fbpx
Tekst Henning E. Larsen FOTO ROYAL HAKVOORT, TOM VAN OOSSANEN, AQUANAUT, DE BOARNSTREAM, GUY FLEURY OG HENNING E. LARSEN
 

3 års arbejde for 300 mand

Den hollandske brancheorganisation HISWA inviterede i slutningen af 2021 Bådmagasinet på en eksklusiv rundtur til 8 meget forskellige bådværfter. Dette er den sidste i en serie på 3 artikler. Vi besøgte bl.a. Royal Hakvoort-værftet, som netop har landet en ordre på bygning af en 213’ (65 meter) motoryacht. Den giver arbejde for 300 mand på værftet og hos underleverandører i 3 år! Prisen kan man kun fantasere om.


Bredde som en pænt stor familiebåds længde. Den nye Royal Hakvoort bliver så stor, som den overhovedet kan bygges i værftets største hal: 65 meter i længden knap 12 meter i bredden. Deplacement 1.435 ton, så der skal en mere end almindelig travelift til, hvis skibet skal på land.

Familiefirmaet Royal Hakvoort er startet i 1919 og er stadig ledet og ejet af familien Hakvoort. Og værftet er placeret på samme grund i Monnickendam, hvor man startede i 1919. Indtil 1982 byggede man 180 fiskerbåde i træ og stål. Men derefter lagde værftet sin fokus på luksuriøse motoryachts i stål og aluminium i størrelser fra 50 til
65 meter. Enten som deplacementbåde eller som hurtiggående konstruktioner i aluminium.

Lillesøster på ”kun” 61 meter
En af de senere nybygninger er den 61 meter lange Explorer Yacht TOP FIVE II, som med et isforstærket skrog er bygget til at udforske de mest fjerne egne af jorden. En besætning på 19 medlemmer servicerer ejerne og de op til 12 gæster.

Skibet er udstyret med alt fra elevator, rullestolsadgang, swimmingpool og sauna til teknisk udstyr, som omfatter to CAT 3512E, som giver skibet en topfart på over 15 knob og en rækkevidde på 4.200 sømil ved 12 knob. Stabilisatorer er en selvfølge i skibe af denne standard, ligesom navigationssystemerne naturligvis er state-of-the-art. Særlig opmærksomhed er rettet mod at begrænse udstødningsgasser og NOx. Når dieseltankene på i alt 122.000 liter skal fyldes op, skal du nok have et platinkort eller mere.
Søsætning af den 61 meter lange Hakvoort Top Five II fra værftet i Monnickendam.tål.

Vælge mellem 35 modeller Hos Aquanaut
Mange hollandske værfter begyndte med at bygge fiskerbåde, arbejdsbåde og lignende, men Aquanaut har bygget lystbåde lige fra starten for mere end 50 år siden. I dag bygger man både fra 10 til 19 meter i seks forskellige serier. Med alle undervarianter giver det i alt 35 typer at vælge imellem. Aquanauts ejer og direktør Finne Folmer fortæller: ”Under finanskrisen måtte vi ligesom de fleste andre værfter i Holland indskrænke produktionen, men nu har vi stabiliseret os på et fornuftigt niveau med en produktion på 5-6 nye både om året.” Finne Folmer fortsætter: ”Der er generelt set stor mangel på kvalificeret arbejdskraft. Det gælder smede, snedkere, elektrikere osv. Så hvis vi fandt flere folk, kunne vi bygge og sælge flere både end i dag. Et andet problem, som vi deler med resten af branchen, er forsinkelser på levering af især motorer, elektronisk udstyr som plottere, VHF-radioer og andet navigationsudstyr. Vi beskæftiger ca. 25 medarbejdere, som også arbejder med vedligeholdelse, opgradering og udlejning.”

Alt produceres in house i samarbejde med såvel interne som eksterne designere. Alle både produceres individuelt, så de kommende ejeres ønsker og behov kan imødekommes i videst muligt omfang. Dette kan lade sig gøre fordi både, som bygges i stål, er ”selvbærende” og ikke afhængige af bestemte placeringer af skotter og/eller inderskrog.

Aquanaut Andante 380 OC. Designet til at tiltrække yngre målgrupper.
Aquanaut Majestic 1300 med åbent cockpit.

Nyt design
Også Aquanaut er hoppet på den nyeste designfilosofi, som er tænkt til at tiltrække nye måske yngre kundegrupper. Det betyder, at man inden for en given størrelse kan vælge en traditionelt designet eller en mere trendy version. Alt efter smag og behag.

En kvinde i en mandsdomineret branche
Wies Hokwerda er opvokset på familiens værft De Boarnstream, som blev startet af hendes far Henk Hokwerda i 1964. I dag er Wies CEO for et værft, som siden 1964 har bygget mere end 1.200 både i størrelsen fra 10 til 30 meter.

Hver båd bygges individuelt efter kundens ønsker. Wies Hokwerda fortæller: “Vores ekspertise er at bygge deplacementbåde i høj kvalitet. Hvor vores kunder tidligere typisk var i 60-års alderen, er der nu flere og flere i fyrrerne. Sidste år (2021) havde vi en omsætningsfremgang på 30%, men vi er ligesom andre i branchen udfordret af stigende råvarepriser og leveringsproblemer for motorer og elektronik.”

Wies Hokwerda er ejer og CEO i familiefirmaet De Boarnstream.

10-18 meter
Classic eller moderne

Også hos Boarnstream er der design efter enhver smag – næsten. Classic og Retro Line er, som navnene antyder, designet til kunder, som ønsker stilfulde og tidløse både. De kan fås med højt agterdæk og agterkahyt eller som Sedan med åbent cockpit. I den mere stylede ende finder man Elegance-, Traveller- og Lounge-modellerne, som er tilført en vis mængde moderne design-detaljer – dog uden at gå helt væk fra filosofien om, at en båd stadig skal ligne en båd og ikke et ”rumskib”. Disse modeller fås også enten åbne som Sedan (OC) eller med agterkahyt (AC).

Traveller kan du også fås med en flybridge. Hybrid-modeller er også på programmet. De er specielt interessante til inland farvande, hvor hastigheden er begrænset.

Flere Boarncruiser-modeller kan leveres med flybridge.
Se mere på: hakvoort.com,
aquanaut.nl, boarnstream.com

BÅD 577

Bådmagasinet er Danmarks maritime mediehus med begge fødder plantet solidt på dørken. Bådmagasinet følger med i den rivende udvikling medieverden er inde i, og udgiver således på flere platforme, hvad end det er i trykt eller elektronisk form.

Bådmagasinet har gennem tiderne hjulpet mange i bådbranchen med deres egne kundekataloger – kundemagasiner – brochurer – kataloger, eller et frisk design på virksomhedens brand – alt sammen under vores afdeling for Client Publishing.

Sejlsport

Nyheder

Inspiration

Medlemsskab


© 2020 Bådmagasinet ApS. All Rights Reserved.