fbpx
TEKST FOTO JENS HØY #579

TEST: QUICKSILVER ACTIV 605 OPEN

Havets jeep er nøglen til oplevelser

Funktionelle både med indbyggede oplevelser – sådan er trenden hos Quicksilver. Blandt mulighederne er Quicksilver 605 Activ Open, der som styrepultbåd er robust, funktionel og til at betale.


Det skal være nemt at betjene. Det skal kunne holde til at blive brugt, og båden er kun en del af oplevelsen, for du vil selv bestemme, om båden skal fragte dig til en gastronomisk oplevelse, en personlig kanalrundfart med venner og et glas rosé eller noget helt tredje.

Sådan er det moderne menneske; vi vil have oplevelser, vi er impulsive, og bådbranchen står klar til at levere hardwaren til alle de oplevelser, som forbrugerne efterspørger.

Tre muligheder på samme skrog
I år er danske bådforhandlere ramt af efterdønningerne fra covid-19. Det betyder, at mange danskere venter på deres båd, og vil man pludselig gøre alvor af drømmen om egen båd, må man tage, hvad der står ude hos forhandlerne, for leveringstiderne på individuelt udstyrede både er lange.

Sådan er situationen også for Quicksilver 605, som vi har prøvesejlet ud ad Greve Havn. Vil du selv konfigurere båden, er der først levering til foråret næste år.

Når det gælder den nye 2022-version, leveres Quicksilver 605 i tre forskellige versioner: 605 Bowrider, 605 Cruiser og testbåden 605 Open.


Robust og funktionelt
Fællesnævneren er, at bådene bygges side om side i Polen og kan udstyres med 100 til 150 hk på hækken.

Vores prøvetur sker i en version, der er så ny, at krympeplasten kun lige er pillet af skroget, og båden står med en fornuftig finish. Kodeordet er robuste gennemprøvede løsninger: Her er ingen fordyrende detaljer, og båden emmer af serieproduktion fra en producent, hvor volumen og hastighed i produktionen prioriteres før lækre maritime løsninger med æstetisk touch. Der er med andre ord lidt Land Rover Defender over oplevelsen af 605 Open.

Lidt fra begge verdener
Grundlæggende er der ingen forskel på de tre modeller i 605-serien, hvilket betyder en bundprofil, som er et kompromis mellem en klassisk dyb V-profil og så den nyeste bundkonstruktion fra Bayliner/Quicksilver, hvor en katamaranprofil giver ekstra stabilitet. Ulempen ved konstruktionen er, at båden i modsø ikke kløver bølgerne så godt som V-profilen.

Prøvesejladsen sker i frisk 8-10 m/sek. med begyndende bølger i Køge Bugt, og banketilbøjelighederne kan Open 605 ikke løbe fra. Omvendt er båden yderst stabil, når du bevæger dig rundt på forskibet, og det er trods alt et godt bytte, for i havnen opleves båden som meget rolig.

To fuldvoksne mænd i den ene side opleves ikke som ubehageligt i form af for stor krængning. Her kommer bundprofilen for alvor til sin ret.


Plads til afslapning
Foran kan der ommøbleres fra bænksæde; og vupti er der solseng, når vejret er godt, og den åbne løsning giver masser af plads. Et par cykler finder let plads i den åbne konstruktion, men vores test viser, at hvis der er lidt bølger og modvind, er der ikke meget, der skærmer, hvis du er mere end to om bord. Det er prisen for det åbne design, men hvis skærmen omkring styrepulten var bredere, ville det blive besværligt at komme omkring på båden.

115 rækker
Quicksilver anbefaler mellem 115 og 150 hk, og med tre personer om bord savnede vi ikke kræfter med 115 heste på hækken.

Vores vurdering er, at Mercury F 115 ELPT EFI Command Thrust med 115 hestekræfter er et godt kompromis. Hvis du ofte skal trække vandski, kan du overveje at gå op i 150 hk, men vi savnede bestemt ikke kræfter, og en cruisingfart på omkring 20 knob er behageligt. Hvis du vil ofre pengene, kan båden bestilles med autotrim, så du blot behøver at trykke på en knap, hvorefter trim indstilles optimalt.

Merprisen på at gå fra 115 hk til 150 hk er ca. 35.000 kr. Automatisk trim løber op i 6.000 kr. Med 150 hk er motoren på 3,0-liter, og de større cylindre betyder samtidig en mervægt på ca. 40 kg. Med til billedet af motoren hører, at den er så støjsvag, at den næsten ikke høres ved havnemanøvrer. Tidligere tiders ’’klonk’’-lyde, når der blev skiftet fra frem over neutral til bak, er stort set væk i en ny Mercury-motor.

Det meste er standard
Bådens samlede pris er 260.000 kr., og standardudstyret omfatter bl.a. navigationslys, stangholdere og badeplatform inkl. badestige. Vil du have skroget i mørkegrå, er merprisen ca. 7.000 kr., mens Flexiteek på dørken koster 22.000 kr. Elektrisk ankerspil er også en mulighed, og Active Trim løber op i ekstra 6.000 kr.


Større cylindre med bedre økonomi:
Der er endnu et stykke vej til en generel udbredelse af elektriske påhængsmotorer, men de store motorproducenter arbejder stadig på at nedbringe forbruget på benzinmotorerne. Hos Mercury er trenden, at man for at få forbruget ned, har øget størrelsen på cylinderne. Dermed går man direkte den modsatte vej af bilproducenterne, der har gjort motorerne mindre og tilsat en turbolader for at bringe forbruget ned.

Nyeste 2022-generation af Mercurys motor på 115 hk er således en 4-takter på hele 2,1 liter i slagvolumen. Motoren benytter elektronisk indsprøjtning, og når det kan lade sig gøre at sænke forbruget og samtidig gå op i motorstørrelse og dermed drejningsmoment, hænger det sammen med en lettere konstruktion. Mange dele, herunder hele indsugningen, er nu udformet i kompositmateriale. Samtidig er oliesmøringen mere direkte rettet mod de bevægelige dele. Det resulterer i, at bevægelsen af olien rundt i motoren er mindsket. Det giver mindre modstand.

Den nye Mercury 115 hk 4-takter vejer kun 163 kg, hvilket er 18 kg lettere end den tidligere generation fra Mercury.

Dermed er motoren blandt de letteste i klassen og passer derfor fint på både, der ikke kan klare vægten af de ældre og tungere 4-taktere.

Facts:
Quicksilver ACTIV 605 OPEN/ MERCURY F115 CT
Længde 5,95 m Bredde 2,4 m Højde over vandlinje 1,55 m Vægt uden motor 904 kg Maks. motorvægt 211 kg Dybgang 0,38 m
Brændstof 160 l Maks. antal personer 7 stk.
 
Standardudstyr:
Ankerrulle - Badestige - Navigationslys - Ankerbrønd - Selvlænsende cockpit - Stangholdere - Badeplatform - Styreplads med 12V strømudtag - SmartCraft speedometer/omdrejningstæller -Agterbænksæde - Drejeligt førersæde med flip op-hynder - Passagerstol -Cockpithynder - Opbevaring under agtersæde
 
Standardpris
241.295 kr.
 
Udvalgt ekstraudstyr:
Badeplatform - Udvidet solseng, for - Stævnkit - Solindsats, stævn -Hynder - Bord - Styrepult - Sædeovertræk 
 

BÅD 579

Bådmagasinet er Danmarks maritime mediehus med begge fødder plantet solidt på dørken. Bådmagasinet følger med i den rivende udvikling medieverden er inde i, og udgiver således på flere platforme, hvad end det er i trykt eller elektronisk form.

Bådmagasinet har gennem tiderne hjulpet mange i bådbranchen med deres egne kundekataloger – kundemagasiner – brochurer – kataloger, eller et frisk design på virksomhedens brand – alt sammen under vores afdeling for Client Publishing.

Sejlsport

Nyheder

Inspiration

Medlemsskab


© 2020 Bådmagasinet ApS. All Rights Reserved.