fbpx
Tekst MORTEN BRANDT FOTO LUDOVIC FRUCHAUD #588

Dufour fusionerer ydeevne og komfort

Det franske værfts 33 fods-udspil, Dufour 37, forener luksus med ydeevne og inviterer til sejloplevelser af overraskende kaliber.


De franske bådebyggere fra Dufour Yachts har med deres seneste design, Dufour 37, udvidet serien til hele otte modeller fra 32 til 61 fod. Denne nye båd erstatter den tidligere Dufour 360 og tilbyder øget komfort, mere plads og forbedret ydeevne. Lidt løjerligt måler skroget på Dufour 37 kun 33 fod, ikke desto mindre viste testene i forbindelse med konkurrencen European Yacht of the Year 2023, at båden har masser af plads, og at den er imponerende som en "lille stor båd". Sammenlignet med forgængeren har Dufour 37 betydeligt mere volumen i forskibet, især i ejerkahytten. Samtidig giver det et dybere forskib, hvilket bidrager til mindre pælebanken på kryds i sø. Masten er gjort højere, der er mere sejlareal selv med en selvslående fok, som båden leveres med som standard. Cockpittet er rummeligt med et stort foldebart bord, grill og overraskende ekstraudstyr som solseng på fordækket.

Om læ
Om læ er båden rund og fyldig i designet, hvilket som nævnt er tydeligt i ejerkahytten, men også for de to eller tre kahytter. Pantryet er kompakt, men funktionel med en dobbeltvask. Drop-leaf-spisebordet giver masser af albuerum, når klapperne er foldet ned. Når der skaffes, er der fin plads til, at seks personer samles om bordet. Yderligere er der mulighed for en ekstra dobbeltseng i salonen, når bænk-
elementer i styrbord i bedste sovesofa-stil foldes ud.
Felcis-design er ikke til at tage fejl af, især ved linjerne agter. Bemærk den knækspant-lignende overgang langs fribordet. Det skaber mindre våd overflade og mere volumen om læ.

Under sejl
Under testsejladsen på vandet ud for La Rochelle i let vind viste Dufour 37 god ydeevne. Båden holdt sig helt oprejst, og der var god feeling på roret. I den lette luft var den faktisk imponerende hurtig. For motor var den opgraderede 30 hk Volvo Penta et klart hit. Det er værd at bemærke, at en SidePower-bovpropel er en mulighed på denne 33 fod båd.

Samlet set er Dufour 37 en værdig efterfølger til Dufour 360 med øget komfort og ydeevne. Designet kombinerer volumen, sejlbarhed og funktionalitet. Hvis disse kriterier opfyldes, vil dens mindre størrelse ikke være en udfordring, da den opfører sig og føles som en større båd.

Her udmærker den sig
Dufour 37 overrasker med sine gode sejlegenskaber. Båden er bemærkelsesværdig stabil, når vinden øger vind. Den er responsiv, hvilket gør oplevelsen på vandet autentisk, når elementerne forenes hos rorsmanden, og hvor et let rortryk gjorde oplevelsen bag rattet god. For gasterne er der god mulighed til manøvrer. Spillene sidder stort set som dengang morfar var dreng – hvilket betyder, at det hele funker, og der ikke er mangel på spil – heller ikke med gennakeren oppe.

Man skal ikke underkende værdien af en stor motor på en familie-cruiser som Dufour 37. Man skal være sikker på ubesværet at kunne komme fra A til B også i modvind eller i vindstille. Båden gik 7 knob uden at anstrenge sig med den opgraderede 30 hk Volvo Penta.

Det klæder værftet at have satset på sejlegenskaber, der vil overgå forventningerne for flertallet. Det bevidste sats på sejlegenskaber fremstår ikke som en tilfældighed, men snarere som en del af design-opgaven. Felci Yacht Design har løst opgaven, så de gode sejlegenskaber præger bådens identitet og appel.


Og køberen er …
Dufour 37 henvender sig til erfarne sejlere med en passion for både komfort og sejlegenskaber. Den typiske køber vil være en sejler, der søger balancen mellem komfort og sejlegenskaber. Båden appellerer i nogen grad til konkurrencesejlere, der deltager i klubsejladser og distancesejladser som Palby Fyn Rundt eller Vegvisir Race Nyborg.

Den er kompakt, men samtidig er linjerne, der skjuler den imponerende rummelighed om læ, frække. Det brede cockpit og de stilfulde, skråstillede rat giver ikke kun et visuelt indtryk, men også en ergonomisk plads til styring og afslapning. Det vil være den perfekte båd til enten den helt nye sejlerfamilie, eller sejlerfamilien der vil opgradere til en båd med et moderne og tidssvarende udtryk, som har masser af plads om læ, i cockpit og på dæk. Samtidig vil den med en opgraderet sejlgarderobe kunne byde de fleste både i samme størrelse op til dans.

Den er smal, men den er der – badeplatformen der vippes ned med snoretræk. Og så går spillet mellem træ og den hvide flade igen. De to rat giver god mulighed for udsyn også under havnemanøvrer.

  • DET SIGER VÆRFTET:
    • Det giver mening at kalde den Dufour 37, for det passer ind i serien, og da den har mere volumen end forgængeren Dufour 360.
  • DET SIGER VI:
    • Nej, det giver ingen mening at kalde en 33 fods båd for en 37er. Faktisk burde Dufour være stolte af, at de bygger en så 'lille' båd. Det har værdi for hele branchen, når værfter søsætter seriebåde, som kan få flere nye sejlere på vandet.
  • DET SIGER VÆRFTET:
    • Vi har en båd med enkelt ror. Det er en fordel for feeling på rattene og for manøvredygtigheden i havnen.
  • DET SIGER VI:
    • Ja, vi er 100% enige. Dobbeltror har sine fordele, men det har enkelt ror i den grad også. Og disse fordele handler ikke om mere volumen om læ eller om mere plads i cockpittet, men om de helt grundlæggende sejlegenskaber.
  • DET SIGER VÆRFTET:
    • Vi har prioriteret sejlegenskaberne, men bibeholdt komforten.
  • DET SIGER VI:
    • Det er ikke en hemmelighed, at båden var denne anmelders favorit til at tage titlen som European Yacht of the Year 2023 i familie- cruiser-kategorien. Det er derfor svært at være uenig med værftet i beskrivelsen af deres båd. Så ja, båden sejlede trods 6,7 ton godt også i let luft. Og vægten fortæller i sig selv, at der ikke er sparet på komforten om bord.

SPECIFIKATIONER
LOA/L
WL 10,77 m / 9,32 m Bredde 3,81 m Dybgang 1,91 m Deplacement 6.733 kg Ballast 1.860 kg Sejlareal 60 m² Motorkraft 19 hk Volvo Penta diesel (30 hk som testet) Designer Felci Yacht Design Bygger Dufour Yachts/dufour-yachts.com Pris som testet 1.350.000 kr. ved tidspunktet for testsejladsen.

Dufour 37 sejler rigtig godt, og den ser sgu godt ud. Man bør, som ved de fleste andre både, investere i gode sejl f.eks. en overlappende fok.


Båd 588

Bådmagasinet er Danmarks maritime mediehus med begge fødder plantet solidt på dørken. Bådmagasinet følger med i den rivende udvikling medieverden er inde i, og udgiver således på flere platforme, hvad end det er i trykt eller elektronisk form.

Bådmagasinet har gennem tiderne hjulpet mange i bådbranchen med deres egne kundekataloger – kundemagasiner – brochurer – kataloger, eller et frisk design på virksomhedens brand – alt sammen under vores afdeling for Client Publishing.

Sejlsport

Nyheder

Inspiration

Medlemsskab


© 2020 Bådmagasinet ApS. All Rights Reserved.