vind
Trods den lette vind havde vi en fin føling med båden, via bådens letløbende dobbelte ratstyring fra danske Jefa og bådens to lette rat i glasfiber. Vi kunne styre med to fingre på rattet. Alt i alt havde vi en sublim sejlads, hvor vi kunne mærke accelerationen i selv de mindste pust. Vi var fem mænd, og vi havde god plads om bord med det faste cockpitbord. Hvis man vil sejle race for alvor, så kan man få båden med et cockpitbord, der kan tages ud til kapsejlads og give mere albuerum, og man kan f.eks. sætte et ekstra sæt skødespil på cockpitkarmene.

Dækket er næsten helt rent for grej, med skødeskinnerne til eventuel genua er monteret i kanten af ruffet. Båden er nemlig født med en skødeskinne, der er nedfældet i ruffet foran masten, til en selvslående fok, som vi også sejlede med på testdagen. Storsejlet trimmes via en ægte tyskerskødning med en enkelt fastmonteret blok i dørken foran rattene. Man kan trimme meget med kickingtrappen, men der er dog god plads til, at man kan montere en løjgang. Fingernemme sejlere kan også hale storskødet til luv med et barbarhal.

Her ses designeren Matteo Pollis karakteristiske runde bundfacon i hækken, hvor der kun er et meget beskedent knæk tæt ved dækket. Hækken kan hydraulisk åbnes som badeplatform med vakuumlimet teak.

Ekstra spil på VM-båden
Grand Soleil 44 Performance har ikke bare vundet VM i år. Det store anerkendte amerikanske bådmagasin Cruising World har kåret Grand Soleil 44 som Best boat of the year i kategorien Performance Cruiser. VM-båden ”Essentia 44” var sat op til race, og f.eks. var spil-opsætningen helt anderledes end på testbåden. Det ene spil agter i hver side var flyttet frem og op på cockpitkarmen, og båden havde fået to ekstra spil på ruffet.


Flot håndværk om læ
Mens Matteo Polli har designet frække italienske skroglinjer, så har italienske Nauta Design designet apteringen i tidens internationale stil med fuld komfort til cruising, men uden italiensk særpræg eller finurligheder i designet. Håndværket om læ er flot og gedigent, som vi forventer af en Grand Soleil, og salonen er lys med vinduer i både ruffet og i fribordet. Vi sejlede en båd med aptering i eg med vandret åretegning, men båden kan også fås med aptering i teak.

Om bagbord har 44eren en magelig U-sofa agten for forskottet med et salonbord i midten, der står på en solid og voluminøs søjle i rustfri stål. Her kan der sidde ca. seks personer, som der også er faste køjepladser til i bådens tre kahytter. Overfor er der en lang sofa om styrbord, hvor man på grund af bådens store bredde ikke kan sidde og spise ved bordet. Hvis man vil sidde flere ved bordet, så må man have et par løse stole.

Elpanel og VHF bag sofaen
Masten går gennem dækket og står på bundrammen. Der er fornuftigt skåret ud i dørken omkring masten, så eventuel kondens fra aluprofiler løber ned i sumpen og ikke ud på dørken. Der er brede hylder bag sofaernes ryglæn og gode skabe samt hylder med slingregrej mellem vinduerne i fribordet og dækket. Op mod skottet om styrbord har båden et lille kortbord, hvor man sidder på enden af sofaen. Bådens elpanel og VHF er placeret agter på hylden bag styrbord sofa.

Bådens funktionelle L-formede pantry er helt klassisk placeret og udformet om bagbord ved nedgangen. Her er gode skabe og skuffer i høj kvalitet, Corean bordplade med slingrekanter, dobbeltvask, koldt og varmt vand, to store kølebokse samt et Techimpex komfur med to blus, ovn, slingrebøjler og en beskyttende stålstang foran komfuret, der forhindrer, at man kan falde ind over ilden på blussene ude i sø, og som er praktisk til at gribe om, når det er svært at stå fast.
Pantryet er stort med skabe og skuffer i høj kvalitet, Corean boldplade med slingrekanter, dobbeltvask, koldt og varmt vand, to kølebokse samt et Techimpex komfur med to blus.

Supergod højde over køjerne
Der er tre gode gribebøjler i stål ved trappen ned i salonen og ved toilettet agter, men vi savnede lidt en gribeliste under dækket, til når man vil gå videre frem i salonen ude til søs.

Grand Soleil 44 har tre kahytter med gode dobbeltkøjer, et særskilt toiletrum om bagbord i ejerkahytten i forskibet og et fælles toilet agter om styrbord, hvor der er separat brusekabine. Ejerkahytten har vinduer i fribordet, siddeplads og et stort skab med både bøjlestang og hylder. Agter er der to kahytter med supergod højde over de brede dobbeltkøjer med ståhøjde ved fodenden og gode, dybe skabe ved skottet.

Vi udførte ingen motortest med bådens 50 hk motor, som vi kun benyttede til havne-manøvrer, trods dagens lette vind, men den sejler ca. 7,5 knob ved cruisingfart med 2400 omdrejninger.


GS 44 RACE-VERSION
Begge versioner af Grand Soleil 44 bygger på samme skrog, men med forskel i layout og data. Race-versionen har et 0,66 meter længere bovspryd, der giver mulighed for større Code-sejl og gennaker, en ORC-optimeret køl med en dybgang på 2,0 meter, mens Performance-udgaven har en standarddybde på 2,6 meter. Den testede båd har fået den korte ORC-køl. På Race-versionen er to spil flyttet op på cockpitkarmene og har to ekstra spil på ruffet, fordi flere trimfunktioner er ført fra masten til spilaflastere på ruffet.

EKSTRAUDSTYR I TESTBÅDEN
Elvström Epex storsejl med sort Teknora og gennemgående sejlpinde, tilsvarende selvstående fok med to lodrette sejlpinde, Elvström-kablet Code 0, zippack, Raymarine-pakke med I70S-P70S, der inkluderer 2 I70S displays på styrbord og bagbord ratkonsoller, P70S autopilot, ACU-400 aktuator, sensor EVO-1, JEFA aktuator; Raymarine 63 VHF, VHF ekstra højttaler i cockpit, Raymarine Axiom-7 Multifunction Navigation 7” display med integreret GPS og Wi-Fi, Raymarine AIS 700 B klasse, køl med 2 meter dybgang, Gori trebladet foldepropel, Side Power bovtruster med batterier og fjernbetjening, grej til gennaker og Code 0, 2 Harken Performa 50.2 STP spil og 2 Harken Performa 60.2 STEPH elspil i stedet for bådens standardspil, 16 kg Delta anker med 50 meter kæde, 2 faste fortøjningsklamper midtskibs, 9 mm vacuum-limet teak på dæk og cockpitdørk, sprayhood, flytbart cockpitbord med opbevaringsboks, åbning i søgelænderet i begge sider, ekstra fortøjningsklamper midtskibs og Webasto bådvarme med seks udtag.

Konklusion
Vi må sige, at testbåden levede op til vores forventninger. Vi havde en forrygende sejltur i dagens meget lette vind, der klart viste, at Grand Soleil er en letdrevet, hurtig og nem båd, der i denne version også vil kunne klare sig på kapsejladsbanerne.

Komforten om bord er nærmest upåklagelig, så båden henvender sig især til sejlere, der vil have fintunet sejlglæde og samtidig have rummelighed og god komfort, når familien er på tur. Der er ingen standardsejl, så valget af sejl afgør på hvilket niveau, man vil sejle. 


BÅD 579

Bådmagasinet er Danmarks maritime mediehus med begge fødder plantet solidt på dørken. Bådmagasinet følger med i den rivende udvikling medieverden er inde i, og udgiver således på flere platforme, hvad end det er i trykt eller elektronisk form.

Bådmagasinet har gennem tiderne hjulpet mange i bådbranchen med deres egne kundekataloger – kundemagasiner – brochurer – kataloger, eller et frisk design på virksomhedens brand – alt sammen under vores afdeling for Client Publishing.

Sejlsport

Nyheder

Inspiration

Medlemsskab


© 2020 Bådmagasinet ApS. All Rights Reserved.