fbpx
TEKST FOTO HENRIK HANSEN #586

TEST: Targa 46

Limousine-sejlads for fuld planing
Cruising på første klasse

Targa 46 er finske Botnias imponerende flagskib, der er mere en planende luksus-cruiser end de mindre Targa-bådes ry som havets offroader. Vi har været en tur på vandet med en unik version af Targa 46 med 960 agile hestekræfter under dørken i cockpittet.


Det finske flagskib er en videreudviklet og længere udgave af den velsejlende Targa 44, hvor Botnia-værftet blandt andet har hævet dækket, så der bliver mere plads og komfort på det nedre dæk med to til tre lukkede kahytter. Det er stadig en walk-around båd med høj lønning og søgelænder, så man færdes sikkert på dækket. Flybridge er standard for båden.

Den aktuelle Targa 46, som vi har været på vandet med, har en navy-gråblå farve, Basalt Grey RAL 7012, på skroget og førerhuset. Det signalerer allerede på lang afstand, at det er en båd, der skiller sig ud. Det gør den også med høj komfort og et væld af udstyr og moderne teknik til nem og komfortabel sejlads og ophold om bord samt ændringer i aptering efter ejerens behov. Botnias koncept er nemlig, at bådene til en vis grad kan skræddersyes til kundernes ønsker.

Vel om bord blev vi overvældet af det gode håndværk i apteringen, der er udført i den fineste teak, og ikke mindst af al bådens teknik og komfortudstyr, hvor en indbygget humidor til opbevaring af cigarer over-raskede os mest. Det har vi aldrig oplevet før i en båd. Humidoren har her tre skuffer og sørger for, at cigarerne opbevares ved 65-70% luftfugtighed og 16-18 grader, så de kan udvikle sig og blive bedre med tiden.

Se slideshow - På vandet med Targa 46

Navy-farvede Targa 46
Vi var på vandet med den navy-farvede Targa 46 en sommerdag på Aabenraa Fjord med opfriskende vind og ganske lidt strøm. Det var med to potente 6-cylindrede IPS650 D6-480 Volvo Penta-motorer på hver 480 hk. På turen nåede vi en topfart på 36,3 knob, som det tog 32 sekunder at nå, fra vi lå stille, til vi lagde gashåndtaget i bund. Båden planede ved 14-15 knob, og det tog 9 sekunder, fra vi lå helt stille. Det er en vild acceleration for en båd, der vejer over 11 ton. I det hele taget så reagerede bådens to motorer yderst agilt og prompte på gashåndtaget.

Marchfarten er omkring 22-26 knob ved 2700-2900 omdrejninger, og her sejlede båden jævnt uden bump på fjordens krapsø, som en limousine kører på en god vej, og hvor forbruget er fornuftigt i forhold til farten. Med bådens store tank på 1500 liter giver denne cruising-fart en rækkevidde på omkring 365 sømil eller 15-17 timers sejlads ved 20-25 knob. Her er indregnet en reserve på 10 procent.

Det er rigeligt til nonstop sejlads fra København til Stockholm eller fra Esbjerg til Harwich i England. Targa 46 er i CE-kategori B og må sejle offshore, men ikke over oceaner.

Frybridgen set fra agterenden af den store overdækning af cockpittet med  en redningsflåde lige bag den L-formede sofa. Til venstre i billedet ses lugen over trappen op fra cockpittet.

Limousine eller SUV
Targaen styrede som en drøm med en perfekt kursstabilitet, og samtidig reagerede den let og præcis på styringen med blot en let hånd på rattet. Det endda også oppe i topfart. Det var fantastisk at sejle limousine-sejlads det ene øjeblik og det næste at kunne sejle livligt som med en speedbåd. Vi drejede dog med en noget større radius end en speedbåd, når vi drejede rattet i bund. Her lå båden helt stabilt i sin krængning, og vi kunne sidde afslappet i bådens gode sæder.

Ved havnemanøvrer og andre manøvrer ved lav fart, så kunne vi også styre båden med joystick, og der er joysticks ved førerpladsen foran salonen, på flybridgen og i cockpittet. Med dette manøvresystem, der er integreret med Side-Power bovpropellen, kan man også fastholde bådens position, så vi f.eks. kunne lægge båden fast 1-2 meter fra broen, mens vi satte fendere på og gjorde fortøjningerne klar. Da vi var færdige, så trak vi bare båden sidelæns ind til broen med joysticket. Det var imponerende så præcist manøvresystemet, Volvo Pentas Assisted Docking, holdt båden stabilt på den valgte position, som man blot vælger med et tryk på en knap.

Den aktuelle Targa 46 er også udstyret med en Seekeeper, der skulle kunne tage op mod 95 procent af bådens rulning. Det kunne vi af gode grunde ikke efterprøve. Vi har sammenlignet Targa 46eren med en limousine, men den sejler stadig på de samme skroglinjer, der har givet bådtypen ry som en skærgårds-jeep, så det er også en luksus-SUV, der også sejler godt, når bølgerne bliver rå.

I tørvejr uden kaleche
Vi sejlede Targaen fra flybridgen. Her er de vigtigste motorinstrumenter og betjeningerne til autopilot og bovpropel dubleret på instrumentbordet, hvor der også var en 24” Garmin-skærm med kortplotter og motorovervågning.

Vi sad godt i førersædet om styrbord, hvor der også er en L-sofa med tilhørende bord. Der er teak i selve flybridgen og den store overdækning af cockpittet agten for flybridgen og bådens targa-bøjle til Garmin-radaren. Overdækningen giver læ for regn i cockpittet, uden at man behøver at sætte en kaleche op. Der er dog en kaleche til at lukke cockpittet, hvor der også er bådvarme, som i resten af båden.

Cockpittet er stort og åbent med tre store kistebænke og to kæmpeluger ned til bådens buldrende kraftkarle i et stort motorrum, hvor der er fin plads til at servicere motorerne. Der er sat beslag af i dørken til et bord. Lige indenfor døren til salonen er der et stuverum i dørken til f.eks. dæksstole. Ringdækket og cockpittet er omringet af et søgelænder i teak. De øvrige dele af søgelænderet, targa-bøjlen og støtterne til overdækningen af cockpittet er i sort rustfri stål. Båden har en stor badeplatform, hvor der kan ligge en gummibåd eller en redningsflåde.
Det store motorrum er dækket af to store luger i cockpittet, hvor gasfjedre gør det lettere at løfte dem. Der er plads til et cockpitbord på undersiden af lugerne.

 TRE MOTORVALG FRA VOLVO PENTA
Foruden motorerne i den viste Targa 46 fås båden også med enten 2x Volvo Penta D6-440/DPI-motorer på hver 440 hk og eller med 2x IPS800 D8-600 på hver 600 hk, inklusive to joystick.


Støddæmpende stole
Om læ i førerhuset er der en velfungerende, og for Targa helt traditionel førerplads om styrbord, med rigelig plads til instrumenter og et vipbart rat. Her er er båden udstyret med to 22” Garmin-skærme i skråtstillet teakboks, hvor man med splitskærme kan se kortplotter, motordata og radar samtidig. Gas/gear, joystick, autopilot og bovpropel er placeret intuitivt rigtigt på den vipbare ratkonsol, og alle kontakter er placeret på et panel lige foran ratkonsollen.

Der er også plads til instrumenter i et panel over førerpladsen i hele førerhusets bredde. Der er et stort kortbord, eller bare bord, til bagbord for selve styrepladsen. Rorgængeren har således en meget overskuelig arbejdsplads.

I denne båd er førersædet og det dobbelte passagersæde om bagbord udskiftet med tre specielle støddæmpende Kab Sciox Super High-stole, der nemt kan justeres i højden samt frem og tilbage.

Vinkøleskab og opvaskemaskine
Salonen i førerhuset har store vinduer næsten hele horisonten rundt, så man har fint udsyn, uanset om man står på dørken eller sidder i den store U-formede dinette om bagbord, der er let forhøjet fra dørken. Indbygget lys signalerer tydeligt, at her er der et lille trin op. Selve dørken er i samme niveau i cockpittet og førerhuset. Bordet er justerbart i højden.

Dinetten er adskilt fra selve førerpladsen med et lavt skabsrum, hvor bådens store fjernsyn er gemt væk. Det hæves automatisk op fra sit skjul med et tryk på en knap.
Om styrbord er der et usædvanligt stort langskibs pantry mellem førersædet og to gode store garderobeskabe i et gangareal agter, hvor der er nedgang til de agterste køjer. Pantryet har her en bordplade i meleret mørkegrå Corean.

Vasken og induktionskomfuret er nedfældet i pantrybordet og under bordpladen har denne båd et stort vinkøleskab, opvaske-maskine, to praktiske 190 liters køleskabsskuffer og syv store skuffer. Oppe under ruffet er der to små smarte og praktiske skabe. Det ene skab er beregnet til en køkkenrulle og det andet til krydderier, som man åbner nedad.

Toilet til hver kahyt
Man kommer ned til den hyggelige og meget gennemførte forkahyt, der er apteret med teak fra ruf til dørk. Nedgangen er i bagbordsside af førerpladsen og kan lukkes med dør og en luge i det store kortbord.

Her er der en delvist fritstående dobbeltkøje, med trin op til køjen i borde. Der er åbne stuverum i borde til sengetøjet og to store skuffer under køjen. Kahytten rummer desuden et klædeskab med spejl i døren om bagbord, og der er fin ståhøjde.

Der hører eget toiletrum til forkahytten, der her fremstår som ejerkahytten. Toiletrummet fremstår eksklusivt med bådens grå farve mod et toiletbord med vask i teak, elektrisk toilet, bruser og stålstativ til håndklæder.

Bådens anden kahyt med dobbeltkøje og egen dør er placeret under salonens dinette, og man kommer derned via en trappe helt agter i salonen ved glasskydedøren ud mod cockpittet. Lige når man kommer ned ad trappen, så er der en lav enkeltkøje om styrbord. Her er der også et toiletrum i helt samme stil som toiletrummet i forkahytten, dog med større toiletbord og bruserum.

En moderne motoryacht
Der er et væld af ekstra teak, finesser og ikke mindst elektronisk udstyr som f.eks. watermaker og radar, at det er uoverskueligt at nævne det hele. Vi måtte bare konstatere, at her om bord mangler der intet.

Vi kunne også konstatere, at Targa 46 på alle måder sejler fantastisk, og at vi ikke tidligere har været om bord i en Targa med så høj komfort. Håndværket har været i top i mange år. Med Targa 46 har Botnia-værftet udviklet en ægte moderne motoryacht med al den komfort, man kan forvente af en cruiser i luksusklassen. 
Den store dinette om bagbord er hævet et lille trin op, så man har et fantastisk udsyn gennem førerhusets store vinduer. Bordet kan justeres i højden.

SPECIFIKATIONER
Længde overalt 15,11 m Længde, skrog 13,93 m Bredde 3,95 m Dybgang 1,10 m 
Deplacement, tom 11.000 kg Motor Volvo Penta 2xIPS650 D-6 480 hk 
Brændstoftank 2.000 l Vandtank 350 l
Varmt vand 40 l Holdingtank 120 l Køjer 4-6 stk. CE-kategori B
Pris basisbåd 7.990.000 kr.* Værft Oy Botnia Marin AB, Finland.
Salg Reese Marin, reesemarin.dk
*Prisen for den viste båd er væsentligt højere på grund af ændringer i apteringen, teak overalt og mængden af udstyr i båden. 
 

Båd 586

Bådmagasinet er Danmarks maritime mediehus med begge fødder plantet solidt på dørken. Bådmagasinet følger med i den rivende udvikling medieverden er inde i, og udgiver således på flere platforme, hvad end det er i trykt eller elektronisk form.

Bådmagasinet har gennem tiderne hjulpet mange i bådbranchen med deres egne kundekataloger – kundemagasiner – brochurer – kataloger, eller et frisk design på virksomhedens brand – alt sammen under vores afdeling for Client Publishing.

Sejlsport

Nyheder

Inspiration

Medlemsskab


© 2020 Bådmagasinet ApS. All Rights Reserved.