En stor bid af det hele

”Den største spiler, tak”
Det blev spilerstart, men vi valgte code zero og et reb for at have manøvremuligheder. Og vi kom først over linjen, helt til luv, akkurat som vi havde planlagt – men med for lidt sejlføring. Efter to minutter var vi pænt parkeret i vindskyggen fra Zlarin og var tvunget til at lide den tortur, det er, at blive masse-overhalet til læ.

Per er to meter høj og frygter intet, så han rejste sig og beordrede den store spiler sat, den der går hele vejen op i toppen af masten. Foran os lå mørklagte, smalle stræder mellem øerne, fyldte med uforudsigelige vindstød, og vejrudsigten meldte øgende vindstyrke.

Min første tanke var at han måtte være sindssyg. Ingen andre satte en masthead spiler. Min næste tanke var, at Per almindeligvis slipper helskindet afsted med det meste og kunne klare stort set alt på en sejlbåd. Så hvis han sagde stor spiler, ville der ikke komme modargumenter fra min side.

Hurtigere end alle
Få minutter senere fløj vi afsted på et vildt ridt i 14-16 knob, mens vi lidt efter lidt åd os igennem hele feltet. Et par gange broachede vi, som forventet, men det blev der hurtigt ryddet op i, og for det meste var vi faktisk i fuld kontrol – og vi var hurtigere end nogen anden båd, vi kunne se. Kort efter var kun lanternerne fra de andre både synlige. Kun en af dem, det hvide agterlys fra Pogo 40'en, var foran. En skov af røde og grønne lanterner forsvandt langsomt bag os i mørket.

Konstant fuldt plan
Jeg tror, at en af de største gaver, vi får fra sejlsport, er en nærmest meditativ vågenhed. Og i de forhold, som mødte os, da vi kom ud imellem de små øer og befandt os i åbent farvand, var den meditative vågenhed ikke bare en god følelse. Den var en nødvendighed. Specielt for rorsmanden (Per og mig delte den opgave), men delvist også for spilertrimmeren, som stort set var Ana.

Båden var konstant i fuldt plan. Vi sejlede stadig med den store masthead-spiler og et reb i storsejlet og med så stort tryk i riggen, at enhver spænding, frygt eller mangel på koncentration umiddelbart ville medføre en broach.

In the groove
Men i lange perioder gled vi ind i en tilstand af groove, for nu at hente et udtryk fra musik, og fandt ind i en sindstilstand, hvor vi kunne guide båden med lethed – med en fast, men venlig hånd, og indimellem endda med overskud til at lege med den. Loghjulet foran kølen spandt i en blanding af vand, skum og luft under de vildeste surfture og viste alt muligt mærkeligt, men vi passerede sikkert 20 knob flere gange. Og det føltes faktisk ikke svært. Jeg kom til at huske, hvorfor jeg bliver ved med at vende tilbage til Seascape, som nu designer og bygger Beneteaus First-serie: De laver simpelthen både, som leverer netop den oplevelse oftere og lettere end nogen anden serieproduceret båd, jeg kender.

På kollisionskurs i mørket
Men selv når man føler sig uovervindelig, og det hele passer sammen, så finder man som oftest ud af, at der også er andre i feltet, som kan finde ud af at sejle.
Der var mange smukke øjeblikke i de her mørke, våde timer, men jeg husker specielt et: Nogle få sømil fra fyret på den nordlige ende af øen lagde vi pludselig mærke til et lille rødt lys til styrbord. Det blev langsomt stærkere, indtil det steg ud af mørket og viste sig at være meget tæt på. Til vores store forundring viste det sig at være en anden First 27, Phillip Lenzlingers "Escapade", sejlende på modsat halse. Den kom nærmere og nærmere, og det gik op for os, at vi faktisk var på kollisionskurs! Hvor i alverden kom de fra? Og hvad er sandsynligheden for, at vi ender op herude, så tæt på hinanden? Vi faldt af i en bølge og gled bagom dem i mørket så tæt på, at vi kunne have rakt rorsmanden en kop kaffe.

En sømils føring
Men der var ikke rigtig tid til kaffe. Phillips båd forsvandt ud mod åbent hav i en forfærdelig fart, mens vi bommede et par gange og blev nærmere kysten. Og da vi endelig kunne tage spileren ned, hejse fokken og stikke næsen op i læ bag Long Island, kunne vi se på trackeren, at vi var en hel sømil foran. Ved første øjekast kunne det ligne, at sagen var afgjort, men Per gjorde en hurtig beregning: Vores føring udgjorde kun 2 % af den distance, der var tilbage. Kampen var langt fra ovre.

Gassen i bund
Så vi blev ved med at trykke gassen i bund, krydsede igennem mørket i smalle kanaler mellem øerne, i langsomt aftagende vind og fladt vand. At styre og trimme på kryds er også en øvelse, som kræver en særlig følsomhed og ikke mindst erfaring, især når man ikke kan se sejlene. At få det hele til at stemme gør virkelig en forskel. Det samme gælder rutevalget – at være i fase med vindskiftene og at vælge de rigtige steder at krydse igennem skærgården.

Lige i hælene igen
Vi troede, vi gjorde et godt stykke arbejde, men i det dagslyset langsomt trængte igennem, fik vi øje på et velkendt, firkantet storsejl bag os. Jeps, det var "Escapade", nu tilbage lige i hælene på os. De måtte have gjort et endnu bedre stykke arbejde end os. Kort efter missede vi et forsøg på at fange mere vind og et vindskift mod øst. Da vi krydsede tilbage, gik de ind foran os. Fuck!

Matchrace i otte timer
Og så begyndte det – en matchrace-fight, hvor de sad ovenpå os, aldrig mere end få minutter foran. Og det varede i time efter time. Vi prøvede alt – trimme om, vende igen og igen efter fri vind... men det virkede som om, de hele tiden gik lidt højere end os, og vi var sjældent hurtigere. Eller i hvert fald ikke hurtige nok til at passere. På den måde lå vi låst sammen i næsten otte timer. Helt indtil det endelige dragrace mod mållinjen.

Hjemsøgt af tabt mulighed
Du kender formentlig følelsen af at være hjemsøgt af mindet om en tabt mulighed. Alle sejlere ved lige præcis, hvor de tabte racet. Vel, vejrudsigten havde talt om muligheden af en Bora i løbet af eftermiddagen, en nordøstlig og oftest kraftig, kold vind fra bjergene, meget velkendt i farvandet hernede. Den sidste ø mellem os og mållinjen kunne passeres på begge sider og ved at lavet et split her, kunne vi befinde os i en position, hvor vi ville få mere vind og en mere åben vinkel det sidste stykke ind til mål – hvis nu den famøse Bora skulle indfinde sig i lige præcis det rigtige øjeblik. Det ville give os det, vi trængte til, for at vinde racet.

Fire minutter og seks sekunder
Og Boraen kom faktisk, lige præcis når vi skulle bruge den. Problemet var bare, at vi ikke var der. I vores kamp for fart og højde, og i håbet om en stor skralder i den sidste kanal, var vi ikke opmærksomme nok på den mulighed, før det var for sent. Vi fulgte de andre, løb tør for tid, og missede sejren med fire minutter og seks sekunder – efter næsten tyve timers sejlads.

En sejr at få lov at opleve det
Stemningen om bord var alligevel i top, fordi vi vandt noget andet: Det var en storslået kamp at få lov til at være med i, mod sejlere som viste sig at være marginalt bedre end os. Det er meget sjældent, at en kapsejlads kan levere oplevelser som det. For mig personligt blev Round Island Race den komplette kapsejlads, efter tre år væk fra kapsejlads. Alt var der: Et fantastisk team bestående af gode folk, sejlads igennem en bred variation af forhold, hvor vi fik brug for stort set alle vores kompetencer, og et vanvittig smukt farvand. Det var vildt og vådt, mørke og lys, det var teknisk og taktisk, og en stor bid af det hele.