fbpx
TEKST og FOTO HENRIK HANSEN

Brugtbåd : Marex 280 Holiday

Populær familiebåd holder prisen godt

Den norske Marex 280 Holiday er en perfekt lille halvplanende motorbåd i høj kvalitet, og båden var så populær, at den blev produceret i rekordagtige 22 år. På trods af mange både på brugtmarkedet, så bevarer bådene værdien godt.


Marex 280 Holiday er en god båd at starte sejler- livet med, hvis man helst vil sejle for motor. Det er en velindrettet båd med plads til de fleste børnefamilier, og er også til en lille duo-besætning, fordi den har gode og pålidelige sejlegenskaber.
Bådens enorme popularitet over flere årtier viser klart, at det er en båd der falder i mange motorbådssejleres smag. Det næsten klinkbyggede skrog leder nemt tankerne hen på de gode gamle snekke-typer. Her bare i en ægte halv-planende version med bred moderne hæk, der kan bære både en rummelig agterkahyt, solseng og badeplatform.

En 280 Holiday er derfor ikke et valg for dem, der går efter en smart planende motorbåd med frække moderne linjer. Her er hygge, sindighed og tryghed i det dybe cockpit i højsædet. Samtidig er båden meget rummelig. Bådens 29 fod er virkelig godt udnyttet.
Vi har fundet et prisleje på brugtmarkedet fra 335.000 kr. for en båd fra 1996 og op til 649.000 kr. for den viste ”Oscar” fra 2008, der er en af de nyeste Marex 280 Holiday. Det viser, at denne model er en båd, der bevarer en brugtværdi væsentligt over gennemsnittet, fordi det er kvalitetsbåde.
Man skal især vurdere prisforskelle efter ved- ligeholdelse, motorens alder, motorens stand og de timer den har kørt, samt ikke mindst omfanget af bådens udstyr, dets alder og stand.
Vi har fundet to velholdte Marex 280 Holiday HT på www.boatindex.com, hvor Kronborg Marine har ”Oscar” fra 2008 til salg for 649.000 kr. og Reese Marin har ”Otiet” fra 2001 til salg for 428.000 kr.
Forskellen i pris ligger primært i bådenes alder, 10 år mod 17 år, samt i deres udstyr og motorer. ”Oscar” har en Volvo D3 på 190 hk med 293 motor- timer. ”Otiet” har en Yanmar 4LH-DTE på 165 hk med 879 motortimer. ”Otiet” blev solgt for 400.000 kr., umiddelbart efter vi gik båden igennem i Aabenraa.

Fast aksel og dyb køl
Marex 280 Holiday findes i åben version med targabøjle til at bære en kaleche over den forreste del af cockpittet og en agterkaleche. Vi har kigget på hardtop-versionen med fast ruf over den forreste del af cockpittet i stedet for targabøjlen.
Alle 280 Holiday har fast skrueaksel og en forholdsvis dyb køl, der betyder, at båden er kursstabil og står rimelig godt fast i vandet og derfor ikke driver for vinden ved havnemanøvrer som f.eks. planende motorbåde med S-drev.
Netop fordi båden ikke driver for vinden, eller når man går rundt i et sving, så krænger 280’eren lidt udad i svingene, modsat de fleste moderne motorbåde.
Det er en båd, der er let at sejle, og fordi den sejler godmodigt, så kan familien hygge sig sammen i det store cockpit midtskibs. Fartmæssigt kan den dog vise tænder, hvis den har en af seriens store Volvo eller Yanmar motorer på knap 200 hk. Med en sådan motor er topfarten over 18 knob.
Agterkahytten har en dobbeltkøje på 1,3 meters bredde og fodende under cockpittet. Bemærk de praktiske stuverum til småting.

MAREX VÆRFTET
Marex både blev kåret som European Powerboat of the Year i 2009, 2013, 2016 og i 2017. Samtidig har de yderligere fået en lang række hædersbevisninger. Navnet Marex er en sammentrækning af de to latinske ord for konge og hav, mare og rex, og det lægger op til værftets slogan ”King of the Sea”, havets konge.
Værftet blev grundlagt i 1973 af Eyvin Aalrud i Rykene i det sydlige Norge i kompagniskab med Joda Boats. De første både var 24 fods snekker. I 1978 brændte fabrikken i Rykene, og produktionen blev flyttet til Fjord Boats tidligere lokaler i Fevik. Samme år købte Eyvin Aalrud Joda Boats ud og overdrog 49 % af værftet til sønnerne Espen og Thomas, der ejer og driver det i dag.
Værftet har omkring 200 ansatte på fabrikker i Norge og Litauen. Reese Marin har i 20 år forhandlet Marex både, og har solgt over 100 stk. i Danmark og Nordtyskland. I dag er der fire både i Marex programmet, Marex 310 Sun Cruiser, Marex 320 Aft Cabin Cruiser, Marex 373 Aft Cabin Cruiser og Marex 375

Båden planer ved ca. 12 knob og den mest økonomiske cruisingfart er omkring 14-15 knob. Mange Marex 280 Holiday er dog solgt med mindre motorer, der ikke giver væsentligt mindre fart. Flere hestekræfter betyder derimod at man kan sejle sin cruisingfart med færre omdrejninger, og dermed med mindre støj.
Marex 280 sejler også glimrende som deplace- mentbåd under planegrænsen og egner sig derfor godt til at sejle i skærgården eller på floder og elve.
Båden har en god styreplads med godt udsyn under sejladsen. Instrumentbordet er tilpas stort til at rumme alle nødvendige instrumenter og en kortplotter.

Op til seks køjepladser
Det vil uundgåeligt være cockpittet, med eller uden kaleche, hvor man opholder sig mest i 280 Holiday. Her kan ryglænet på rorsmandens brede sofa vippes frem, så man kan sidde ved klapbordet om styrbord.
Bordet kan klappes op som et lille bord til 2-4 personer eller foldes helt ud i dobbelt længde, og så kan der snildt sidde seks personer omkring bordet. Til gengæld kan det blive lidt trangt at komme omkring i cockpittet. Det langskibs pantry om bagbord er pænt stort for bådstørrelsen, og i begge de viste både er der varmt og koldt tryk- vand, to kogeblus og køleskab samt rimelig med stuveplads under pantrybordet.
Motoren ligger under den forreste del af cockpittet, og man kommer let til motorrummet ved at løfte en stor dørkplade væk. Nedgangen til agterkahytten kan stå åben, eller man kan lukke den med hynder, så der bliver en ekstra siddeplads i cockpittet.
Der er ikke en fast luge over åbningen i solsengen agter ned til agterkahytten, men en blød luge med stivere, der rulles væk.

I agterkahytten er der næsten ståhøjde og en køje i hver side. En dobbeltkøje på 1,3 meter til styrbord og en enkeltkøje på 0,7 meter. I begge køjer går benenden ind under sæderne i cock- pittet, så man kan stuve dyner og sengetøj derind om dagen.
Forkahytten er en kahyt med salonbord midt i en U-sofa, hvor der mageligt kan sidde fem personer omkring bordet. Det kan sænkes ned som køjebund, og så har man en meget bred køje på 2,3 meter, hvor der kan sove tre personer.

EKSTRAUDSTYR
Begge både har i store træk det samme fornuftige basis udstyr som bovpropel, elektrisk ankerspil, 220 volt landstrøm med lader, keramisk kogeplade, køleskab, varmt og koldt trykvand, bådvarme, hardtop med to tagluger, teak på badeplatform, bovspryd i stævn med teak, lyse hynder i cockpittet.
”Otiet” har desuden en Simrad CE 32 farve- kortplotter, Simrad VHF/DSC, GPS, log lod, QL trimflaps, klapbord i pantryet og ikke mindst en cockpitkaleche fra 2017.
”Oscar” har en Simrad CX 34 kortplotter med GPS, Simrad multidisplay med log og lod og desuden en stævnplade i rustfri, Mente Marine automatiske trimflaps, elektrisk tømning af holdingtank, 19” tv med dvd og digital tuner, tv-antenne, 3 stk. 220 volt stik, ekstra batteri til anker og bovpropel, automatisk brandslukning i motorrum, radio med cd og mp3, fire højtalere, kantsyet gulvtæppe i cockpit- salonen, en ældre cockpitkaleche og vinterstativ i stål.

Instrumentbordet i ”Otiet” med stort samlet motorinstrument fra Yanmar i midten og Simrad kortplotter til venstre. Gashåndtaget er lidt tæret.

”OSCAR” STÅR SOM NY
Vi så på ”Oscar” en flot forårsdag med høj sol. Det skarpe lys afslørede, at ejerne har passet virkelig godt på båden. Den står nærmest som en ny båd, og det var svært at finde spor efter, at den havde sejlet i 10 år med samme ejere.
Det var ejeren Jan, der havde båden sammen med sin far, der viste båden frem. De er meget glade for båden, og de sælger den, fordi de ikke får brugt den tilstrækkeligt, men vil ikke sælge for enhver pris.

To ting skilte sig ud på båden. Agterkalechen trænger til at blive skiftet ud. Jan mente at en ny koster omkring 12.000 kr. Bortset fra alderen på 10 år, så er kalechen blevet grim af utallige mågeklatter.
Der er lidt varme på båden om vinteren fra bådens dieselvarmer, og det benytter mågerne sig af til at få varmet fusserne. Bådens Simrad CX 34 kortplotter har en fejl på skærmen, hvor kanten er lidt grå og diffus i forhold til størstedelen af skærmen. Kortplotteren virkede fint, da vi prøvede den, så det er mest et kosmetisk problem. Det var de to fejl og mangler vi fandt ved ”Oscar”, hvor også den udenbords teak på bovspryd og badeplatformen stod fint.

Pantry giver næsten altid et sikkert praj om, hvordan der er passet på båden, og ”Oscar”s pantry stod flot og uden de næsten uundgåelige småskrammer et pantry får. Hynderne var som nye, og der lå fine præcise kantsyede og beskyttende tæpper på dørken i cockpittet.



Bådmagasinet er Danmarks maritime mediehus med begge fødder plantet solidt på dørken. Bådmagasinet følger med i den rivende udvikling medieverden er inde i, og udgiver således på flere platforme, hvad end det er i trykt eller elektronisk form.

Bådmagasinet har gennem tiderne hjulpet mange i bådbranchen med deres egne kundekataloger – kundemagasiner – brochurer – kataloger, eller et frisk design på virksomhedens brand – alt sammen under vores afdeling for Client Publishing.

Sejlsport

Nyheder

Inspiration

Medlemsskab


© 2020 Bådmagasinet ApS. All Rights Reserved.