fbpx
Tekst MORTEN BRANDT FOTO MORTEN BRANDT, ANDREAS LINDLAHR

Hotteste Hallberg

Når du stiger om bord på Hallberg-Rassy 50, stiger du om bord på en båd, hvor du kan opholde dig trygt og sikkert i månedsvis på første klasse. Den er på en og samme tid stor, tung og spillevende.


Hallberg-Rassy 50 vandt titlen som European Yacht of the Year 2022 i luksuscruiser-kategorien – kæmpe tillykke herfra med den fortjente titel – for 50eren er den bedste båd fra det svenske værft i meget lang tid. Når det er sagt, bør jeg tilstå, at jeg er mest til lette, responsive både, der kan plane, eller lette flerskrogsbåde. Sådan er det, fordi de giver mig det, jeg søger i sejlsport, hvilket er sejlglæde og en ufiltreret oplevelse af at være om bord på en platform, der effektivt forbinder elementerne vind og vand. Hallberg-Rassy 50 rokker nu lidt ved mine præferencer – og måske er det ikke kun, fordi jeg er ved at blive gammel.

Set udefra har den med sine 50 fod størrelsen til at bære den signifikante Hallberg-Rassy alu-sprayhood på en elegant måde. Det fine spring i kombination med den høje næsten lodrette stævn forener samtidig det klassiske med det moderne. Centercockpittet er godt proportioneret og spækket med kvalitetsudstyr, som toppes med de 5 store elektriske Andersen-spil. Om læ finder man lidt det samme.

Det ligner en Hallberg-Rassy. Den sejler som en Hallberg-Rassy. Det er en Hallberg-Rassy – 50. Her på kryds ud for La Rochelle på den franske vestkyst.

Centercockpittet har god plads til alle. De to ratpiedestaler, alu-sprayhoodet og de velproportionerede spil er signaturfeatures fra Rassy. Det er kulfiberbom og mast ikke, men blender fint ind. Bemærk det helt enkle storskøde-setup på centerspillet.


Indretning med masser af plads
Klassisk Rassy med to lænestole i salonen, komfortabel naviga-tionsplads, kølerum, stor forkahyt. Og når man så bevæger sig agterud kommer det gennemtænkte pantry, der har alt, hvad en skibskok kunne drømme om for at kunne tilberede trestjernede måltider – selv i høj sø. Masser af skabe og masser af bordplads.

Induktionskomfur og elovn. Gas er der ikke noget af. Det er besværligt at få fat på, hvis man skulle vælge at sejle på de syv have. Meget lettere er det at starte generatoren og lade på den powerfulde batteribank.

Magnus Rassy fortalte, at lithiumbatterier i dag er så effektive, at hvor man tidligere skulle have generatoren kørende i 3-4 timer for at holde den nødvendige spænding, kan man på HR 50eren nøjes med 35 minutter. Agterkahytten er et kapitel for sig. Overdådig meget plads, bred seng, komfortable seaties til omklædning, et kæmpestort bad og toilet. Materialer og håndværk viser, at der ikke bliver gået på kompromis med kvaliteten nogen steder, hvilket gælder for hele båden. Det samme gør sig gældende for ergonomien; det er som om, alt om bord er placeret rigtigt, og at vinkerne på ryglæn og bænke er tæt på det perfekte.

Det vi elsker
Vi startede ud i 5 m/sek., og vinden øgede til ca. 8 m/sek., mens vi krydsede væk fra land. Der var overraskende god feeling på roret på den 21 ton tunge båd, som gik som et ustoppeligt roadtrain mod vest. Hastighed lå på en 8-9 knob, og vendevinklerne var ca. 90 grader. Altsammen forventeligt og godt. Det ekstraordinære under sejl er, at denne båd har fuld plade, når det handler om hjælpemidler, der skal gøre livet om bord lettere. I praksis betyder det, at der er en knap til alt. Og ikke uvæsentligt, at når du trykker på knappen, så sker der noget. Så når storsejlet eller fokken rulles ind eller ud, går det hurtigt. Når du vil have mere spænding på hækstaget, går det hurtigt med at krumme kulfibermasten fra Seldén, og faconen på sejlet ændres. Eller når du går i havn, og både har en bov og en hæktruster til hjælp, så du sikkert manøvrerer båden også i kraftig sidevind. Spektakulært var det, da vi bommede os tilbage til havnen og furlede den 180 m2 store code 0 ind og ud på ca. 10 sekunder med den superstærke nyudviklede furler fra Facnor.

Det, vi elskede mest, var dog den fornemmelse, vi havde, da vi sejlede ud mod solnedgangen velvidende at forud lå Atlanterhavet og siden Caribien. Vi fik lyst til at trække stikket og tage på et langt cruise ud i horisonten. Og der var ikke tvivl om, at hvis vi havde overtalt Magnus Rassy til det, så ville vi have fået en tryg oplevelse på første klasse.


  • DET SIGER MAGNUS RASSY:
    • Hallberg-Rassy og Seldén vrider cruising-konceptet ved at blande det med en større del performance.
  • DET SIGER VI:
    • Det er for så vidt rigtigt, men det går primært på Hallberg-Rassy selv og til dels på kategorien Luxury Cruiser. Altså – der er masser af værfter, der tilsætter betydeligt mere performance og stadig fastholder, at deres både er cruisene. Men sandt er det – Hallberg-Rassy 50 er nok den bedst performende fra væftet.
  • DET SIGER MAGNUS RASSY:
    • HR 50 er 50 cm længere i vandlinjen end HR 55. Den er 33 cm bredere på B-max og 1,08 m bredere ved agterspejlet end 55eren. Det giver mere volumen og bedre sejlegenskaber.
  • DET SIGER VI:
    • Ja det er rigtigt. Og på 50eren er det lykkedes bedre end nogensinde for HR at styre de vilde kræfter, som især den brede hæk skaber, uden det giver problemer, når båden presses.
  • DET SIGER MAGNUS RASSY:
    • Kulfibermasten reducerer krængning og luvgerrighed til et minimum og forbedrer sejlegenskaberne på kryds.
  • DET SIGER VI:
    • Vi er ikke helt overbeviste om, hvor stor effekten af kulfibermasten er på den 21 ton tunge cruising-båd. Og det er relevant at spørge, hvad man får for de svimlende 1.250.000 kr. som kulfiber-rig-pakken koster – udover den indiskutable wauw-effekt.

Til sejlerpar med eventyrlyst
Hvem spejler båden? Det interessante er, at denne store båd reelt er indrettet til to personer. Layoutet om læ giver perfekte forhold til to mennesker med masterkahytten, salonen og pantryet. Forkahytten er gæsteværelset. Her kan et andet par eller børn og børnebørn bo, mens de er på besøg.

Det er en båd, som taler til erfarne sejlere, der værdsætter kvalitet og gode detaljer. Der vil være meget langt mellem førstegangskøbere til denne båd, ikke kun på grund af prisen, men fordi den luksus, man får, sammenlignet med for eksempel en Lagoon 55, kan være svær at få øje på, hvis man intet kender til sejlbåde.

Det er altså en båd, det eventyrlystne sejlerpar kan spejle sig i, som har lyst og råd, og som værdsætter de gennemtænkte og gennemprøvede koncepter.

I følge Magnus Rassy er kunderne netop seniorparret, der trækker stikket for at tage ud på det store blå cruise. Desværre, fortæller han, sker det ofte for sent. Det bliver aldrig til den store tur med mange kilometer vand under kølen, fordi opgaven trods trykknapper og hjælp fra el og hydraulik er blevet for stor. Vores opfordring er derfor – hvis du har muligheden og de godt 14.000.000 kr. så lad være med at udsætte eventyret – tiden er knap. 


SPECIFIKATIONER
LOA:
15,23 m Bredde: 4,8 m Dybdegang: 2,35 m Vægt: 21.000 kg Kølvægt: 7,4 ton Mastehøjde: 24,9 m Sejlareal: storsejl og fok 149,5 m2 Motor: Yanmar 4JH110CR Dieseltank: 1000 l Vandtank: 940 l Design: Germán Frers. Pris inkl. moms: 14.900.000 kr.

Bådens linje med den høje, stejle stævn og det flotte spring kombinerer på fornem vis det moderne med det klassiske. Det er en båd, man kan sejle, hvorhen man vil – den skal nok klare det hele. Og så er den overraskende sjov at styre, fordi det er lykkedes at få en spillevende sejlbåd ud af den til trods enorme vægt på 25 ton.


BÅD 576

Bådmagasinet er Danmarks maritime mediehus med begge fødder plantet solidt på dørken. Bådmagasinet følger med i den rivende udvikling medieverden er inde i, og udgiver således på flere platforme, hvad end det er i trykt eller elektronisk form.

Bådmagasinet har gennem tiderne hjulpet mange i bådbranchen med deres egne kundekataloger – kundemagasiner – brochurer – kataloger, eller et frisk design på virksomhedens brand – alt sammen under vores afdeling for Client Publishing.

Sejlsport

Nyheder

Inspiration

Medlemsskab


© 2020 Bådmagasinet ApS. All Rights Reserved.