fbpx

TEKST ØYVIND BORDAL FOTO ØYVIND BORDAL, JAN ANDERSEN #579

 

Cruising i rekordfart – på tre ben

Den er bygget i kulfiber, kan foldes sammen og transporteres på en trailer. Og så indeholder den en hyggelig, rummelig kabine. Mød den nye, danskbyggede high performance cruising trimaran Marlin 33.


De fleste af os kan nøjes med et skrog. Nogle vil hellere have to. Og så er der dem, som simpelthen ikke kan nøjes med mindre end tre skrog. Trimaraner er på en måde en hybrid imellem en ”almindelig” båd og en katamaran, forstået på den måde, at der er et hovedskrog i midten, som får tilført en enorm mængde stabilitet fra de to sideskrog. En moderne high performance trimaran kan være næsten lige så bred, som den er lang, og eftersom den ikke har brug for nogen ballastkøl, kan den bygges ekstremt let. Stabiliteten i selve konstruktionen er så stor, at den er næsten umulig at vælte.

Hvad med sikkerheden?
Men kun næsten. Som historien viser, kan trimaraner vælte, hvis de håndteres forkert eller kommer ud i meget ekstreme vejrforhold. Til gengæld flyder de ved havari, hvor en kølbåd ville synke. Sikkerhedsmæssigt kan der alt i alt argumenteres for, at man er mindst lige så sikker i en trimaran – i hvert fald hvis den sejles af folk med en vis erfaring og forståelse for, hvad det er, man har med at gøre. Som flerskrog-sejlere plejer at sige: ”Man også vælte en Ferrari på motorvejen, hvis man kører tilstrækkelig uforsigtigt.”

Fart og sejlglæde
Det siger sig selv, at en meget let båd med meget høj stabilitet, der kan bære virkelig store sejl, kommer til at sejle ekstremt hurtigt. Og det er netop farten og sejlglæden, der er det primære ved konceptet – ved siden af den enorme udeplads og muligheden for at sejle helt ind på lavt vand (køl og ror kan vippes op).

På det internationale bådmarked sælges der ikke ret mange trimaraner sammenlignet med kølbåde og katamaraner. Den største årsag er nok, at de er komplekse og dyre at bygge, og dermed kommer de altså til at koste mange penge. Men der er et stabilt marked for entusiasterne, og meget få leverandører.

Den måske største af dem alle er danske Dragonfly, et værft som må betegnes som et af landets mest succesfulde.

Og nu er der altså endnu et trimaran-værft på vej her i lille Danmark!


Bygget i Bulgarien
”Det vil sige, bådene bliver bygget i udlandet, mere præcist på Elica-værftet i Bulgarien,” forklarer Jan Andersen, manden bag Marlin-konceptet.

”Dernede har de opbygget en stærk spidskompetence på lige præcis letvægts kulfiberkonstruktioner. De har faciliteterne, teknologien og ikke mindst kompetente folk til at håndtere det hele, så vi er meget trygge ved kvalitetssikringen. Nu har vi også fået samlet et team af gode folk med stærk professionalisme på hvert sit felt, også når det gælder salg og markedsføring, så vi føler os klar til at gå ud i verden med vores produkter. Vi fik i øvrigt en god start tidligere i år, da vi vandt prisen som årets flerskrogsbåd med sejl under 40 fod ved multihull-messen i Grand Motte.”


Kulfiber – lav vægt, mere fart
Så hvad er Marlin 33 for noget?
”Når prototypen Black Marlin er blevet så hurtig,” forklarer Jan Andersen, ”så er det først og fremmest fordi, den er bygget virkelig let og med virkelig høj stabilitet. Sideskrogene har meget volumen og sidder langt fra hinanden. Men det, der mest af alt adskiller den kommende Marlin 33 fra mange andre trimaraner, er, at den er bygget helt i kulfiber. Det har gjort den en hel del lettere, og det gør den simpelthen hurtigere. Alting, inklusive apteringen, er vægtoptimeret og for det meste også strukturelt bærende. Det er hverken en enkel eller billig måde at gøre det på, men til gengæld bliver det en meget stærk og let båd, der altså sejler hurtigere end stort set alt andet. Et andet aspekt, jeg også synes er væsentligt, er at Marlin 33 kan trailes. Der er ikke mange 33 fods både i verden, der kan transporteres på en trailer. Men det gør, at man kan opsøge fjerne farvande på en helt anden måde, end hvis man skulle sejle hele vejen derhen.”


Forfinet koncept
Marlin-trimaranerne er baseret på én mands passion, viden og erfaringer. Igennem mange år har Jan Andersen udviklet og forfinet konceptet – først i trimaranen Barracuda, senere i prototypen til Marlin 33, Black Marlin. Begge både har han designet og bygget selv – og han har vundet stort set alle kapsejladser, han har været med i. Silver Rudder, som starter hvert år i Andersens egen baghave Svendborg, har han vundet syv gange og sat rekord tre gange. Rekorden er i øvrigt stadig hans – de 134 sømil rundt om Fyn har han sejlet alene i Black Marlin på 14 timer, 8 minutter og 53 sekunder!


High performance cruising
”Men egentlig er det jo ikke nogen kapsejladsbåd,” fortæller Andersen. ”Jeg har faktisk heller ikke sejlet så meget kapsejlads i den. Den er mest tænkt som en high performance cruisingbåd. Selv har jeg sejlet tursejlads rundt i de norske fjorde og mange andre steder med den, og lige nu er vi på vej til Skotland. Når man kan tilbagelægge 2-300 sømil på et døgn, så bliver ens aktionsradius jo en helt anden, og man får set meget mere af verden på den måde. Jeg har lagt stor vægt på, at båden skal være rummelig, komfortabel og hyggelig under dæk, så der er faktisk ståhøjde på 1,95 og seks sengepladser. To af sengepladserne er i salonen, og to er ude i sideskrogene, nok mest tilpasset børn. Der er også plads til otte personer rundt om bordet. Alt i alt er der plads og cruising-faciliteter, som man normalt finder det i kølbåde på omkring 30 fod.” 


BÅD 579

Bådmagasinet er Danmarks maritime mediehus med begge fødder plantet solidt på dørken. Bådmagasinet følger med i den rivende udvikling medieverden er inde i, og udgiver således på flere platforme, hvad end det er i trykt eller elektronisk form.

Bådmagasinet har gennem tiderne hjulpet mange i bådbranchen med deres egne kundekataloger – kundemagasiner – brochurer – kataloger, eller et frisk design på virksomhedens brand – alt sammen under vores afdeling for Client Publishing.

Sejlsport

Nyheder

Inspiration

Medlemsskab


© 2020 Bådmagasinet ApS. All Rights Reserved.