fbpx
TEKST HENRIK HANSEN FOTO HENRIK HANSEN OG PRIVATE FOTOS TEGNING FLEMMING HANSEN

Portræt: Gert Gerlach

Sejlsportens tusindkunstner

81-årige Gert Gerlach er en af sin generations mest succesfulde båddesignere og bådebyggere, hvis Drabanter fra 22 til 38 fod har fået tusindvis af nye sejlere på vandet siden 1968. Samtidig er han også aktiv kapsejler med overaltsejre på de store distancesejladser.


Netop i år har bådebyggeren og båddesigneren Gert Gerlachs mest populære båd 50-års jubilæum. Det er den velkendte Polaris Drabant, der hurtigt fik en stor udbredelse, fordi det var en velbygget, velsejlende og rummelig båd til familiesejlads med et godt potentiale til kapsejlads.

Tre år tidligere havde Gert Gerlach etableret sig som selvstændig bådebygger på efterspørgslen på hans første båd, Drabant 22. Nu ønskede flere Drabant 22-kunder at få en større båd, der sejlede lige så godt som 22eren.

”Jeg havde allerede tegnet og bygget en større båd. Det var en one off, som vi byggede i diagonallimet krydsfiner, som var færdig i 1970 og kom til at hedde ”Alto”. Den blev idegrundlaget, og det var en del af projektet, at den nye båd skulle kunne mere end den svenske Vega. Jeg tegnede nogle skitser og tænkte over, hvordan den nye båd skulle se ud, og så rentegnede jeg Polaris Drabanten en lørdag eftermiddag,” husker Gert Gerlach.

”Det første skrog blev købt af Ove Krogh Hansen fra Helsingør, der ikke havde tålmodighed til at vente på, at vi lavede dæksformen og apteringen færdig. Hans lagde selv dæk og byggede overbygningen. Allerede samme år vandt han den dengang kendte sejlads Kullasegling. Det var meget rørende for mig, fordi det overgik mine forventninger, og især fordi han sejlede fra en Spækhugger. Vi sejlede først selv i en færdig båd året efter, hvor vi bl.a. deltog i Skaw Race og vandt IOR klasse 5,” fortæller Gert Gerlach, der efter et par år sendte formene over til Tonny Nilling i Egå og lod ham overtage produktionen af PDerne. I 1980 begyndte Gert Gerlach at bygge Drabant 27, der var tænkt som Polarisens mere moderne afløser.

Da KDY afholdt Half Ton Cup i Hundested 1973, deltog Gert Gerlach og hans besætning med en Polaris Drabant, skønt båden med sine 26 fod var mindre end feltets typiske 30 fods både.

”Polaris Drabant målte ikke heldigt efter IOR-reglen, men vi kunne dog sætte lidt mere sejl på båden,” husker Gert Gerlach. Alligevel klarede den sig overraskende fint med en andenplads i en af de korte sejladser og blev næstbedste danske båd.

Det lå ellers ikke lige i opvæksten, at 81-årige Gert Gerlach ville få et spændende og succesfuldt liv med design og bygning af lystbåde, da han voksede op midt inde i Himmerland som søn af en friskolelærer. Her var ikke udsigt til hverken hav eller havne. Alligevel blev han tidligt fascineret af både.


GERT GERLACHS SERIEBÅDE
1968    Drabant 22           225 både
1971    Polaris Drabant    320 både
1973    Drabant 24           165 både
1976    Drabant 33             45 både
1978    Drabant 21             10 både
1978    Drabant 30             40 både
1980    Drabant 27             95 både
1983    Drabant 38             55 både
1989    Drabant 330           15 både


Sejlede til sit første job
”Allerede da jeg var 6 år, byggede jeg små modelbåde, som jeg legede med i en nærliggende dam,” husker Gert Gerlach. Det var derfor naturligt, at han kom i lære som netop skibstømrer på Hobro Skibsværft som 15-årig og senere fortsatte med at skabe nye både.

”Det kunne ikke være anderledes, og jeg har ikke lavet andet siden end at bygge og tegne både, fortæller Gert Gerlach, der byggede flere joller i læretiden.

”Da jeg var udlært kom jeg til Sjælland, hvor jeg havde fået job på et værft i Frederikssund. Jeg havde lige anskaffet en Folkebåds-lignende båd, der var tegnet af Jansen og var amatørbygget. Den lækkede temmelig meget på kryds i frisk vind, men jeg sejlede alligevel over i den båd til det nye job i Frederikssund,” erindrer Gert Gerlach. Ingen ringere end den legendariske sejler på Roskilde Fjord, Louis Maag, tog imod Gerts fortøjninger ved ankomsten til havnen i Frederikssund.

Et år senere fik Gert Gerlach job hos Poul Molich i Hundested, hvor han arbejdede ad to omgange. Han var med til at bygge den sidste træbåd fra Molich, havkrydseren ”Camelot”, som han mange år senere tog i bytte i en handel med en Drabant 38, og derefter renoverede ”Camelot” tilbage til fineste stand.

I 1962 arbejdede han hos Børresen i Vejle, hvor han byggede Drager. Derefter gik turen i foråret 1963 til Walsted på Thurø.

Molich lokkede med job
”Der blev jeg kun et halvt år, hvor min hustru Lis og jeg blev gift på Thurø. Poul Molich lokkede med et job, og Lis ville gerne hjem igen. Vi havde mødt hinanden, mens jeg arbejdede hos Molich. Jeg blev så hos Molich indtil 1968, hvor jeg fik eget momsnummer om efteråret og begyndte at producere Drabant 22eren,” husker Gert Gerlach. Inspirationen til navnet kom fra den sovjetiske Drabant, der blev opsendt samme år.

På det tidspunkt havde Gert Gerlach bygget hus i Lynæs i 1965 og 1966, hvor han tog hensyn til, at der blev plads til, at han kunne bygge en mindre båd i kælderen. Det var derfra i sin kælder han byggede sin første Drabant 22 i fritiden, mens han endnu var hos Molich.

”På de tre traditionsrige værfter, jeg var heldig at komme til at arbejde på, der lærte jeg meget om både og håndværket at bygge både. Da jeg var hos Børresen, havde jeg mulighed for at finde bøger og lærte om båddesign og beregning af både. Jeg tog på bådudstilling i vinteren 1965-65 sammen med min ven Hans, og her blev jeg især inspireret af nogle franske og hollandske både,” husker Gert Gerlach.

”Jeg havde altid drømt om at bygge min egen båd på eget værft. Jeg byggede en Folkebåd D 320, mens jeg arbejdede hos Molich, og med den blev vi nr. 3 på Sjælland Rundt. Jeg har altid været et konkurrencemenneske, og vi sejlede meget, mens jeg var hos Molich og Walsted,” fortæller Gert Gerlach, der har 21 halvmodeller for løbssejre på Sjælland Rundt hængende på væggen.


Gert Gerlachs første design, den fine lille Drabant 22, vakte opsigt med sin, for den tid, meget brede hæk og ruffet med de runde linjer..

Drabant 22 i kælderen
”Jeg begyndte at tegne på Drabant 22, da vores hus var færdigt, og jeg byggede i alt tre både i kælderen, før jeg flyttede værkstedet til Hundested Havn, inden jeg i 1971 flyttede værftet til større lokaler i industriområdet i Hundested. Her havde jeg værftet, indtil jeg solgte det i 2007,” fortæller Gert Gerlach.

”Mens jeg var hos Molich lærte jeg Tonny Nilling at kende. Han var lærling hos Molich og flyttede til Århus, da han var udlært. Allerede i 1970 begyndte han at aptere Drabant 22ere for mig. I starten stod han i roklubben i Århus. Vi satte skrogene på trailer og sendte dem frem og tilbage med Grenå-Hundested færgen. Vi skubbede dem om bord på færgen. Senere fik Tonny Nilling eget værksted i Egå. Et forår sejlede vi konvoj fra Århus til Hundested med tre nye Drabant 22ere til kunder på Sjælland, husker Gert Gerlach, der nåede at bygge 80 både, inden han i 1971 solgte produktionen og rettighederne til båden til Fåborg Yachtværft.

Drabant 22 vakte opsigt, da den kom på markedet, fordi den brød med den typiske danske sejlers forestilling om en sejlbåd, der i 1968 stadig var præget af både bygget i træ. Alligevel fik båden næsten øjeblikkelig stor succes, fordi ”sejlegenskaberne var noget af det allerbedste, man kan finde i en båd af denne størrelsesorden, hvilket mange fine kapsejladsresultater også vidner om. Båden lystrer roret meget fint og let, og det er nemt at trimme den i balance,” som Jan Ebert skrev i en test i Bådnyt i 1973. Der er i alt bygget ca. 225 Drabant 22ere.

Drabant 22 blev hurtigt populær, trods mange etablerede sejlere rynkede på næsen af den brede hæk.

Succes – Drabant 33 efter krise
”Jeg var især inspireret af de franske både, der var mere utraditionelle, og det gælder efter min mening stadig. De er mere fremme i skoene designmæssigt,” mener Gert Gerlach. I 1973 tegnede og byggede Gert Gerlach den populære Drabant 24 efter ønske og inspiration fra en god ven, Ole Holst Christensen, der var en af hans første Drabant 22-kunder.

”Han ville gerne have en hurtigere båd end Polarisen, og jeg tegnede 24eren i et godt og tæt samarbejde med Ole Holst Christensen. Det blev en lettere og mere kapsejladsorienteret båd. Jeg fik hjælp af lærlinge hos Molich til at bygge pluggen til 24eren i deres fritid,” fortæller Gert Gerlach. Snedkermester Jørgen Brøchner, Merløse, byggede aptering til Drabant 24 og Drabant 33. Samarbejdet resulterede i 1974 i ,at Gert Gerlach, Jørgen Brøchner og Tony Nilling etablerede ”Drabant Marine” med egen havn i Holbæk, hvor der var plads til demo-både i vandet samt salgskontor og udstyrsbutik på land. ”Drabant Marine” blev dog ikke den ventede succes og lukkede i 1979.

”I årene efter oliekrisen først i halvfjerdserne, der havde vi en stor afmatning af bådsalget, og for at holde folkene beskæftiget, så begyndte vi at bygge pluggen til det, der skulle blive Drabant 33. Det var en god beslutning, for året efter kom der gang i salget igen, og Drabant 33 blev en succes. Vores tyske kunder kunne godt lide den solide og tunge båd med en velindrettet aptering i det smukke lakerede mahogni,” husker Gert Gerlach.

Drabant 33 blev især en succes hos de tyske sejlere med sin mahogni-aptering. Der blev bygget 45 både i 70'erne.

Vinder selv med Drabant 24
Gert Gerlach har i dag selv en Drabant 24, som han har renoveret specielt til at sejle kapsejlads med. Senest har Gert Gerlach vundet sit løb på Palby Fyn Cup i 2015, 2016 og 2019. Vinden var hård ved feltet i 2015, hvor mange både udgik, men Gert Gerlach og hans mandskab fuldførte og foruden løbssejren tog de også gruppesejren og blev nr. 4 overalt efter DH.

”I 2019 vandt jeg, sammen med min søn Thomas i hans Drabant 24, overalt på Classic Fyn Rundt fra Kerteminde, foran Melges 32 ”Pelle P”, Elliot 35 ”Hansen” og en CB66 racer,” fortæller Gert Gerlach.

Drabant 24 er en hurtig og sødygtig båd. Her ses Drabant 24 i et voldsomt pust kort efter starten på Sjælland Rundt, hvor rorsmanden formår at holde båden på kursen  uden at skære op med den store krængning.
Cockpittet er enkelt og praktisk i en Drabant 24.

Dragø Drabant - Drabant 38
”Jeg havde en god ven i Dragør, Per Melchior, der sammen med 2 sejlervenner havde bygget en 36 fods båd, som de kaldte Dragø 36. Det var en forholdsvis smal og skarp båd, men den indfriede ikke rigtig deres forventninger, så vi fik skrogformen op på værftet og støbte et skrog, som vi flækkede på langs, vippede siderne lidt ud og gjorde den en halv meter bredere agter. Den fik et stort cockpit og et lille smart ruf. Vi kaldte den så Dragø Drabanten,” fortæller Gert Gerlach. ”Dragø Drabanten sejlede rigtig godt, specielt i hårdt vejr. Den deltog i en kapsejlads fra Korsør til Kiel, hvor den var langt foran alle de andre både i mål, så de tyske aviser kaldte dens sejltid ”Phantastisch Pantomzeit”. Det var lige noget vores tyske forhandler kunne bruge,” siger Gert Gerlach med et stort smil.

”Der var flere af de lokale sejlere, der opfordrede mig til at lave en båd, der sejlede lige så hurtigt som Dragø Drabanten, men med mere komfort og 5-6 køjer og naturligvis fuld ståhøjde, så jeg begynde at tegne på det, der skulle blive til Drabant 38. Den sejlede jeg meget kapsejlads med, og vi vandt f.eks. Gotland Rundt og Skaw Race overalt,” fortæller Gert Gerlach, igen med et stort smil. Drabant 38er vandt desuden mange præmier på distancesejladser op gennem firserne og halvfemserne.

Drabant 38 gjorde sig også fint bemærket og beviste sin sødygtighed, da den handicappede Jens Als Andersen, Holbæk, foretog sin første solosejlads over Atlanten.

Dragø Drabanten var lynhurtig og blev Gert Gerlachs inspiration til Drabant 38.

Mange one off-både
I år 2000 kom der pludselig en fræk rød One Off GB 1000 på vandet fra Gert Gerlachs værft og vandt Sjælland Rundt overalt to gange samt vandt Fyn Rundt overalt. Det var et projekt, hvor bådkonstruktøren Arne Borghegn kom med linjetegningerne, og Gert Gerlach byggede båden og sejlede den.

”GB 1000 ligger nu i Lynæs igen efter at have været en tur i Tyskland, hvor den tyske ejer havde sat en dyb bulbkøl på 2,35 meter på båden. Jeg har lavet et nyt kølskaft til båden, så den nu stikker 2 meter og derfor er mere praktisk at sejle med i danske farvande,” fortæller Gert Gerlach.

I årenes løb har han også tegnet og bygget en del One Off-både som f.eks. Drabant 20, Drabant 25, Drabant 34, ”Alto” og Drabant 35 ”Pelle” fra 2006, der var hans sidste nybygning, som han byggede til sig selv og sin gode ven og klubkammerat i Lynæs, Kurt Jensen. Samme år blev de sjette båd overalt på Fyn Rundt med ”Pelle”.

Siden har Gert Gerlach renoveret flere af sine gamle både. I alt har Gert Gerlach tegnet eller bygget 662 både, der har haft DH-målebrev. De mange både er fordelt på 17 bådtyper, hvoraf fire bådtyper, Drabant 22, Drabant 24, Polaris Drabant og Drabant 30 er registreret som klassebåde. Familiebåden Drabant 30 var helt Tonny Nillings projekt. Gert Gerlach designede båden, og Tonny Nilling byggede plug og form samt producerede og solgte båden.

One off-båden ”Alto” blev forløberen for Polaris Drabant.

Gik forrest med brede hække
Selvom det er 14 år siden Gert Gerlach solgte sit værksted, så har han ikke mistet lysten til at arbejde med både. Han købte i 2014 en 15 m2 spidsgatter, som han totalrenoverede over et par år og sejlede med den i et par år, inden den blev solgt igen.

”Jeg har altid bestræbt mig på at tegne solide, stabile og pæne både, der sejler godt og hurtigt, og som ikke stak for meget ud. Nogle mente dog dengang, at det var helt vanvittigt med så brede hække som på Drabant 22 og Polaris Drabant. Jeg har aldrig haft interesse for at tegne IOR-både, fordi det var en regel, der ikke gav så gode både,” fortæller Gert Gerlach.

I dag kan vi trække på smilebåndet af, at Bådnyts testsejlere skrev om Polaris Drabanten, at ”den har jo ikke noget bagpå”, når vi ser moderne bådes meget brede hække.

Gert Gerlach var dengang med til at sætte en ny standard for lystbåde, da han tegnede sin Drabant 22 og senere Drabant 24 og Polaris Drabant, og alle hans både var tegnet til familiesejlads med et fartpotentiale, der kunne skabe gode kapsejladsresultater. Med sine evner til både at tegne og bygge gode velsejlende både, og ikke mindst vinde kapsejladser med dem, så kan vi vist roligt kalde Gert Gerlach en tusindkunstner i sejlsporten. 

  • Drabant 38 har vundet mange præmier på distancesejladser. Her er en 38er på vej gennem Svendborg Sund i skumringen på en Palby Fyn Cup.

  • Dette er en ældre, nyrenoveret Drabant 38 på kryds med high tech sejl.

  • Gert Gerlach totalrenoverede denne 15 m2 spidsgatter for 5-6 år siden og sejlede med den et par inden den blev solgt igen.

  • Gert Gerlach var med til at bygge havkrydseren ”Camelot”, da han var bådebygger hos Molich. Det var Molichs sidste båd i træ.
Se slideshow

BÅD 574

Bådmagasinet er Danmarks maritime mediehus med begge fødder plantet solidt på dørken. Bådmagasinet følger med i den rivende udvikling medieverden er inde i, og udgiver således på flere platforme, hvad end det er i trykt eller elektronisk form.

Bådmagasinet har gennem tiderne hjulpet mange i bådbranchen med deres egne kundekataloger – kundemagasiner – brochurer – kataloger, eller et frisk design på virksomhedens brand – alt sammen under vores afdeling for Client Publishing.

Sejlsport

Nyheder

Inspiration

Medlemsskab


© 2020 Bådmagasinet ApS. All Rights Reserved.