fbpx
TEKST & FOTO LARS LAURSEN

Bayliner VR6 Cuddy OB

Daycruiser til weekendture

BÅD har testet Bayliner VR6 Cuddy OB i Cannes i efteråret 2018. Det var den perfekte kulisse i forhold til et koldt efterår i Danmark. Med de sydfranske temperaturer var testen udført som i den danske sommer 2018. Man kunne ærgre sig over, at båden ikke var blev introduceret i foråret. Den er perfekt til sejlture for et par eller familier, specielt når vejret er godt.


Det er sjældent, at man ser en motorbåd på under 7 meter, hvor designerne har fået plads til ALT. Normalt plejer der i en trailerbar båd af denne størrelse at mangle et søtoilet, køleskab, vask eller et blus til at koge vand. Det har Bayliner VR6 Cuddy. Stor ros til designerne, for det er lykkedes ganske fint. Visse detaljer er ikke standardudstyr så som toilet med skyl.

Bayliner VR6 Cuddy er godkendt til otte passagerer, men så sidder man også tæt. 4-5 personer i sofagruppen er behageligt. Er det en familie bestående af to voksne og to børn har designerne lavet en relativ høj kahyt, hvor der kan tilkøbes en ekstra soveindsats, så der kan sove fire i kahytten. Der er ovenikøbet blevet plads til et separat toilet med dør. I kahytten er der vinduer i begge sider af båden, og en stor klar topluge, der kan åbnes, hvis der er brug for frisk luft. Døren til kahytten er hvidmatteret, så der kan komme lys ind i kahytten, når den er lukket.
To motorvarianter
Båden vi testede er til påhængsmotor. Der findes en version med indenbordsmotor. Der kan vælges tre forskellige indenbordsmotorer. Testbåden havde den største påhængsmotor, der er godkendt til båden. Motoroverskud var passende med fire passagerer om bord. Mindre motor kan gøre det, men det er en tung båd at flytte.
Ønsker man vandsport med at trække vandski eller badering, skal man overveje hvilken motorstørrelse, der skal sidde på hækken. Anbefalet motor i påhængsmotorudgaven er 175 til 225 hk. Hvis det er en af de nye Mercury motorer på 175, 200 eller 225 hk, så vejer motorerne det samme, da motorblokken er ens, uanset hvor mange heste påhængsmotoren yder.

G-påvirkning
Bayliner VR6 Cuddys skrog er konstrueret lidt specielt. I hvert hjørne af båden ude agter er der ikke noget skrog, men et hul. Her er bådens flaps placeret, så de sidder lidt inde under båden. Det betyder, at når man bakker i en havn, så skal skipper ikke tænke på at flaps kommer til skade, hvis det ene hjørne af båden kommer for tæt på en bro eller pæl. Her tager bådens skrog fra over vandlinjen. Sagt med andre ord, så er der ikke noget bredt lige agterspejl på båden i vandlinjen.
Denne konstruktion gør, at båden kan lægge sig meget ned, hvis der drejes skarpt i høj fart, og det gør den sjov at sejle. Skroget har virkelig fat i vandet og man kan mærke G-påvirkningen. Konstruktionen giver samtidig plads til en stor badeplatform, der brydes af påhængsmotoren på midten, og i den ene side af badeplatformen er der en indbygget badestige, der kan foldes ud.

Funktionelt cockpit
I cockpittet sidder kaptajnen behageligt i stolen bag rattet. Stolen har helstøbt ryglæn og armlæn, så man virkelig føler sig veltilpas. Ønsker man at have bedre udsyn ved sejlads og kigge ud over vindspejlet, er det muligt at slå kanten af sædet op, så det yder støtte ved stående sejlads. Når man ikke sejler, kan stolen drejes i retning mod L-sofagruppen. Under sædet er et åbent stuverum til et par små fendere eller tovværk. Sædet kan skydes frem og tilbage afhængig af hvor lange ben kaptajnen har.

Modsat kaptajnen er der et sæde med plads til en passager. Det er ikke et særskilt sæde, men en del af sofagruppen med et ryglæn med to funktioner. Når man sejler virker ryglænet som rygstøtte til et passagersæde. Ved solbadning, kan ryglænet skydes frem i sejlretningen, så det kan bruges som rygstøtte ved solbadning. Længere nede i sofagruppen er en solplads på tværs. Over denne plads er yderligere en solplads, hvor man kan ligge lige foran badeplatformen. Hvis dette ikke er solpladser nok, så er muligt med to mere i stævnen.

I midten af L-sofagruppen kan monteres et bord (ekstraudstyr). Når bordet er monteret er det lidt besværligt at komme ind i køleskabet, som også findes i cockpittet. Set i forhold til bådens størrelse er det et ret stort køleskab, der drives af bådens 150 amperes batteri.

Er der brug for at koge vand eller stege en friskfanget fisk, har båden en elektrisk kogeplade og vask med rindende vand. Vandtanken rummer 10 liter. Under midterhynden i sofagruppen er et kæmpe stuverum på over 1000 liter. I forhold til bådens størrelse gigantisk og med plads til bagage og vandski. Bliver det regnvejr er den heldækkende kaleche gemt væk bag sofagruppen, og kan hurtigt slås op.

Båden på landevejen
Ønsker man at tage båden med på ferie eller landevejen, kan den trailes på en 2500 kg bådtrailer. Til at trække sådan en trailer er en elbil nok ikke velegnet (ej heller lovlig), men det behøver ikke være en stor dyr 4-hjulstrækker. F.eks. kan en Toyota Proace kassevogn med en 120 hestes 2.0 liter dieselmotor klare jobbet. På papegøjeplader er det en bil til under 225.000 kr. og med plads til to passagerer udover kaptajnen.
Det kan give utrolig mange muligheder for en sejlervant familie, at man ikke skal sejle til den anden af landet, men kan tage båden med på slæb, og få nogle dejlige ture i nye omgivelser.



Bådmagasinet er Danmarks maritime mediehus med begge fødder plantet solidt på dørken. Bådmagasinet følger med i den rivende udvikling medieverden er inde i, og udgiver således på flere platforme, hvad end det er i trykt eller elektronisk form.

Bådmagasinet har gennem tiderne hjulpet mange i bådbranchen med deres egne kundekataloger – kundemagasiner – brochurer – kataloger, eller et frisk design på virksomhedens brand – alt sammen under vores afdeling for Client Publishing.

Sejlsport

Nyheder

Inspiration

Medlemsskab


© 2020 Bådmagasinet ApS. All Rights Reserved.