Drømmer du om eventyr?

Det føles rigtig godt
Første dag fik vi os alle arrangeret i de forskellige køjer og får snakket med hinanden. Vi ved nu, at de næste 12 dage skal vi være sammen hele tiden. Så går vi i gang med gennemgang af skibet. Ting vi faktisk gennemgår alle de følgende dage også kaldet Wobble, hvilket på dansk bliver til tjek af: vand, olie, kilerem, sumpen, lækager og kabler. Det føles rigtig godt det her, og vi lægger os til at sove med ro i maven.

Andendagen gennemgik vi en masse sikkerhedsprocedurer, fx mand-over-bord, og begynder at sejle rundt lidt udenfor Torshavn. Op og ned med sejl, der bliver leget med de to forsejl genua og fok og lavet lidt forskellige manøvrer. Der er meget at lære, også selvom vi selv har båd, og det er lidt sværere pga. de engelske termer. Men vi hænger i, og alle er hjælpsomme og tålmodige.

Al træningen var forberedelse til passagen på Atlanterhavet fra Færøerne til Nordnorge. Mange informationer gives, og vi føler lige så stille, at vi bliver modnet i processen, alt imens vi sejler rundt i en fuldstændig fantastisk natur. Hvor vi kommer frem, møder vi nysgerrige og spændende mennesker. Jeg kommer til at købe lidt færøsk garn og får den sjoveste betjening i en af de mange fantastiske garnbutikker, der findes på øerne. Ricky får en køretur af en lokal, som han møder på havnen, der fortæller om byen og øernes historie.

Fjerdedag fik vi en vagtplan og begyndte vores sejlads mod Norge. En dag tidligere end planlagt, men det skyldtes den hårde og vedholdende vind fra stik nord-nord-øst. Den er ikke let at sejle imod, og derfor må vi sejle lidt længere mod øst. Dog skal vi ikke for tæt på kysten i Norge og deres boreplatforme.

Vi vinkede farvel til Færøerne og havde fuldstændig ro i maven inden den kommende lange sejltur. Og fra da af og frem til Norge, havde vi uden undtagelse en sikkerhedsline på, når vi var oppe i det fri.

Når man bliver søsyg
De første to dage var jeg søsyg, ikke hele tiden, men når den udleverede vindtætte dragt og redningsvest skulle på, havde jeg det ikke godt. Men det hjalp at stikke hovedet ud i den rene luft. Vinden begyndte på fjerdedagen at lægge sig lidt, og det samme gjorde søsygen.

Når man er så tæt på folk, især dem man er på vagt med, får man nogle gode snakke. Ricky og jeg kom på vagt med en skøn fyr fra Wales. Skøn humor, meget filosofisk, ærlig og faktisk hans fjerde tur med Rubicon. Så vagterne gik bare så fint med sjove snakke, alt imens der blev sejlet, skiftet forsejl og rullet storsejl ud og ind. Skipper eller 1. mate var der hele tiden, de skiftedes til at undervise os og sørge for os.

Godt samarbejde
På sådan en passage finder man hurtigt ud af, hvad man er bedst til, men det ændrer ikke på, at hver dag fik vi en bunden opgave: fx lave frokost, aftensmad og den daglige "wobble". Hver time i de fem dage det tog at sejle fra Færøerne og til Nordnorge, blev der skrevet log, hvori der blev noteret hastighed, kurs, vindstyrke, og hvis vi gik for motor, dennes temperatur og olietryk. Vi hjalp hinanden, og når man ikke var på vagt, tilbød man kaffe og snacks til vagtholdet. Aftensmaden blev indtaget på dækket samlet, og det undrer mig stadig, at der kunne laves så dejlig mad, når jeg tænker på skibets krængning.

Palle alene i verden
Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at vi så det hele: hvaler, spækhuggere, delfiner osv. Men faktum er, at vi så tre små hajfinner og fire finner fra marsvin. Tre store coastere, set med kikkert på lang afstand. Vi var Palle alene i verden i hele fem dage, med op til 3 km vand under kølen. Det vildeste var, da vi nåede polarcirklen, hvor vandet var spejlblankt. Vi fejrede krydsningen af "66°33’39", med en skøn nybagt kage og et lille glas rom til alle.

Vi lander i Nordnorge i byen Kjerringøy, lidt nord for Bodø. Det er måske den mest romantiske havneby, jeg nogensinde har været i. Her gik vi ned på stranden for at bade. Luften sagde 18 grader og vandet sagde koldt, men det er nu en fantastisk følelse at have badet nord for polarcirklen. Der var også et par vandreture, der blev afprøvet.

De smukkeste øer
Efter Kjerringøy sejlede vi sydpå, og planen var at ligge for anker en kort sejlads fra Bodø ved øen Bliksvær. Mellem de smukkeste øer kaster vi anker og sejler ind til den ene ø i den lille gummibåd. Og her gik vi så på vandring endnu engang.

Sidste dag gik med at sejle ind til Bodø. På denne tur var min mand og jeg "navigator of the day", hvor vi skulle udlægge waypoints for sikker sejlads igennem skærgården. Efter ankomst til Bodø, var det tid til at gøre båden ren, hygge med hinanden og begynde med at få sagt farvel. Vi afmønstrede inden frokost den følgende dag. For mit vedkommende var det med tårer. At sige farvel til så søde, inspirerende og fantastiske mennesker var frygtelig svært. Håber jeg møder dem en anden gang. Vores rejse sluttede med et par dage i Bodø med en vandretur op på Keiservarden og en tur ud til Saltstraumen, som er verdens kraftigste malstrøm.

Vi lærte så meget
Jeg har lært så meget om sejlads, mit engelske er pudset af, jeg har været sammen med min mand på en fantastisk måde, og jeg kan sige, at jeg har fået hår på brystet. Og jeg glæder mig til at bruge de nye ting, vi lærte.

Firmaet vi rejste med, Rubicon3, er et seriøst firma med kompetente instruktører, der gør alt for, at vi kunne føle os i sikre hænder. Det er ikke nødvendigt at medbringe andet end normalt tøj, da alt nødvendigt sejlertøj plus sikkerhedsudstyr forefindes på båden. At jeg var søsyg er længe glemt, og vi er begge klar på et nyt sejleeventyr. De får topkarakter fra os.