fbpx
TEKST JESPER MØLLER FOTO JESPER MØLLER, VISIT AARHUS OG DET GRØNNE MUSEUM #578

Tursejlads

Læg til ved dejlige Djursland

Med sin centrale placering i Danmark er halvøen Djursland et oplagt mål for en dejlig sejlerferie. Her finder man diverse hyggelige havne, dejlige byer samt et smukt og kuperet landskab. Og så må man ikke gå glip af et helt usædvanligt stykke maritim danmarkshistorie.


Det langstrakte havneområde er delt op i flere afdelinger. Den oprindelige lille havn med enkelte aldrende fiskerbåde i vandet – i dag kaldet Fiskehavnen – samt flere områder med lystbåde – heriblandt Skudehavnen.

Der er således meget at se på her på havnefronten i Ebeltoft, hvor der denne sommerdag er livlig aktivitet i lystbådehavnene. Både stævner ind og ud fra det rolige vand i Ebeltoft Vig, og på dækket nydes solens stråler og hinandens selskab.

Umiddelbart nord for havneområdet finder man et helt unikt stykke maritim danmarkshistorie, som sejlere absolut ikke må gå glip af.

Det handler om Fregatten Jylland, der er verdens længste træskib. Skibet blev bygget i 1860 og har en lang og glorværdig fortid, hvor det blandt andet var med i ”Slaget ved Helgoland” i 1864, sejlede til Caribien og fra 1874 tjente som kongeskib. Under det sejrrige søslag ved Helgoland blev Fregatten Jylland ramt af hele 18 fjendtlige fuldtræffere, men formåede alligevel at holde sig flydende.

Efter at skibet udgik af aktiv tjeneste, levede det en omskiftelig tilværelse, inden der i 1980’erne blev indsamlet midler til en grundig renovering. Siden 1994 har Fregatten Jylland ligget i tørdok i Ebeltoft, hvor det tjener som museum.

Som besøgende er det muligt at se skibet nedefra samt at komme om bord i det usædvanligt velbevarede skib. Her får man et interessant indblik i livet om bord på datidens store skibe, hvor de menige søfolk sov i hængekøjer og absolut intet privatliv havde.

Her kan man filosofere lidt over, at selvom det sjældent vrimler med plads på nutidens sejlbåde, er forholdene ganske luksuriøse sammenlignet med dem, som datidens menige mandskab blev budt.

Skibet er udstyret med nogle af sine oprindelige kanoner, og to gange om dagen bliver en af dem affyret, hvilket er ganske populært blandt de besøgende. Selvom skuddene er løse uden kanonkugle, lyder det særdeles højt, og krudtrøgen står op af kanonen.

Fregatten Jylland er et dejligt og meget varieret museum, hvor man udover at opleve selve skibet også kan lære om fregattens historie og renovering. Derudover er der også diverse aktiviteter for børn med blandt andet skattejagt og rebslagning.

Nappedam Lystbådehavn er en af de hyggeligste havne på Djursland..

Gammel købstad
Fregatten Jylland er langt fra den eneste seværdighed i Ebeltoft. Byen er en af landets ældste købstæder, og de gamle krogede gader med bindingsværkshuse, stokroseidyl og toppede brosten leder tankerne hen på en forlængst forsvunden tidsalder.

Perlen blandt de mange historiske huse er det lille rådhus, der blev bygget tilbage i 1789 og ligger på byens centrale torv. I dag er det museum, men det er stadig muligt at blive viet i de romantiske rammer, hvilket mange brudepar benytter sig af.

I skolernes sommerferie og øvrige ferier er her vægtergang i de gamle stemningsfulde gader, hvor man kan følges med to vægtere iklædt gammeldags vægteruniform samt udstyret med en lampe med stearinlys og en morgenstjerne. Undervejs fortæller de om byens historie samt afsynger et par af de oprindelige vægtervers.

Et oplagt sted at spise, hvis man ligger til i en af lystbådehavnene, er restauranten på hotellet Langhoff & Juul. Etablissementet ligger helt ud til Ebeltoft Vig og ganske tæt på lystbådehavnene, og så spiser man fremragende her. Om sommeren kan man sidde både ude og inde, og begge steder har man havudsigt og kan nyde bådene sejle forbi, mens man nyder maden og livet.

Jo, der er mange oplagte grunde til at besøge Ebeltoft undervejs på en sejlerferie til Djursland.

Fregatten Jylland ligger i dag i tørdok på havnen i Ebeltoft.
Galionsfiguren på Fregatten Jylland er lige så spektakulær som resten af skibet.
Man finder mange sjove detaljer fra fortiden i Ebeltoft – her en gammel træstøvle, der indikerede, at her holdt en skomager til.
Der er masser af stokrose-idyl i Ebeltofts gamle gader.

Skønne havne
Ebeltoft er dog blot en af flere dejlige havne på den midtjyske halvø. Grenå Havn på den yderste spids af halvøen er bestemt også værd at besøge, og det samme gælder Bønnerup og Fjellerup på nordsiden.

En skøn lille sag er Nappedam Lystbådehavn på sydsiden af Djursland. Nappedam ligger næsten direkte ned til et af Djurslands største historiske klenodier. Det handler om Kalø Slotsruin, som udgør resterne af et slot, der blev opført tilbage i 1313 på en lille ø, som er landfast med en lang dæmning.

Fra land kan man gå ud til slotsruinen, der ligger dramatisk omgivet af ringmur og voldgrave, hvilket også kan betragtes, hvis man sejler forbi.

Med de mange dejlige havne er Djursland et oplagt sted at besøge og sejle fra havn til havn, mens man undervejs tager på ture ind i landet.

Enkelte steder ser man dog faktisk den skønne natur bedre fra søsiden end på land. Det gælder ikke mindst de lyse og op til 14 meter høje hvide klinter ved Karlby og Sangstrup – Djurslands miniudgave af Møns Klint.

Umiddelbart syd for klinterne sejler man forbi Fornæs Fyr, der ligger på Jyllands østligste punkt. Hvad de færreste ved er, at Jyllands østligste punkt og dermed Fornæs Fyr faktisk ligger længere mod øst end Fyns østligste punkt.

Både klinterne og Fornæs Fyr ligger i meget landlige og naturskønne omgivelser med kornmarker og spredte landsbyer. Her har de lokale bønder adskillige steder sået frø med diverse blomster i kanten af kornmarkerne, hvilket i løbet af sommeren resulterer i et vidunderligt og farverigt blomsterskue.

I Ebeltoft Skudehavn omkranser ferieboliger de mange lystbåde.

Formidabel nationalpark
Kuperede landskaber med naturskønne omgivelser går igen i store dele af Djursland. Få steder er så smukke som Mols Bjerge, der ligger i halvøens sydlige del.

Selvom de færreste udlændinge ville kunne få øje på nogen bjerge her, er landskabet særdeles kuperet efter danske forhold – heraf navnet Mols Bjerge. Det højeste af bjergene – Agri Bavnehøj – stikker da også hele 137 meter op over havoverfladen.

Flere andre høje byder sig til i området, og der findes i alt 22 gravhøje, hvoraf hovedparten stammer fra bronzealderen.

Fælles for de mange høje er, at man fra toppen har et formidabelt vue ud over de omkringliggende områder. Bølgende marker, skov, hav og græssende dyr kan nydes i formidable 360 graders panoramaudsigter.

Derfor er det i høj grad også anstrengelserne værd at vandre op til toppen af højene. Mols Bjerge er et mekka for vandrere, og området rummer 14 afmærkede vandrestier af forskellig længde og sværhedsgrad. Den korteste er blot en kilometer lang, så alle kan have glæde af dem.

Mols Bjerge blev i 2009 udnævnt til en af Danmarks fem nationalparker, og når først man selv har besøgt området, forstår man udmærket hvorfor. Udover selve ”bjergområdet” rummer Nationalpark Mols Bjerge andre land- og vandområder inkl. Ebeltoft og flere mindre byer.

Har man ikke selv mod på at begive sig ud i Mols Bjerge, er det muligt at deltage i guidede rundture. Undervejs på disse ture får man et fint indblik i den stedlige botanik, idet nationalparken er hjemsted for mange sjældne planter og insekter.

De skønne omgivelser taget i betragtning er der overraskende få gæster i Mols Bjerge, og den landlige idyl føles derfor på ingen måde overrendt.

Hvis man har sin båd liggende i Ebeltoft eller Nappedam Lystbådehavn, er det oplagt med en dagsudflugt ind i Mols Bjerge.
Kalø Slotsruin er forbundet med fastlandet med en lang dæmning.
Der er adskillige glimrende strande på Djursland – her er det Grenå Strand.
Fårene er blandt publikumsfavoritterne på Det Grønne Museum..
Mols Bjerge rummer et rigt dyreliv – her ses sommerfuglen blåfugl.

Spis godt
Til en god ferie hører sig dejlige måltider, og dem er Djursland til fulde leveringsdygtig i. Halvøens store landbrugsområder frembringer mange dejlige afgrøder, som områdets restauranter om sommeren og i efteråret i høj grad gør brug af.

Er man til smagen af vildt, er Djursland det perfekte sted at besøge. Landsdelen har en stor bestand af råvildt, så man finder ofte vildt på menukortet på de bedre restauranter. Vildtet skydes ofte om efteråret, hvor områdets mange frugttræer også bugner med frisk frugt, så i kulinarisk henseende er efteråret det optimale tidspunkt at besøge Djursland.

Udover det der vokser på marker og træer, fremstilles der også en række lokale gastronomiske delikatesser. På Djursland kan man således investere i frisklavet ost, honning, øl, chokolade, pølser, kaffe og meget andet. En stor del er produceret hos medlemmer af Molbordet, som er et lokalt samarbejde mellem fødevareproducenter, forhandlere og restauranter med fokus på den gode kvalitet. Mange af disse varer bliver solgt i små gårdbutikker, der ligger spredt ud over halvøen.

Er man til mere end at smage på den lokale gastronomi, kan det anbefales at besøge Det Grønne Museum, der ligger uden for byen Auning på det centrale Djursland. Her kan man gå på opdagelse blandt et utal af forskellige sorter inden for frugt, grøntsager og blomster. For eksempel er der ikke mindre end 60 forskellige slags rabarber samt et utal af forskellige æbletræer.

På museet kan man også stifte bekendtskab med en række danske husdyrracer samt blive klogere på dansk landbrugshistorie.

Og når man er blevet mæt af at spise og opleve, er det for mange også tid til at slappe lidt af på ferien. Hvis vejret ellers tillader det, er Djursland velsignet med en række dejlige strande, hvorfra solen og vandet kan nydes. 

Der bliver produceret mange lækre lokale madvarer på Djursland.

FAKTA 
Efter en større sammenlægning af lokale turistkontorer hører Djursland i dag ind under destinationsselskabet Visit Aarhus. Læs nærmere på www.visitaarhus.dk.
På hjemmesiden www.visitdjursland.com/explore/aktiviteter-cid36/lystbaadehavne-cid46 kan man læse om halvøens 10 lystbådehavne og få diverse tips til havnenes faciliteter, koordinater m.m.


BÅD 578

Bådmagasinet er Danmarks maritime mediehus med begge fødder plantet solidt på dørken. Bådmagasinet følger med i den rivende udvikling medieverden er inde i, og udgiver således på flere platforme, hvad end det er i trykt eller elektronisk form.

Bådmagasinet har gennem tiderne hjulpet mange i bådbranchen med deres egne kundekataloger – kundemagasiner – brochurer – kataloger, eller et frisk design på virksomhedens brand – alt sammen under vores afdeling for Client Publishing.

Sejlsport

Nyheder

Inspiration

Medlemsskab


© 2020 Bådmagasinet ApS. All Rights Reserved.