fbpx
TEKST MALENE GUDE FOTO MALENE GUDE, PETER KVIST #585

Sommer-opturs-sejlads

Hvad gør man, når man lever tæt om bord og har forskellige behov?

Er der grænser for, hvornår en sejlads er god?

Her er mulige gode tips samlet til dig, der vil sejle med familie og venner.


Kloge-Åge
Redaktionen har spurgt mig, om jeg vil dele tips til, hvad den optimale sommertur kan være. Jeg er ikke sikker på, at jeg er den klogeste på feltet. For faktisk mener jeg, at du selv er den klogeste på, hvad der er en rigtig god sommertur for dig, ikk’?

Men derfor kan man jo godt have brug for nogle tips.

Så nu deler jeg ud af alt, hvad der virker om bord hos os. Kloge-Åge vil jeg ikke være, men måske kan I bruge det til at blive klogere sammen om bord hos jer.

Vi tog afsted fra skærgården i går. Spileren er oppe, og nu er der er to, der slet ikke har tid til at runde Kronborg, for de er lige i gang med et spil Yatzy. Dét er god langtur.

Lange stræk – godt eller skidt
Skipper vil bare gerne sejle laaangt. Vi taler ikke om at krydse Atlanten, men bare sådan i sommerturslange stræk.

Nogle sejlere kobler bare bedst af med et godt langt stræk til at begynde med. Andre kan faktisk blive lidt stressede af, at man skal lægge ’hårdt’ ud, og måske er vejret endda til den friske side.

Børn – og andre sjæle – vil mange gange gerne i land og udforske nye steder eller genbesøge favoritter og glæde sig til at få lige præcis dén is, som man kan få i lige præcis dén der havn.

Det gælder om at finde en balance.

Del op efter behov
Hvis skipper er alene med sit langtursbehov, så er det en oplagt god idé at se, om han/hun kan få stillet sin langturssult i starten af ferien. Især fungerer det godt med små børn, at et par stykker sejler båden til f.eks. Sydfyn eller skærgården, hvor resten af familien så kan hoppe på og have kortere hyggesejladser derfra.

Måske kan bedsteforældre komme kørende med børnebørn og samtidig besøge jer i båden. Et andet genialt trick er at være med i en delebåd, hvis I har mindre børn. Din tid er knap og samtidig kan I deles om at sejle ud og hjem. Smart hvis du vil undgå stress og til gengæld have nærvær med familien, mens I har ferie.


Christiansø, hvor du ligger langskibs set fra Frederiksø, hvor du ligger med stævnen ind og en bøje i hækken.

Gør det lange stræk til en leg
Kan man gøre en lang tur til en leg, spurgte redaktionen. Det er faktisk gået meget godt hos os. Måske fordi vi også har brugt deletricket, da børnene var små.

Da vi sejlede mod Stockholm for nogle år siden, havde vi oversigtskortet fra min barndom med. Der (gen-)oplevede jeg, at jeg ikke huskede helt galt. Vi sejlede som gale dengang. Så jeg er både miljøskadet og har samtidig fundet min egen vej. Jeg vil have tid til at nyde det også. Blive lidt længere et sted, hvis det passer mig. For eksempel på Christiansø. Der er ingen grund til at sejle derfra før, end vejret siger, at nu er det en god idé. Og det sker helt af sig selv!

Netop krydset storskibsruten og på vej over Bornholmsgattet. Det har blæst op til 10 m/s, og der styres med stor koncentration på plat læns ned ad bølgerne. Det går så fint at sejle med vinden, men lov mig ikke at krydse i 10 m/s i Østersøen med din familie, hvis du virkelig elsker dem!

Hvis man keder sig
Der er også historier, vi griner meget af. Bagefter.

Som når man bliver lidt træt af, at der er sluser hele tiden gennem Gøta-kanalen (der er 58 sluser!), og efter Bergs trapper, som er syv sluser i rap og lang ventetid, kalder sommerturen for tvangsarbejde. Så er det for eksempel tid til at udøve sommerens minigolf-turnering. Og lige præcis ved Bergs sluser er der en rigtig fin mini-golfbane på havnen.

Vi har ikke brugt at se film om bord, men verden er jo dynamisk.

Vi kan fortælle (røver-) historier, spille spil, tale om stort og småt. Kigge i søkort. Finde skøre navne på kortet. Kigge efter bøjer. Og lære kompasafmærkninger at kende. Gætte bådtyper. En får måske lyst til at gå ned og lave en overraskelsessnack. Jubii, nu er der servering, det er jo et højdepunkt af rang. Endelig er det skønt at læse bøger eller blade til læ i cockpittet eller på dækket, hvis vejret er til det. Måske får man en lille lur.

Men den bedste kur mod kedsomhed må være at sejle båden. Altså trimme sejlene løbende, så der er balance i båden, I går optimal højde og fart – og sejler i øvrigt mest behageligt. Det kan være lige slemt at have for meget som for lidt sejl på.

Vi har lige rullet den spilede genua ind. Over 8 knob for storsejl er rigeligt til at runde Hammerodde med. Vi skal egentlig bomme, når vi runder. Men det er en skidt manøvre i meget vind, og vi skal ind i Allinge lige om lidt. Vi drejer op i vinden og tager storen ned i stedet. Så kan vi anduve havnen i fred og ro. Det var en god beslutning.

Anduvning
Når I er ved at være fremme, så kan man godt være blevet lidt stivbenet. Samtidig skal I måske ind et nyt sted, og man er naturligt lidt på stikkerne. Hvordan ser der ud i havne-bassinet? Og er der en ledig plads. Det ér der. Som regel.

Det er selvfølgelig smart at vælge en havn, der ligger bedst muligt i læ for vinden. Tag sejlene ned i god tid.

Hvis du har sejlet langt, kan det også være smart at vælge en havn, der har god plads. Ellers ankomme om formiddagen. Og folk vil gerne hjælpe dig. Så husk at smile, hjælpe og takke hinanden, så vi kan blive ved med at have det sådan.

Tag den med ro
Hav fendere og fortøjninger på enten på vej ind i havnen eller slå et slag i yderbassinet, mens I får dem på. Så er I klar til at lægge til.

Kig jer for og lyt evt. til, om der er nogen, der peger jer i retning af en ledig plads. På Anholt bliver du for eksempel taget godt imod af havnefogeden i gummibåd, der anviser dig en plads. På den måde får han plads til rigtig mange både i havnen.

Hvis I kan ligge med vinden i snuden, ligger I både behageligt og har det lunt og rart. Det kan også gøres ved at bakke ind på en plads.



Idyllisk ro eller gang i den?
Gå ind på havnens hjemmeside eller Facebook for at se, om der er havnefest, festival eller andet leben, som du enten rigtig gerne vil være en del af – eller helst vil undgå.

Det siger sig selv, at Skagen i uge 29 er party, ligesom Smögen nord for Göteborg er en lang kaj med masser af øl og glade mennesker med høj lyd på. Til gengæld er der masser af mindre havne, hvor der ikke sker en dyt.

Hvis du har teenagere med, så er det måske værd at blande lidt byhavne med de mere stille.

Hvad er en god sommertur?
Hvis man gerne vil have lidt længere stræk og samtidig har 1, 2 eller 3 ugers ferie, så er der ikke så meget at flexe med, når vejret ikke er som planlagt.

Skipper minder om, at netop det uforudsigelige er en del af charmen ved at sejle sommertur – også selvom man måske lige har brug for at arbejde lidt med sin forandringsledelses-muskel, når en planlagt tur mod Norge med kort varsel laves om til Bornholm og omegn.

For det er bare en god plan at sejle med vinden fremfor at starte ferien i kuling, modvind og indeblæsning i dagevis i en havn med pålandsvind.


Bornholm
Jeg er altid glad for en tur til Bornholm. Her er noget for alle. Et langt stræk. Korte stræk og overliggerdage. Liv og glæde. God mad. Ro og skønne vandreture.

Til gengæld kan du nemt blæse inde, og det må du have temperament til.

Du må have en eller flere alternative havne på vejen over. Med en helt ny sejler om bord havde vi gode Ystad som alternativ. Men alt gik så fint, at vi fortsatte hele vejen over. Og det er bare fantastisk at kunne fejre at have klaret sådan en tur med bravour.

Evig kærlighed til Gudhjem Havn …

Anholt, Læsø, Skagen
En anden skøn tur – og måske en gylden klassiker med mulighed for at sejle lidt længere stræk – er Anholt, Læsø, Skagen. Har du været der før, så har du sikkert dine favoritsteder, og ellers kan du blive inspireret i udvalgte klip her.

Anholt
Turen er overkommelig for de fleste (når I finder et fint vejrvindue at sejle i) og kan nås fra det meste af Danmark på en sommertur. Jeg kender folk, der aldrig er kommet videre på sommerturen end til Anholt. Og har været ganske fornøjede med det!

Når det er sagt, så kan du også godt blæse inde her midt i Kattegat. Så tag dig tid og nyd det.

Anholt er det tilbagelænede, afslappede sejlerparadis. Man ligger tæt og kommer hinanden ved og her er sand overalt – også i båden.
Ufatteligt skønne strande, ørken, fællesgrill, jomfruhummere, lokale grøntsager, god is og kaffe. Den formidable solnedgang ved Orakelbar kan du leve længe på.

Anholt er street food og tilbagelænet feriestemning.
Anholt parkering. Her er vi rummelige og bor tæt!
Anholts formidable solnedgang ved Orakelbar.
Hjørnet med sejlerhuset, fællesgrill og ... sand.

Ørkenen skal indtages og måske fyret, men der er langt derud.

Gennem landet er en smuk tur fra havnen til Anholt By.


Læsø
Når vinden vil, så kan I pege snuden de ca. 50 sømil mod Læsø, hvor den sværeste beslutning er, om I vil gå til Vesterø eller Østerby Havn.

Det er to gode valg, så du kan jo også snuppe dem begge. Læsø er heller ikke en ø, man lige kommer forbi, hvis man bor på Sjælland og Fyn, så det er værd at bruge tid her. Råt og flot og en helt anden verden end Anholt. Fisk, krabber og jomfruhummere er i topklasse.

Østerby havn på Læsø rummer mange kuttere og sejlbåde.
Så smukt kan fiskegarn tørres i Læsøs lyng.
Læsø lyng og Østerby Havn i baggrunden.
Læsø luft med Læsø humor.

Læsøs historiske tang-tækkede huse kan nås til fods fra Østerby Havn.

Den formidable Læsø-solnedgang koster ikke ekstra.


Skagen
Fortsætter I videre til Skagen, så vær forberedt på et totalt kulturskifte. Når du har fundet ind i mellem de mange tankskibe, der ligger for svaj udenfor, og er sejlet ind gennem molehovederne, kan du vælge at snirkle dig ind til pakhusene ved at holde til styrbord og så til bagbord eller ligge lidt mere afsides i marinaen, hvor du skal dreje til bagbord første gang, du kan efter yderbassinet. Havnen har sin charme med blandingen af store kuttere, Bindesbølls røde pakhuse og store armbevægelser. Du kan styre udenom uge 29, hvis du vil have lidt mere ro.

Der er bare noget ved at være her på toppen af Jylland med masser af historie, skønne museer, udsyn og højt til himlen. Og skønt er det at leje cykler ved havnen, indtage Grenen og stå med en fod i hvert af de to have sammen med ca. 1 mia. turister, spise lækker mad hos ’Blink’ ved Fyret (bestil bord) eller i båden og slutte dagen med at cykle til Solnedgangspladsen i Gl. Skagen.

Det var bare en lille appetitvækker – hav en rigtig god sommer-opturs-sejlads alle sammen!

Grenen - Skagens turistmagnet nr. 1.
Grenen er sjov at indtage.
Anduvning Skagen mellem utallige tankskibe for svaj er en oplevelse.
Skagen Havn med pakhuse, kuttere og masser af sejl- og motorbåde.

  • 29 tips til en god langtur
    1. Sejl på en god vejrmelding 
    2. Medvind fremfor modvind
    3. Overvej at sejle tidlig morgen eller om natten 
    4. Planlæg turen
    5. Del turen med de andre
    6. Hav alternative havne, hvis vejret ændrer sig
    7. God mad og drikke
    8. Spis ordentligt og i tide
    9. Hav overraskelser eller yndlingslækkerier
    10. Hav ordentligt tøj – til alle
    11. Bevar det gode humør 
    12. Hav masser af gode bøger og byt med hinanden
    13. Spillekort, raflebægre og kinaskak med magneter
    14. Lav fis og respekter hinanden
    15. Trim sejlene, det er sjovere, og I sejler mere behageligt
    16. Lad børn og nye sejlere deltage aktivt
    17. Lad alle styre
    18. Fortæl, hvad der nu skal ske
    19. Ros som en gal, når nogen har klaret noget
    20. Fejr succesen, når I er kommet i havn
    21. Giv Seabands og tøv ikke med en søsygepille
    22. Bevar roen og vis, at du har overblik
    23. Reb i tide
    24. Sejl konservativt, du er på ferie
    25. Husk at planer kan laves om
    26. Det uforudsigelige er en del af charmen
    27. Brug møgvejr til caféhygge og udflugter
    28. Sejl båden hjem senere hellere end at sejle hjem i møgvejr
    29. Den bedste langtidsinvestering er at have det sjovt
Solen går ned over Anholt Havn.

Båd 585

Bådmagasinet er Danmarks maritime mediehus med begge fødder plantet solidt på dørken. Bådmagasinet følger med i den rivende udvikling medieverden er inde i, og udgiver således på flere platforme, hvad end det er i trykt eller elektronisk form.

Bådmagasinet har gennem tiderne hjulpet mange i bådbranchen med deres egne kundekataloger – kundemagasiner – brochurer – kataloger, eller et frisk design på virksomhedens brand – alt sammen under vores afdeling for Client Publishing.

Sejlsport

Nyheder

Inspiration

Medlemsskab


© 2020 Bådmagasinet ApS. All Rights Reserved.