fbpx

TEKST MORTEN BRANDT FOTO ANDREAS LINDLAHR OG LUDOVIC FRUCHAUD EYOTY

EUROPEAN YACHT OF THE YEAR NOMINEREDE 2023:

En lovende årgang - del 2

21 både er testet og sejlet. De første seks i La Rochelle på den franske vestkyst. De resterende 15 i Port Ginesta på den spanske Middelhavskyst sydøst for Barcelona. 


Vinderne bliver hædret i Düsseldorf, når verdens største messe for lystbåde og udstyr løber af stablen fra den 21. til den 29. januar 2023. Her får du den helt korte og umiddelbare præsentation af de 15 både, der var til eksamen på havet ud for Port Ginesta.

Vi glæder os til at komme i dybden med de enkelte både og ikke mindst vinderne senere.

Luxury Cruiser

ICE 62
ICE 62 er en vild båd, hvor der er blevet arbejdet med detaljerne på et sjældent set højt niveau. For eksempel har båden en 3,9 m dyb sænkekøl, der vejer de seks af bådens 17 ton, som det er lykkedes designerne at integrere, så den ikke ødelægger bådens æstetik og funktionalitet om læ. Den sejler godt. Selv i helt let vind bevæger den smukke italiener sig agilt og med masser af respons på roret. Som en del af de andre både i konkurrencen manglede den højde. Vi savnede en indhaler til at skøde forsejlet tættere til storsejlet.

Specifikationer
Længde 17,99 m Bredde 5,2 m Dybdegang 2,85-3,95 m Vægt 17,9 ton Kølvægt 6,1 ton Mastehøjde 26,9 m Storsejl 130 m2 Fok 108% 90 m2 Gennaker 320 m2 Motor 150 hk Dieseltank 650 l Vandtank 1000 l Design Felci Yacht Design
Oceanis Yacht 60
Oceanis Yacht 60 er Beneteaus bud på en sporty og luksuriøs båd i 60 fodsklassen. Og lad det være sagt med det samme – vi er langt fra imponerede over det resultat, Beneteau får ud af de mange muligheder, 60 fod tilbyder. Skrayhood og bimini-garagen er funktionelle ja, men er rent æstetisk en katastrofe. Modsat konkurrenterne i kategorien er det tydeligt, at denne er en ægte serieproduceret båd, hvilket giver visse begrænsninger, når det kommer til fornemmelsen for luksus. Der mangler det sidste ”touch”, som man finder på bådene, der i højere grad er lavet som et samarbejde mellem den enkelte ejer og værftet. Oceanis Yacht 60 har ikke desto mindre den luksus i form af rigtig god plads både i cockpit, på dæk og om læ. Det er ikke lykkedes så godt at få klar fornemmelse af båden, når man står bag rattet.

Specifikationer
Længde 18,8 m Bredde 5,3 m Dybdegang 2,6 m Vægt 21,5 ton Kølvægt 5,01 ton Mastehøjde 24,5 m Storsejl 77 m2 Fok 62 m2 Genua 75 m2 Gennaker 150 m2 Motor 150 hk Dieseltank 500 l Vandtank 800 l Design Biscontini Yacht Design Øvrigt design Lorenze Argento
Oyster 495
Oyster kan melde sig under fanerne for værfter, hvor det går godt – dem er der en del af i disse tider. Hele 20 stk. alene af denne lille 50 fods bluewater-båd er det blevet til siden januar 2022. Det er vel at mærke en båd, der koster i omegnen af 15.000.000 kr. Trods den noget aparte lakering denne ene båd præsenterer, skal man ikke tro, man er gået om bord i Jagtvej 69. Nej, når du er om bord, er alt stort set, som det plejer at være på Oyster. Det højt placerede centercockpit, følelsen af at være på en tung båd og godt med træarbejde om læ. Det hele er godt udført og gennemtænkt. Det er en af den slags, man gerne vil være om bord på, når vandstanden i havene for alvor stiger. For der er tænkt på alt og backupsystemer for det meste. Selv i helt tynd luft sejler båden faktisk ok med en stor code 0 hejst – trods sine 21 tons.

Specifikationer
Længde 16,1 m Bredde 4,77 m Dybdegang 2,28 m Vægt 21 ton Sejlareal kryds 120 m2 Motor Yanmar 110 HK Dieseltank 800 l Vandtank 600 l Design Humphreys Yacht Øvrigt design Oyster Design Studio

Performance Cruiser

Elan E6
Elan E6 er det kroatiske værfts seneste satsning. Den 47 fod lange båd har samme designteam som – altid. Selvom designudviklingen er den samme – er det på mange måder en anderledes båd. Ment på den mest positive måde er der hentet inspiration fra motorbådens verden, når det kommer til bådens øvrige design fra Pininfarari. Der er god sammenhæng mellem linjer og udtryk udvendig og indvendig. Båden sejler godt. Den går højt, og der er god følelse på rattet. Dæk og cockpit er layoutet på traditionel vis med skødeskinner monteret på dækket, to spil på ruffet bag aflasterne, og to spil i cockpittet til skøderne.

Specifikationer
Længde 15,3 m Bredde 4,49 m Dybdegang 2,95 m Vægt 11,250 ton Kølvægt 3,267 ton Storsejl 65,56 m2 Fok 53,71 m2 Gennaker 201,7 m2 Motor Yanmark 57 HK Dieseltank 240 l Vandtank 370 l Design Humphreys Yacht Design
Grand Soleil 40
Italienske Grand Soleil leverer ikke bare smukke og velsejlende både. Deres både er i høj grad designet til kapsejlads på øvereste hylde inden for ORC. Testbåden er tiltænkt samme rolle som den to år gamle Grand Soleil 44, der vandt ORC VM. Derfor er det fortsat designer Matteo Polli, der bestemmer de overordnede faktorer som volumen, masteposition og vægt, hvorefter Nauta Design kommer på banen og formgiver båden, så den kommer ud med det velkendte stilsikre Grand Soleil udtryk. Og den sejler godt med enkelt-ror sat op langt under bugen på båden. Vi kan fortsat mærke og se, at båden ikke er skudt helt ind. Den manglede noget højde i forhold til andre både i testene.

Specifikationer
Længde 12,9 m Bredde 4,07 Dybdegang 2,4 m Vægt 7,5 ton Kølvægt 2,5 ton Storsejl 46 m2 Fok 38 m2 Gennaker 140 m2 Motor 30 hk Dieseltank 170 l Vandtank 300 l Båddesign Matteo Polli Øvrigt design Nauta Design
Italia 12.98
Italia Yachts har som en række andre værfter været gennem et ejerskifte med efterfølgende omstrukturering. De nye ejere har valgt at fastholde designteamet og bådens linjer med den udfaldende hæk som en umiskendelig signatur. Det var den mest velsejlende blandt kølbådene. Den gik højt og var en fornøjelse at styre både på kryds og på åbne vinkler med vinden. Vi testede den såkaldte Belissima-version, som er tiltænkt cruising-markedet. Og selvom de professionelle sejlere fra værftet arbejdede godt, kunne de ikke skjule den fejlagtige placering af de to spil i cockpittet, der står alt for tæt. På performance-udgaven vil cockpittet angiveligt være indrettet mere funktionelt. Om læ er båden indrettet anderledes end mange andre både. F.eks. er skogvinduerne mindre end de syner udefra, så det er småt med naturligt lysindfald. Der er også anvendt spejle i dørkhøjde og træpersienner foran vinduerne. Et interiørdesign, der uden tvivl vil dele vandene.

Specifikationer
Længde13,16 m Bredde 3,95 m Dybdegang 2,46 m Vægt 8,5 ton Mastehøjde 20,794 m Sejlareal kryds 115 m2 Sejlareal læns 225 m2 Motor 50 hk Dieseltank 220 l Vandtank 360 l Design Cossutti Yacht Design Øvrigt design Italia Yachts Design Team
Solaris 50
Italienske Solaris har et godt tag i sit kernepublikum, hvillket man ser på salgstallene for denne nye 50er, som allerede har solgt 35 stk. Med 30eren har de dog været i stand til at tiltrække helt nye kunder. For ud af de 35 solgte er de 25 nye. Båden ser godt ud. Og den holder hvad den lover, når man kommer ned om læ. Her finder man masser af godt håndværk og stilfuldt design. Skrogvinduer og luger giver et godt lys. Det er en klassisk moderne italiensk sejlbåd, der modsat mange franske både ikke forsøger at gå nye veje. Den sejlede godt uden at imponere.

Specifikationer
Længde15, 5 m Bredde 4,78 m Dybdegang 2,8 m Vægt 15,9 ton Storsejl 84,7 m2 Genua 106% 70,3 m2 Motor Volvo Penta 50 HK Dieseltank 370 l Vandtank 510 l Design Javier Soto Acebal Øvrigt design Studio Roseo
Øvrige konkurrenter i kategorien: Beneteau First 36 (Læs Bådmagasinet nummer 581)

Family Cruiser 

Bente 28
Bente Yachts er tilbage på bådmarkedet med efterfølgeren til Bente 24, der aldrig rigtig slog igennem. 28eren er et bud på en moderne familiekrydser, som er bygget hos polske Yacht Service og designet af tyske Judel/Vrolijk. Den ser sporty ud med klar designreference til de franske OPEN-både. Indefra er der også reference til fransk design, hvor tankerne går i retning af bådene fra RM. – reelt noget mere sporty end den føles, når man sidder bag roret. Vi testede værftets skrog nr. 1 og allerede nu ligger det fast, at båden bliver 150 kg lettere og hele 15 cm bredere i hver side, når man fremadrettet fjerner innerlineren, den indvendige klædning. Der er ikke tvivl om, at båden, trods den lidt høje vægt, kommer til at sejle godt når den bliver trimmet helt ind og optimeret. 

Specifikationer
Længde 8,65 m Bredde 2,99 m Dybdegang 1,60 m Vægt 3,3 ton Kølvægt 800 kg Sejlaral kryds 55,2 m2 Sejlareal læns 111 m2 Mast 13,3 m Motor 13 HK Volvo Penta Design Judel/Vrolijk
Øvrige konkurrenter i kategorien: Dufour 37 og Linjett 39 (Læs Bådmagasinet nummer 581)

Multihulls Performer 

Balance 482
Sydafrikanske Balance er en sjælden fugl på vores breddegrader. Den var blandt de både undertegnede havde set mest frem til at prøvesejle. Det ser godt ud. Den er bygget relativt let, og værftet har et godt renommé i flerskrogskredse. Den er bygget utrolig stift. Modsat de franske katamaraner er båden en enhed, og den bevæger sig 100% som så i bølgerne. Skabe, borde og øvrige møbler om bord er alle lavet i laminat og er utrolig lette. Der var ting i setuppet, der ikke virkede helt gennemtænkt. For eksempel placering af spillene til styring af løjgangen, som var helt uden for rækkevidde, og som kræver en dedikeret person i manøvrerne af det 100 m2 store storsejl.

Specifikationer
Længde 14,71 m Bredde 7,9 m Dybdegang 1,16-2,2 m Vægt 11,315 ton Mastehøjde 21,76 m Storsejl 94,47 m2 Fok 43,5 m2 Spiler 183,1 m2 Motor 2 x 45 Yanmar Dieseltank 2 x 400 l Vandtank 2 x 390 l Design Phillip Berman & Anton Toit Yacht
Catana OC 50
Catana OC 50 fra Catana er en af den slags både, man som testsejler ser frem til at komme om bord på. Smukke linjer med aggressive stævne, kulfiberrig, dybe stiksværd. Alt sammen ligner det ingredienser til en superhurtig Cat. Problemet er, at Catana kombinerer det med et interiør med et højt komfortniveau, og der ikke er skelet til vægten, som bliver alt for høj. Og kan man leve med det, at båden leverer på alt andet end performance, så har man her en drømmebåd. Hvorfor båden ikke for alvor stak af lod til at forvirre værftets mand om bord. Det er muligt, at der er et eller andet, der ikke er helt i balance – vi tror dog på, at det skyldes, at vægten på 19 ton simpelthen er for meget.

Specifikationer
Længde 15,75 m Bredde 7,98 m Dybdegang 1,39-2,52 m Vægt 19 ton Storsejl 93 m2 Fok 50 m2 Motor 2 x 45 hk Dieseltank 2 x 400 l Vandtank 2 x 400 l Design Catana
C-48
Den store overraskelse var C48 fra det italienske Comar-værft. Båden var den hurtigste blandt katamaranerne. Her har man gjort en indsats for at holde vægten under 10 ton. Det er blandt andet muligt, fordi båden er bygget i kulfiber, og fordi den har tæt på den halve volumen om læ af, hvad konkurrencerne byder på. Skrogene er smalle – ikke kun i vandlinjen, men også oppe i skrogene, hvor man bor. Og det er naturligvis spørgsmålet, når en kommende ejer skal gøre sit personlige regnebræt op. Hvor meget komfort vil man ofre for at få en høj performance? Et spørgsmål kommende bådejere bør stille sig selv mere end en gang. Vi kan lide C-48eren.

Specifikationer
Længde 14,8 m Bredde 7,3 m Dybdegang 0,9-2,2 m Vægt 9,7 ton Mastehøjde 21 m Storsejl 84 m2 Fok 40 m2 Spiler 165 m2 Motor 2 x 35 hk Dieseltank 2 x 270 l Vandtank 300 l Design Francois Perus Comar Yachts
Excess 14
Excess er sat i verden af Beneteau for at have en båd i markedet med appel til et mere ungdommeligt eller sporty publikum end køberne af Lagoon som Beneteau Group også ejer. Og ved Excess 14 er værftet efterhånden ved at være skudt ind på dette mål, for 14eren er uden tvivl den bedste og mest helstøbte Excess til dato. Derudover sejler den godt, næsten ligeså godt som de hurtigste i Performance Cat-kategorien. Yderligere leverer den på komfort og volumen om læ i lyst funktionelt design både i salon- og cockpit-området og nede i kahytterne i skrogene.

Specifikationer
Længde13,97 m Bredde 7,87 m Dybdegang 1,48 m Vægt 12,8 ton Storsejl 79 m2 Genua 39 m2 Code 0 55 m2 Motor 2 x 45 hk Dieseltank 2 x 200 l Vandtank 300 l Design VPLP Øvrigt design Nauta
Lagoon 51
Nogle både giver en følelse af, at man er om bord på enten en større eller en mindre båd. Lagoon 51 giver indtryk af at være om bord på en kæmpemæssig båd. Og helt utroligt at den er kortere end Catana OC 50. Måske er jeg ikke alene om denne betragtning. I hvert fald er der over 100, der har bestilt båden, siden den blev lanceret i foråret 2022. Beneteau fortæller, at flere at de nye ejere er kunder, der sælger deres bolig på land og vælger at bo i båden i stedet. Designerne fra VPLP kan noget, der nærmer sig en ophævelse af tyngdekraften, for båden sejler langt bedre end forventet, når man ser den udefra med de brede skrog og den lavt hængende bug mellem de to skrog og på vægten på 20 ton. Det er imidlertid ikke nogen stor oplevelse at styre båden fra flybridgen fjernt fra bådens liv i det fantastiske område mellem agterdæk og salon.

Specifikationer
Længde 15,35 m Bredde 8,1 m Dybdegang 1,38 m Vægt 19.914 ton Mastehøjde 23,53 m Storsejl 100 m2 Genua 53 m2 Code 0 101 m2 Motor 2 x 80 hk Dieseltank 2x 520 l Vandtank 830 l Design VPLP Øvrigt design Nauta
Øvrige konkurrenter i kategorien: Fontaine Pajot 51 og Nautitec 44 Open (Læs Bådmagasinet nummer 581)

Special Yachts 

Ecoracer 25
Ecoracer er bådebranchens håb og dårlige samvittighed på en og samme tid. Båden er ikke bygget med epoxy, vinylester polyester, men med en lim fra virksomheden Arkema, som kan opløses, og som dermed gør, at bådens materialer på et tidspunkt kan genanvendes – deraf navnet Ecoracer. Som båd betragtet bringer den ikke så meget nyt. Den er sjov, og den sejler godt. Det vil være en fest at ligge med en stribe andre Ecoracer 25-både og have et klassebådsløb. Som flere af de italienske både i årets konkurrence er det Matteo Polli, der har designet, og det har han også på denne lille båd gjort godt.

Specifikationer
Længde 7,69 m Bredde 2,8 m Dybdegang 1,8 m Vægt 1,1 ton Sejlareal kryds 42 m2 Sejlareal læns 100 m2 Design Matteo Polli Yach Design
Øvrige konkurrenter i kategorien: Ace 30, Astus 22.5 (Læs Bådmagasinet nummer 581)

BÅD 582

Bådmagasinet er Danmarks maritime mediehus med begge fødder plantet solidt på dørken. Bådmagasinet følger med i den rivende udvikling medieverden er inde i, og udgiver således på flere platforme, hvad end det er i trykt eller elektronisk form.

Bådmagasinet har gennem tiderne hjulpet mange i bådbranchen med deres egne kundekataloger – kundemagasiner – brochurer – kataloger, eller et frisk design på virksomhedens brand – alt sammen under vores afdeling for Client Publishing.

Sejlsport

Nyheder

Inspiration

Medlemsskab


© 2020 Bådmagasinet ApS. All Rights Reserved.