Sløret er faldet – hvad med korruptionen i vores sport?

”Sportwashing”
Vladimir Putin og hans oligark-venner har igennem en lang årrække investeret massivt i sportens verden, vel vidende at der er meget magt at hente ved at styre og kontrollere, hvad der foregår netop her. Vi ser det samme ske i de arabiske emirater, hvor der findes ubegrænsede økonomiske ressourcer og samtidigt et behov for at dække over frygtelige overgreb på befolkningsgrupper og andre politiske svinestreger. Der findes et begreb for det: Sportwashing. Det minder lidt om såkaldt hvidvask af penge, som er et væsentligt aspekt ved enhver kriminel aktivitet af en vis størrelse.

At positionere sig selv som en stormagt
At være vært for verdens største sportsbegivenheder, som Rusland var for eksempel ved vinter-OL i 2018, betød, at nationen (og dermed dens lederskab) befandt sig i et positivt fokus for en hel verden. Samtidig havde det russiske styre investeret massivt i dopede russiske atleter, der kunne bringe medaljer hjem til den store russiske nation.

Samlet set bidrog den operation ret så væsentligt til at placere Rusland som en stormagt på verdenskortet.

Og ikke mindst trak det opmærksomheden væk fra alt det, der foregik i mørket bag tribunerne.

Strategien virkede godt
Nu er krigen i Ukraine kommet, og det russiske magtspil er nemt at få øje på. Spillet er slut. Men i mange år virkede den russiske sportsstrategi rigtig godt, ikke alene i den russiske befolknings selvforståelse, men også internationalt. De mange millioner i bestikkelser og sponsorater, placeringen af loyale folk i nøglepositioner samt gennemførelsen af et massivt, statsligt dopingprogram, har langt hen ad vejen været vellykket. Igennem mange år førte det ikke til væsentlige sanktioner, på trods af talrige afsløringer undervejs, endda håndfaste beviser på hvad der foregik.

Sølv eller bly
Mange topfolk i verdens sportsorganisationer har bogstavelig talt været i lommen på Putin – en mand som hersker ved en blanding af gavmild belønning og nådeløs straf, lidt i stil med Pablo Escobar, den colombianske narkobaron, som i sin tid blev kendt for udtrykket ”plata o plomo”: Sølv eller bly. Ganske vist har afsløringerne ført til, at der er røget nogle hoveder undervejs, og der har været en masse mere eller mindre tomme trusler om sanktioner.

Nogle konsekvenser har der bestemt også været, men de store skadevirkninger ved afsløringerne har Putin indtil nu undgået, simpelthen fordi korruptionen har stukket for dybt.

Gazprom og World Sailing
Det er ikke kønt at se tilbage på, hvad der er foregået. Hvor gennemsyret af korruption den olympiske organisation IOC og andre store spillere har været – for eksempel fodboldens organisation FIFA.

Men hvad med sejlsporten? Rusland er nemlig store i sejlsportens verden – rigtig store. Der er ikke kun tale om russiske atleter, men også russiske ejere af flere af de mest spektakulære racingbåde og sportshold. Russiske penge er at finde mange steder i vores sport, også i lommerne på professionelle sejlere, som tit hyres af rige russere.

Det er også velkendt, at Gazprom, det gigantiske Putin-kontrollerede olie- og gasfirma (som er dybt involveret i den nu stoppede Nord Stream gasledning i Østersøen), indgik en sponsoraftale med World Sailing i 2015. Aftalen sluttede før tid i 2017, en hændelse omgivet af meget mystik og uigennemskuelighed, og et emne ingen journalister rigtig har haft lyst til at beskæftige sig med. Medlemmer af World Sailings ledelse har haft forbindelse med selskaber, der er dukket op i forbindelse med afsløringer af korruption, skattesvig og skjulte formuer i de såkaldte Panama Papers. Sejlsporten har bestemt også haft fingrene i kagedåsen.

Så hvad nu?
Kort efter at den russiske invasion startede 24. februar, kom der en svag og ligegyldig udmelding fra World Sailing: Man fordømte krigen, men der var ikke lagt op til nogen egentlig handling udover at bekendtgøre, at der ikke var planlagt nogen World Sailing-organiserede kapsejladser i Rusland eller Belarus i år, og at man ville ”støtte op om flytning af træning og uddannelses-aktiviteter fra Rusland.”

Ikke et ord om udelukkelse af russiske atleter eller et egentlig opgør med den russiske infiltration i sporten.

Efter et massivt pres fra mange sider (inklusive Dansk Sejlunion) og en langt klarere politik selv fra IOC, kom der senere en officiel udmelding fra WS om at bringe sig på linje med IOC og udelukke russiske og hviderussiske deltagere og officials fra alle organisationens stævner og arrangementer. Samtidig opfordrede World Sailing alle medlemslande og klasseorganisationer og stævnearrangører til på samme måde at udelukke russere og hviderussere.

I den kommende tid vil vi se, hvordan det lykkes med at implementere den politik.

Umiddelbart ser det ikke for lyst ud: Eurosaf, den europæiske underafdeling af World Sailing, har lagt ud med på den ene side at støtte op om IOC’s og World Sailings politik, og på den anden side tillade russiske og belarussiske repræsentanter at deltage i organisationens møder. Yana Dobzhitskaya, bestyrelsens russiske medlem, har man også valgt at beholde.

Dobbeltmoralen taler sit eget sprog.

Jesper Radich: Svært at afgive privilegier
Den danske professionelle sejler Jesper Radich har været en del af international elite-sejlads igennem mere end 20 år. Adspurgt om, hvad han tror vil ske, svarer han:

”Problemet er jo, at russiske penge har givet mange mennesker privilegier, som de meget nødigt vil give slip på. Netop det har vi mennesker jo meget svært ved. Så når den her situation opstår, så kommer vi nok til at se folk forsøge at finde alle mulige veje ud af det. Og eftersom der står meget ressourcestærke folk bag, så har de tit muligheder, som andre ikke har. For eksempel har mange rige russere to pas, gerne et af dem fra Monaco eller lignende. Ejerforhold til både kan skjules ved hjælp af registrering i skatteparadis som Cayman Islands eller British Virgin Islands og et system af skuffe-selskaber, som gør det svært eller ligefrem umuligt at gennemskue, hvem der er den egentlige ejer. I hvert fald bliver det svært at bevise det. Så vi vil nok se en del russisk kontrolleret aktivitet fortsætte.”

Kan vi have tillid til vores lederskab?
Hvor meget det får lov at ske, vil være op til de dele af miljøet, som virkelig gerne vil rense ud i den korruption, som har inficeret topidræt i årtier. I sejlsporten vil det vise sig i den kommende tid, hvor meget World Sailing, nationale organisationer, arrangører af kapsejlads, professionelle sejlerhold og serier samt ikke mindst os i pressen vil tage seriøst fat i problemerne. Det vil blive nødvendigt at ofre fordele og privilegier, og det vil ramme nogle mere end andre. Men der er rigtig meget på spil. Spørgsmålet er, om vi kan have tillid til vores lederskab?
Vi får se.